hansmicaelblog

Jeg vil i dette essay argumentere for, at dansk identitet og danskhed ikke kan anskues uden at inddrage modernitetens statsopfattelse og det borgerlige demokrati, som blev den direkte følge af humanismen og individualismen – oplysningstidens varige arv til først Europa og siden resten af verden. Først stod kampen for ytringsfrihed, tolerance og religionsfrihed, herunder retten til ikke at have en religion. Dernæst selvstændighed samt kritisk og uafhængig tænkning, der byggede på trykkefrihed, fornuft, kilder og erfaringer (empiri), som satte menneskelivet og den sansede verden i centrum for samfundet, uden religionens begrænsning og censur. “Om de individuelle frihedsrettigheder må man sige, at ideen med dem var, at de skulle sikre det enkelte menneske mod overgreb fra magthaverne i staten – derfor må et system, hvor magthaverne bestemmer, i hvilket omfang de vil give undersåtterne friheder (borgerrettigheder), være i direkte modstrid med det vi forstår ved menneskerettighederne.” (Helmer Jørgensen: 2007) Det medførte en videnskabelig, filosofisk og idémæssig revolution, der var nødvendig for at komme ud af religionernes blindgyder. Det var forudsætningerne for den borgerlige politiske bevægelse i 1800-tallet, som blev til grundlovens fædre.

‘Gud, Konge og Fædreland’til nationens ulykke – Både nationalnostalgikere, nationalliberale og nationalkonservative har siden 1849 ladet hånt om befolkningens tarv, for istedet at pleje deres egne sære forestillinger om patriotisme og egen selvhøjtidlighed. Vi har brug for en besindelse på oplysningstidens revolutionære budskaber. Lighed, frihed og broderskab kan ikke begrænses til nationen eller folket, men må gælde for alle. Vi har brug for et demokrati, der igen sætter mennesket i centrum. Vi har brug for et samfund der er skabt med universalisme, humanisme og videnskab.

Religionernes rolle som forklaringsmodel og autoritetsmonopol på moral blev erstattet af en civil etisk autoritet, der byggede på generelle og umistelige rettigheder, nemlig menneskerettighederne. Tidigere tiders moralbegreber, der søgte deres autoritet i kirken eller i religionen kunne ikke beskytte individet mod overgreb fra statsmagten eller andre institutioner og individer.  “I 1739 styrkedes enevældens tilsyn med kirken yderligere gennem oprettelsen af et Generalkirkeinspektionskollegium med vidtgående myndighed. Og i 1736 indførtes konfirmationen med dens krav om, at de unge skulle have læst og lært deres katekismus, før de kunne bekræftes i deres dåb og træde ind i de voksnes samfund.

Kravene om regelmæssig kirkegang og altergang og om at komme hviledagen i hu og holde den hellig var gamle. Men under de første enevoldskonger blev de yderligere skærpet, for under Christian 6. at nå deres højdepunkt.

Med forordningen af 12. marts 1735 „om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse” vendte styret sig skarpt mod, at „mange have i steden for at søge kirken og dér opbygges, dels anvendt søn- og helligdagene til forfængeligt arbejde og ufornødne forretninger, dels misbrugt dem til verdslig fornøjelse, vellyst og andre laster”.
Enhver husbond og madmor skulle derfor under trussel om bødestraf se til, at deres børn og tjenestefolk fulgte dem i kirke én og helst to gange på søn- og helligdage. Præsterne skulle føre nøje tilsyn med, at de kom i kirken, og at godsejerne ikke så gennem fingre med deres bønders manglende kirkegang. Og forordningen truede med alvorlige straffe:

“På landet skal de gemene bønder, som herimod handle, når præstens advarsel ej har frugtet, straffes første gang med 4 skilling, anden gang med 8 og tredje gang med 16 skillings bøder, og i mangel af betaling stå i gabestokken på kirkegården, første gang én, anden gang to og tredje gang tre timer; til hvilken ende slige gabestokke af hver kirkes ejere, hvor de endnu ej er, besørges.” kilde: den store danske

Den nye humane etik anviste derimod hvordan mennesker havde ansvaret for deres egen moral samt de ukrænkelige rettigheder som ejendomsret, liv, frihed, lighed og ‘broderskab’. De var derfor fritstillede fra kirkens moral og  kunne søge ‘retfærdighed’, retssikkerhed i et retssamfund, og Lykken i den sekulære verden. Ikke først i døden, som var kristendommens hovedbudskab. Det er ikke ubegrundet, at man idag kan argumentere for at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men derimod, at gud er skabt i menneskets billede.

Jeg er så træt af Dansk Folkepartis forsimplede fremstilling af danskhed, som noget medfødt, arveligt og genetisk betinget. Det at være dansk, handler om kultur, mange forskellige kulturer. Det handler om noget socialt, nemlig hvordan vi forholder os til hinanden i de forskellige kulturer i Danmark. Der er større forskel på kulturen i de rige enklaver i de danske storbyer og rigmandskvarterene i i Århus og Nordsjælland, end der er på kulturen mellem indvandrere og arbejderklasse danskere. Vi deler kultur med dem vi har et skæbnefællesskab med. Men den kultur opleves forskelligt, ikke mindst fordi vi hver især kommer med vores egen identitet. Vores egen oplevelser af hvordan det er at være del af mange forskellige kulturer. Fra by eller land, fra provins eller hovedstad, fra forstæderne eller fra bycentrene, fra de røde byer eller fra de blå jyske byer, uanset hvor vi kommer fra giver det forskellig kulturel ballast. Vi lever i værdifællesskaber, hvor nogle gør alt op i om det er noget værd (materialisme) og andre sværger til universalisme som tager udgangspunkt i at alt og alle har værdi. Ikke mindst den vi tillægger det (kulturalisme og humanisme) Fra vuggestuen eller fra dagplejemoren, fra børnehaven eller fra en opvækst i et hjem med en hjemmegående, fra folkeskolen, lilleskolen eller privatskolen, fra de forskellige ungdomsuddannelser osv osv. Vi lever i forskellige familieformer, vi har forskellige indstillinger til kulturforbrug. Nogle læser aviser andre får deres nyheder fra tv andre igen fra nettet. Nogle går i biografen andre i teater, nogle ser amerikanske actionfilm andre ser kun Sundance film og franske film noir osv osv…. Jeg kan fortsætte længe, med at remse op hvordan vi formes af og former vores kulturelle identiteter!

Kampen i Europa står idag imellem ‘folkenes nationer’ og ‘borgernes stater’. Fra Finland til Balkan bliver Bondepartier, reaktionære og etnisk rensede populistiske bevægelser mere og mere højrøstede. Statsborgerskabstanken, pluralismen og den demokratiske parlamentarisme bliver i stigende grad sat under pres af pseudonationalisme, militaristisk patriotisme, fascisme, nazisme, afstandtagen fra menneskerettighederne og højrepopulisme, som igen vokser frem i den vestlige verden. Det er ikke længere anskuelser, der deler os, istedet er det blodets bånd. Tilknytningen til nationen sikres ikke længere for alle statsborgere og *fædrelandet* kan kun deles, som en arveret, ikke en rettighed, der kan gives. I Danmark et det først og fremmest Dansk Folkeparti, der er eksponent for denne romantiske forestilling om et særligt nationalt blodsfællesskab. Den danske nynationalisme er gennem den stadige påkaldelse af en romantisk opfattelse af det folkelige fællesskab samt kristendommens rolle, som danskhedsindikator, blevet reduceret til Dannebrog som symbol på ‘blodet og korset’!

Dannebrog er blevet hyldet gennem flagsange i forskellige perioder hvor det enten har været nødvendigt at påkalde sig fred og fællesskab eller forsvars- og kampvilje.

“Vift stolt på Kodans Bølge,/ Blodrøde Dannebrog!/ Din Glans ej Nat kan dølge,/ ej Lynet dig nedslog./ Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn;/ dit lyse Kors har hævet/ til Himlen Danmarks Navn…” B.S Ingemanns oplevelser fra englændernes bombardement af København i 1807 har givet ham en blodig baggrund for det patriotiske digt. Denne holdning kan tildels genfindes i den ny fejring af en militær flagdag for Danmarks udsendte d. 5. september, som hyldest til faldne danske soldaters indsats i moderne krige.

