I forbindelse med de gentagne uroligheder på Nørrebro, hvor unge anarkister og anti-demokratiske venstreradikale aktivister forsøger at etablere støtte til en radikal anarkistisk utopi, vil jeg her sammenligne dem med den højreradikale fløj. Begge grupperinger har såvel dystopiske som utopiske samfundsbeskrivelser, som en del af deres bedrevidende eksistensgrundlag. Anarki og terror (voldsparathed og -beredskab) er afprøvet i 1930’erne og 1970’erne. Nazister og kommunister der hver især kæmpede for at revolutionere samfundet i 30’erne. Rote Armé Fraktion og alle de senere grupper (Gudrun Ensling grupper etc) øskede med deres aktioner (terrorhandlinger) at ‘afsløre’ det liberale demokrati som et fascistisk styre! De legitimerer sig negativt ved at fremhæve samfundets dystopiske aspekter, som kun de har svar på og løsning for. Derudover fordres der en revolutionær vækkelse af ‘folket’, før deres utopi kan etableres. Dystopien er det nuværende samfund og befolkningen er blind overfor de påståede mangler og fejl ved det borgerlige liberale civilsamfund. For at lykkes, med deres utopiske programmer eller anarkistiske mangel på programmer, skal de kunne skabe en folkebevægelse ud af den ‘slumrende’ civilbefolkning. Det er til dels lykkedes for Dansk Folkeparti, der ved det sidste valg opnåede tilslutning fra mere end 1/5 af vælgerne. Det er dog meget tvivlsomt om de mange stemmer kan veksles til en revolutionær bevægelse. De fleste DF vælgere er protestvælgere, der aktiveres af DF’s antimuslimske og fremmedfjendtlige retorik. Tilslutningen til de revolutionære anarkist grupper har aldrig været mere en et par promille af vælgergrundlaget. Det passer jo også fint med anarkisternes eksklusivitet.
Har partier som Nye Borgerlige og Danskernes Parti en fremtid i det politiske Danmark? I 1970’erne gik det venstreorienterede politiske atlas amok og fragmenteredes i dusinvis af småfraktioner. Samtidig med at jordskredsvalget i 1973 splittede både højrefløjen og især Socialdemokratiet. “I 1973 skiftede næsten 44 % af alle vælgere imidlertid parti, og det markerede det største vælgerskred i dansk historie. Således fik Det Konservative Folkeparti kun halvdelen af sine mandater fra det foregående valg, mens Socialdemokratiet med 25,6 % af stemmerne oplevede det ringeste valg siden 1. verdenskrig. Hvor antallet af partier i Folketinget før valget var fem, blev antallet nu fordoblet til 10. De store omvæltninger fik iagttagere til at døbe 1973-valget ’jordskredsvalget’.” citat: danmarkshistorien.dk. Kan vi forvente at blå blok vil splintre, når de nye partier opstiller til det næste folketingsvalg.
I Danmark har Anders And altid været den mest folkekære figur i Andeby. Anders’ følelser er altid uden på tøjet og han vælger oftest anarki, som udvej, når han møder kriser. Det passer godt på den danske nationalkarakter. Altid at være i opposition til magten samtidigt med at janteloven dominerer vores sociale relationer. De andre skal ikke tro de er noget! Olsenbanden og Huset på Christianshavn har også dette element af anarki og oprør mod øvrigheden indbygget. Et provinsielt og lavkulturelt oprør mod eliten, hovedstaden og myndighederne. Hvad er der sket i dette land hvor kongemagten betyder så meget og har så lidt reel magt, hvor Dannebrog altid har signaleret nationalt fællesskab og sammenhold og hvor populær kulturen altid har spillet en større rolle end finkulturen? Hvorfor er de folkelige protester og demonstrationer blevet til proteststemmer, til Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, og ikke til folkebevægelser, der tør formulere egne idéer?
