Stat og folk: danskhed og dansk identitet i et flerkulturelt Danmark

Jeg vil i dette essay argumentere for, at dansk identitet og danskhed ikke kan anskues uden at inddrage modernitetens statsopfattelse og det borgerlige demokrati, som blev den direkte følge af humanismen og individualismen – oplysningstidens varige arv til først Europa og siden resten af verden. Først stod kampen for ytringsfrihed, tolerance og religionsfrihed, herunder retten til ikke at have en religion. Dernæst selvstændighed samt kritisk og uafhængig tænkning, der byggede på trykkefrihed, fornuft, kilder og erfaringer (empiri), som satte menneskelivet og den sansede verden i centrum for samfundet, uden religionens begrænsning og censur. “Om de individuelle frihedsrettigheder må man sige, at ideen med dem var, at de skulle sikre det enkelte menneske mod overgreb fra magthaverne i staten – derfor må et system, hvor magthaverne bestemmer, i hvilket omfang de vil give undersåtterne friheder (borgerrettigheder), være i direkte modstrid med det vi forstår ved menneskerettighederne.” (Helmer Jørgensen: 2007) Det medførte en videnskabelig, filosofisk og idémæssig revolution, der var nødvendig for at komme ud af religionernes blindgyder. Det var forudsætningerne for den borgerlige politiske bevægelse i 1800-tallet, som blev til grundlovens fædre.

‘Gud, Konge og Fædreland’til nationens ulykke – Både nationalnostalgikere, nationalliberale og nationalkonservative har siden 1849 ladet hånt om befolkningens tarv, for istedet at pleje deres egne sære forestillinger om patriotisme og egen selvhøjtidlighed. Vi har brug for en besindelse på oplysningstidens revolutionære budskaber. Lighed, frihed og broderskab kan ikke begrænses til nationen eller folket, men må gælde for alle. Vi har brug for et demokrati, der igen sætter mennesket i centrum. Vi har brug for et samfund der er skabt med universalisme, humanisme og videnskab.

Religionernes rolle som forklaringsmodel og autoritetsmonopol på moral blev erstattet af en civil etisk autoritet, der byggede på generelle og umistelige rettigheder, nemlig menneskerettighederne. Tidigere tiders moralbegreber, der søgte deres autoritet i kirken eller i religionen kunne ikke beskytte individet mod overgreb fra statsmagten eller andre institutioner og individer.  “I 1739 styrkedes enevældens tilsyn med kirken yderligere gennem oprettelsen af et Generalkirkeinspektionskollegium med vidtgående myndighed. Og i 1736 indførtes konfirmationen med dens krav om, at de unge skulle have læst og lært deres katekismus, før de kunne bekræftes i deres dåb og træde ind i de voksnes samfund.

Kravene om regelmæssig kirkegang og altergang og om at komme hviledagen i hu og holde den hellig var gamle. Men under de første enevoldskonger blev de yderligere skærpet, for under Christian 6. at nå deres højdepunkt.

Med forordningen af 12. marts 1735 „om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse” vendte styret sig skarpt mod, at „mange have i steden for at søge kirken og dér opbygges, dels anvendt søn- og helligdagene til forfængeligt arbejde og ufornødne forretninger, dels misbrugt dem til verdslig fornøjelse, vellyst og andre laster”.
Enhver husbond og madmor skulle derfor under trussel om bødestraf se til, at deres børn og tjenestefolk fulgte dem i kirke én og helst to gange på søn- og helligdage. Præsterne skulle føre nøje tilsyn med, at de kom i kirken, og at godsejerne ikke så gennem fingre med deres bønders manglende kirkegang. Og forordningen truede med alvorlige straffe:

“På landet skal de gemene bønder, som herimod handle, når præstens advarsel ej har frugtet, straffes første gang med 4 skilling, anden gang med 8 og tredje gang med 16 skillings bøder, og i mangel af betaling stå i gabestokken på kirkegården, første gang én, anden gang to og tredje gang tre timer; til hvilken ende slige gabestokke af hver kirkes ejere, hvor de endnu ej er, besørges.” kilde: den store danske

Den nye humane etik anviste derimod hvordan mennesker havde ansvaret for deres egen moral samt de ukrænkelige rettigheder som ejendomsret, liv, frihed, lighed og ‘broderskab’. De var derfor fritstillede fra kirkens moral og  kunne søge ‘retfærdighed’, retssikkerhed i et retssamfund, og Lykken i den sekulære verden. Ikke først i døden, som var kristendommens hovedbudskab. Det er ikke ubegrundet, at man idag kan argumentere for at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men derimod, at gud er skabt i menneskets billede.

Jeg er så træt af Dansk Folkepartis forsimplede fremstilling af danskhed, som noget medfødt, arveligt og genetisk betinget. Det at være dansk, handler om kultur, mange forskellige kulturer. Det handler om noget socialt, nemlig hvordan vi forholder os til hinanden i de forskellige kulturer i Danmark. Der er større forskel på kulturen i de rige enklaver i de danske storbyer og rigmandskvarterene i i Århus og Nordsjælland, end der er på kulturen mellem indvandrere og arbejderklasse danskere. Vi deler kultur med dem vi har et skæbnefællesskab med. Men den kultur opleves forskelligt, ikke mindst fordi vi hver især kommer med vores egen identitet. Vores egen oplevelser af hvordan det er at være del af mange forskellige kulturer. Fra by eller land, fra provins eller hovedstad, fra forstæderne eller fra bycentrene, fra de røde byer eller fra de blå jyske byer, uanset hvor vi kommer fra giver det forskellig kulturel ballast. Vi lever i værdifællesskaber, hvor nogle gør alt op i om det er noget værd (materialisme) og andre sværger til universalisme som tager udgangspunkt i at alt og alle har værdi. Ikke mindst den vi tillægger det (kulturalisme og humanisme) Fra vuggestuen eller fra dagplejemoren, fra børnehaven eller fra en opvækst i et hjem med en hjemmegående, fra folkeskolen, lilleskolen eller privatskolen, fra de forskellige ungdomsuddannelser osv osv. Vi lever i forskellige familieformer, vi har forskellige indstillinger til kulturforbrug. Nogle læser aviser andre får deres nyheder fra tv andre igen fra nettet. Nogle går i biografen andre i teater, nogle ser amerikanske actionfilm andre ser kun Sundance film og franske film noir osv osv…. Jeg kan fortsætte længe, med at remse op hvordan vi formes af og former vores kulturelle identiteter!

Kampen i Europa står idag imellem ‘folkenes nationer’ og ‘borgernes stater’. Fra Finland til Balkan bliver Bondepartier, reaktionære og etnisk rensede populistiske bevægelser mere og mere højrøstede. Statsborgerskabstanken, pluralismen og den demokratiske parlamentarisme bliver i stigende grad sat under pres af pseudonationalisme, militaristisk patriotisme, fascisme, nazisme, afstandtagen fra menneskerettighederne og højrepopulisme, som igen vokser frem i den vestlige verden. Det er ikke længere anskuelser, der deler os, istedet er det blodets bånd. Tilknytningen til nationen sikres ikke længere for alle statsborgere og *fædrelandet* kan kun deles, som en arveret, ikke en rettighed, der kan gives. I Danmark et det først og fremmest Dansk Folkeparti, der er eksponent for denne romantiske forestilling om et særligt nationalt blodsfællesskab. Den danske nynationalisme er gennem den stadige påkaldelse af en romantisk opfattelse af det folkelige fællesskab samt kristendommens rolle, som danskhedsindikator, blevet reduceret til Dannebrog som symbol på ‘blodet og korset’!

Dannebrog er blevet hyldet gennem flagsange i forskellige perioder hvor det enten har været nødvendigt at påkalde sig fred og fællesskab eller forsvars- og kampvilje.

ingemann
“Vift stolt paa Kodans Bølge”, Flag Postcard (1910s)

“Vift stolt på Kodans Bølge,/ Blodrøde Dannebrog!/ Din Glans ej Nat kan dølge,/ ej Lynet dig nedslog./ Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn;/ dit lyse Kors har hævet/ til Himlen Danmarks Navn…” B.S Ingemanns oplevelser fra englændernes bombardement af København i 1807 har givet ham en blodig baggrund for det patriotiske digt. Denne holdning kan tildels genfindes i den ny fejring af en militær flagdag for Danmarks udsendte d. 5. september, som hyldest til faldne danske soldaters indsats i moderne krige.

“Men Storm gør et Flag til en levende Sjæl/ en Flamme, et Raab, et Symbol./ Det ildner, hvor Medgangen dæmper.” I “April i Danmark” opildner Poul Sørensen i 1940 til modstand.

Dansk Folkeparti har gennem de sidste mange år forsøgt at monopolisere danskhed og dansk identitet. Samtidig er ‘Dannebrog’ er kristendom blevet ekskluderende politiske symboler. “Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed… Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund… Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur.” Dansk Folkepartis Principprogram.

Det blev eksemplificeret i en direkte TV-debat, hvor (MF) Martin Henriksen (DF) ikke ville anerkende, at en ung mand, med dansk mor og iransk far  født, opvokset og uddannet i Danmark, var ‘ægte dansker’. Jeg vil derfor tilslutte mig fordømmelsen af fanatisme i Voltaires konklusion:“Det er klart, at enhver person, der forfølger et menneske, hans bror, fordi han ikke er enig med ham, er et uhyre.” Traité sur la Tolérance, 1763.

“DF’s tolkning af danskhed, Dannebrog og fædrelandsfølelse samt forsvarsvilje (patriotisme) er dog tildels anakronistisk, idet den stammer fra perioden 1830-1848, hvor nationalfølelsen skiftede fra at være centreret om fyrste- og kongemagten, til at være knyttet til nationalsprog, historien, land og folk (en folkelig og kulturel nationalfølelse). (se Inge Adriansen i Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 2003)

Hvordan kan vi forklare, at vi i det 21. århundrede igen skal konfronteres med anti-parlamentarisme og autoritære  bevægelser. Kan det alene tilskrives globalisering og liberalistiske new public management, at fremmedgjorte vælgere ikke længere kan finde et parlamentarisk ståsted eller afspejler det en mere grundlæggende menneskelig autoritetstro tendens, til at søge ‘tryghed i en pseudoromantisk monokultur, autoritær eller stærk nation’, når de føler deres rettigheder og eksistens truet. Det kan heller ikke være tilfældigt, at langt de fleste tilhængere af diktatur og en stærk nation er mænd.

pol-strid-110205-dfnazi2
Hvorfor er flest mænd højreekstreme? Jakob Strid i Politiken.

Idag trues den maskuline identitet, socialt marginaliserede og ældre generationers verdensbillede fra alle sider. Kønskampen er gået ind i sin sidste fase og kvinderne har vist, at i et moderne samfund, hvor fysisk styrke er blevet erstattet af psykisk holdbarhed, kan mænd ikke længere automatisk regne med, at det er deres køn der har ‘førstevalg’ på alle hylder. Kvindelige direktører (CEO’er), politikere og topembedsmænd bliver stadigt mere almindelige. En utilsigtet konsekvens af denne udvikling, der startede i 1970’erne i Danmark, har været at et stigende antal mænd føler deres rolle i samfundet og i familierne udhules. Derudover har Danmarks tilslutning til EU og den øgede økonmiske globalisering betydet at mange danskere er blevet ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Det afspejles i fremkomsten af protestpartier, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der giver dem afløb for deres behov for igen at kunne ‘spille med musklerne’. De tilbyder letforståelige alternativer til en kompliceret hverdagsfortælling, hvor det kan være svært at definere en klar og handlekraftig maskulinitet. Helt bogstaveligt i form af en liberal kuglestøder i Folketinget. Vulgær Darvinisme, socialdarvinisme og Ayn Rands sociopatiske samfundsmodel og verdensbillede bliver hyldet af Saxo Banks leder og stifter af Liberal Alliance. Sammenblandingen er igen naturlig, da vi er kommet ind i konkurrence-samfundets tidsalder.

Nytte- og pligtetik er igen blevet den politiske dagsorden og den siver igen, som før 2. verdenskrig, ned igennem samfundet. Alle moralske værdinormer bliver tilsidesat. Alt skal måles, kvantificeres, privatiseres og bench-marking er blevet en økonomisk parameter, der skal afgøre hvor den billigste service eller det bedste skole og gymnasium befinder sig. Mennesker (homo eoeconomicus) bliver målt udfra deres samfundsnytte – oversat til kvalifikationer, deres evne til at konkurrere på uddannelses- og arbejdsmarkedet, ikke udfra deres indre værdi som mennesker. Når arbejdslivet bliver den eneste målestok for succes så undergraves menneskets kompetencer, der er sociale og relationelle (homo sociologicus). Neoliberalisme, neokonservatisme, neonazisme og neofascisme er alle kendtegnet ved at dyrke det stærke menneske og træde på de, der af en eller anden grund ikke kan leve op til konkurrencestatens krav. Overmenneskeideologien er dog en falsk præmis for menneskelivet, idet den indebærer, at man kan kassere de, der ikke kan klare konkurrencen! Det har store konsekvenser for de grupper der har behov for offentlig støtte og understøttelse, når deres rettigheder ikke følger med det nye fokus på pligt og konsekvens.

I den sidste mellemkrigstid fra 1919-1939 kom den største trussel mod Danmark ikke som man skulle tro fra de totalitære ideologier. Nej, truslen mod Danmark kom fra de anti-parlamentariske og udemokratiske grupper. De distancerede sig, fra tidens socialpolitiske bevægelser, humanisme og menneskerettigheder, partidannelser, fagforeninger og fra arbejds- og klassekamp, med slagord som ‘fædrelandet, pligten og æren’, national samling og national genrejsning. Den konservative del af kampen mod demokratiet var som landbrugets, en interessebåret og autoritær bevægelse. Det danske samfund var i bevægelse demografisk fra land til by og økonomisk fra landbrug til industri og handel. Politisk skete der et tilsvarende skifte, hvor socialdemokratiet mobiliserede arbejderne. Venstres magtmonopol blev dermed udfordret.