“Men Storm gør et Flag til en levende Sjæl/ en Flamme, et Raab, et Symbol./ Det ildner, hvor Medgangen dæmper.” I “April i Danmark” opildner Poul Sørensen i 1940 til modstand.

Dansk Folkeparti har gennem de sidste mange år forsøgt at monopolisere danskhed og dansk identitet. Samtidig er ‘Dannebrog’ er kristendom blevet ekskluderende politiske symboler. “Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed… Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund… Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur.” Dansk Folkepartis Principprogram.

Det blev eksemplificeret i en direkte TV-debat, hvor (MF) Martin Henriksen (DF) ikke ville anerkende, at en ung mand, med dansk mor og iransk far  født, opvokset og uddannet i Danmark, var ‘ægte dansker’. Jeg vil derfor tilslutte mig fordømmelsen af fanatisme i Voltaires konklusion:“Det er klart, at enhver person, der forfølger et menneske, hans bror, fordi han ikke er enig med ham, er et uhyre.” Traité sur la Tolérance, 1763.

“DF’s tolkning af danskhed, Dannebrog og fædrelandsfølelse samt forsvarsvilje (patriotisme) er dog tildels anakronistisk, idet den stammer fra perioden 1830-1848, hvor nationalfølelsen skiftede fra at være centreret om fyrste- og kongemagten, til at være knyttet til nationalsprog, historien, land og folk (en folkelig og kulturel nationalfølelse). (se Inge Adriansen i Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 2003)

Hvordan kan vi forklare, at vi i det 21. århundrede igen skal konfronteres med anti-parlamentarisme og autoritære  bevægelser. Kan det alene tilskrives globalisering og liberalistiske new public management, at fremmedgjorte vælgere ikke længere kan finde et parlamentarisk ståsted eller afspejler det en mere grundlæggende menneskelig autoritetstro tendens, til at søge ‘tryghed i en pseudoromantisk monokultur, autoritær eller stærk nation’, når de føler deres rettigheder og eksistens truet. Det kan heller ikke være tilfældigt, at langt de fleste tilhængere af diktatur og en stærk nation er mænd.

Idag trues den maskuline identitet, socialt marginaliserede og ældre generationers verdensbillede fra alle sider. Kønskampen er gået ind i sin sidste fase og kvinderne har vist, at i et moderne samfund, hvor fysisk styrke er blevet erstattet af psykisk holdbarhed, kan mænd ikke længere automatisk regne med, at det er deres køn der har ‘førstevalg’ på alle hylder. Kvindelige direktører (CEO’er), politikere og topembedsmænd bliver stadigt mere almindelige. En utilsigtet konsekvens af denne udvikling, der startede i 1970’erne i Danmark, har været at et stigende antal mænd føler deres rolle i samfundet og i familierne udhules. Derudover har Danmarks tilslutning til EU og den øgede økonmiske globalisering betydet at mange danskere er blevet ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Det afspejles i fremkomsten af protestpartier, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der giver dem afløb for deres behov for igen at kunne ‘spille med musklerne’. De tilbyder letforståelige alternativer til en kompliceret hverdagsfortælling, hvor det kan være svært at definere en klar og handlekraftig maskulinitet. Helt bogstaveligt i form af en liberal kuglestøder i Folketinget. Vulgær Darvinisme, socialdarvinisme og Ayn Rands sociopatiske samfundsmodel og verdensbillede bliver hyldet af Saxo Banks leder og stifter af Liberal Alliance. Sammenblandingen er igen naturlig, da vi er kommet ind i konkurrence-samfundets tidsalder.

Nytte- og pligtetik er igen blevet den politiske dagsorden og den siver igen, som før 2. verdenskrig, ned igennem samfundet. Alle moralske værdinormer bliver tilsidesat. Alt skal måles, kvantificeres, privatiseres og bench-marking er blevet en økonomisk parameter, der skal afgøre hvor den billigste service eller det bedste skole og gymnasium befinder sig. Mennesker (homo eoeconomicus) bliver målt udfra deres samfundsnytte – oversat til kvalifikationer, deres evne til at konkurrere på uddannelses- og arbejdsmarkedet, ikke udfra deres indre værdi som mennesker. Når arbejdslivet bliver den eneste målestok for succes så undergraves menneskets kompetencer, der er sociale og relationelle (homo sociologicus). Neoliberalisme, neokonservatisme, neonazisme og neofascisme er alle kendtegnet ved at dyrke det stærke menneske og træde på de, der af en eller anden grund ikke kan leve op til konkurrencestatens krav. Overmenneskeideologien er dog en falsk præmis for menneskelivet, idet den indebærer, at man kan kassere de, der ikke kan klare konkurrencen! Det har store konsekvenser for de grupper der har behov for offentlig støtte og understøttelse, når deres rettigheder ikke følger med det nye fokus på pligt og konsekvens.

I den sidste mellemkrigstid fra 1919-1939 kom den største trussel mod Danmark ikke som man skulle tro fra de totalitære ideologier. Nej, truslen mod Danmark kom fra de anti-parlamentariske og udemokratiske grupper. De distancerede sig, fra tidens socialpolitiske bevægelser, humanisme og menneskerettigheder, partidannelser, fagforeninger og fra arbejds- og klassekamp, med slagord som ‘fædrelandet, pligten og æren’, national samling og national genrejsning. Den konservative del af kampen mod demokratiet var som landbrugets, en interessebåret og autoritær bevægelse. Det danske samfund var i bevægelse demografisk fra land til by og økonomisk fra landbrug til industri og handel. Politisk skete der et tilsvarende skifte, hvor socialdemokratiet mobiliserede arbejderne. Venstres magtmonopol blev dermed udfordret.

Tilslutningen til de gamle partier var såvel ideologisk som klassemæssigt begrundet, det sikrede en grad af kontinuitet og legitimitet, som sikrede partiernes samfundsmæssige forankring. Sociale forbedringer som Socialreformen i 1933 og tilkendelse af borgerrettigheder til kvinder og tyende i 1915 var med til at samle nationen og signalerede at staten og samfundet var for alle. Men det viste sig hurtigt at stemmeretten til kvinder og umyndiggjorte ikke fik nogen jordskredseffekt hverken i storbyerne eller på landet.. De gamle partier var derimod nødt til at forholde sig til de nye vælgeres interessser. Venstre og Konservative forsøgte dog at lægge hindringer i vejen for Socialdemokraterne og Radikale Venstre, først og fremmest i Landstinget.

De Konservative, ‘det gamle højre’, der bestod af officersstanden, godsejere, præster og industrikapitalister havde med de selvejende gårdmænds parti Venstre, som var sat udenfor i Folketinget allierede sig , med deres vetoret i Landstinget. Samarbejdet mellem det radikale venstre som organiserede husmænd, frisindede akademikere i byerne samt skolelærere over hele landet og Socialdemokratiet var et parlamentarisk nybrud, der kom til at definere tiden frem til 2. verdenskrig. Under den tyske besættelse af Danmark forsøgte højreorienterede kredse, at få indsat en kongeligt udpeget ‘upolitisk/teknokratisk’ ikke-parlamentarisk regering. Hvilket kongen afviste og samtidigt understregede  vigtigheden af nationalt sammenhold. I landbrugskredse var der ligeledes en række bevægelser, der forsøgte at begrænse demokratiet og den pluralistiske parlamentarisme. Arbejdernes rettigheder og frie løndannelse var under således stærkt pres. Bondepartiet som var den politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning placerede sig til højre for Venstre. Deres politiske platform var populistisk men havde rod i 30’ernes landbrugskrise. LS protesterede og demonstrede imod regering og folketing som de mente var medskyldige i de mange tvangsauktioner i landbruget. Det store bondetog til kongen i 1935 fik stor medieopmærksomhed. Parolerne var nedsættelse af ejedomsskatter, mindstepriser på kød, importstop for korn samt ændret kronekurs.  “Et LS-blad skildrede bondetoget: „Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret … Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød … Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De indgød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren.” Den Store Danske, Krise og Vækst.