Jeg vil tage udgangspunkt i det jeg har oplevet, når jeg i de sidste 30 år har læst mere og mere ekstreme udtalelser om muslimer, flygtninge og indvandrere. En stadigt stigende andel af den danske befolkning har ladet sige overbevise om, at Islam idag er den største trussel mod Danmark. At vi befinder os i en krigstilstand mod Islam. Der er ingen ende på de udokumenterede trusler muslimer udgør for den danske befolkning. Alt fra terror til seksuelle trusler, de tager vores kvinder, voldtager og overfalder, de snylter på de sociale ordninger til at de tager vores arbejdspladser og endelig at de udgør flertallet af vores kriminelle. Seksuelt misbrug, vold og drab tillægges større samfundsskadelig virkning når det begås af muslimer, selvom danske familier oplever den samme kriminalitet, ofte udløst af psyko-sociale forhold. Denne massive påvirkning af udsatte grupper understøttes af danske medier, der opslår kioskbaskere og hvor breaking news scoop søger at overgå hinanden. Muslimer og Islam er godt stof, det sælger frygt og had og aviser, ligesom det tiltrækker seere der skal holde liv i reklamestationerne. I den kamp om fortolkningsretten bliver løgn til sandhed, og når irrationelle følelser tager over – så er sandheden blevet husvild! Grundlæggende kan man sige at respekten og tilliden til vores styreform er under pres, ikke kun fra de grupper der har mistet deres arbejde og fremtidsudsigter, men også fra grupper det sætter social sikkerhed og frihed fra statslig styring op imod hinanden.
Sammenligningen med den sidste mellemkrigstid, hvor store forandringer i befolkningens økonomiske og sociale vilkår medførte tillidskriser mellem befolkningen og de folkevalgte, ligger lige for. Der er sket store teknologiske fremskridt og en stor gruppe i befolkningen har fået forbedret deres livsvilkår gennem uddannelse og beskæftigelse. Derudover er verden blevet mindre gennem globaliseringen af de økonomiske og finansielle markeder. Men i al fremskridtsbegejstringen, og den øgede kulturelle udveksling, så har vi i Danmark også haft en øget indvandring af gæstearbejdere, familiesammenføring og flygtninge har derudover ført til en øget kulturel- og relgiøs diversitet.
Den sidste halvdel af det 20. århundrede har verden oplevet en lang række økonomiske kriser, der har medført stor arbejdsløshed ikke mindst blandt unge. Det har været verdensomspændende strukturelle kriser, afløst af konjunkturkriser, og alle steder har de betydet, at store grupper har mistet tilliden til samfundets bærende strukturer og til deres egne fremtidsudsigter. Vi har oplevet flere og flere mennesker, har fået frataget deres ære og værdighed af tilsyneladende upersonlige og magtfulde organisationer og strukturer. Fremmedgørelsen overfor udviklingen har for store befolkningsgrupper været en uundgåelig følgevirkning. Der er sket en øget opsplitning mellem en lille gruppe, der har magt, og en stadigt større gruppe, der ikke længere føler, at de har nogen indflydelse over deres eget liv. De har en følelse af at være sat udenfor. Uden mulighed for selv at kunne ændre deres vilkår.I Danmark har det betydet fremkomsten af en stor gruppe apatiske vælgere, der blindt stemmer på Dansk Folkeparti i håb om, at deres protest mod de gamle ideologisk baserede partier, vil give dem bedre levekår. Det fører mig så til spørgsmålet: Kan man tale om en særlig DF eller højreekstremistisk identitet? Er de mere autoritetstro end andre danskere? Hvis ‘Ja’, hvor fører det så hen?
