Institutionel racisme er definitionen på statistisk segregation… Det startede i 1970’erne, under oliekrisen, med indvandringstoppet for ‘fremmedarbejdere fra Tyrkiet’! Hvor Tyrkiet som oprindelsesland, som før blev defineret i Europa, ændredes til uden for Europa!
Den stigende ulighed skaber apati! Der er langt fra det socialdemokratiske samfunds’ ret og pligt’ til de borgerliges ‘skyld og straf” samfund. Det mest skræmmende er dog hvor få, der er klar over hvor stormasket det ‘sociale sikkerhedsnet” er blevet. Tidligere var det ikke en social ulykke at blive arbejdsløs, hvis du var i A-kasse, så var der stadig et stykke vej til den sociale deroute. Det har den borgerlige (liberalistiske) blok fået smadret, godt hjulpet af et impotent socialdemokrati. Nu er man igen asocial, hvis man er på overførselsindkomst. Der er ikke langt til fratagles af stemmeret, sterilisation, fattiggårde og arbejdslejre! Idag er man fattig, når man ekskluderet fra beskæftigelse, enten pga sygdom, kultur, etnicitet, arbejdsløshed eller et psykisk/fysisk handicap. Idag kan disse grupper ikke leve op til normalsamfundets krav. Jo længere tid du er ekskluderet – segregeret, desto sværere bliver det at komme tilbage til beskæftigelse eller blive socialt inkluderet
Det handler idag om med New Speak, at projicere problemerne over på de svage, ofrene for en mislykket New Public Management-politik…. vi behandler jo hverken de offentligt ansatte, vore børn eller vores ældre med værdighed… tværtimod bliver behandlingen af dem udført som samlebåndsarbejde, fra deres mad til deres pleje! Flere hænder koster penge og bedre medarbejdere skal have mere i løn – det er værdighed! Det neoliberale regime fører derimod en amoralsk, kontrol-, udskamnings- og uværdighedspolitik overfor samfundets svage grupper… Så når de snakker om værdier, skal det oversættes til om det er noget værd! Skal vi acceptere, at Vi nu lever i et ‘udskamningssamfund’. Vi stræber ikke længere efter det gode liv, men forsøger at holde det onde liv væk. Vi ser ikke op til helte, derimod ser vi ned på de svage, på de arbejdsledige, på langtidssyge og på flygtninge samt asylansøgere. Vi lever i et samfund, hvor de velbjærgede føler sig som ofre, derfor bekæmper de samfundets svage med alle midler, inkl. smålighed og misundelse. De har erstattet den sociale samvittighed, med kontrol, gerrighed og straf.
Det er først når de sociale rammer nedbrydes og staten slipper grebet om civilsamfundets behov, at eksklusion og radikalisering kan finde sted. Det ser vi resultaterne af i Mellemøsten, fra Palæstina til Syrien de myndigheder, der havde sikret ro og orden og minimal omfordeling af ressourcer forsvinder. Derefter træder radikale grupper, som IS, Hamas og Hizbollah samt de muslimske brødre til. De får legitimitet og folkelig opbakning når de sikrer den minimale velfærd og bistand! Så bliver der åbnet op for de autoritære og anti-demokratiske kræfter, som nærer det totalitære samfund!
Hvad er et menneske værd? Hvilke rettigheder har et menneske? Kan man definere hvilke pligter et menneske skal leve op til? Vi har i min ringe optik kun et formål, som mennesker at handle på en måde, der lader alle andre mennesker være mål for vore handlinger. Vi har kun et ultimativt forbud (en imperativ fordring), som humanister, aldrig at handle, så mennesker bliver midler for vore mål. Først da vil der bliver fred, når vores egeninteresse tøjles af vort ønske om, at alle skal leve i fred. Hvordan kan vi så forklare, at ud af de 1,6 milliarder muslimer i verden…. er det altså mindre en 1 hundrededel promille (0,001 promille), der udøver terror, som en politisk manifestation og ikke en religiøs handling. Det er efterrationalisering fra terroristerne, som der ikke er belæg for i Islam! Ingen af den seneste tids terrorhandlinger er begået af religiøse fanatikere. Det er tværtimod desperate kriminelle, der legitimerer deres handling gennem en ikke-eksisterende tilknytning til kriminelle (terrorgrupper). De har udviklet en kriminel modkultur til vores normer, værdier og samfund og til deres forældres kultur og religion. De er ikke rettroende muslimer, eftersom de har brudt alle regler i Islam (inkl. drab på uskyldige) de er kriminelle, sælger stoffer, drikker alkohol, er promiskuøse osv osv… De er medlemmer af kriminelle bander osv