Det der kendetegnede LS og Bondepartiet var en stor mistillid til det kapitalistiske system og markedsøkonomien. Derudover var de stærkt kritiske overfor bybefolkningen, parlamentarismen, som havde ført til at Venstre mistede deres flertal, fagforeninger og arbejderklassen som de opfattede som uden moral og korrupte.

“Befolkningens Ansvarsfølelse maa udvikles og styrkes gennem Ungdommens Uddannelse og Opøvelse i sund Morallære og den kristne Religion. Fællesinteresserne vil da afløse Egennytten, og Pligten vil da gaa forud for Rettighederne, Ungdommen vil igen faa Tro og Tillid til Fremtiden og Kraft til med oprejst Pande at sige de 3 Ord: Gud, Æren og Fædrelandet.” Det fri Folkepartis Partiprogram §9 (programerklæring) (den parlamentariske/politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning. Danmarkshistorien.dk

Pligtetikken er idag allermest synlig i udfasningen af socialministeriet, der nu er underlagt indenrigs-, arbejds- og integrationsministerierne. “Medansvaret for de svageste skal kendetegnes ved, at vi skal yde hjælpen i respekt for det enkelte menneskes integritet, men også at hjælpen skal være udformet sådan, at modtageren føler et personligt ansvar for og har tilskyndelse til selv at bringe sig ud af den sociale situation.” Socialpolitik er altså ikke ubetinget. “Det enkelte menneske har et personligt ansvar for at forsørge sig og sine. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og lignende må ikke udvikle sig til borgerløn, hvor den enkelte får ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” Venstres Principprogram 

Danmarks social sammenhængskraft symboliseret som en samfundskontrakt er under afvikling. Vi har derfor alle et ansvar i det daglige for igen at sikre at fællesskabet og fælles interesser bliver sat højere end særinteresser og egoisme. Ikke mindst fordi danskheds diskussionen er blevet ekskluderende. Kan vi vende udviklingen og få afpolitiseret dansk identitet i et pluralistisk og flerkulturelt Danmark? Dansk kultur og identitet kan ikke kun være nostalgisk og tilbageskuende. Identitet er jo ikke noget statisk men er fleksibelt i og med at vi kan skifte mellem forskellige roller og synvinkler på hvem vi er i forskellige sammenhænge. Det samme gælder for dansk kultur. Det at være dansk kan ikke sættes på en enkel formel. Vi har jo accepteret at Danmark er opbygget af mange forskellige subkulturer og valgfællesskaber. Styrken ved det danske demokrati må være at alle sikres lige rettigheder samt at nye danskere vurderes ud fra de samme kriterier som gammeldanskere.

Hans-Micael Søndergaard forts.

I forbindelse med de gentagne uroligheder på Nørrebro, hvor unge anarkister og anti-demokratiske venstreradikale aktivister forsøger at etablere støtte til en radikal anarkistisk utopi, vil jeg her sammenligne dem med den højreradikale fløj. Begge grupperinger har såvel dystopiske som utopiske samfundsbeskrivelser, som en del af deres bedrevidende eksistensgrundlag. Anarki og terror (voldsparathed og -beredskab) er afprøvet i 1930’erne og 1970’erne. Nazister og kommunister der hver især kæmpede for at revolutionere samfundet i 30’erne. Rote Armé Fraktion og alle de senere grupper (Gudrun Ensling grupper etc) øskede med deres aktioner (terrorhandlinger) at ‘afsløre’ det liberale demokrati som et fascistisk styre! De legitimerer sig negativt ved at fremhæve samfundets dystopiske aspekter, som kun de har svar på og løsning for. Derudover fordres der en revolutionær vækkelse af ‘folket’, før deres utopi kan etableres. Dystopien er det nuværende samfund og befolkningen er blind overfor de påståede mangler og fejl ved det borgerlige liberale civilsamfund. For at lykkes, med deres utopiske programmer eller anarkistiske mangel på programmer, skal de kunne skabe en folkebevægelse ud af den ‘slumrende’ civilbefolkning. Det er til dels lykkedes for Dansk Folkeparti, der ved det sidste valg opnåede tilslutning fra mere end 1/5 af vælgerne. Det er dog meget tvivlsomt om de mange stemmer kan veksles til en revolutionær bevægelse. De fleste DF vælgere er protestvælgere, der aktiveres af DF’s antimuslimske og fremmedfjendtlige retorik. Tilslutningen til de revolutionære anarkist grupper har aldrig været mere en et par promille af vælgergrundlaget. Det passer jo også fint med anarkisternes eksklusivitet.

Har partier som Nye Borgerlige og Danskernes Parti en fremtid i det politiske Danmark? I 1970’erne gik det venstreorienterede politiske atlas amok og fragmenteredes i dusinvis af småfraktioner. Samtidig med at jordskredsvalget i 1973 splittede både højrefløjen og især Socialdemokratiet. “I 1973 skiftede næsten 44 % af alle vælgere imidlertid parti, og det markerede det største vælgerskred i dansk historie. Således fik Det Konservative Folkeparti kun halvdelen af sine mandater fra det foregående valg, mens Socialdemokratiet med 25,6 % af stemmerne oplevede det ringeste valg siden 1. verdenskrig. Hvor antallet af partier i Folketinget før valget var fem, blev antallet nu fordoblet til 10. De store omvæltninger fik iagttagere til at døbe 1973-valget ’jordskredsvalget’.” citat: danmarkshistorien.dk. Kan vi forvente at blå blok vil splintre, når de nye partier opstiller til det næste folketingsvalg.

I Danmark har Anders And altid været den mest folkekære figur i Andeby. Anders’ følelser er altid uden på tøjet og han vælger oftest anarki, som udvej, når han møder kriser. Det passer godt på den danske nationalkarakter. Altid at være i opposition til magten samtidigt med at janteloven dominerer vores sociale relationer. De andre skal ikke tro de er noget! Olsenbanden og Huset på Christianshavn har også dette element af anarki og oprør mod øvrigheden indbygget. Et provinsielt og lavkulturelt oprør mod eliten, hovedstaden og myndighederne. Hvad er der sket i dette land hvor kongemagten betyder så meget og har så lidt reel magt, hvor Dannebrog altid har signaleret nationalt fællesskab og sammenhold og hvor populær kulturen altid har spillet en større rolle end finkulturen? Hvorfor er de folkelige protester og demonstrationer blevet til proteststemmer, til Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, og ikke til folkebevægelser, der tør formulere egne idéer?

Jeg vil tage udgangspunkt i det jeg har oplevet, når jeg i de sidste 30 år har læst mere og mere ekstreme udtalelser om muslimer, flygtninge og indvandrere. En stadigt stigende andel af den danske befolkning har ladet sige overbevise om, at Islam idag er den største trussel mod Danmark. At vi befinder os i en krigstilstand mod Islam. Der er ingen ende på de udokumenterede trusler muslimer udgør for den danske befolkning. Alt fra terror til seksuelle trusler, de tager vores kvinder, voldtager og overfalder, de snylter på de sociale ordninger til at de tager vores arbejdspladser og endelig at de udgør flertallet af vores kriminelle. Seksuelt misbrug, vold og drab tillægges større samfundsskadelig virkning når det begås af muslimer, selvom danske familier oplever den samme kriminalitet, ofte udløst af psyko-sociale forhold. Denne massive påvirkning af udsatte grupper understøttes af danske medier, der opslår kioskbaskere og hvor breaking news scoop søger at overgå hinanden. Muslimer og Islam er godt stof, det sælger frygt og had og aviser, ligesom det tiltrækker seere der skal holde liv i reklamestationerne. I den kamp om fortolkningsretten bliver løgn til sandhed, og når irrationelle følelser tager over – så er sandheden blevet husvild! Grundlæggende kan man sige at respekten og tilliden til vores styreform er under pres, ikke kun fra de grupper der har mistet deres arbejde og fremtidsudsigter, men også fra grupper det sætter social sikkerhed og frihed fra statslig styring op imod hinanden.