Tilslutningen til de gamle partier var såvel ideologisk som klassemæssigt begrundet, det sikrede en grad af kontinuitet og legitimitet, som sikrede partiernes samfundsmæssige forankring. Sociale forbedringer som Socialreformen i 1933 og tilkendelse af borgerrettigheder til kvinder og tyende i 1915 var med til at samle nationen og signalerede at staten og samfundet var for alle. Men det viste sig hurtigt at stemmeretten til kvinder og umyndiggjorte ikke fik nogen jordskredseffekt hverken i storbyerne eller på landet.. De gamle partier var derimod nødt til at forholde sig til de nye vælgeres interessser. Venstre og Konservative forsøgte dog at lægge hindringer i vejen for Socialdemokraterne og Radikale Venstre, først og fremmest i Landstinget.

De Konservative, ‘det gamle højre’, der bestod af officersstanden, godsejere, præster og industrikapitalister havde med de selvejende gårdmænds parti Venstre, som var sat udenfor i Folketinget allierede sig , med deres vetoret i Landstinget. Samarbejdet mellem det radikale venstre som organiserede husmænd, frisindede akademikere i byerne samt skolelærere over hele landet og Socialdemokratiet var et parlamentarisk nybrud, der kom til at definere tiden frem til 2. verdenskrig. Under den tyske besættelse af Danmark forsøgte højreorienterede kredse, at få indsat en kongeligt udpeget ‘upolitisk/teknokratisk’ ikke-parlamentarisk regering. Hvilket kongen afviste og samtidigt understregede  vigtigheden af nationalt sammenhold. I landbrugskredse var der ligeledes en række bevægelser, der forsøgte at begrænse demokratiet og den pluralistiske parlamentarisme. Arbejdernes rettigheder og frie løndannelse var under således stærkt pres. Bondepartiet som var den politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning placerede sig til højre for Venstre. Deres politiske platform var populistisk men havde rod i 30’ernes landbrugskrise. LS protesterede og demonstrede imod regering og folketing som de mente var medskyldige i de mange tvangsauktioner i landbruget. Det store bondetog til kongen i 1935 fik stor medieopmærksomhed. Parolerne var nedsættelse af ejedomsskatter, mindstepriser på kød, importstop for korn samt ændret kronekurs.  “Et LS-blad skildrede bondetoget: „Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret … Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød … Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De indgød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren.” Den Store Danske, Krise og Vækst.

Det der kendetegnede LS og Bondepartiet var en stor mistillid til det kapitalistiske system og markedsøkonomien. Derudover var de stærkt kritiske overfor bybefolkningen, parlamentarismen, som havde ført til at Venstre mistede deres flertal, fagforeninger og arbejderklassen som de opfattede som uden moral og korrupte.

“Befolkningens Ansvarsfølelse maa udvikles og styrkes gennem Ungdommens Uddannelse og Opøvelse i sund Morallære og den kristne Religion. Fællesinteresserne vil da afløse Egennytten, og Pligten vil da gaa forud for Rettighederne, Ungdommen vil igen faa Tro og Tillid til Fremtiden og Kraft til med oprejst Pande at sige de 3 Ord: Gud, Æren og Fædrelandet.” Det fri Folkepartis Partiprogram §9 (programerklæring) (den parlamentariske/politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning. Danmarkshistorien.dk

Pligtetikken er idag allermest synlig i udfasningen af socialministeriet, der nu er underlagt indenrigs-, arbejds- og integrationsministerierne. “Medansvaret for de svageste skal kendetegnes ved, at vi skal yde hjælpen i respekt for det enkelte menneskes integritet, men også at hjælpen skal være udformet sådan, at modtageren føler et personligt ansvar for og har tilskyndelse til selv at bringe sig ud af den sociale situation.” Socialpolitik er altså ikke ubetinget. “Det enkelte menneske har et personligt ansvar for at forsørge sig og sine. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og lignende må ikke udvikle sig til borgerløn, hvor den enkelte får ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” Venstres Principprogram 

jobcenter

Danmarks social sammenhængskraft symboliseret som en samfundskontrakt er under afvikling. Vi har derfor alle et ansvar i det daglige for igen at sikre at fællesskabet og fælles interesser bliver sat højere end særinteresser og egoisme. Ikke mindst fordi danskheds diskussionen er blevet ekskluderende. Kan vi vende udviklingen og få afpolitiseret dansk identitet i et pluralistisk og flerkulturelt Danmark? Dansk kultur og identitet kan ikke kun være nostalgisk og tilbageskuende. Identitet er jo ikke noget statisk men er fleksibelt i og med at vi kan skifte mellem forskellige roller og synvinkler på hvem vi er i forskellige sammenhænge. Det samme gælder for dansk kultur. Det at være dansk kan ikke sættes på en enkel formel. Vi har jo accepteret at Danmark er opbygget af mange forskellige subkulturer og valgfællesskaber. Styrken ved det danske demokrati må være at alle sikres lige rettigheder samt at nye danskere vurderes ud fra de samme kriterier som gammeldanskere.

flag_kipketer
Ingen satte spørgsmål ved Wilson Kipketers danskhed da han sikrede Danmark en række verdensrekorder, VM og Olympiske medaljer.

Hans-Micael Søndergaard forts.

Advertisements

De autoritetstro og de anti-autoritære har mistet deres tillid til og respekt for demokratiet!

I forbindelse med de gentagne uroligheder på Nørrebro, hvor unge anarkister og anti-demokratiske venstreradikale aktivister forsøger at etablere støtte til en radikal anarkistisk utopi, vil jeg her sammenligne dem med den højreradikale fløj. Begge grupperinger har såvel dystopiske som utopiske samfundsbeskrivelser, som en del af deres bedrevidende eksistensgrundlag. Anarki og terror (voldsparathed og -beredskab) er afprøvet i 1930’erne og 1970’erne. Nazister og kommunister der hver især kæmpede for at revolutionere samfundet i 30’erne. Rote Armé Fraktion og alle de senere grupper (Gudrun Ensling grupper etc) øskede med deres aktioner (terrorhandlinger) at ‘afsløre’ det liberale demokrati som et fascistisk styre! De legitimerer sig negativt ved at fremhæve samfundets dystopiske aspekter, som kun de har svar på og løsning for. Derudover fordres der en revolutionær vækkelse af ‘folket’, før deres utopi kan etableres. Dystopien er det nuværende samfund og befolkningen er blind overfor de påståede mangler og fejl ved det borgerlige liberale civilsamfund. For at lykkes, med deres utopiske programmer eller anarkistiske mangel på programmer, skal de kunne skabe en folkebevægelse ud af den ‘slumrende’ civilbefolkning. Det er til dels lykkedes for Dansk Folkeparti, der ved det sidste valg opnåede tilslutning fra mere end 1/5 af vælgerne. Det er dog meget tvivlsomt om de mange stemmer kan veksles til en revolutionær bevægelse. De fleste DF vælgere er protestvælgere, der aktiveres af DF’s antimuslimske og fremmedfjendtlige retorik. Tilslutningen til de revolutionære anarkist grupper har aldrig været mere en et par promille af vælgergrundlaget. Det passer jo også fint med anarkisternes eksklusivitet.

Har partier som Nye Borgerlige og Danskernes Parti en fremtid i det politiske Danmark? I 1970’erne gik det venstreorienterede politiske atlas amok og fragmenteredes i dusinvis af småfraktioner. Samtidig med at jordskredsvalget i 1973 splittede både højrefløjen og især Socialdemokratiet. “I 1973 skiftede næsten 44 % af alle vælgere imidlertid parti, og det markerede det største vælgerskred i dansk historie. Således fik Det Konservative Folkeparti kun halvdelen af sine mandater fra det foregående valg, mens Socialdemokratiet med 25,6 % af stemmerne oplevede det ringeste valg siden 1. verdenskrig. Hvor antallet af partier i Folketinget før valget var fem, blev antallet nu fordoblet til 10. De store omvæltninger fik iagttagere til at døbe 1973-valget ’jordskredsvalget’.” citat: danmarkshistorien.dk. Kan vi forvente at blå blok vil splintre, når de nye partier opstiller til det næste folketingsvalg.

dansk-samling
“Den nationalkonservative bevægelse er vokset frem på diverse blogs på internettet, i Jyllands-Postens klummer og til Trykkefrihedsselskabets arrangementer. I løbet af de sidste fem år har bevægelsen virkeligt fået vind i sejlene, og nu prøver de også at slå rod uden for internettet. Der er ligesom opstået et nyt sted til højre for Dansk Folkeparti, netop på baggrund af Dansk Folkepartis markante succes. Bevægelsen har ikke rigtigt nogen samlet koordination, men består af en række forskellige grupper med et nogenlunde fælles tankeunivers.” Citat: Simon Bünger fra Redox dokumenterer den yderste højrefløjs aktiviteter og centrale personer. Redox.

I Danmark har Anders And altid været den mest folkekære figur i Andeby. Anders’ følelser er altid uden på tøjet og han vælger oftest anarki, som udvej, når han møder kriser. Det passer godt på den danske nationalkarakter. Altid at være i opposition til magten samtidigt med at janteloven dominerer vores sociale relationer. De andre skal ikke tro de er noget! Olsenbanden og Huset på Christianshavn har også dette element af anarki og oprør mod øvrigheden indbygget. Et provinsielt og lavkulturelt oprør mod eliten, hovedstaden og myndighederne. Hvad er der sket i dette land hvor kongemagten betyder så meget og har så lidt reel magt, hvor Dannebrog altid har signaleret nationalt fællesskab og sammenhold og hvor populær kulturen altid har spillet en større rolle end finkulturen? Hvorfor er de folkelige protester og demonstrationer blevet til proteststemmer, til Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, og ikke til folkebevægelser, der tør formulere egne idéer?

donaldduck
I kan ikke overbevise mig om noget, synes Anders at udtrykke! Disney Infinity.

Jeg vil tage udgangspunkt i det jeg har oplevet, når jeg i de sidste 30 år har læst mere og mere ekstreme udtalelser om muslimer, flygtninge og indvandrere. En stadigt stigende andel af den danske befolkning har ladet sige overbevise om, at Islam idag er den største trussel mod Danmark. At vi befinder os i en krigstilstand mod Islam. Der er ingen ende på de udokumenterede trusler muslimer udgør for den danske befolkning. Alt fra terror til seksuelle trusler, de tager vores kvinder, voldtager og overfalder, de snylter på de sociale ordninger til at de tager vores arbejdspladser og endelig at de udgør flertallet af vores kriminelle. Seksuelt misbrug, vold og drab tillægges større samfundsskadelig virkning når det begås af muslimer, selvom danske familier oplever den samme kriminalitet, ofte udløst af psyko-sociale forhold. Denne massive påvirkning af udsatte grupper understøttes af danske medier, der opslår kioskbaskere og hvor breaking news scoop søger at overgå hinanden. Muslimer og Islam er godt stof, det sælger frygt og had og aviser, ligesom det tiltrækker seere der skal holde liv i reklamestationerne. I den kamp om fortolkningsretten bliver løgn til sandhed, og når irrationelle følelser tager over – så er sandheden blevet husvild! Grundlæggende kan man sige at respekten og tilliden til vores styreform er under pres, ikke kun fra de grupper der har mistet deres arbejde og fremtidsudsigter, men også fra grupper det sætter social sikkerhed og frihed fra statslig styring op imod hinanden.

dfpropaganda
2001: Dansk Folkeparti udgiver bogen Danmarks fremtid (2001) i 20.000 eksemplarer. Omslagsfotoet anslår samme toner som DFUs hverveplakater.

Sammenligningen med den sidste mellemkrigstid, hvor store forandringer i befolkningens økonomiske og sociale vilkår medførte tillidskriser mellem befolkningen og de folkevalgte, ligger lige for. Der er sket store teknologiske fremskridt og en stor gruppe i befolkningen har fået forbedret deres livsvilkår gennem uddannelse og beskæftigelse. Derudover er verden blevet mindre gennem globaliseringen af de økonomiske og finansielle markeder. Men i al fremskridtsbegejstringen, og den øgede kulturelle udveksling, så har vi i Danmark også haft en øget indvandring af gæstearbejdere, familiesammenføring og flygtninge har derudover ført til en øget kulturel- og relgiøs diversitet.

Den sidste halvdel af det 20. århundrede har verden oplevet en lang række økonomiske kriser, der har medført stor arbejdsløshed ikke mindst blandt unge. Det har været verdensomspændende strukturelle kriser, afløst af konjunkturkriser, og alle steder har de betydet, at store grupper har mistet tilliden til samfundets bærende strukturer og til deres egne fremtidsudsigter. Vi har oplevet flere og flere mennesker, har fået frataget deres ære og værdighed af tilsyneladende upersonlige og magtfulde organisationer og strukturer. Fremmedgørelsen overfor udviklingen har for store befolkningsgrupper været en uundgåelig følgevirkning. Der er sket en øget opsplitning mellem en lille gruppe, der har magt, og en stadigt større gruppe, der ikke længere føler, at de har nogen indflydelse over deres eget liv. De har en følelse af at være sat udenfor. Uden mulighed for selv at kunne ændre deres vilkår.I Danmark har det betydet fremkomsten af en stor gruppe apatiske vælgere, der blindt stemmer på Dansk Folkeparti i håb om, at deres protest mod de gamle ideologisk baserede partier, vil give dem bedre levekår. Det fører mig så til spørgsmålet: Kan man tale om en særlig DF eller højreekstremistisk identitet? Er de mere autoritetstro end andre danskere? Hvis ‘Ja’, hvor fører det så hen?

Jeg tror jeg kan udpege et par meget vigtige forudsætninger, der skal være opfyldt før man er modtagelig for DF’s populisme. Jeg vil derfor citere Joachim C. Fest der i 1963, i “Det Tredje Riges Ansigt – Et totalitært Herredømmes Ansigter”, skrev: “Han ‘læser’ kun det, som han i forvejen er ‘bedre orienteret’ om, indoptager kun det, som han føler sig bekræftet af, og han vægrer sig ved at tage notits af kendsgerninger, der drager hans forudindtagede ‘viden’ i tvivl.” Det vil sige et menneske, der allerede som udgangspunkt er til fals for de højreekstremes samt DF’s særlige retorik, hvor der opremses konspirationsteorier, problemer, udpeges syndebukke og hadobjekter.