Jeg tror jeg kan udpege et par meget vigtige forudsætninger, der skal være opfyldt før man er modtagelig for DF’s populisme. Jeg vil derfor citere Joachim C. Fest der i 1963, i “Det Tredje Riges Ansigt – Et totalitært Herredømmes Ansigter”, skrev: “Han ‘læser’ kun det, som han i forvejen er ‘bedre orienteret’ om, indoptager kun det, som han føler sig bekræftet af, og han vægrer sig ved at tage notits af kendsgerninger, der drager hans forudindtagede ‘viden’ i tvivl.” Det vil sige et menneske, der allerede som udgangspunkt er til fals for de højreekstremes samt DF’s særlige retorik, hvor der opremses konspirationsteorier, problemer, udpeges syndebukke og hadobjekter.
Det handler om erkendelsen af egen medskyld. Præcis som Tyskland og alle de europæiske lande efter 2. verdenskrig var nødt til at erkende de tilfælde, hvor deres regeringer og embedsmænd havde medvirket til forfølgelse af fx. systemkritikere, seksuelle minoriteter, såkaldte a-sociale individer, handicappede,’degenerede’, jøder og kommunister osv. Jeg ved det er svært at erkende når forbryderen er ens eget folk og forbrydelsen bliver udført i folkets navn. Se alle Christian Freys dokumentarfilm,og du vil se hvordan det på mindre ens 20 år lykkedes nazisterne at indoktrinere en hel befolkning. Hvor vil jeg hen med min sammenligning med forbrydelserne imod menneskeheden i den første halvdel af det 20. århundrede? Jeg vil påvise, at vi alle har en rem af huden! Danmark var jo i 1935 et foregangsland når det handlede om sterilisering af epileptikere, a-sociale, psykisk syge og mentalt handicappede medborgere samt lagde grunden for den tyske ‘pseudovidenskabelige’ eugenikforskning, der anvendtes til at udpege bestemte racekarakteristika!
Racehygiejne i Danmark: “Man frygtede en befolkningsmæssig degeneration, og en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige, søgtes begrænset. Med henvisning til en række videnskabelige undersøgelser af især åndssvaghedens arvelighed gennemførtes 1929-38 en række love med eugenisk orientering: sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935), lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) og ægteskabslovgivning (1938). Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier, kun enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster, stemte imod. Især lettere åndssvage betragtedes som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene.
Hvor eugenikken i andre vestlige lande støttedes af konservative og til dels racistiske kredse, blev den skandinaviske eugenik, herunder den danske, begrundet som en del af planen for en velfærdsstat. Det var socialdemokraten K.K. Steincke, der i Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) redegjorde for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. Hvis det økonomiske ansvar for de svage ikke skulle tvinge staten i knæ på grund af uoverkommelige forsorgsudgifter, måtte socialreformen afbalanceres med foranstaltninger, der sikrede, at antallet af forsorgskrævende personer blev holdt i skak. Hertil skulle en eugenisk lovgivning tjene.” Den store Danske Encyclopædi.
Terroranslaget på New York i 2001 og de senere angreb i London, Madrid, Oslo og København for at nævne de der har betydet mest for danskerne har medført et konstant krigs- og terrorberedskab. Skiftende regeringer har brugt denne ‘eksistentielle trussel’ mod vores værdier som indoktrineringsværktøj. Ved at holde befolkningen i en konstant alarmtilstand er det let at få den til at acceptere selv det der er uacceptabelt under normale omstændigheder. Da Anders Fogh Rasmussen så lukkede DF ind i varmen, som parlamentarisk grundlag for sin VK-regering, markerede han samtidigt, at alle deres skræmmende og menneskeforagtende holdninger og udtalelser var det ny normale! Fremskridtspartiet og senere DF havde så rigeligt gødet jorden med antimuslimsk hadpropaganda, gentaget ad nauseam for en måbende befolkning, hvor de fandt lydhørhed for deres påstande om, at den danske befolkning var ofre for en konspiration fra EU og de gamle partier, blandt flere og flere vælgere.