Sammenligningen med den sidste mellemkrigstid, hvor store forandringer i befolkningens økonomiske og sociale vilkår medførte tillidskriser mellem befolkningen og de folkevalgte, ligger lige for. Der er sket store teknologiske fremskridt og en stor gruppe i befolkningen har fået forbedret deres livsvilkår gennem uddannelse og beskæftigelse. Derudover er verden blevet mindre gennem globaliseringen af de økonomiske og finansielle markeder. Men i al fremskridtsbegejstringen, og den øgede kulturelle udveksling, så har vi i Danmark også haft en øget indvandring af gæstearbejdere, familiesammenføring og flygtninge har derudover ført til en øget kulturel- og relgiøs diversitet.

Den sidste halvdel af det 20. århundrede har verden oplevet en lang række økonomiske kriser, der har medført stor arbejdsløshed ikke mindst blandt unge. Det har været verdensomspændende strukturelle kriser, afløst af konjunkturkriser, og alle steder har de betydet, at store grupper har mistet tilliden til samfundets bærende strukturer og til deres egne fremtidsudsigter. Vi har oplevet flere og flere mennesker, har fået frataget deres ære og værdighed af tilsyneladende upersonlige og magtfulde organisationer og strukturer. Fremmedgørelsen overfor udviklingen har for store befolkningsgrupper været en uundgåelig følgevirkning. Der er sket en øget opsplitning mellem en lille gruppe, der har magt, og en stadigt større gruppe, der ikke længere føler, at de har nogen indflydelse over deres eget liv. De har en følelse af at være sat udenfor. Uden mulighed for selv at kunne ændre deres vilkår.I Danmark har det betydet fremkomsten af en stor gruppe apatiske vælgere, der blindt stemmer på Dansk Folkeparti i håb om, at deres protest mod de gamle ideologisk baserede partier, vil give dem bedre levekår. Det fører mig så til spørgsmålet: Kan man tale om en særlig DF eller højreekstremistisk identitet? Er de mere autoritetstro end andre danskere? Hvis ‘Ja’, hvor fører det så hen?

Jeg tror jeg kan udpege et par meget vigtige forudsætninger, der skal være opfyldt før man er modtagelig for DF’s populisme. Jeg vil derfor citere Joachim C. Fest der i 1963, i “Det Tredje Riges Ansigt – Et totalitært Herredømmes Ansigter”, skrev: “Han ‘læser’ kun det, som han i forvejen er ‘bedre orienteret’ om, indoptager kun det, som han føler sig bekræftet af, og han vægrer sig ved at tage notits af kendsgerninger, der drager hans forudindtagede ‘viden’ i tvivl.” Det vil sige et menneske, der allerede som udgangspunkt er til fals for de højreekstremes samt DF’s særlige retorik, hvor der opremses konspirationsteorier, problemer, udpeges syndebukke og hadobjekter.

Det handler om erkendelsen af egen medskyld. Præcis som Tyskland og alle de europæiske lande efter 2. verdenskrig var nødt til at erkende de tilfælde, hvor deres regeringer og embedsmænd havde medvirket til forfølgelse af fx. systemkritikere, seksuelle minoriteter, såkaldte a-sociale individer, handicappede,’degenerede’, jøder og kommunister osv. Jeg ved det er svært at erkende når forbryderen er ens eget folk og forbrydelsen bliver udført i folkets navn. Se alle Christian Freys dokumentarfilm,og du vil se hvordan det på mindre ens 20 år lykkedes nazisterne at indoktrinere en hel befolkning. Hvor vil jeg hen med min sammenligning med forbrydelserne imod menneskeheden i den første halvdel af det 20. århundrede? Jeg vil påvise, at vi alle har en rem af huden! Danmark var jo i 1935 et foregangsland når det handlede om sterilisering af epileptikere, a-sociale, psykisk syge og mentalt handicappede medborgere samt lagde grunden for den tyske ‘pseudovidenskabelige’ eugenikforskning, der anvendtes til at udpege bestemte racekarakteristika!

Racehygiejne i Danmark: “Man frygtede en befolkningsmæssig degeneration, og en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige, søgtes begrænset. Med henvisning til en række videnskabelige undersøgelser af især åndssvaghedens arvelighed gennemførtes 1929-38 en række love med eugenisk orientering: sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935), lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) og ægteskabslovgivning (1938). Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier, kun enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster, stemte imod. Især lettere åndssvage betragtedes som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene.

Hvor eugenikken i andre vestlige lande støttedes af konservative og til dels racistiske kredse, blev den skandinaviske eugenik, herunder den danske, begrundet som en del af planen for en velfærdsstat. Det var socialdemokraten K.K. Steincke, der i Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) redegjorde for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. Hvis det økonomiske ansvar for de svage ikke skulle tvinge staten i knæ på grund af uoverkommelige forsorgsudgifter, måtte socialreformen afbalanceres med foranstaltninger, der sikrede, at antallet af forsorgskrævende personer blev holdt i skak. Hertil skulle en eugenisk lovgivning tjene.” Den store Danske Encyclopædi.

Terroranslaget på New York i 2001 og de senere angreb i London, Madrid, Oslo og København for at nævne de der har betydet mest for danskerne har medført et konstant krigs- og terrorberedskab. Skiftende regeringer har brugt denne ‘eksistentielle trussel’ mod vores værdier som indoktrineringsværktøj. Ved at holde befolkningen i en konstant alarmtilstand er det let at få den til at acceptere selv det der er uacceptabelt under normale omstændigheder. Da Anders Fogh Rasmussen så lukkede DF ind i varmen, som parlamentarisk grundlag for sin VK-regering, markerede han samtidigt, at alle deres skræmmende og menneskeforagtende holdninger og udtalelser var det ny normale! Fremskridtspartiet og senere DF havde så rigeligt gødet jorden med antimuslimsk hadpropaganda, gentaget ad nauseam for en måbende befolkning, hvor de fandt lydhørhed for deres påstande om, at den danske befolkning var ofre for en konspiration fra EU og de gamle partier, blandt flere og flere vælgere.

De gamle partier Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har siden omfavnet DF i et forsøg på at stoppe vælgervandringen til populisterne i DF. Det er dog indtil nu kun blevet til ‘en perfekt storm’ for DF, for laveste fællesnævner vil altid være DF og deres vælgere er nu ikke længere til at nå med fornuft, oplysning og fakta. De bader nu i deres egen uvidenhed og lader fordomme, frygt og endda had styre deres følelser. Vi er vidner til hvordan DF’s appeller og paroler er følelsespornografi, fra små misrøgtede hundehvalpe til beskyldninger om misbrug og voldtægt og endelig en kommende kulturkrig.

Dansk Folkeparti har solgt Danmarks sammenhængskraft, for at kunne kanøfle flygtninge og indvandrere. Det største svigt var kommunalreformen, der førte til en centralisering og et svigt af yderområderne samt oprettelsen af regionerne, der blev handlingslammede af manglen på muligheder for selv at tage stilling til, hvordan de skulle finansiere deres opgaver. Det næste svigt var, at deres foragt for beslutningstagerne i dansk politik var så stor at de ikke kunne indgå i forpligtende samarbejder og regering. Det tredje store svigt var deres knæfald for Fogh, med skattestop, nedskæringer på de svagestes indkomster og endelig tilslutning til reformer, der førte til centralisering af kommunale opgaver som skat og udbetaling af overførselsindkomster.