Det handler om erkendelsen af egen medskyld. Præcis som Tyskland og alle de europæiske lande efter 2. verdenskrig var nødt til at erkende de tilfælde, hvor deres regeringer og embedsmænd havde medvirket til forfølgelse af fx. systemkritikere, seksuelle minoriteter, såkaldte a-sociale individer, handicappede,’degenerede’, jøder og kommunister osv. Jeg ved det er svært at erkende når forbryderen er ens eget folk og forbrydelsen bliver udført i folkets navn. Se alle Christian Freys dokumentarfilm,og du vil se hvordan det på mindre ens 20 år lykkedes nazisterne at indoktrinere en hel befolkning. Hvor vil jeg hen med min sammenligning med forbrydelserne imod menneskeheden i den første halvdel af det 20. århundrede? Jeg vil påvise, at vi alle har en rem af huden! Danmark var jo i 1935 et foregangsland når det handlede om sterilisering af epileptikere, a-sociale, psykisk syge og mentalt handicappede medborgere samt lagde grunden for den tyske ‘pseudovidenskabelige’ eugenikforskning, der anvendtes til at udpege bestemte racekarakteristika!

Racehygiejne i Danmark: “Man frygtede en befolkningsmæssig degeneration, og en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige, søgtes begrænset. Med henvisning til en række videnskabelige undersøgelser af især åndssvaghedens arvelighed gennemførtes 1929-38 en række love med eugenisk orientering: sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935), lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) og ægteskabslovgivning (1938). Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier, kun enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster, stemte imod. Især lettere åndssvage betragtedes som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene.

Hvor eugenikken i andre vestlige lande støttedes af konservative og til dels racistiske kredse, blev den skandinaviske eugenik, herunder den danske, begrundet som en del af planen for en velfærdsstat. Det var socialdemokraten K.K. Steincke, der i Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) redegjorde for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. Hvis det økonomiske ansvar for de svage ikke skulle tvinge staten i knæ på grund af uoverkommelige forsorgsudgifter, måtte socialreformen afbalanceres med foranstaltninger, der sikrede, at antallet af forsorgskrævende personer blev holdt i skak. Hertil skulle en eugenisk lovgivning tjene.” Den store Danske Encyclopædi.

Terroranslaget på New York i 2001 og de senere angreb i London, Madrid, Oslo og København for at nævne de der har betydet mest for danskerne har medført et konstant krigs- og terrorberedskab. Skiftende regeringer har brugt denne ‘eksistentielle trussel’ mod vores værdier som indoktrineringsværktøj. Ved at holde befolkningen i en konstant alarmtilstand er det let at få den til at acceptere selv det der er uacceptabelt under normale omstændigheder. Da Anders Fogh Rasmussen så lukkede DF ind i varmen, som parlamentarisk grundlag for sin VK-regering, markerede han samtidigt, at alle deres skræmmende og menneskeforagtende holdninger og udtalelser var det ny normale! Fremskridtspartiet og senere DF havde så rigeligt gødet jorden med antimuslimsk hadpropaganda, gentaget ad nauseam for en måbende befolkning, hvor de fandt lydhørhed for deres påstande om, at den danske befolkning var ofre for en konspiration fra EU og de gamle partier, blandt flere og flere vælgere.

De gamle partier Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har siden omfavnet DF i et forsøg på at stoppe vælgervandringen til populisterne i DF. Det er dog indtil nu kun blevet til ‘en perfekt storm’ for DF, for laveste fællesnævner vil altid være DF og deres vælgere er nu ikke længere til at nå med fornuft, oplysning og fakta. De bader nu i deres egen uvidenhed og lader fordomme, frygt og endda had styre deres følelser. Vi er vidner til hvordan DF’s appeller og paroler er følelsespornografi, fra små misrøgtede hundehvalpe til beskyldninger om misbrug og voldtægt og endelig en kommende kulturkrig.

Dansk Folkeparti har solgt Danmarks sammenhængskraft, for at kunne kanøfle flygtninge og indvandrere. Det største svigt var kommunalreformen, der førte til en centralisering og et svigt af yderområderne samt oprettelsen af regionerne, der blev handlingslammede af manglen på muligheder for selv at tage stilling til, hvordan de skulle finansiere deres opgaver. Det næste svigt var, at deres foragt for beslutningstagerne i dansk politik var så stor at de ikke kunne indgå i forpligtende samarbejder og regering. Det tredje store svigt var deres knæfald for Fogh, med skattestop, nedskæringer på de svagestes indkomster og endelig tilslutning til reformer, der førte til centralisering af kommunale opgaver som skat og udbetaling af overførselsindkomster.

De to største politiske propagandister i det 20. århundrede var uden tvivl Adolf Hitler og Joseph Goebbels. For dem var propaganda er markedsføring af ideer, ikke en ideologi, deres mål var at rodfæste et bestemt reaktionsmønster i deres publikum. Derfor talte de udelukkende til publikums følelser. “Den propaganda er god, sagde han [J. Goebbels] i en tale fra den tid [1929], der fører til succes, og den propaganda er dårlig, der ikke opnår den ønskede succes. Det er ligegyldigt om den er nok så åndrig, for det er dens opgave at føre til succes… Der er altså ingen, der kan sige at jeres propaganda er for rå og for simpel, for det er ikke det dne skal kendes på. Det er heller ikke meningen, at den skal være anstændig, den skal heller ikke være blid eller ydmyg; den skal føre til succces… Hvis der kommer en og siger til mig: ‘Jeres propaganda har jo ikke noget moralsk niveau’, så behøver jeg ikke engang ulejlige med at tale med ham. Det kommer ikke an på, om en propaganda har niveau, men om den fører til målet.” (Citeret fra Joachim C. Fest, 1963) 

3rige
Joachim C. Fests Det tredje riges ansigt – et totalitært herredømmes profiler er et af forfatterens hovedværker, og det regnes for at være en klassisk skildring af Det Tredje Riges hovedskikkelser.

Vi skal måle deres udsagn på, om de holder sig inden for grundloven og selvfølgelig have sikkerhed for, at de også overholder §266B. Jeg har netop læst en spændende analyse af Donald Trumps retorik sammenlignet med den amerikanske anti-abort debat. Her slår forfatteren fast, at der i en tilsyneladende kras, men tilsyneladende harmløs retorik, kan gemme sig fraser, der spiller ind i et tankesæt, der kan vækkes til vold! Det er selvfølgeligt svært at bevise påstanden og sammenhængen, når der ikke er en direkte og håndgribelig forbindelse mellem udsagnet og den potentielle gerningsmand, men det er værd at bemærke, hvor hurtigt det går på nettet hvis man tillader sig at mene noget andet end debattørerne, så får de ‘troende’ hurtigt skruet op for hadniveauet! Det vil sige, at der er et miljø i Danmark med et stort anti-demokratisk potentiale, som hader kritik og som sætter lighedstegn mellem humanisme og landsforrædere. De er ikke så velbegavede, at de kan skrive tekster der er beregnet på at blive læst ‘mellem linierne’, som deres guruer, men de er kvikke nok til at opfatte, at de mere eller mindre opfordres til selvtægt.

Vi ser idag et foreløbigt resultat! Vi kan så vælge mellem australske eller ungarske tilstande, hvis DF får magt som de har agt. Fremtiden vil jo så vise, hvem der var på den rigtige side, da det gjaldt!

 

Kilder:

Redox

Politiken og Johanne Schmidt Nielsen

Den tilfældige terrorist eller terrorist ved et tilfælde!

Bagmændene og deres manipulerende retorik – hiding in plain sight – er de skjulte hænder, der som marionetmestre styrer terroristerne. Når vi vågner op til endnu en tilsyneladende gal mand, der beslutsomt og målrettet har begået en lavteknologisk terrorhandling, så er det igen i kategorien ‘den ensomme ulv’. Hvad enten det er en arbejdsløs utilpasset indvandrer eller en velintegreret godt uddannet efterkommer, en flygtning fra en god middelklasse baggund, en etnisk dansk selvbestaltet korsridder eller ideologisk fantast, så har de det tilfælles at man ikke kan efterspore dem med de gamle redskaber. De efterlader sig ikke de sædvanlige spor. Der sker ikke en eskalering af deres forbrydelse. De er skjult uden at være skjult. De radikaliseres ikke altid over tid. De kan udføre deres terror tilfældigt uden forudgående advarsel. Så hører vi igen og igen at det jo bare var en ganske almindelig mand, der har levet et tilsyneladende normalt liv, oftest under efterretningstjenesternes radar. Vi spørger så, hver gang, hvorfor vi ikke har set det komme. Om det ikke kunne have været forhindret. “Som PET’s Center for Terroranalyse skriver det i sit seneste trusselsvurdering fra april er det »simple angreb« udført af »enkeltpersoner, der ikke har været udrejst«, som »udgør den mest sandsynlige form for terrorangreb i Danmark«.” Jakob Sheikh, 27.09.2016, Politiken

Hvordan forebygger vi så ny terror og finder de, der er i fare for at blive voldsmænd eller terrorister? Vi kan ikke forlade os på myndighederne og politiet. Det er ude i det civile og private liv, at man kan bemærke om en person bliver konfrontationssøgende eller uligevægtig, fokuseret på enkeltsager, skyder skylden for problemer på bestemte personer eller grupper osv. Det er ofte personer, der har oplevet livskriser, uddannelsesmæssige kriser, sociale kriser, død i familien, revnede forhold eller ægteskaber, samlivs- eller samkvemsproblemer, som kommer i farezonen. Ofte er der et sammenfald mellem selvmordstanker og den radikale og dødbringende terrorhandling. Det er når personen ikke ser anden udvej en selvmord at moralen viger for ønsket om hævn eller at skamme dem ud der har forurettet gerningsmanden!

Byretten i København valgte d. 27.09.2016, at frifinde 4 unge mænd, der var anklaget for at medvirke til Omar el-Husseins terrorangreb på Krudttønden og synagogen i København, subsidiært for at indgå i en konspiration med henblik på at begå en eller flere terrorhandlinger i København. Den enstemmige afgørelse blev af professor Jørn Vestergaard betegnet, som en vigtig sejr for det danske retssystem samt en markering af at vi selv i meget følelsesladede situationer kan stole på at vores retsystem er uafhængigt af såvel politisk som offentlighedens pres.

“Terrortruslen mod Danmark kommer som udgangspunkt ikke fra hemmelige celler, som vi så det med det militante islamistiske al-Qaeda-netværk i 90’erne og 00’erne. Det er som udgangspunkt heller ikke sofistikeret planlagte angreb udført med avancerede våben og stor koordination, det danske samfund skal frygte.

At alt, der skal til, er en vred ung mand, et simpelt våben, en ideologisk drivkraft og en konkret anledning

Jakob Sheikh

Truslen kommer snarere fra enkeltpersoner, der aldrig har været Syrien, som ikke står i ledtog med andre og udfører angrebet med såkaldt simple våben – pistoler, knive, økser eller letbetjenelige automatvåben.” Jakob Sheikh, 27.09.2016, Politiken

terror-danmark
14.2.2015 København er i højeste alarmberedskab og medierne i breaking news tilstand. En enkelt gerningsmand har angrebet et debatarrangement på Krudttønden. Målet var tilsyneladende Lars Wilks en svensk cartoonist.

Vi kan spørge eller journalisterne kan spørge på vore vegne. Hvorfor efterretningstjenesterne og politiet ikke har haft ham i deres søgelys? Vi kan undre os – men vi bliver nødt til at stille de rigtige spørgsmål. Hvem har gavn af det og hvordan har de kommunikeret med terroristen? Er det en copy-cat? Er det en epidemi? Idag behøver der ikke at være en direkte forbindelse – en rygende pistol. Det er ikke som i de gamle film, ‘Kandidaten fra Manchuriet’ eller ‘Telefonen’, en hvilende muldvarp eller agent. Det er ikke hjernevask, radikalisering eller indoktrinering vi skal lede efter i det nye spil om terror. Det handler om personer, der er vokset op i egne baggårde og de er gennemsocialiserede i vestlig kultur, men ikke til et almindeligt liv. Nej, de er blevet negativt præget af vores eget samfund, konkurrencesamfundet hvor alle tilsyneladende har lige muligheder. Realiteten er dog at det altid er dem med de bedste forudsætninger hjemmefra der klarer sig bedst. Ofte har de bagagen fyldt med nederlag, ikke nødvendigvis nederlag vi ville erkende eller betragte som noget særligt. Det kan være et lavt selvværd og manglende empati, udløst af en opvækst på kanten af normaliteten, men ikke ude i det unormale spektrum. En voldelig opvækst, misbrug eller omsorgssvigt, en fraværende maskulin identifikationsmodel, en overbeskyttende moder eller det at skulle leve op til en bestemt maskulin rolle kan være faktorer, der peger i retning af en desperat sidste handling. Det kan være en tilfældig afvisning af en kvinde (pige), det kan være et jobinterview, der ikke gik efter planen. Et ægteskab der mislykkes kan også være det der får bægeret til at flyde over.