De gamle partier Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har siden omfavnet DF i et forsøg på at stoppe vælgervandringen til populisterne i DF. Det er dog indtil nu kun blevet til ‘en perfekt storm’ for DF, for laveste fællesnævner vil altid være DF og deres vælgere er nu ikke længere til at nå med fornuft, oplysning og fakta. De bader nu i deres egen uvidenhed og lader fordomme, frygt og endda had styre deres følelser. Vi er vidner til hvordan DF’s appeller og paroler er følelsespornografi, fra små misrøgtede hundehvalpe til beskyldninger om misbrug og voldtægt og endelig en kommende kulturkrig.
Dansk Folkeparti har solgt Danmarks sammenhængskraft, for at kunne kanøfle flygtninge og indvandrere. Det største svigt var kommunalreformen, der førte til en centralisering og et svigt af yderområderne samt oprettelsen af regionerne, der blev handlingslammede af manglen på muligheder for selv at tage stilling til, hvordan de skulle finansiere deres opgaver. Det næste svigt var, at deres foragt for beslutningstagerne i dansk politik var så stor at de ikke kunne indgå i forpligtende samarbejder og regering. Det tredje store svigt var deres knæfald for Fogh, med skattestop, nedskæringer på de svagestes indkomster og endelig tilslutning til reformer, der førte til centralisering af kommunale opgaver som skat og udbetaling af overførselsindkomster.
De to største politiske propagandister i det 20. århundrede var uden tvivl Adolf Hitler og Joseph Goebbels. For dem var propaganda er markedsføring af ideer, ikke en ideologi, deres mål var at rodfæste et bestemt reaktionsmønster i deres publikum. Derfor talte de udelukkende til publikums følelser. “Den propaganda er god, sagde han [J. Goebbels] i en tale fra den tid [1929], der fører til succes, og den propaganda er dårlig, der ikke opnår den ønskede succes. Det er ligegyldigt om den er nok så åndrig, for det er dens opgave at føre til succes… Der er altså ingen, der kan sige at jeres propaganda er for rå og for simpel, for det er ikke det dne skal kendes på. Det er heller ikke meningen, at den skal være anstændig, den skal heller ikke være blid eller ydmyg; den skal føre til succces… Hvis der kommer en og siger til mig: ‘Jeres propaganda har jo ikke noget moralsk niveau’, så behøver jeg ikke engang ulejlige med at tale med ham. Det kommer ikke an på, om en propaganda har niveau, men om den fører til målet.” (Citeret fra Joachim C. Fest, 1963)
Vi skal måle deres udsagn på, om de holder sig inden for grundloven og selvfølgelig have sikkerhed for, at de også overholder §266B. Jeg har netop læst en spændende analyse af Donald Trumps retorik sammenlignet med den amerikanske anti-abort debat. Her slår forfatteren fast, at der i en tilsyneladende kras, men tilsyneladende harmløs retorik, kan gemme sig fraser, der spiller ind i et tankesæt, der kan vækkes til vold! Det er selvfølgeligt svært at bevise påstanden og sammenhængen, når der ikke er en direkte og håndgribelig forbindelse mellem udsagnet og den potentielle gerningsmand, men det er værd at bemærke, hvor hurtigt det går på nettet hvis man tillader sig at mene noget andet end debattørerne, så får de ‘troende’ hurtigt skruet op for hadniveauet! Det vil sige, at der er et miljø i Danmark med et stort anti-demokratisk potentiale, som hader kritik og som sætter lighedstegn mellem humanisme og landsforrædere. De er ikke så velbegavede, at de kan skrive tekster der er beregnet på at blive læst ‘mellem linierne’, som deres guruer, men de er kvikke nok til at opfatte, at de mere eller mindre opfordres til selvtægt.
Vi ser idag et foreløbigt resultat! Vi kan så vælge mellem australske eller ungarske tilstande, hvis DF får magt som de har agt. Fremtiden vil jo så vise, hvem der var på den rigtige side, da det gjaldt!
Kilder:
hansmicaelblog 
One thought on “De autoritetstro og de anti-autoritære har mistet deres tillid til og respekt for demokratiet!”