De to største politiske propagandister i det 20. århundrede var uden tvivl Adolf Hitler og Joseph Goebbels. For dem var propaganda er markedsføring af ideer, ikke en ideologi, deres mål var at rodfæste et bestemt reaktionsmønster i deres publikum. Derfor talte de udelukkende til publikums følelser. “Den propaganda er god, sagde han [J. Goebbels] i en tale fra den tid [1929], der fører til succes, og den propaganda er dårlig, der ikke opnår den ønskede succes. Det er ligegyldigt om den er nok så åndrig, for det er dens opgave at føre til succes… Der er altså ingen, der kan sige at jeres propaganda er for rå og for simpel, for det er ikke det dne skal kendes på. Det er heller ikke meningen, at den skal være anstændig, den skal heller ikke være blid eller ydmyg; den skal føre til succces… Hvis der kommer en og siger til mig: ‘Jeres propaganda har jo ikke noget moralsk niveau’, så behøver jeg ikke engang ulejlige med at tale med ham. Det kommer ikke an på, om en propaganda har niveau, men om den fører til målet.” (Citeret fra Joachim C. Fest, 1963) 

Vi skal måle deres udsagn på, om de holder sig inden for grundloven og selvfølgelig have sikkerhed for, at de også overholder §266B. Jeg har netop læst en spændende analyse af Donald Trumps retorik sammenlignet med den amerikanske anti-abort debat. Her slår forfatteren fast, at der i en tilsyneladende kras, men tilsyneladende harmløs retorik, kan gemme sig fraser, der spiller ind i et tankesæt, der kan vækkes til vold! Det er selvfølgeligt svært at bevise påstanden og sammenhængen, når der ikke er en direkte og håndgribelig forbindelse mellem udsagnet og den potentielle gerningsmand, men det er værd at bemærke, hvor hurtigt det går på nettet hvis man tillader sig at mene noget andet end debattørerne, så får de ‘troende’ hurtigt skruet op for hadniveauet! Det vil sige, at der er et miljø i Danmark med et stort anti-demokratisk potentiale, som hader kritik og som sætter lighedstegn mellem humanisme og landsforrædere. De er ikke så velbegavede, at de kan skrive tekster der er beregnet på at blive læst ‘mellem linierne’, som deres guruer, men de er kvikke nok til at opfatte, at de mere eller mindre opfordres til selvtægt.

Vi ser idag et foreløbigt resultat! Vi kan så vælge mellem australske eller ungarske tilstande, hvis DF får magt som de har agt. Fremtiden vil jo så vise, hvem der var på den rigtige side, da det gjaldt!

 

Kilder:

Redox

Politiken og Johanne Schmidt Nielsen

Udstillingen, Racissmus ist Gegenwart, i Stadtarchiv Nürnberg i 2015, markerede 80-året for indførslen af Nürnberglovgivningen i 1935,  som var et foreløbigt lavpunkt i Europas anti-semitiske historie. Museet begrundede udstillingen med, at racisme, nationalisme og fanatisme er universelle begreber, der ikke kun har en tidsbunden kontekst. Det giver derfor mening at betragte den danske mediedebat, ‘tonen’ på de sociale medier samt de politiske partiers rolle i debatten, i lyset af Nürnberglovgivningen.

Lige siden jeg læste op til min historiske specialeafhandling, midt i 1990’erne, har jeg undret mig over, hvorfor vi kan acceptere, at indvandreres børn og børnebørn ikke anerkendes som fuldgyldige danskere, med lige rettigheder som (stats)borgere. Ligeledes undrer det mig, at der er sket et skred blandt toneangivende politikere og debatører – ikke mindst fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet, Tidehverv, Den danske forening samt en række islamofobiske grupper – hvor der skelnes mellem ægte danskere (blods beslægtede) og fremmede danskere (uden dansk blod). Det moralske skred har betydet, at etnicitet har erstattet tidligere tiders racebegreber! Det er så langt ude, at det allerede er nazistisk politik!

Den nazistiske stat opererede med begreber, som vi idag uden reflektion tager afstand fra. Det vil sige, når vi kan genkende dem som nazistisk arvegods! Alle var efter 2. verdenskrig enige om, at jødeforfølgelse og jødehad samt jødeudryddelse var forbrydelser imod menneskeheden. Det der var ‘lovligt’ den ene dag i Nazityskland blev ved krigsafslutningen til forbrydelser, det krævede, at der blev indført lovgivning med tilbagevirkende kraft, de blev anvendt ved Nürnbergprocesserne. Samtidigt betød det, at der indførtes en række universelle menneskerettigheder samt en beskyttelseslovgivning. Det er dog de færreste, der har sat sig ind i, hvordan det var muligt at udskille en befolkningsgruppe som ‘jødisk’!

Idag forekommer det helt uforståeligt, at embedsmænd og forskere i 1935 villigt bistod det nazistiske styre med ‘raceforskning’ og lovgivning, der alene havde til formål at ekskludere tyske ‘jødiske’ borgere fra deres rettigheder samt indføre apartheid og segregation mellem jødiske og tyske borgere. I den nazistiske optik gjorde det ingen forskel, at mange ‘tyske jøder’kunne trække deres slægtlinier tilbage til den tyske højmiddelalder, 30-årskrigen eller det 18. århundrede. Heller ikke det faktum, at de var socialister, ateister eller, det vi idag ville betegne som, kulturjøder kunne påvirke nazisternes holdning til ‘jødespørgsmålet’. Det var dog ikke enestående, allerede i 1933 skete der et moralsk skred, da der indførtes særlovgivning, der gjorde det muligt at fængsle politiske modstandere samt konfiskere deres værdier og ejendom!

Det bemærkelsesværdige i Jødelovgivningen var, at den desuden skulle håndtere det faktum, at mange tyskere af ‘jødisk’ afstamning stadig var tysksindede samt dekorerede patrioter. Derfor indførtes der i §4 et forbud mod, at ‘jøder’ kunne flage med de tyske rigsflag og de tyske farver!

Racefællesskabet i det nazistiske Tyskland blev udtrykt gennem “Blut, Ehre und Boden”-ideologien, der skabte en særegen folkelig tysk kultur og et partikulært historiesyn, hvor alt skulle anskues gennem en tysk (arisk) linse. Apartheid og segregation var de institutionelle og lovgivningsmæssige rammer for udskillelsen og siden dehumaniseringen af først jøder, dernæst romaer og sidst de slaviske folk som efterhånden kom ind under tysk overherredømme. Samtidigt fik udskillelsen den konsekvens, at det ariske menneske og de blodbeslægtede vesteuropærere blev anset for evolutionært ‘højerestående’, en væsentlig faktor i den senere etniske udrensning og udryddelse af ‘laverestående racer'(folkemord). Racetænkning og racehad eller xenofobi var ikke en nazistisk opfindelse, men nazisterne knyttede an til fordomme og diskrimination, der havde en lang historisk tradition. Den europæiske antisemitisme havde, indtil enevældens afslutning og demokratiseringen af de enkelte lande, sin egen tragiske historie, hvor den jødiske befolkning var tålt, men ikke blev accepteret med de samme rettigheder som landets indfødte borgere. Så længe de udførte nyttige beskæftigelser eller var til gavn for magthaverne blev de tålt, men lige så ofte blev de udsat for forfølgelse og udvisning af de samme magthavere.

Efter staten Israels grundlæggelse, gennem økonomisk og militær overmagt i forhold til de arabiske nabolande, og den zionistiske bevægelses anerkendelse som talerør for jøder udenfor Israel, er den institutionelle racisme mod jøder og de mere folkelige fordomme mod jøder (anti-semitisme) næsten blevet udryddet. De nye myter om den uovervindelige israelske soldat (hær) og Israels moralske kapital fra Holocaust har haft den positive effekt, at jøder ikke længere anses for at være en særskilt underlegen race. Det er dog en historisk udvikling, der har haft en meget uheldig sideeffekt. Vesteuropa og USA har udviklet et skæbnefællesskab med Israel, der har medført at Israels fjender er blevet vores fjender.

Den ulige krig mellem Israel og de palæstinensiske befrielsesorganisationer medførte, at krighandlingerne blev ført til Vesteuropa gennem flykapringer og gidseltagninger af israelere samt arabiske diplomater. Det blev i Europa, ikke uden grund, betegnet som terrorhandlinger. Forløbere for den islamiske terror der fulgte. Terroren, og krigen mellem Israel og de arabiske naboer, kom til at definere Vestens og Danmarks forhold til Islam.

Fjernøsten og mellemøsten, herunder de arabiske lande, og Islam, der siden det 17. århundrede havde facineret forskere og opdagelsesrejsende, fik i det 19. og 20. århundrede sin egen kulturhistoriske forskningstradition – ‘Orientalismen’, en positiv interesse og facination af alt hvad der var eksotisk og fremmedartet ved østen. Orientalismen fik betydning for den nye politiske, kulturelle og økonomiske interesse for mellemøsten. Geopolitisk som kulturelt fik det stor betydning for vestens og i europæisk historie. Sammenfaldet mellem kolonialiseringen og opdagelsesrejserne rundt om Afrika og den ny søvej til Indien/Østen betød, at europæerne i stigende grad kom i kontakt med Islam og araberne, der allerede havde udviklet handelsveje, der samtidig havde skabt en betydelig kulturel udveksling. Islam havde således allerede en lang tradition på den afrikanske østkyst og i Indien da europæerne ankom.