Kan vi sige noget fornuftigt om den overophedede danske debatkultur? I Danmark bliver kun ganske få selvtægtsmænd, radikaliserede voldsmænd og terrorister idag, men det kan hurtigt ændre sig. Det er ikke kun ‘tonen/råheden’ i debatten – men politikkernes trang til at projicere vælgernes vrede over på magtesløse minoriteter. Martin Henriksen og Inger Støjberg mestrer tilfulde at gøre danskerne til ofre for de grådige og fanatiske fremmede (i.e. muslimer). I retorikfaget kalder man det idag ‘Stokastisk Terrorisme’ Det er nu blevet defineret som en måde retorisk at underspille sin trussel, men i et sprog som rammer ind i den mulige terrorists tankemønstre og dermed opildne til tilfældig, men alligevel målrettet udpegning af terrormål! Kernen i den stokastiske opfordring til terror (vold) ligger i måden man omtaler det mulige offer (i.e. at man forudsætter at tilhøreren (gerningsmanden) allerede har fordomme overfor grupperne). Ofte handler det om at fratage offeret dets integritet, det er styret af ondskab, en bestemt systemtænkning (religion, kultur, seksualitet, politisk overbevisning og sociale placering i samfundet). Det kan indledes med at udpege enkeltpersoner, som arbejssky, sociale bedragere umoralske og ‘forkælede’. Derfra er der ikke langt til at generalisere, så hele grupper bliver opfattet som ‘farlige’ umoralske, asociale, snyltere og svindlere. Gruppen eller minoritteterne bliver udpeget som en kriminelle, nogle der bryder med lovgivningen, skikke og sædvaner. Kultur, seksualitet, familieformer og moral ophøjes til normer for hvordan minoriteten kan udskilles. Uanset sprogbrugen så gælder det om at skabe en dig/dem følelse (i.e at du står overfor en truende og farlig gruppe). Det er et af de retoriske kneb, at der bliver talt til,’dig’, som offeret (læseren, tilhøreren, gerningsmanden). Når politikkere uimodsagt får lov til at udskille minoriteter, så kan det udnyttes til at definere de andre (dem) som fremmedgjorte grupper, der er normbrydende, fjendtlige, fremmedartede, så er der ikke er så langt til at den anden ikke længere fortjener at blive behandlet som menneske. Det gælder især i situationer, hvor politikkere, mediepersonligheder og medier samt majoritetsbefolkningen stigmatiserer en minoritetsgruppe, der så bliver udsat for vold og terror!

Det eneste der med sikkerhed kan siges om den tilfældige terrorist er, at hans og offerets verden kun krydser hinanden i gerningsøjeblikket og måske i et/de øjeblik(ke), hvor gerningsmanden oplever et nederlag eller en krænkelse. Columbine High og andre skolemassakrer er kendetegnet ved at gerningsmanden/gerningsmændene er udenfor (ser sig selv udenfor) den verden de angriber. Selv det eneste skoleskyderi i Danmark, Århus Universitet, handlede om en ung mands selvmord. “Den 5. april 1994 om formiddagen gik en 35-årig mandlig studerende fra Silkeborg ind i kantinen på Nordisk Institut på Aarhus Universitets afdeling på Trøjborg. Med sig havde han et oversavet jagtgevær og de værst tænkelige intentioner. Få minutter senere låste han sig inde på et toilet, hvor han afsluttede sit liv ved at skyde sig i hovedet. Inden da havde han myrdet to unge kvinder og såret to andre… Morderens eneste forbindelse til de dræbte kvinder var, at de alle studerede ved samme institut.” kilde TV2

Nutidens unge mænd, der begår drab eller selvmord i det offentlige rum, er de oversete, de utilpassede, de magtesløse. Kan det være en gyldig diagnose (forklaring) på de sidste års mange anslag mod vores ‘kultur’, ‘vores samfund’? Kan vi tillade os at tolke det som angreb på vores ‘værdier’ eller er det snarere et symptom på at indretningen af vores samfund har nogle indbyggede mekanismer som fører til asocial opførsel, selvskade, vold og selvmord? Ser vi idag de moderne udgaver af ære og skam der fører til vrede og hævn? Medierne og handlingernes nyhedsværdier udspreder budskabet: at man får anerkendelse og spreder frygt når man går til angreb på samfundets institutioner, det offentlige rum, skoler og offentlige bygninger. De elendige bliver med et slag til helte i deres eget univers, i vores verden bliver de til monstre eller terrorister afhængigt af deres etnicitet og religion.

Unge mænd med manglende selvværd har en tendens til at vende deres aggresivitet til selvhad og enkelte finder så på spektakulære måder at slå sig selv ihjel. Et sidste opsigtvækkende opråb, måske endda en revolutionerende handling, der giver dem det sidste ord i deres liv. Deres sidste handling passer ind i tidens krav om at være udadvendte og handlekraftige. De efterlader sig manifester og retfærdiggørelse for deres handling. De anvender sociale medier og de efterlader sig en sidste iscenesættelse af deres liv og selvmord.  Den sidste desperate handling skal i døden sikre dem anerkendelse fra deres ligemænd, fra deres ‘fjender’ og fra deres modstandere, som de ikke fik i deres liv. Døden som en ultimativ handling, der genopretter deres tabte maskulinitet.

gladsaxebombe
Bombemanden fra Gladsaxe var en psykisk ustabil teenagere der gik fra at læse bombemanualer, for til sidst at købe ingredienserne og fremstille bomber. Den første sprang med et voldsomt brag 4. august 1977 i en telefonboks på et gadehjørne i Søborg. Den første af 9 bomber og politiet havde ingen anelse om hvem der stod bag!

Kan vi ikke snart blive enige om at kalde socialt utilpassede (psykisk syge) unge mænd, der begår voldshandlinger, drab, massedrab, skoleskydninger, ‘amokløb’ (hævndrab), for utilpassede unge mænd! Er det for meget forlangt af pressen og medierne at de skal vente med at klassificere disse handlinger til gerningsmændene er blevet fanget og undersøgt? Er det for meget forlangt at politi og efterretningsvæsen anholder dem, istedet for systematisk at likvidere dem?

Vi kan ikke spørge de døde, men vi kan analysere deres liv. Vi lever aldrig vores liv uden sociale rammer. Vi er fra vugge til grav spundet ind i samfundets mange krav, muligheder, belønninger og betingelser. Vi kan, ved at sætte deres selvmord ind i denne ramme og dette perspektiv, opnå en forståelse for deres sidste handling. Vi kan se på hvordan deres liv er forløbet og se på deres rollemodeller. Har vi ret til at klassificere deres død som terror når de ikke deler vores kultur og som et selvmord per stedfortræder når de er af vores egen ‘stamme’?

Der er flere spor, der fører til den samme ultimative maskuline handling. Et spor er den ensomme pyskisk ustabile unge mand, hvis manglende selvværd er blevet forstærket ved fraværet af støtte og accept fra de primære socialiseringsagenter. Det er når vi lærer sociale koder og retningslinier gennem socialisering at vi bliver istand til at klare samfundets og kulturens krav og muligheder. Enkelte mangler helt evnerne til at forstå disse spilleregler, der er ingen genvej til livet for dem. De er fra starten misforståede og deres manglende sociale evner fører ofte til konflikter når deres nærmeste konfronterer dem med mangel på empati og følelser.

Et andet spor er den unge med anden etnisk baggrund, som står splittet mellem to konkurrerende kulturer. Den ene kultur er blevet problematiseret og afmaskuliniseret af den dominerende majoritetskultur. Den unge mand er derfor tvunget til at handle ud fra regler han ikke har indflydelse på. Underkastelse og ydmygelse eller afstandtagen og kulturkamp. Det handler ikke længere om eksklusion eller inklusion, den institutionelle racisme er forlængst blevet internaliseret og den unge marginaliseret.De spejler den mistro og det had de oplever fra småborgerlige og marginaliserede danskere – de er blevet placeret som 2.rangsborgere af politkere og myndigheder uanset hvor godt de klarer sig i det danske samfund. Når deres kultur og religion bestandigt bliver problematiseret og dæmoniseret så er det forståeligt, at de omfavner dem som modkultur. Det moderne punk er EuroIslam som protest og modkultur!

Vores medier og politikere har skabt en terrordiskurs, som er afhængige af at IS og lignende terrorganisationer, der som gribbe æder alle ådsler på deres vej. Organisationer der tager “æren” for alle “angreb” på Vesten – især de angreb hverken de eller vi kunne forudse! Medierne og politkerne er på samme måde ådselædere, hyæner der jager alle andre bort fra ådslerne, der er ikke plads til at stille spørgsmål til den vedtagne diskurs.

Anders B. Breivik ville tages til fange, så han kunne få en politisk platform. Hans martyrium var iscenesættelsen af ham selv som den sidste korsridder, hvilket gør hans handlinger til politisk terror. Han gik målrettet efter de socialdemokratiske politikere og ungdomspolitikere, som han gjorde ansvarlige for flygtninge- og indvandringspolitikken, hvilket adskiller ham fra næsten alle andre terrorister i det 21. århundrede. Formålet med hans terror kan anskues som politisk teater. Hans gernings havde til formål at vække Europas befolkning til kamp. Et Europa som så en paranoid mands gerning, men det var ikke den almindelige europæer der skulle være Breiviks publikum. Nej, hans publikum gemmer sig i nettets mørke og i hemmelige celler rundt omkring i en parallel Verden, hvor islamofobi og had til det bestående, til den kulturelle elite og staten mødes.

Det der kendtegner begge tolkninger er at Breivik gennem mange år havde opbygget en irrationel ‘parallel virkelighedsopfattelse’ (islamiseringen af og Europas undergang), han var (og er) besat af, at han eneren skulle bekæmpe Islam og de muslimske samfund i Europa.

Det øgede fokus på terrordiskursen i Frankrig, efter det grusomme angreb på Bastilledagen i Nice, får mig også til at stille spørgsmålet om det ikke er for letkøbt. IS og Al Quada, vores politikere og vores egne, medier skal ikke have held med at kalde ethvert angreb på uskyldige mennesker begået af mennesker med muslimsk baggrund for ‘religiøst’ betinget. Det er helt sikkert, at gerningsmanden fra Nice var tuneser. Han var dog først og fremmest kriminel og voldelig. Han spiste svinekød og var ikke religiøs – han var netop blevet idømt en betinget dom for et irrationelt overfald på en anden lastbilchauffør! Så måske vi skal søge en forklaring vi normalt tillægger etnisk indfødte ‘hvide’ gerningsmænd. Et irrationelt had til samfundet og myndighederne, en mangel på anerkendelse i sit eget samfund og et had til kvinder og børn, som følge af sin skilsmisse, der har taget hans maskulinitet fra ham!

Politiken om frygtens paradigme.

Politiken om vores farlige terrordiskurs. Vi har brug for et paradigmeskifte!

Bluenationreview Stochastic terrorism

Æren, blodet og fædrelandet: Nürnberg-lovgivningen og dansk politik i det 21. århundredes begyndelse.

antiracisme
Markeringen af 80 året for Nürnberglovgivningen i Stadtarchiv Nürnberg. Alle billeder er fra det nazistiske dagblad “Der Stürmer”. Design: Herbert Kulzer/ Idé: Gerhard Jochem.

Udstillingen, Racissmus ist Gegenwart, i Stadtarchiv Nürnberg i 2015, markerede 80-året for indførslen af Nürnberglovgivningen i 1935,  som var et foreløbigt lavpunkt i Europas anti-semitiske historie. Museet begrundede udstillingen med, at racisme, nationalisme og fanatisme er universelle begreber, der ikke kun har en tidsbunden kontekst. Det giver derfor mening at betragte den danske mediedebat, ‘tonen’ på de sociale medier samt de politiske partiers rolle i debatten, i lyset af Nürnberglovgivningen.

Lige siden jeg læste op til min historiske specialeafhandling, midt i 1990’erne, har jeg undret mig over, hvorfor vi kan acceptere, at indvandreres børn og børnebørn ikke anerkendes som fuldgyldige danskere, med lige rettigheder som (stats)borgere. Ligeledes undrer det mig, at der er sket et skred blandt toneangivende politikere og debatører – ikke mindst fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet, Tidehverv, Den danske forening samt en række islamofobiske grupper – hvor der skelnes mellem ægte danskere (blods beslægtede) og fremmede danskere (uden dansk blod). Det moralske skred har betydet, at etnicitet har erstattet tidligere tiders racebegreber! Det er så langt ude, at det allerede er nazistisk politik!

integrationsgesetze-rassengesetze-integration
Integrationsdebatten er ikke kun en dansk euphemisme for racistisk politik, som det ses af denne antiracistiske plakat fra Bayern. Det der kendtegner den danske og tyske integrationspolitik er, at den problematiserer indvandrernes religion og dernæst deres etnicitet (kultur og oprindelsesland). Kilde

Den nazistiske stat opererede med begreber, som vi idag uden reflektion tager afstand fra. Det vil sige, når vi kan genkende dem som nazistisk arvegods! Alle var efter 2. verdenskrig enige om, at jødeforfølgelse og jødehad samt jødeudryddelse var forbrydelser imod menneskeheden. Det der var ‘lovligt’ den ene dag i Nazityskland blev ved krigsafslutningen til forbrydelser, det krævede, at der blev indført lovgivning med tilbagevirkende kraft, de blev anvendt ved Nürnbergprocesserne. Samtidigt betød det, at der indførtes en række universelle menneskerettigheder samt en beskyttelseslovgivning. Det er dog de færreste, der har sat sig ind i, hvordan det var muligt at udskille en befolkningsgruppe som ‘jødisk’!

Nurnberg_juden
Anskuelsestavle 1935: Tavlen viser hvordan man tager udgangspunkt i  familiens forfædre for at bestemme graden af arisk renhed. Beskyttelse af den tyske nations ‘ariske’ renhed (Blod) var begrundelsen, for den racistiske ægteskabslovgivning (Ære) samt udskillelsen af andre ‘racer’, først og fremmest som her, den ‘jødiske’ befolkningsgruppe. Idag er der racistiske grupper og individer, som fx Anders Breivik og hans danske forbillede Søren Krarup, der mener at vi er udsat for ‘white genocide’ gennem mangfoldighed, multikulturalisme og indvandring. The Canary

Idag forekommer det helt uforståeligt, at embedsmænd og forskere i 1935 villigt bistod det nazistiske styre med ‘raceforskning’ og lovgivning, der alene havde til formål at ekskludere tyske ‘jødiske’ borgere fra deres rettigheder samt indføre apartheid og segregation mellem jødiske og tyske borgere. I den nazistiske optik gjorde det ingen forskel, at mange ‘tyske jøder’kunne trække deres slægtlinier tilbage til den tyske højmiddelalder, 30-årskrigen eller det 18. århundrede. Heller ikke det faktum, at de var socialister, ateister eller, det vi idag ville betegne som, kulturjøder kunne påvirke nazisternes holdning til ‘jødespørgsmålet’. Det var dog ikke enestående, allerede i 1933 skete der et moralsk skred, da der indførtes særlovgivning, der gjorde det muligt at fængsle politiske modstandere samt konfiskere deres værdier og ejendom!

Det bemærkelsesværdige i Jødelovgivningen var, at den desuden skulle håndtere det faktum, at mange tyskere af ‘jødisk’ afstamning stadig var tysksindede samt dekorerede patrioter. Derfor indførtes der i §4 et forbud mod, at ‘jøder’ kunne flage med de tyske rigsflag og de tyske farver!

rassenschande
27. Juli 1933 blev ‘jøden’ Oskar Danker og hans ‘ariske’ kæreste Adele Edelmann arresteret af en nazistisk paramilitær gruppe. De blev ført gennem Cuxhaven med skilte om halsen, hvor deres ‘forbrydelse’ blev beskrevet.

Racefællesskabet i det nazistiske Tyskland blev udtrykt gennem “Blut, Ehre und Boden”-ideologien, der skabte en særegen folkelig tysk kultur og et partikulært historiesyn, hvor alt skulle anskues gennem en tysk (arisk) linse. Apartheid og segregation var de institutionelle og lovgivningsmæssige rammer for udskillelsen og siden dehumaniseringen af først jøder, dernæst romaer og sidst de slaviske folk som efterhånden kom ind under tysk overherredømme. Samtidigt fik udskillelsen den konsekvens, at det ariske menneske og de blodbeslægtede vesteuropærere blev anset for evolutionært ‘højerestående’, en væsentlig faktor i den senere etniske udrensning og udryddelse af ‘laverestående racer'(folkemord). Racetænkning og racehad eller xenofobi var ikke en nazistisk opfindelse, men nazisterne knyttede an til fordomme og diskrimination, der havde en lang historisk tradition. Den europæiske antisemitisme havde, indtil enevældens afslutning og demokratiseringen af de enkelte lande, sin egen tragiske historie, hvor den jødiske befolkning var tålt, men ikke blev accepteret med de samme rettigheder som landets indfødte borgere. Så længe de udførte nyttige beskæftigelser eller var til gavn for magthaverne blev de tålt, men lige så ofte blev de udsat for forfølgelse og udvisning af de samme magthavere.

Efter staten Israels grundlæggelse, gennem økonomisk og militær overmagt i forhold til de arabiske nabolande, og den zionistiske bevægelses anerkendelse som talerør for jøder udenfor Israel, er den institutionelle racisme mod jøder og de mere folkelige fordomme mod jøder (anti-semitisme) næsten blevet udryddet. De nye myter om den uovervindelige israelske soldat (hær) og Israels moralske kapital fra Holocaust har haft den positive effekt, at jøder ikke længere anses for at være en særskilt underlegen race. Det er dog en historisk udvikling, der har haft en meget uheldig sideeffekt. Vesteuropa og USA har udviklet et skæbnefællesskab med Israel, der har medført at Israels fjender er blevet vores fjender.

pal_map
Den zionistiske kolonialisering af Palæstina, siden 1947-48, er et af de største problemer i Mellemøsten. Den vestlige verdens aktive støtte til Israels etniske udrensning af palæstinenserne er uden sidestykke. Israel er aldrig blevet stillet til regnskab for den årelange ‘besættelse’ af Palæstina. Derimod er de blevet støttet politisk, økonomisk, kulturelt og militært, hvilket har medført en betydelig forværring af forholdet mellem Europa og den arabiske verden og de muslimske indvandrere og indfødte europæere!

Den ulige krig mellem Israel og de palæstinensiske befrielsesorganisationer medførte, at krighandlingerne blev ført til Vesteuropa gennem flykapringer og gidseltagninger af israelere samt arabiske diplomater. Det blev i Europa, ikke uden grund, betegnet som terrorhandlinger. Forløbere for den islamiske terror der fulgte. Terroren, og krigen mellem Israel og de arabiske naboer, kom til at definere Vestens og Danmarks forhold til Islam.

Fjernøsten og mellemøsten, herunder de arabiske lande, og Islam, der siden det 17. århundrede havde facineret forskere og opdagelsesrejsende, fik i det 19. og 20. århundrede sin egen kulturhistoriske forskningstradition – ‘Orientalismen’, en positiv interesse og facination af alt hvad der var eksotisk og fremmedartet ved østen. Orientalismen fik betydning for den nye politiske, kulturelle og økonomiske interesse for mellemøsten. Geopolitisk som kulturelt fik det stor betydning for vestens og i europæisk historie. Sammenfaldet mellem kolonialiseringen og opdagelsesrejserne rundt om Afrika og den ny søvej til Indien/Østen betød, at europæerne i stigende grad kom i kontakt med Islam og araberne, der allerede havde udviklet handelsveje, der samtidig havde skabt en betydelig kulturel udveksling. Islam havde således allerede en lang tradition på den afrikanske østkyst og i Indien da europæerne ankom.

Islam_by_country
Islam udgør med sine 1,5 milliarder tilhængere (troende) den anden største verdensreligion. Islam er først og fremmest en verdensreligion med talrige udtryksformer. Skoler med forskellige traditioner.

Islam, som en konkurrerende kultur og religion, har altså en lang historie med kulturmøder i både vest og øst. Islam blev desuden tålt i de nykolonialiserede lande, ofte med henblik på at skabe en del og hersk kultur, hvor muslimer fik deres egen rolle i den koloniale økonomi og politik. I mange af de ny-koloniserede lande udgjorde muslimske mindretal en økonomisk overklasse, som nu kom til at indgå i den koloniale administration. En utilsigtet sideeffekt var, at islam blev udbredt til større befolkningsgrupper, der nu skulle indgå i den koloniale lokaladministration.

For at gøre en lang historie kortere springer jeg frem til 1960’erne, hvor den første større indvandring fra muslimske lande til Europa tog fart. Afkolonialiseringen af først Indien og siden Nordafrika samt Afrika betød, at store befolkningsgrupper, der havde haft et tæt samarbejde med kolonimagterne eller blev ofre for de nye regimer måtte udvandre. De slog sig ned i kolonimagternes lande. Det var først og fremmest i Storbritannien, Holland, Belgien og Frankrig men også Portugal samt Spanien. Det betød, at der med et var store grupper af muslimske medborgere med statsborgerskab, der havde medbragt hjemlandets koloniale kultur og religion. De store grupper af muslimer har haft en fundamental betydning for udviklingen af islamofobi og antidemokratiske bevægelser. Befrielseskrigen i Algeriet og den udbredte anvendelse af tortur mod tilfangetagne algerierer førte til terror i Frankrig, begge sider af konflikten var involverede.

fpo
Valgplakat for Frihedspartiet et højreekstremt antiislamistisk parti (Insbruck)

Indvandringen  til Danmark af udenlandsk arbejdskraft var afledt af indvandringen til Tyskland i 1960’erne. I slutningen af 1960’erne var der desuden en aktiv dansk søgning af arbejdskraft fra især Jugoslavien og Tyrkiet. Den var som udgangspunkt af midlertidig karakter, hvilket havde betydning for lovgivningen, der var yderst sparsom. I takt med at ‘gæstearbejdernes’ status ændredes til indvandrere begyndte især fagbevægelsen at stille krav til en mere omfattende lovgivning. Ikke mindst efter medierne begyndte at rapportere om de kaotiske og usle forhold som gæstearbejderne levede under. Imod de arbejdsgivervenlige borgerlige partiers ønsker blev der indført en lovgivning for migrantarbejderne som tog udgangspunkt i et ligebehandlingsprincip. Det skulle sikre imod social- og lønddumping og der foregik samtidig en omfattende faglig organisering af de udenlandske arbejdere. Endelig blev der i forbindelse med oliekrisen, i begyndelsen af 1970’erne, indført et indvandringsstop som i virkeligheden stadig er gældende. Det kunne dog ikke hindre, at der op igennem 1970’erne kom en stille strøm af familiesammenføringer, ægtefæller og børn som nu blev til indvandrere med de nye behov der fulgte deraf. Den gældende indvandrerpolitik var stadig bestemt af et ligebehandlingsprincip. Derfor kunne der i denne periode indgås aftaler fx. mellem Danmark og Tyrkiet: konventionen om social sikkerhed fra 1976.

Den næste større gruppe af indvandrere fra  var muslimske flygtninge fra Mellemøsten i 1980’erne. Først og fremmest statsløse palæstinensere fra Libanon, Jordan og Syrien. “Hovedparten af palæstinenserne kom til Danmark i 1980erne. [i.e.Da det ikke var muligt at udvise de statsløse palæstinensere fik en del, af de der ikke umiddelbart kunne anerkendes som flygtninge, humanitær opholdstilladelse]. De voksede op i et verdsligt miljø, hvor religionen ikke spillede nogen særlig rolle. I de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon var det hovedsagelig de ældre, der bar tørklæde og gik i moskéen.

Da palæstinenserne boede i Libanon, opfattede de sig som sekulære frihedskæmpere. De var en del af et politisk bevidst miljø, og deres medlemskab af en organisationerne i PLO var nødvendig. Via organisationerne fik de penge til at leve for, og de fik beskyttelse. En af palæstinenserne i min undersøgelse udtrykker det meget rammende, når han siger, at PLO var det samme, som kommunen er i dag, fortæller Anja Kublitz.” Kristeligt Dagblad 26.08.2016.

Palæstinenserne flygtede fra politisk forfølgelse og fra krig. Dernæst kom iranske flygtninge, fra shahens tid kommunister og andre systemkritikere herunder religiøse fx. Ayathollah Khomeni i Frankrig, efter revolutionen først og fremmest den intellektuelle middelklasse som nu var de nye systemkritikere samt flygtninge der ville undgå militærtjeneste og krig samt politisk forfølgelse og religiøs undertrykkelse.

I 1982 påbegyndtes ændringen af den danske udlændingelovgivning, så det blev en administrativt smidigere proces, hvor flygtninge nu fik retskrav på behandling af deres asylansøgninger. Samtidig indførtes en række ankemuligheder og et Flygtningenævn, der var den sidste instans i prøvning af asylansøgernes sag. Ændringerne af lovgivningen blev gennemført af et stort flertal i Folketinget, men som følge af det store pres på Europa af flygtninge fra især Mellemøsten er loven løbende blevet skærpet især af de borgerlige partier. Efter den islamiske revolution i Iran skete der gradvist en forskydning fra politiske og kulturelt sekulære flygtninge til flygtninge hvor religionen kom til at spille en større rolle. Fra 1990’erne og til idag er det først og fremmest irakere, syrere og somaliere som søger asyl i Danmark. Det har betydet at Islam på 4 årtier har udviklet sig til den næststørste religion i Danmark. Det var der ikke nogen der havde forudset, men konkurrencen om at blive næststørst, i et land hvor op mod 90% af befolkningen var medlemmer (ikke nødvendigvis praktiserende) af den luthersk-evangeliske folkekirke, var jo ikke særligt svært.

Flygtninge- og udlændingelovgivningen har vist sig at være et af de største konfliktområder i dansk politik efter 1983. Det førte til en splittelse mellem to blokke i Folketinget: De borgerlige partier på strammerfløjen og en centrum-rød humanistisk fløj, der gik ind for en mere humanistisk behandling af flygtninge. Socialdemokratiet har dog i overvejende grad skiftet over til strammerfløjen, som et udslag af konkurrencen om vælgere, der tidligere stemte på Socialdemokraterne, som i løbet af 1990’erne skiftede over til Dansk Folkeparti og siden til Venstre.

blaa-blok
I 2015 misbrugte blå blok den store flygtningekatastrofe fra Mellemøsten til at føre indenrigspolitik på udlændingeområdet. Det eneste politikområde hvor de borgerlige partier kunne fremvise en fælles front mod rød blok! Folketingsvalg 2015.

De borgerlige partier, inklusive Dansk Folkeparti, har løbende strammet op på lovgivningen med regler for familiesammenføring og ægteskaber med udlændinge. Op igennem 00’erne og senest i 2015 indført særlige ydelser til flygtninge og indvandrere på overførselsindkomster. Starthjælp, integrationsydelse og kontanthjælpsloft er alle tiltag der har haft til hensigt at gøre det sværere for flygtninge og indvandrerfamilier at forsørge sig på offentlige ydelser. Da det første forsøg på særlige ydelser til flygtninge blev kendt ulovlige, da de forskelsbehandlede mellem danskere og flygtninge, så er de nye regler kommet til at omfatte indfødte danske borgere.

Socialdemokraterne har, som de andre partier i folketinget, en værdipolitisk tilgang til integration af flygtninge og indvandrere, men den er dog hverken bundet til kristendommen eller kulturen. Socialdemokratiet lægger dog vægt på, at flygtninge og indvandrerne skal indgå i fællesskabet, bla. ved at arbejde. Det vil sige, at der nu bliver lagt større vægt på at stille krav til asylsøgere og flygtninge og mindre vægt på deres rettigheder. “Vi skal sikre, at integrationen fungerer, uanset hvor længe folk skal blive i Danmark. Det kan den kun, hvis dem, der kommer hertil, har en grundlæggende respekt for vores værdier om blandt andet demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Det er også afgørende, at de hurtigt lærer sproget og får et arbejde. Derfor mener vi, at flygtninge og indvandrere i fremtiden skal arbejde for deres ydelse…  Pligt og ret skal følges ad. Det er den centrale forudsætning for at få integrationen til at fungere. Det er fundamentalt i Danmark, at vi stiller krav om, at man skal bidrage til samfundet. Alle skal yde det, de kan. Flygtninge skal hurtigst muligt ud blandt danske kolleger og lære sproget. Derfor har Socialdemokraterne foreslået nye krav, der betyder, at asylansøgere skal i job og lære dansk. Hvis ikke de kommer i ordinært arbejde, skal de senest efter tre måneder bidrage i f.eks. nyttejob, ellers kan de trækkes i ydelsen.” 

kravkravkrav
Endnu en valgkamp, hvor asylansøger og flygtninge dominerer debatten. Socialdemokraterne skærpede retorikken og alt handlede om at stille krav. Folketingsvalg 2015.