Islam, som en konkurrerende kultur og religion, har altså en lang historie med kulturmøder i både vest og øst. Islam blev desuden tålt i de nykolonialiserede lande, ofte med henblik på at skabe en del og hersk kultur, hvor muslimer fik deres egen rolle i den koloniale økonomi og politik. I mange af de ny-koloniserede lande udgjorde muslimske mindretal en økonomisk overklasse, som nu kom til at indgå i den koloniale administration. En utilsigtet sideeffekt var, at islam blev udbredt til større befolkningsgrupper, der nu skulle indgå i den koloniale lokaladministration.

For at gøre en lang historie kortere springer jeg frem til 1960’erne, hvor den første større indvandring fra muslimske lande til Europa tog fart. Afkolonialiseringen af først Indien og siden Nordafrika samt Afrika betød, at store befolkningsgrupper, der havde haft et tæt samarbejde med kolonimagterne eller blev ofre for de nye regimer måtte udvandre. De slog sig ned i kolonimagternes lande. Det var først og fremmest i Storbritannien, Holland, Belgien og Frankrig men også Portugal samt Spanien. Det betød, at der med et var store grupper af muslimske medborgere med statsborgerskab, der havde medbragt hjemlandets koloniale kultur og religion. De store grupper af muslimer har haft en fundamental betydning for udviklingen af islamofobi og antidemokratiske bevægelser. Befrielseskrigen i Algeriet og den udbredte anvendelse af tortur mod tilfangetagne algerierer førte til terror i Frankrig, begge sider af konflikten var involverede.

Indvandringen  til Danmark af udenlandsk arbejdskraft var afledt af indvandringen til Tyskland i 1960’erne. I slutningen af 1960’erne var der desuden en aktiv dansk søgning af arbejdskraft fra især Jugoslavien og Tyrkiet. Den var som udgangspunkt af midlertidig karakter, hvilket havde betydning for lovgivningen, der var yderst sparsom. I takt med at ‘gæstearbejdernes’ status ændredes til indvandrere begyndte især fagbevægelsen at stille krav til en mere omfattende lovgivning. Ikke mindst efter medierne begyndte at rapportere om de kaotiske og usle forhold som gæstearbejderne levede under. Imod de arbejdsgivervenlige borgerlige partiers ønsker blev der indført en lovgivning for migrantarbejderne som tog udgangspunkt i et ligebehandlingsprincip. Det skulle sikre imod social- og lønddumping og der foregik samtidig en omfattende faglig organisering af de udenlandske arbejdere. Endelig blev der i forbindelse med oliekrisen, i begyndelsen af 1970’erne, indført et indvandringsstop som i virkeligheden stadig er gældende. Det kunne dog ikke hindre, at der op igennem 1970’erne kom en stille strøm af familiesammenføringer, ægtefæller og børn som nu blev til indvandrere med de nye behov der fulgte deraf. Den gældende indvandrerpolitik var stadig bestemt af et ligebehandlingsprincip. Derfor kunne der i denne periode indgås aftaler fx. mellem Danmark og Tyrkiet: konventionen om social sikkerhed fra 1976.

Den næste større gruppe af indvandrere fra  var muslimske flygtninge fra Mellemøsten i 1980’erne. Først og fremmest statsløse palæstinensere fra Libanon, Jordan og Syrien. “Hovedparten af palæstinenserne kom til Danmark i 1980erne. [i.e.Da det ikke var muligt at udvise de statsløse palæstinensere fik en del, af de der ikke umiddelbart kunne anerkendes som flygtninge, humanitær opholdstilladelse]. De voksede op i et verdsligt miljø, hvor religionen ikke spillede nogen særlig rolle. I de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon var det hovedsagelig de ældre, der bar tørklæde og gik i moskéen.

Da palæstinenserne boede i Libanon, opfattede de sig som sekulære frihedskæmpere. De var en del af et politisk bevidst miljø, og deres medlemskab af en organisationerne i PLO var nødvendig. Via organisationerne fik de penge til at leve for, og de fik beskyttelse. En af palæstinenserne i min undersøgelse udtrykker det meget rammende, når han siger, at PLO var det samme, som kommunen er i dag, fortæller Anja Kublitz.” Kristeligt Dagblad 26.08.2016.

Palæstinenserne flygtede fra politisk forfølgelse og fra krig. Dernæst kom iranske flygtninge, fra shahens tid kommunister og andre systemkritikere herunder religiøse fx. Ayathollah Khomeni i Frankrig, efter revolutionen først og fremmest den intellektuelle middelklasse som nu var de nye systemkritikere samt flygtninge der ville undgå militærtjeneste og krig samt politisk forfølgelse og religiøs undertrykkelse.

I 1982 påbegyndtes ændringen af den danske udlændingelovgivning, så det blev en administrativt smidigere proces, hvor flygtninge nu fik retskrav på behandling af deres asylansøgninger. Samtidig indførtes en række ankemuligheder og et Flygtningenævn, der var den sidste instans i prøvning af asylansøgernes sag. Ændringerne af lovgivningen blev gennemført af et stort flertal i Folketinget, men som følge af det store pres på Europa af flygtninge fra især Mellemøsten er loven løbende blevet skærpet især af de borgerlige partier. Efter den islamiske revolution i Iran skete der gradvist en forskydning fra politiske og kulturelt sekulære flygtninge til flygtninge hvor religionen kom til at spille en større rolle. Fra 1990’erne og til idag er det først og fremmest irakere, syrere og somaliere som søger asyl i Danmark. Det har betydet at Islam på 4 årtier har udviklet sig til den næststørste religion i Danmark. Det var der ikke nogen der havde forudset, men konkurrencen om at blive næststørst, i et land hvor op mod 90% af befolkningen var medlemmer (ikke nødvendigvis praktiserende) af den luthersk-evangeliske folkekirke, var jo ikke særligt svært.

Flygtninge- og udlændingelovgivningen har vist sig at være et af de største konfliktområder i dansk politik efter 1983. Det førte til en splittelse mellem to blokke i Folketinget: De borgerlige partier på strammerfløjen og en centrum-rød humanistisk fløj, der gik ind for en mere humanistisk behandling af flygtninge. Socialdemokratiet har dog i overvejende grad skiftet over til strammerfløjen, som et udslag af konkurrencen om vælgere, der tidligere stemte på Socialdemokraterne, som i løbet af 1990’erne skiftede over til Dansk Folkeparti og siden til Venstre.

De borgerlige partier, inklusive Dansk Folkeparti, har løbende strammet op på lovgivningen med regler for familiesammenføring og ægteskaber med udlændinge. Op igennem 00’erne og senest i 2015 indført særlige ydelser til flygtninge og indvandrere på overførselsindkomster. Starthjælp, integrationsydelse og kontanthjælpsloft er alle tiltag der har haft til hensigt at gøre det sværere for flygtninge og indvandrerfamilier at forsørge sig på offentlige ydelser. Da det første forsøg på særlige ydelser til flygtninge blev kendt ulovlige, da de forskelsbehandlede mellem danskere og flygtninge, så er de nye regler kommet til at omfatte indfødte danske borgere.

Socialdemokraterne har, som de andre partier i folketinget, en værdipolitisk tilgang til integration af flygtninge og indvandrere, men den er dog hverken bundet til kristendommen eller kulturen. Socialdemokratiet lægger dog vægt på, at flygtninge og indvandrerne skal indgå i fællesskabet, bla. ved at arbejde. Det vil sige, at der nu bliver lagt større vægt på at stille krav til asylsøgere og flygtninge og mindre vægt på deres rettigheder. “Vi skal sikre, at integrationen fungerer, uanset hvor længe folk skal blive i Danmark. Det kan den kun, hvis dem, der kommer hertil, har en grundlæggende respekt for vores værdier om blandt andet demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Det er også afgørende, at de hurtigt lærer sproget og får et arbejde. Derfor mener vi, at flygtninge og indvandrere i fremtiden skal arbejde for deres ydelse…  Pligt og ret skal følges ad. Det er den centrale forudsætning for at få integrationen til at fungere. Det er fundamentalt i Danmark, at vi stiller krav om, at man skal bidrage til samfundet. Alle skal yde det, de kan. Flygtninge skal hurtigst muligt ud blandt danske kolleger og lære sproget. Derfor har Socialdemokraterne foreslået nye krav, der betyder, at asylansøgere skal i job og lære dansk. Hvis ikke de kommer i ordinært arbejde, skal de senest efter tre måneder bidrage i f.eks. nyttejob, ellers kan de trækkes i ydelsen.” 