Det Radikale Venstre tager som Socialdemokratiet udgangspunkt i at flygtninge og indvandrere kan bidrage med deres kompetencer og deres arbejdskraft i Danmark. Værdipolitisk ligger de Radikale på en humanistisk fløj hvor flygtningenes værdier respekteres og der skal ikke forskelsbehandles mellem indfødte og nydanskere. “Integration handler om, at alle i Danmark skal være en del af det danske samfund. For at opnå det, skal vi behandle udlændinge, som vi behandler hinanden. Vi skal stille krav, tilbyde hjælp og have positive forventninger. Vi vil ikke isolere og fattiggøre flygtninge og andre nytilkomne til Danmark. Vi vil styrke integrationen gennem en målrettet og virksomhedsrettet indsats. For vejen til integration og deltagelse i samfundet går via arbejdsmarkedet”.

Danmarks Liberale Parti – Venstre – har den som Dansk Folkeparti en udtalt berøringsangst overfor Islam. “Fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn samt en række rettigheder og principper som f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste medlemmer i samfundet, lighed for loven, lighed mellem kønnene, begrænset statsmagt, folkestyre, uafhængige domstole, retten til at ytre sig frit samt skelnen mellem religion [og] politik”.

vkrimi
Martin Geertsens (V) kampagne til Folketingsvalg 2015, spillede på frygten for kriminelle udlændinge!

Det konservative folkeparti lægger, som Venstre  og Dansk Fokeparti, stor vægt på kristendommen i deres partiprogram: “Vores fortid, historie og arv er vores styrke, kun med denne kan vi møde fremtiden styrket. 1000 års kristen samhørighed har dannet samfundets værdigrundlag, derfor er Danmark et land med religionsfrihed og åbenhed overfor andre religioner”.

naziislamisme
Valgplakat fra det konservative folkeparti.

Hvem ville have gættet på, at Det Konservative Folkepartis leder Søren Pape Poulsen ville mene noget om ortodoks islam lige op til et valg? “Den radikale islamisme har nemlig en lang række fællestræk med nazismen: Et ekstremt had til jøder, afbrænding af bøger og ødelæggelse af uvurderlige kulturgenstande, fordi alt fremmed bliver betragtet som ondt. Stræben efter det nye tusindårsrige. Udryddelse af mindretal af enhver art. For bare at nævne nogle af de mest åbenlyse fællestræk”.  Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti Berlingske Debat, 24. april, 2015.  Ikke mindst da de i deres partiprogram selv fastholder, at de står for religionsfrihed og åbenhed over andre religioner.

Det er tydeligt at flygtninge og indvandrerdebatten skaber en øget konkurrence om vælgerne samt en skærpelse af retorikken blandt strammerpartierne.“Den mest fatale brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. DF-politikerne hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen.” Curt Sørensen, Debatindlæg i Information. 14.10.2006

I modsætning til de gamle partier har Dansk Folkeparti et politisk projekt, der går ud på at Danmark skal træde ud af en række internationale konventioner, ikke mindst Flygtningekonventionen, den europæiske menneskerettighedserklæring samt FNs børnekonvention osv. Alle disse konventioner bliver af mange anset som fundamentale internationale aftaler, som igennem de sidst ca. 50 år har været med til at definere danske værdier. Samtidigt sikrer de frihedsrettighederne for danskere samt beskyttelse af flygtninge. Fra Folketingets talerstol kunne MF, pastor Jesper Langballe (DF) forkynde, “at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden- Der er tale om en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa.” (Folketingets møde den 31. maj 2002)

frederiksberg
Denne klamme kampagne fra Dansk Folkeparti på Frederiksberg, hvor DF’s menneskeforagt står klart for enhver, blev trukket tilbage 5.6.2015, fordi “den virkede provokerende og blev forkert modtaget. Meningen var ellers grim nok. Modkraft.dk.

Ifølge Marie Krarup der nærmest ordret citerer Søren Krarup; “DER ER MINDST TRE farlige ting ved menneskerettighederne. Den første er, at vores gode, menneskeskabte love i Danmark undergraves og ødelægges via menneskerettighederne.

Flere og flere af dem inkorporeres i lovgivningen i stedet for, at lovgiverne tager stilling til paragrafferne. Vigtige traditioner og erfaringer i Danmark undergraves, fordi de er i modstrid med det rigtige.

Det drejer sig for eksempel om kristendommens og folkekirkens særstilling, der hævdes at stride imod kravet om lighed i menneskerettighederne, eller det drejer sig om vores ret til at udvise kriminelle udlændinge, der ikke har statsborgerskab i Danmark. De har nemlig ret til familieliv ifølge de hellige menneskerettigheder. Eller det drejer sig om det danske folketings ret til selv at bestemme, hvem der skal have statsborgerskab i Danmark.” (Kristeligt Dagblad. 26.08.2016.)

Det mest bemærkelsesværdige ved ovenstående citat er de krumspring MK gør for at lægge afstand til Islam. Et eksempel er hendes indledende henvisning til at danske love er menneskeskabte, en klar modsætning til shariaen, men det bliver helt komisk når hun så springer direkte til de europæiske menneskerettigheder som er indført i dansk lovgivning. De universelle rettigheder er jo også menneskeskabte, men da de forhindrer DF i at føre en diskrimerende politik skal de selvfølgelig fordømmes.

Dansk Folkeparti lægger ikke skjul på deres meget snævre forståelse af hvad det vil sige at være dansk statsborger (indfødsretten skal nok tages helt bogstaveligt hér, at dansk er kun den, der er født ind i fællesskabet). Når det så kommer til at definere hvad der er danske værdier, skikke, adfærd og grundsyn…. så står det mindre klart hvad der er fælles eftersom intet nævnes. Der er dog en sidebemærkning, som ikke skal undervurderes; det handler om hvad de indfødte danskere kan være ‘trygge ved’, det vil sige alt hvad der opfattes som fremmedartet og mærkeligt kan være en hindring for at opnå adgang til dansk statsborgerskab! I slutningen af afsnittet står der dog at grundloven demokratiske spilleregler skal overholdes. Endelig når DF frem til hele pointen med deres afsnit. Nemlig at fremmede religiøse forskrifter ikke er foreneligt med deres demokratiforståelse (som jo ellers burde holde sig til den danske grundlov).

Det er dog i de enkelte folketingsmedlemmers debatindlæg og interview, at Dansk Folkeparti folder deres udemokratiske, menneskefjendske og reaktionære udlændingepolitik ud. Ikke mindst Louise Frevert, der i trods over, ikke at kunne komme til orde i medierne med sine rabiate racistiske holdninger, lagde dem op på et privat website. Herunder denne nazistiske perle:  »Hvis lægen skulle helbrede sine patienter med det der svarer til ”integration” ville det betyde, at han skulle forsøge at overtale kræftcellerne til at blive gode, velfungerende og sunde celler, der kunne arbejde harmonisk i patientens krop. (…) Vi kan bruge milliarder af kroner og timer på at forsøge, at integrere muslimer i landet, men resultatet bliver det, som lægen observerer. Kræften breder sig uhindret mens vi snakker.« citeret fra Information d. 30.10.2005. (” Er (der Jude) ist und bleibt der ewige Parasit, ein Schmarotzer, der wie ein schädlicher Bazillus sich immer mehr ausbreitet, sowie nur ein günstiger Nährboden dazu einlädt. …wo er auftritt, stirbt das Wirtsvolk nach kürzerer oder längerer Zeit ab.”) kilde: Jüdische Geschichte und Kultur.

“Washington Post sætter [november 2014] i en længere artikel fokus på, hvordan muslimer i Vesteuropa føler sig forfulgt og mistænkeliggjort alene på baggrund af deres religion. I den forbindelse citerer det amerikanske dagblad Marie Krarup for at sige, at Danmark står over for store problemer. 

trump2016
Dansk Folkeparti ser i Donald Trump en åndsbeslægtet, som de derfor uden tøven støtter som ny amerikansk præsident. Genbrug af amerikansk satirisk tegning fra LA Times 2016.

»Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I islam er det okay at tæske sin kone. Det er er okay at dræbe dem, der ikke er muslimer. Det er det problem, vi står over for,” siger hun [MF, Marie  Krarup, DF] til avisen… 

Koranen er ifølge Marie Krarup roden til, at nogle unge muslimer udvikler sig fra at være moderate troende til ekstremistiske fanatikere, der bliver voldelige, fordi de læser de hellige skrifter alt for tekstnært. »Det, jeg mener og det, jeg gør opmærksom på, er, at det står i Koranen. Derfor er der nogen – og det er dem, vi ser drage til Syrien – der synes, at det er rigtigt at gå ud og slå ikke-muslimer ihjel. Det er det, vi ser Islamisk Stat gøre. Og de kan fremhæve citater rigtig mange steder i Koranen. Det er et stort problem, at vi har en religion, der på den måde kan underbygge den her helt forfærdelige adfærd,« forklarer hun“. Citeret fra Politiko, Berlingske.

“Som udgangspunkt for at diskutere begrebet indfødsret er det vigtigt at konstatere, at det at tilhøre en nation forudsætter, at man indgår i det fællesskab, som binder nationens borgere sammen: Fælles sprog, et fælles sæt af værdier, fælles grundsyn, skikke, der er udviklet gennem historien og en adfærd, nationens borgere føler sig trygge ved. Mennesker, der ikke deler de fælles værdier – eller som direkte modarbejder dem – kan ikke optages i fællesskabet. Følgelig bør statsborgerskabet kun gives til integrerede indvandrere, der tilslutter sig Danmarks Riges Grundlov og som værdsætter og efterlever demokratiske spilleregler, hvilket også betyder, at de respekterer vedtagne love og regler og ikke sætter fremmede religiøse forskrifter højere end de demokratiske beslutninger”.

»Islam er vor tids største udfordring og der vil komme en dag, hvor det vil stå lysende klart for alle. Der er gode mennesker, som er muslimer, ligesom der er onde og tvivlsomme danskere. Sådan er det, selvfølgelig. Men islam er i sin grundvold en ondskab, som må og skal bekæmpes. Muslimer er muslimer og kan være fredelige mennesker, men deres tilhørsforhold er til deres kultur og religion. Før noget andet er de muslimer. Islamisterne er de aktive og udfarende muslimer, men de er muslimer, som alle andre muslimer.« (martinhenriksen.dk, uge 17 2006). »Nu om dage betegnes alle muslimer i pressen som værende danske muslimer, som om islam nogensinde har været dansk eller for den sags skyld kan blive det. Det kræver i hvert fald et mindre mirakel. Det kan vi så vente på eller vi kan kæmpe imod islamiseringen. Jeg foretrækker det sidste.« (martinhenriksen.dk, uge 4 2006). Martin Henriksens ekstreme ytringer kan også genfindes i nazisternes mange diskrimierende og truende forudsigelser:”Mit Feuer und Schwert müsse man das Parasitenvolk auslöschen.” kilde) Denne problematisering af Islam og muslimer i Danmark gentages igen og igen i lukkede fora på nettet og i DFs egne interne publikationer, men i 2016 er der sket en markant skærpelse af tonen i det offentlige rum med en grovere og mere direkte retorik. Ikke engang på direkte tv bliver de mange udokumenterede udsagn problematiseret af interviewere og studieværter. “Problemet er, at islam spiller en stor rolle i Danmark og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Det er, hvis ikke det største, så et af de største samfundsproblemer, vi har i landet. På lange stræk mener jeg, at de værdier, der er i islam, er uforenelige med de værdier, vi har i det danske samfund.” MF, Martin Henriksen, DF, i DR.DK 19.05.2016. Det lyder jo bekendt og der findes da også parralleler til „Die Juden sind unser Unglück“

dkzioer
Israel får støtte fra et bredt udsnit af det danske Folketing, men ingen er så uforbeholdne i deres støtte som Dansk Folkeparti. Min fjendes fjende er min ven synes at være præmissen, men der er også en vis portion anti-islamisme i den zionistiske verdensbevægelse.

Jeg kan ikke andet end forundres over, hvor langt det næststørste parti i det danske folketing er villige til at gå i deres ønske om, at genere muslimer og mennesker i nød. Dansk Folkepartis arbejdsprogram om udlændinge og flygtninge har denne  sidebemærkning; “Uledsagede flygtningebørn anbringes på et lukket flygtningebørnehjem, hvor de så vidt muligt modtager undervisning, der passer til den enkelte. Når barnet fylder 18 år, udvises barnet til hjemlandet”!

At Dansk Folkeparti er et indvandrerkritisk parti er en underdrivelse. De fremstiller sig selv som en modstandsbevægelse, der skal redde det ægte Danmark, MF, Søren Krarup, DF. De er dog først og fremmest islamofober og deres henvisninger til kultursammenstød skal læses i det lys. De ligger i deres politik og den grove retorik snublende nært på nazisterne i 1930’erne. Her med et citat fra MF, Martin Henriksen, DF: “Hvis mændene ikke lægger deres ære bag sig, vil Danmark lægge mændene bag sig og vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse,” skriver M.H. i sit seneste ugebrev (maj 2006). For DF er Islam ondskab, nazisme, terrorisme, tilbagestående, uvidende, kvindefjendsk osv. Det fremgår tydelig i deres minimalistiske kulturforståelse, både dansk og fremmed kultur! De tager med deres egne formuleringer afstand til nærmest al dansk kulturudvikling efter indførslen af grundloven i 1849. En leg med ord blandt børn hedder: “det kan du selv være” og “det man siger om andre er man selv”. Der er ikke noget andet parti i Danmark der er mere udviklingsfjendtligt og reaktionært end Dansk Folkeparti. Så deres karakteristik af Islam, rammer dem selv i nakken som en boomerang!

Valgplakat-DF-Danmark-I-Dag-Om-Ti-Aar-Messerschmidt-Dom-500
Ekstremistisk valgplakat fra Dansk Folkepartis Ungdom i 2001. Den førte til, at der blev rejst tiltale mod en række ungdomspolitikere, der siden blev dømt for racisme, samt ledelsen af Dansk Folkeparti.

“Dansk Folkeparti vil arbejde for at øge forståelsen for, at ethvert samfunds udvikling er bestemt af det samlede indhold af dets kultur, og vi vil modarbejde ethvert forsøg på at skabe et multikulturelt eller multietnisk samfund i Danmark, dvs. et samfund, hvor en betydelig befolkningsgruppe er tilhængere af en anden kultur end vores. At gøre Danmark multietnisk indebærer en risiko for, at udviklingsfjendtlige, reaktionære kulturer vil nedbryde vores hidtil stabile, homogene samfund. Vi kan påvirke et vist antal mennesker fra fremmede kulturer, men en indvandring af den størrelse og sammensætning, vi har set i de sidste årtier af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede, kan ikke integreres. Mange indvandrere ønsker at videreføre deres egen kultur, og det kan få samme følger her som i indvandrernes hjemlande. Specielt har det vist sig vanskeligt at integrere flygtninge og indvandrer, med muslimsk baggrund. Det har intet med tolerance at gøre at være overbærende over for intolerancen. Der findes intet samfund i verden, hvor en fredelig integration af muslimer i en anden kultur har været mulig, og det er uansvarligt at påføre Danmark et kultursammenstød, som risikerer at medføre meget alvorlige følgevirkninger. Den vestlige verden må se i øjnene, at vi lever i en periode, hvor overbefolkning og lettere rejsemuligheder har igangsat egentlige økonomisk betingede folkevandringer. Det nødvendiggør, at vi erkender, at vore samfund må beskytte sig mod at blive løbet over ende… Dansk Folkeparti vil ikke acceptere, at de overgreb på mennesker, som er udbredte i en række fremmede kulturer, videreføres i Danmark.”. Dansk Folkepartis  Arbejdsprogram kap. 5. 

Det er dog fælles for de gamle partier samt Dansk Folkeparti, at de ikke vover sig udover den minimalistiske beskrivelse af danske værdier. De humanistiske værdier som Danmark har tilsluttet sig igennem FN, Europarådet og EU bliver slet ikke nævnt i forbindelse med DF’s værdipolitik, selv om de sammen med Danmarks kulturhistorie bygger på oplysningstiden og det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede. Frihedsrettighederne som alle de borgerlige partier lægger så stor vægt på er sekulære og bygger på såvel den amerikanske uafhængighedskrig som den franske revolution. Istedet bliver pluralisme, mindretalsbeskyttelse, religionsfrihed og fri og uafhængig forskning samt det multikulturelle samfund afvist og menneskerettighederne fordømt. I samme åndedrag bliver danske humanister dæmoniseret som elitære og totalitære landsforrædere.

Hans-Micael Søndergaard, 26.08.2016.

http://www.socialdemokraterne.dk/da/politik/udlaendinge/

https://www.danskfolkeparti.dk/Udl%C3%A6ndinge-_og_asylpolitik

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=84236

http://www.documentarchiv.de/da/fs-antijuedische-verordnungen.html

Når den brune pest er det nye sort!

I øst brænder flygtningebyerne, samtidig med at flygtninge drukner i Middelhavet og skyller op på vore strande. I Europa breder der sig i vores tid en brun pest. En aggressiv virus, ikke en levende organisme, nej den spreder sig som et giftstof.  Ikke i det skjulte. Ej heller i de mørke sidegader, i baggårdene og i rendestenene. Nej, idag bæres pesten frem af såvel politikere som pressen, i radioen i vores parlamenter. I EU, i Ministerrådet (Det europæiske Råd), i Europaparlamentet og så selvfølgelig i sofaernes dyb, over kaffen og kagerne af de selvtilfredse og selvtilstrækkelige, bag alle sofabordene. Hvad vi er vidner til er hvordan historie- og kulturløshed fortrænges af fremmedgørelse, virkelighedsforvrængninger og historieforfalskning. Det ny højres utopi set gennem dystopiske briller. EU-kritik bliver til genopstandelse af den ultranationalistiske nationale genrejsning, der afviser parlamentarisme og de traditionelle partier. Oplysningstidens ‘frihed, lighed og broderskab’ skal afløses af ‘det nationale blods- og åndsfællesskab samt nationen som modsætning til det internationale’. Fremmedfjendtligheden bliver gjort præsentabel med belejlige eufemismer – muslimhad bliver til Islamkritik og indvandrerfjendtlighed gøres til et politisk og ikke et racismespørgsmål osv.

Civilisations- og kulturkritik (-historie) samt ideologier bliver kriminaliseret og intellektuelle bliver forfulgt. Racisterne bliver gjort til helte og systemkritikere. Pesten trives i de højre-intellektuelles cirkler og blogger, siver ind i de småborgerlige hjem, skjuler sig over askebægrene og camoufleres af cigaretternes sure røg, de vamle øldunster og den kemiske stank fra de brune værtshuses urinaler. Pesten bliver til frustration og had i de magtesløses og de elendiges små og trange stuer, hvor det fysiske rod ofte overskygges af det psykiske rod, når de besiddende udpeger de fremmede som årsagen til deres deroute. Medier og folkeforførere bliver talerør for de umælende, de sprogforladte, som bliver gjort til ofre. De fremmede bliver belejligt hentet frem som antagonisterne i helteeposet. Pesten er ikke fremmedfjendtlighed, nej, pesten er de intelligente folkeforførere, demagogerne og populisterne, som mod bedre vidende fremtvinger et post-faktuelt vanvid.

I forbindelse med at Nye Borgerlige tilsyneladende er parate til at opstille ved næste Folketingsvalg, udtaler DF’s ‘propagandaordfører’ på spørgsmålet fra Politiken:

Så du er simpelthen i tvivl om, hvor vidt nye Borgerlige er et islamkritisk parti?

»Ja, jeg tror, det er strategisk. Jeg tror ikke, det er hjerteblod for dem. Hvis du tager et parti som Dansk Samling, som også gerne vil i Folketinget, der kunne jeg aldrig finde på at sige, at det ikke er en hjertesag. For det ved jeg, at det er. De betragter det som et spørgsmål om nationens overlevelse, ligesom vi dybest set gør i Dansk Folkeparti«, svarer Henriksen. Politiken

Dansk Samling er som udgangspunkt anti-parlamentarisk og udemokratisk. De bekender sig uden at blinke til en autoritær nationalistisk ‘Blut und Boden- politik’

Fra partiets hjemme side

“Dansk Samling forkynder ingen -isme og repræsenterer ingen ideologi. Dansk Samling kender sig hverken som højre- eller venstreorienteret. Ja, Dansk Samling anerkender slet ikke højre-venstre-skalaens gyldighed. Folkets opsplittelse i ideologiske grupperinger er lige så skadeligt for landet, som den enkelte ideologi er fjernt fra sandheden. For sandheden om folk og land kan ikke sættes på formel, og menneskelivet kan ikke presses ind i et på forhånd udtænkt system. Dansk Samling mener ikke, at et »politisk program«, der hævder at have svaret på alle samfundets problemer eller som hævder at kunne løse menneskelivetsproblemer eller skabe det perfekte samfund ved nogle få kunstgreb, er troværdigt. Folket, landet og menneskelivet er derimod levende historie, og de, der tager den opgave på sig at blande sig i politik, kan kun være troværdige, hvis de opgiver fraserne og i stedet forholder sig til den forhåndenværende sag og den nuværende stilling og indtager deres standpunkt i overensstemmelse med deres samvittighed. Derfor er Dansk Samling også i stadigt oprør mod den forvanskning af folkestyret, der er sket ved, at partier og ikke mennesker er gjort valgbare og ved, at disse partier følgelig bemægtiger sig de folkevalgte forsamlinger. Derved forsvinder det personlige ansvar som dug for solen og blokdannelse, ensretning, ideologisering og taktiske hensyn tager over, hvor den enkeltes fornuft, personlige ansvar og samvittighed skulle råde. Dansk Samling forkynder ingen –isme; men enhver saglig stillingtagen foretages ikke desto mindre ud fra et bestemt grundsyn. Dansk Samlings grundsyn fremlægges i det følgende, efterfulgt af en række politiske synspunkter, som Dansk Samling har dannet sig på baggrund af grundsynet. Dansk Samlings grundsyn er bundet af kristendom og danskhed.” Dansk Samling

DF plakat på Solrød station
DF plakat på Solrød station. ‘Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på’

Netmagasinet Salon 55 og Politiken har bragt uddrag af Botho Stauss´essay “Den sidste tysker”. Man kan ikke anklage en dramatiker for at være uvidende eller udannet, men det er lige før fortvivelsen griber mig, at jeg kun kan ønske, at essayeet er satire eller ironi! Botho S., Den sidste tysker, var en bestillingsopgave fra den borgerlige presses hofmagasin, Der Spiegel. Botho S. var ikke tilfældigt udvalgt. Nej, med murens fald havde Botho S. oplevet hvordan hans verden var blevet indvaderet af fremmede. Den fremmede som med lov var beskyttet og havde krav på husly. Botho S. havde med al sin sociale og kulturelle kapital skrevet et provokerende essay som kritiserede den tyske forfatning og den tyske lovgivning, som han anklagede for at være et udslag af tysk selvhad. En invitation fra Der Spiegel var altså som et rødt tørklæde i en tyrefægterarena. Midt i den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig blev det igen til en kamp om ‘fortolkningsretten’, om retten til at definere humanisme og defaitisme, om retten til menneskelig behandling af flygtninge i en retsstat eller afvisning af de fremmede som truer samfundets etniske sammensætning. Kampen står mellem det politiske højre og venstre – mellem traditionen og moderniteten!

EA Strauss_23_MR.indd
Det nye højre bliver hyldet i Botho Strauss’ essaysamling.

Botho S. eller hans protagonist i essyet har heldigvis hverken selvironi eller selverkendelse – men ud fra en freudiansk analyse får vi en fin symptombeskrivelse af den etniske psykose og zenofobisk paranoia. Symptomer, der frembringes af mødet med det fremmede. ’Den anden’, der som en virus skal bekæmpes af kroppens (nationens) antistoffer, indkapsles som det fremmedlegeme den er! Botho S. er erklæret modstander af asyl til flygtninge og indvandrere. Han forsøger i sine skrifter at vække til kamp mod ‘rodløshed’, der i en ren tysk kontekst kan oversættes til ophævelsen af den tyske nation, folket og traditionen, den levende forbindelse mellem det særligt tyske og landet. “Blud und Boden” ideologien er tabuiseret i Tyskland af historiske årsager som bør være alle bekendt!

Når man beskriver sig selv som ‘den sidste’ foregriber fortælleren en akopalyptisk begivenhed. Fennimore Coopers “Den sidste mohikaner”, som jeg elskede som dreng, var den ædle vilde som redder de overlevende fra en forræderisk massakre i 7-års krigen mellem Frankrig og England om retten til at kolonisere Nordamerika. Den sidste mohikaner fik sin slægt blev udryddet af de onde vilde i den franske hærs tjeneste. Fra første til sidste slægtsled er vores arv fra vores judæo-kristne religion. Vores gud husker over alle slægtled fortidige og fremtidige, ingen nævnt, ingen glemt. I USA er den apokalyptiske litteratur til stadighed stor og stærk. Den stærke individualist vil altid overleve og besejre staten og de fremmede. Selv når apokalypsens heste slippes løs. Film og litteratur går her hånd i hånd med den mest udbredte religiøse bevægelse, den fundamentalistiske kristne zionisme. Historiens endemål er jo apokalyptisk og alle vil de gerne leve i de sidste tider.

“Den sidste tysker” spejler sig i ligeledes den romantiske heltehistorie – helte epos- den apokalyptiske individualist fra prærien. Botho sætter sig i Peters sted. Peter der råber ulven kommer, for at vække sin landsby. Botho vil ligeledes advare mod den truende fare. Aftenlandets undergang. “Den sidste tysker” vågner op til en ny verden, nu som fange i sin egen indskrænkethed. Synets indsnævring, tunnelsynet begrænset af skyklapperne. Han ser ikke noget genkendeligt i sin nutid, der er alt for meget fremmed der låser hans øjne fast. Frosset fast til asfalten som en kanin i natten fanget af en frembusende Audis l.e.d.lygter. Han søger derfor i fortiden, i hukommelsen, at indfange det, der engang definerede hans liv, det at være tysk. Fanget i sprogets anakronismer – besyngelsen af det svundne af det hedengangne. Det der skulle være sprogets eulogi – sproget, det levende sprog, det talte, det skrevne, er et spejlbillede af det levede liv, af levende menneskers samtaler. Sproget, det kulturelle produkt, der skabes af mennesker og deres fællesskaber – degeneres til en lamentation af det ’tabte’. Det genkendelige forudsigelige liv ophøjes på bekostning af nysgerrighed og mødet med det ukendte. Den sidste tyskers lamentation er ekskluderende i al sin historie- og kulturløshed. Ikke engang den lange opremsning af kulturtyske koryfæer kan skjule psykosens forvrængning af nutidens levende kultur. Protagonisten identificerer sig istedet med gralslitteraturens helt og møder derfor kristendommens facination af det uforklarlige med riddertidens idealiserede helt. Samtidigt hermed iscenesættes konflikten med den islamiske antagonist. helten_parzival

Parzival er et epos skrevet af Wolfram von Eschenbach omkring år 1200. Omhandler Parzivals og Gawans bedrifter. 

Den sidste tyskers paranoide verdensbillede fortrænger alle de nye stemmer, nye tyskere med udspring i øst og syd – stemmer der skaber et nyt Europa en ny tysk kultur. En kultur der holder fast i alt hvad der har givet Tyskland en særstatus i europæisk kulturliv – stemmer der der giver tysk kultur en vitalitet og styrke som få andre europæiske kulturer kan vise frem.