Det Radikale Venstre tager som Socialdemokratiet udgangspunkt i at flygtninge og indvandrere kan bidrage med deres kompetencer og deres arbejdskraft i Danmark. Værdipolitisk ligger de Radikale på en humanistisk fløj hvor flygtningenes værdier respekteres og der skal ikke forskelsbehandles mellem indfødte og nydanskere. “Integration handler om, at alle i Danmark skal være en del af det danske samfund. For at opnå det, skal vi behandle udlændinge, som vi behandler hinanden. Vi skal stille krav, tilbyde hjælp og have positive forventninger. Vi vil ikke isolere og fattiggøre flygtninge og andre nytilkomne til Danmark. Vi vil styrke integrationen gennem en målrettet og virksomhedsrettet indsats. For vejen til integration og deltagelse i samfundet går via arbejdsmarkedet”.

Danmarks Liberale Parti – Venstre – har den som Dansk Folkeparti en udtalt berøringsangst overfor Islam. “Fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn samt en række rettigheder og principper som f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste medlemmer i samfundet, lighed for loven, lighed mellem kønnene, begrænset statsmagt, folkestyre, uafhængige domstole, retten til at ytre sig frit samt skelnen mellem religion [og] politik”.

Det konservative folkeparti lægger, som Venstre  og Dansk Fokeparti, stor vægt på kristendommen i deres partiprogram: “Vores fortid, historie og arv er vores styrke, kun med denne kan vi møde fremtiden styrket. 1000 års kristen samhørighed har dannet samfundets værdigrundlag, derfor er Danmark et land med religionsfrihed og åbenhed overfor andre religioner”.

Hvem ville have gættet på, at Det Konservative Folkepartis leder Søren Pape Poulsen ville mene noget om ortodoks islam lige op til et valg? “Den radikale islamisme har nemlig en lang række fællestræk med nazismen: Et ekstremt had til jøder, afbrænding af bøger og ødelæggelse af uvurderlige kulturgenstande, fordi alt fremmed bliver betragtet som ondt. Stræben efter det nye tusindårsrige. Udryddelse af mindretal af enhver art. For bare at nævne nogle af de mest åbenlyse fællestræk”.  Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti Berlingske Debat, 24. april, 2015.  Ikke mindst da de i deres partiprogram selv fastholder, at de står for religionsfrihed og åbenhed over andre religioner.

Det er tydeligt at flygtninge og indvandrerdebatten skaber en øget konkurrence om vælgerne samt en skærpelse af retorikken blandt strammerpartierne.“Den mest fatale brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. DF-politikerne hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen.” Curt Sørensen, Debatindlæg i Information. 14.10.2006

I modsætning til de gamle partier har Dansk Folkeparti et politisk projekt, der går ud på at Danmark skal træde ud af en række internationale konventioner, ikke mindst Flygtningekonventionen, den europæiske menneskerettighedserklæring samt FNs børnekonvention osv. Alle disse konventioner bliver af mange anset som fundamentale internationale aftaler, som igennem de sidst ca. 50 år har været med til at definere danske værdier. Samtidigt sikrer de frihedsrettighederne for danskere samt beskyttelse af flygtninge. Fra Folketingets talerstol kunne MF, pastor Jesper Langballe (DF) forkynde, “at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden- Der er tale om en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa.” (Folketingets møde den 31. maj 2002)

Ifølge Marie Krarup der nærmest ordret citerer Søren Krarup; “DER ER MINDST TRE farlige ting ved menneskerettighederne. Den første er, at vores gode, menneskeskabte love i Danmark undergraves og ødelægges via menneskerettighederne.

Flere og flere af dem inkorporeres i lovgivningen i stedet for, at lovgiverne tager stilling til paragrafferne. Vigtige traditioner og erfaringer i Danmark undergraves, fordi de er i modstrid med det rigtige.

Det drejer sig for eksempel om kristendommens og folkekirkens særstilling, der hævdes at stride imod kravet om lighed i menneskerettighederne, eller det drejer sig om vores ret til at udvise kriminelle udlændinge, der ikke har statsborgerskab i Danmark. De har nemlig ret til familieliv ifølge de hellige menneskerettigheder. Eller det drejer sig om det danske folketings ret til selv at bestemme, hvem der skal have statsborgerskab i Danmark.” (Kristeligt Dagblad. 26.08.2016.)

Det mest bemærkelsesværdige ved ovenstående citat er de krumspring MK gør for at lægge afstand til Islam. Et eksempel er hendes indledende henvisning til at danske love er menneskeskabte, en klar modsætning til shariaen, men det bliver helt komisk når hun så springer direkte til de europæiske menneskerettigheder som er indført i dansk lovgivning. De universelle rettigheder er jo også menneskeskabte, men da de forhindrer DF i at føre en diskrimerende politik skal de selvfølgelig fordømmes.

Dansk Folkeparti lægger ikke skjul på deres meget snævre forståelse af hvad det vil sige at være dansk statsborger (indfødsretten skal nok tages helt bogstaveligt hér, at dansk er kun den, der er født ind i fællesskabet). Når det så kommer til at definere hvad der er danske værdier, skikke, adfærd og grundsyn…. så står det mindre klart hvad der er fælles eftersom intet nævnes. Der er dog en sidebemærkning, som ikke skal undervurderes; det handler om hvad de indfødte danskere kan være ‘trygge ved’, det vil sige alt hvad der opfattes som fremmedartet og mærkeligt kan være en hindring for at opnå adgang til dansk statsborgerskab! I slutningen af afsnittet står der dog at grundloven demokratiske spilleregler skal overholdes. Endelig når DF frem til hele pointen med deres afsnit. Nemlig at fremmede religiøse forskrifter ikke er foreneligt med deres demokratiforståelse (som jo ellers burde holde sig til den danske grundlov).

Det er dog i de enkelte folketingsmedlemmers debatindlæg og interview, at Dansk Folkeparti folder deres udemokratiske, menneskefjendske og reaktionære udlændingepolitik ud. Ikke mindst Louise Frevert, der i trods over, ikke at kunne komme til orde i medierne med sine rabiate racistiske holdninger, lagde dem op på et privat website. Herunder denne nazistiske perle:  »Hvis lægen skulle helbrede sine patienter med det der svarer til ”integration” ville det betyde, at han skulle forsøge at overtale kræftcellerne til at blive gode, velfungerende og sunde celler, der kunne arbejde harmonisk i patientens krop. (…) Vi kan bruge milliarder af kroner og timer på at forsøge, at integrere muslimer i landet, men resultatet bliver det, som lægen observerer. Kræften breder sig uhindret mens vi snakker.« citeret fra Information d. 30.10.2005. (” Er (der Jude) ist und bleibt der ewige Parasit, ein Schmarotzer, der wie ein schädlicher Bazillus sich immer mehr ausbreitet, sowie nur ein günstiger Nährboden dazu einlädt. …wo er auftritt, stirbt das Wirtsvolk nach kürzerer oder längerer Zeit ab.”) kilde: Jüdische Geschichte und Kultur.

“Washington Post sætter [november 2014] i en længere artikel fokus på, hvordan muslimer i Vesteuropa føler sig forfulgt og mistænkeliggjort alene på baggrund af deres religion. I den forbindelse citerer det amerikanske dagblad Marie Krarup for at sige, at Danmark står over for store problemer. 

»Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I islam er det okay at tæske sin kone. Det er er okay at dræbe dem, der ikke er muslimer. Det er det problem, vi står over for,” siger hun [MF, Marie  Krarup, DF] til avisen… 

Koranen er ifølge Marie Krarup roden til, at nogle unge muslimer udvikler sig fra at være moderate troende til ekstremistiske fanatikere, der bliver voldelige, fordi de læser de hellige skrifter alt for tekstnært. »Det, jeg mener og det, jeg gør opmærksom på, er, at det står i Koranen. Derfor er der nogen – og det er dem, vi ser drage til Syrien – der synes, at det er rigtigt at gå ud og slå ikke-muslimer ihjel. Det er det, vi ser Islamisk Stat gøre. Og de kan fremhæve citater rigtig mange steder i Koranen. Det er et stort problem, at vi har en religion, der på den måde kan underbygge den her helt forfærdelige adfærd,« forklarer hun“. Citeret fra Politiko, Berlingske.

“Som udgangspunkt for at diskutere begrebet indfødsret er det vigtigt at konstatere, at det at tilhøre en nation forudsætter, at man indgår i det fællesskab, som binder nationens borgere sammen: Fælles sprog, et fælles sæt af værdier, fælles grundsyn, skikke, der er udviklet gennem historien og en adfærd, nationens borgere føler sig trygge ved. Mennesker, der ikke deler de fælles værdier – eller som direkte modarbejder dem – kan ikke optages i fællesskabet. Følgelig bør statsborgerskabet kun gives til integrerede indvandrere, der tilslutter sig Danmarks Riges Grundlov og som værdsætter og efterlever demokratiske spilleregler, hvilket også betyder, at de respekterer vedtagne love og regler og ikke sætter fremmede religiøse forskrifter højere end de demokratiske beslutninger”.

»Islam er vor tids største udfordring og der vil komme en dag, hvor det vil stå lysende klart for alle. Der er gode mennesker, som er muslimer, ligesom der er onde og tvivlsomme danskere. Sådan er det, selvfølgelig. Men islam er i sin grundvold en ondskab, som må og skal bekæmpes. Muslimer er muslimer og kan være fredelige mennesker, men deres tilhørsforhold er til deres kultur og religion. Før noget andet er de muslimer. Islamisterne er de aktive og udfarende muslimer, men de er muslimer, som alle andre muslimer.« (martinhenriksen.dk, uge 17 2006). »Nu om dage betegnes alle muslimer i pressen som værende danske muslimer, som om islam nogensinde har været dansk eller for den sags skyld kan blive det. Det kræver i hvert fald et mindre mirakel. Det kan vi så vente på eller vi kan kæmpe imod islamiseringen. Jeg foretrækker det sidste.« (martinhenriksen.dk, uge 4 2006). Martin Henriksens ekstreme ytringer kan også genfindes i nazisternes mange diskrimierende og truende forudsigelser:”Mit Feuer und Schwert müsse man das Parasitenvolk auslöschen.” kilde) Denne problematisering af Islam og muslimer i Danmark gentages igen og igen i lukkede fora på nettet og i DFs egne interne publikationer, men i 2016 er der sket en markant skærpelse af tonen i det offentlige rum med en grovere og mere direkte retorik. Ikke engang på direkte tv bliver de mange udokumenterede udsagn problematiseret af interviewere og studieværter. “Problemet er, at islam spiller en stor rolle i Danmark og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Det er, hvis ikke det største, så et af de største samfundsproblemer, vi har i landet. På lange stræk mener jeg, at de værdier, der er i islam, er uforenelige med de værdier, vi har i det danske samfund.” MF, Martin Henriksen, DF, i DR.DK 19.05.2016. Det lyder jo bekendt og der findes da også parralleler til „Die Juden sind unser Unglück“

Jeg kan ikke andet end forundres over, hvor langt det næststørste parti i det danske folketing er villige til at gå i deres ønske om, at genere muslimer og mennesker i nød. Dansk Folkepartis arbejdsprogram om udlændinge og flygtninge har denne  sidebemærkning; “Uledsagede flygtningebørn anbringes på et lukket flygtningebørnehjem, hvor de så vidt muligt modtager undervisning, der passer til den enkelte. Når barnet fylder 18 år, udvises barnet til hjemlandet”!

At Dansk Folkeparti er et indvandrerkritisk parti er en underdrivelse. De fremstiller sig selv som en modstandsbevægelse, der skal redde det ægte Danmark, MF, Søren Krarup, DF. De er dog først og fremmest islamofober og deres henvisninger til kultursammenstød skal læses i det lys. De ligger i deres politik og den grove retorik snublende nært på nazisterne i 1930’erne. Her med et citat fra MF, Martin Henriksen, DF: “Hvis mændene ikke lægger deres ære bag sig, vil Danmark lægge mændene bag sig og vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse,” skriver M.H. i sit seneste ugebrev (maj 2006). For DF er Islam ondskab, nazisme, terrorisme, tilbagestående, uvidende, kvindefjendsk osv. Det fremgår tydelig i deres minimalistiske kulturforståelse, både dansk og fremmed kultur! De tager med deres egne formuleringer afstand til nærmest al dansk kulturudvikling efter indførslen af grundloven i 1849. En leg med ord blandt børn hedder: “det kan du selv være” og “det man siger om andre er man selv”. Der er ikke noget andet parti i Danmark der er mere udviklingsfjendtligt og reaktionært end Dansk Folkeparti. Så deres karakteristik af Islam, rammer dem selv i nakken som en boomerang!

“Dansk Folkeparti vil arbejde for at øge forståelsen for, at ethvert samfunds udvikling er bestemt af det samlede indhold af dets kultur, og vi vil modarbejde ethvert forsøg på at skabe et multikulturelt eller multietnisk samfund i Danmark, dvs. et samfund, hvor en betydelig befolkningsgruppe er tilhængere af en anden kultur end vores. At gøre Danmark multietnisk indebærer en risiko for, at udviklingsfjendtlige, reaktionære kulturer vil nedbryde vores hidtil stabile, homogene samfund. Vi kan påvirke et vist antal mennesker fra fremmede kulturer, men en indvandring af den størrelse og sammensætning, vi har set i de sidste årtier af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede, kan ikke integreres. Mange indvandrere ønsker at videreføre deres egen kultur, og det kan få samme følger her som i indvandrernes hjemlande. Specielt har det vist sig vanskeligt at integrere flygtninge og indvandrer, med muslimsk baggrund. Det har intet med tolerance at gøre at være overbærende over for intolerancen. Der findes intet samfund i verden, hvor en fredelig integration af muslimer i en anden kultur har været mulig, og det er uansvarligt at påføre Danmark et kultursammenstød, som risikerer at medføre meget alvorlige følgevirkninger. Den vestlige verden må se i øjnene, at vi lever i en periode, hvor overbefolkning og lettere rejsemuligheder har igangsat egentlige økonomisk betingede folkevandringer. Det nødvendiggør, at vi erkender, at vore samfund må beskytte sig mod at blive løbet over ende… Dansk Folkeparti vil ikke acceptere, at de overgreb på mennesker, som er udbredte i en række fremmede kulturer, videreføres i Danmark.”. Dansk Folkepartis  Arbejdsprogram kap. 5. 

Det er dog fælles for de gamle partier samt Dansk Folkeparti, at de ikke vover sig udover den minimalistiske beskrivelse af danske værdier. De humanistiske værdier som Danmark har tilsluttet sig igennem FN, Europarådet og EU bliver slet ikke nævnt i forbindelse med DF’s værdipolitik, selv om de sammen med Danmarks kulturhistorie bygger på oplysningstiden og det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede. Frihedsrettighederne som alle de borgerlige partier lægger så stor vægt på er sekulære og bygger på såvel den amerikanske uafhængighedskrig som den franske revolution. Istedet bliver pluralisme, mindretalsbeskyttelse, religionsfrihed og fri og uafhængig forskning samt det multikulturelle samfund afvist og menneskerettighederne fordømt. I samme åndedrag bliver danske humanister dæmoniseret som elitære og totalitære landsforrædere.

Hans-Micael Søndergaard, 26.08.2016.

http://www.socialdemokraterne.dk/da/politik/udlaendinge/

https://www.danskfolkeparti.dk/Udl%C3%A6ndinge-_og_asylpolitik

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=84236

http://www.documentarchiv.de/da/fs-antijuedische-verordnungen.html