Det er vigtigt at indtænke Holocaust i debatten om flygtninge og indvandrere i det ny samlede Tyskland. De nye tyskere fra DDR havde ikke den samme demokratiske og antinazistiske opdragelse. Det har i de sidste 25 år medført utallige konflikter mellem højreorienterede ekstremistiske nytyskere fra DDR og nytyskere fra øst og fra de muslimske lande. Den ny højredrejning i de nye tyske forbundslande kan delvist forklares med den økonomiske armod men ligeledes i en følelse af at være noget særligt, alene ved at være etnisk tysk (hvad det så vil sige i moderne forstand). Moderne vesttysk kultur tog efter 2. verdenskrig afstand fra koblingen mellem landet og folket, som definerede forholdet mellem tyskerne og den nazistiske stat. I DDR opstod derimod myten om, at den nazistiske stat alene var fjenden, som blev besejret af kommunismen herunder de nye DDR-borgere. Det friholdt den DDR-tyske befolkning for ansvar, men forhindrede samtidig en afnazificeringsproces i de fremtidige østlige forbundslande.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt har beriget verden med en enestående analyse af forbrydelser mod menneskeheden. I artiklen fra Eichmann-processen i Tel Aviv,”Ondskabens banalitet”, defineredes hvordan det bureaukratiske menneske gennem ligegyldighed, overfor en ordres mangel på empati, kan ophæve al etik og moral og dermed tillade det ubegribelige. Ondskab er ikke det exceptionelle, men det banale (universelle), at vi alle er istand til at ophæve den andens menneskelighed og dermed skabe det rum hvori det utilladelige bliver muligt! Derfor efterfulgtes det tredje rige af en konsekvent afvisning af segregation, diskrimination samt af antidemokratiske bevægelser. Den ny Forbundsrepublik blev ligeledes på baggrund af den ny demokratiske forfatning optaget i FN og medlem af Stålunionen forgængeren for EF/EU: Desuden sikredes at det åbne demokratisk samfund skabte en ny fordomssfri tilgang til den omgivende verden. Det blev efter 2. verdenskrig selve grundkernen i den tyske forfatning.

Hans-Micael Søndergaard, 22.08.2016

Et essay om de vrede utilpassede unge mænd

“Vreden gudinde besyng som greb peleiden Achilleus”, er en mytologisk gengivelse af mandens vrede og agressivitet. Achilleus var på grund af sin vrede mod Agamemnon på vej hjem fra Troja, da hans ven Petroklos forklædt som Achilleus, bliver dræbt af Hector. Der er tale om en tragisk forveksling som Hector er uvidende om. To konger og to helte var protagonisterne som anvendtes til at forklare krigens moralske og etiske grundlag. Ære og skam, kærlighed og bedrag, vrede og hævn, skurke og helte var de dramatiske omdrejningspunkter for krigen mellem Troja og grækernes konge Agamemnon.

Nutidens unge mænd, der begår drab eller selvmord i det offentlige rum, er de oversete, de utilpassede, de magtesløse. Kan det være en gyldig diagnose (forklaring) på de sidste års mange anslag mod vores ‘kultur’, ‘vores samfund’? Kan vi tillade os at tolke det som angreb på vores ‘værdier’ eller er det snarere et symptom på at indretningen af vores samfund har nogle indbyggede mekanismer som fører til asocial opførsel, selvskade, vold og selvmord? Ser vi idag de moderne udgaver af ære og skam der fører til vrede og hævn? Medierne og handlingernes nyhedsværdier udspreder budskabet: at man får anerkendelse og spreder frygt når man går til angreb på samfundets institutioner, det offentlige rum, skoler og offentlige bygninger. De elendige bliver med et slag til helte i deres eget univers, i vores verden bliver de til monstre eller terrorister afhængigt af deres etnicitet og religion.

Unge mænd med manglende selvværd har en tendends til at vende deres aggresivitet til selvhad og enkelte finder så på spektakulære måder at slå sig selv ihjel. Et sidste opsigtvækkende opråb, måske endda en revolutionerende handling, der giver dem det sidste ord i deres liv. Deres sidste handling passer ind i tidens krav om at være udadvendte og handlekraftige. De efterlader sig manifester og retfærdiggørelse for deres handling. De anvender sociale medier og de efterlader sig en sidste iscenesættelse af deres liv og selvmord.  Den sidste desperate handling skal i døden sikre dem anerkendelse fra deres ligemænd, fra deres ‘fjender’ og fra deres modstandere, som de ikke fik i deres liv. Døden som en ultimativ handling, der genopretter deres tabte maskulinitet.

Kan vi ikke snart blive enige om at kalde socialt utilpassede (psykisk syge) unge mænd, der begår voldshandlinger, drab, massedrab, skoleskydninger, ‘amokløb’ (hævndrab), for utilpassede unge mænd! Er det for meget forlangt af pressen og medierne at de skal vente med at klassificere disse handlinger til gerningsmændene er blevet fanget og undersøgt? Er det for meget forlangt at politi og efterretningsvæsen anholder dem, istedet for systematisk at likvidere dem?

Vi kan ikke spørge de døde, men vi kan analysere deres liv. Vi lever aldrig vores liv uden sociale rammer. Vi er fra vugge til grav spundet ind i samfundets mange krav, muligheder, belønninger og betingelser. Vi kan, ved at sætte deres selvmord ind i denne ramme og dette perspektiv, opnå en forståelse for deres sidste handling. Vi kan se på hvordan deres liv er forløbet og se på deres rollemodeller. Har vi ret til at klassificere deres død som terror når de ikke deler vores kultur og som et selvmord per stedfortræder når de er af vores egen ‘stamme’?

Der er flere spor, der fører til den samme ultimative maskuline handling. Et spor er den ensomme pyskisk ustabile unge mand, hvis manglende selvværd er blevet forstærket ved fraværet af støtte og accept fra de primære socialiseringsagenter. Det er når vi lærer sociale koder og retningslinier gennem socialisering at vi bliver istand til at klare samfundets og kulturens krav og muligheder. Enkelte mangler helt evnerne til at forstå disse spilleregler, der er ingen genvej til livet for dem. De er fra starten misforståede og deres manglende sociale evner fører ofte til konflikter når deres nærmeste konfronterer dem med mangel på empati og følelser.

Et andet spor er den unge med anden etnisk baggrund som står splittet mellem to konkurrerende kulturer. Den ene kultur er blevet problematiseret og afmaskuliniseret af den dominerende majoritetskultur. Den unge mand er derfor tvunget til at handle ud fra regler han ikke har indflydelse på. Underkastelse og ydmygelse eller afstandtagen og kulturkamp. Det handler ikke længere om eksklusion eller inklusion, den institutionelle racisme er forlængst blevet internaliseret og den unge marginaliseret.De spejler den mistro og det had de oplever fra småborgerlige og marginaliserede danskere – de er blevet placeret som 2.rangsborgere af politkere og myndigheder uanset hvor godt de klarer sig i det danske samfund. Når deres kultur og religion bestandigt bliver problematiseret og dæmoniseret så er det forståeligt, at de omfavner dem som modkultur. Det moderne punk er EuroIslam som protest og modkultur!

Vores medier og politikere har skabt en terrordiskurs som er afhængige af at IS og lignende terrorganisationer, der som gribbe æder alle ådsler på deres vej, tager “æren” for alle “angreb” på Vesten – især de angreb hverken de eller vi kunne forudse! Medierne og politkerne er på samme måde ådselædere, hyæner der jager alle andre bort fra ådslerne, der er ikke plads til at stille spørgsmål til den vedtagne diskurs.

Anders B. Breivik ville tages til fange hvilket gør hans handlinger til politisk terror. Han gik målrettet efter de socialdemokratiske politikere og ungdomspolitikere, som han gjorde ansvarlige for flygtninge- og indvandringspolitikken, hvilket adskiller ham fra næsten alle andre terrorister i det 21. århundrede. Formålet med hans terror kan anskues som politisk teater for at vække Europas befolkning til kamp eller som en paranoid mands handlinger. Det der kendtegner begge tolkninger er at Breivik gennem mange år havde opbygget en irrationel ‘parallel virkelighedsopfattelse’ (islamiseringen af Europa), han var (og er) besat af at han eneren skulle bekæmpe Islam og de muslimske samfund i Europa.

Det øgede fokus på terrordiskursen i Frankrig får mig også til at stille spørgsmålet om det ikke er for letkøbt. IS og Al Quada, vores politikere og vores egne, medier skal ikke have held med at kalde ethvert angreb på uskyldige mennesker begået af mennesker med muslimsk baggrund for ‘religiøst’ betinget. Det er helt sikkert at gerningsmanden fra Nice var tuneser. Han var dog først og fremmest kriminel og voldelig. Han spiste svinekød og var ikke religiøs – han var netop blevet idømt en betinget dom for et irrationelt overfald på en anden lastbilchauffør! Så måske vi skal søge en forklaring vi normalt tillægger hvide gerningsmænd. Et irrationelt had til samfundet og myndighederne, en mangel på anerkendelse i sit eget samfund og et had til kvinder og børn, som følge af sin skilsmisse, der har taget hans maskulinitet fra ham!

Politiken om frygtens paradigme.

Politiken om vores farlige terrordiskurs. Vi har brug for et paradigmeskifte!

Fortsættes…

 

Jeg anklager Enkeltsagspartiet (DF)

Jeg er forbløffet over alle de danskere, der stemmer på et parti med så mange talentløse wanna-bee politikere!

Kulturel-byrde

Disse 32 mennesker skader Danmark hver dag. De skader Danmarks omdømme i udlandet. De skader danske værdier og frihedsrettigheder. De skader Danmarks sociale sammenhængskraft. De skader vores myndigheder og vores lokale selvstyre. De skader vores svage og magtesløse, de ældre, børnene i skoler og daginstitutioner med deres nedskæringspolitik.

Jeg anklager disse 32 mennesker for at gøre Danmark åndeligt fattigere. Jeg anklager disse 32 for deres forsøg på at bryde med Danmarks humanitære og moralske arv. Jeg anklager disse 32 for deres løgne om antallet af udlændinge i Danmark. Jeg anklager disse 32 løftebrydere og løgnere for forbrydelser imod menneskeheden med deres zenofobiske udlændingepolitk. Jeg anklager disse 32 for at opfordre til selvtægt mod udlændinge, Jeg anklager disse 32 for at opfordre til borgerkrig i Danmark. Jeg anklager disse 32 asociale og inhumane racister for forbrydelser imod seksuelle, religiøse og etniske mindretal i Danmark. Jeg anklager disse 32 demokratiske analfabeter for mangel på demokratisk dannelse. Jeg anklager disse 32 populister for overgreb mod de magtesløse i Danmark.  Jeg anklager Danmarks næststørste parti for deres modbydelige personangreb på politiske modstandere. Jeg anklager disse 32 hadske mennesker for at skabe frygt i Danmark og mistillid til indvandrere og flygtninge. Jeg anklager disse 32 for alle anslag mod flygtningecentre og mod flygtninge samt indvandrere i Danmark.

Hr. Martin Henriksen er et helt kapitel for sig i propagandistisk og racistisk paranoia. Almindelig dansk dannelse er ikke at sige noget, hvis man ikke kan sige noget pænt om andre! Dannelse er desværre ikke til at få øje på  i DF. Danske værdier og dansk idealer bliver i disse tider trådt under fode og hjemmegroet ugræs spreder sig som ærtehalm og kæmpebjørneklo der kvæler alt andet. En meget passende analogi til DF, som med deres hadpolitik har formået at paralysere de gamle partier og deres politikere med frygt for en yderligere højredrejning (nazificering) i befolkningen. Alt fra racistiske udtalelser og etnisk rensede plakater bliver i disse dage tilladt af danske institutioner.

DF plakat på Solrød station
DF plakat på Solrød station. ‘Vores (altså DF’s) Danmark – der er så meget, vi skal passe på’

“Kæmpebjørnekloens saft er giftig, og man skal undgå hudkontakt med planten. Plantesaften gør huden ekstremt følsom over for sollys, og hvis huden udsættes for sollys, får man alvorlige forbrændinger. Samtidig kan huden kan blive ved at være følsom over for sollys i årevis.

I de seneste årtier har den bredt sig voldsomt i den danske natur, hvor den fortrænger andre plantearter. Fugle, sommerfugle og de fleste andre dyr vil heller ikke leve under bjørneklo, kun nogle få insekter og snegle kan leve her.

invasive-species2

Kæmpebjørnekloen er som den eneste invasive planteart omfattet af lovgivning, og en kommune kan pålægge ejere eller brugere af arealer, hvor der findes kæmpebjørneklo, at bekæmpe planten.” (Naturstyrelsen)

Men det værste er dog de helt faktaresistente DF’ere hver dag får lov til at blamere Danmark med deres grænseløse uvidenhed om Verdens næststørste religion. Jeg kan ikke sige om det er propaganda, dumhed eller ondskab – men ondskabsfuldt og racistisk er det. Straffeloven bliver dagligt overtrådt af DF politikere og debattører på diverse sociale medier, avisernes debatsider og i andre offentlige rum.

historyrepeat

Hvis vi bliver ved med at vende det blinde øje til…. Så får vi en ny bølge af vold og terror i Danmark. Den norske terrorist A. Breivik hyldes allerede på diverse sociale medier og højreekstreme websider.

§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

http://politiken.dk/indland/premium/ECE3306743/martin-henriksen-har-svaert-ved-at-sige-noget-paent-om-islam-jeg-kan-ikke-komme-paa-noget/

pia.adelsteen@ft.dkkarina.adsbol@ft.dkdfalah@ft.dklise.bech@ft.dkpernille.bendixen@ft.dkkenneth.kristensen.berth@ft.dkliselott.blixt@ft.dktilde.bork@ft.dkhenrik.brodersen@ft.dkdfbenb@ft.dkjan.callesen@ft.dkrene.christensen@ft.dkkim.christiansen@ft.dkdfjeht@ft.dkdfanbf@ft.dkmette.dencker@ft.dkmikkel.dencker@ft.dkkarina.due@ft.dksusanne.eilersen@ft.dkdfsesp@ft.dkdennis.flydtkjaer@ft.dkclaus.kvist.hansen@ft.dkmarlene.harpsoe@ft.dkmartin.henriksen@ft.dkjeppe.jakobsen@ft.dk, postformand@ft.dk, dfpksekr@ft.dk, marie.krarup@ft.dkchristian.langballe@ft.dk, merete.larsen@ft.dk, morten.marinus@ft.dkjan.messmann@ft.dkdfkarn@ft.dkib.poulsen@ft.dkpeter.kofod.poulsen@ft.dkhans.skibby@ft.dkdfamgn@ft.dkdorthe.ullemose@ft.dk