Kolonialisme, imperialisme og folkemord har kendetegnet vesten behandling af den muslimske verden. Vi har gjort muslimerne til en kullise for vores Eurocentrisme. Orientalismen har været ‘vores’ måde at kategorisere alle de forskellige etniske grupper, der bekender sig til Islam. Vi har ikke givet det muslimske verden mulighed for at udvikle sig. Vestens evige krav om vækst bygger på, at vi kan udnytte/udbytte den muslimske verden(Mellemøsten, Afrika og Asien). Korrupte regimer blev indsat ved afkolonisering og de bliver stadig understøttet. Under 1. verdenskrig blev de etniske og religiøse grupper i det osmanniske rige lovet selvforvaltning og selvstændighed, hvis de støttede op om krigen mod tyrkerne, som herskede over det osmanniske rige. Løfter der blev brudt, kolonisering og imperialisme fortsatte helt frem til afslutningen af 2. verdenskrig. De forskellige etniske gruppers nationalistiske bevægelser blev undertrykt og de fik ikke mulighed for at danne politiske bevægelser, der kunne kanalisere befolkningernes ønsker ind i en demokratisk og liberal retning. Tværtimod blev de undertrykt af militæret og politiet. Fremmede magter fik legitimitet gennem Folkeforbundet, der ikke anerkendte de etniske grupper. Selvstyret blev altså ikke etableret…. og resultatet er mislykkede stater med etniske og religiøse konflikter, fra Indien/Pakistan over Mellemøsten, Saudi Arabien, Israel, Palæstina, Libanon, Syrien, Irak, Yemen osv du kan selv fortsætte listen over lande der blev etableret som et puslespil og en kamp om ressourcer. Når vesten ikke har anerkendt de enkelte etniske gruppers politiske krav, hvordan skulle de så idag kunne formulere sig politisk. De har ligesom vi i stigende grad vendt sig mod nationalisme (etnicitet) og religion som identitetsbærende kræfter.
Hvordan nogen (mænd) er kommet på den idé, at hvide mænd, for alle andre køn og etniske grupper, skulle være evolutionens målestok er mig en gåde… J.V. Jensen var jo også bidt af tidens evolutionære baccile, da han skrev ‘Den Lange Rejse’, som en hyldest til den overlegne hvide mand. Det giver genklang i Dansk Folkeparti, der som i litteraturen befinder sig i fantasiens overdrev, når de henviser til og monopoliserer begrebet danskhed.
Jeg er så træt af Dansk Folkepartis forsimplede fremstilling af danskhed, som noget medfødt, arveligt og genetisk betinget. Det at være dansk, handler om kultur, mange forskellige kulturer. Det at være dansk defineres af mangfoldighed og modsætninger. Det handler om noget socialt, nemlig hvordan vi forholder os til hinanden i de forskellige kulturer i Danmark. Der er større forskel på kulturen i de rige enklaver i de danske storbyer og rigmandskvarterene i i Århus og Nordsjælland, end der er på kulturen mellem indvandrere og arbejderklasse danskere. Vi deler kultur med dem vi har et skæbnefællesskab med. Men den kultur opleves forskelligt, ikke mindst fordi vi hver især kommer med vores egen identitet. Vores egen oplevelser af hvordan det er at være del af mange forskellige kulturer. Fra by eller land, fra provins eller hovedstad, fra forstæderne eller fra bycentrene, fra de røde byer eller fra de blå jyske byer, uanset hvor vi kommer fra giver det forskellig kulturel ballast. Vi lever i værdifællesskaber, hvor nogle gør alt op i om det er noget værd (materialisme) og andre sværger til universalisme som tager udgangspunkt i at alt og alle har værdi. Ikke mindst den vi tillægger det (kulturalisme og humanisme) Fra vuggestuen eller fra dagplejemoren, fra børnehaven eller fra en opvækst i et hjem med en hjemmegående, fra folkeskolen, lilleskolen eller privatskolen, fra de forskellige ungdomsuddannelser osv osv. Vi lever i forskellige familieformer, vi har forskellige indstillinger til kulturforbrug. Nogle læser aviser andre får deres nyheder fra tv andre igen fra nettet. Nogle går i biografen andre i teater, nogle ser amerikanske actionfilm andre ser kun Sundance film og franske film noir osv osv…. Jeg kan fortsætte længe, med at remse op hvordan vi formes af og former vores kulturelle identiteter!
Danmarks for tiden næststørste parti udmærker sig ved at være repræsenteret i Folketinget af flere medlemmer der er dømt for racisme. Medlemmer, der er under bestyrket mistanke for at have begået grov berigelseskriminalitet, dokumentfalsk og mandatsvig. Medlemmer, der gentagne gange på direkte tv lyver om etniske grupper. Medlemmer, der næsten dagligt overskrider grænsen for racisme (institutionel racisme) med et propagandistisk sigte. Medlemmer, der set stort, på at der er religionsfrihed i Danmark, herunder retten til at bære religiøse symboler og beklædning. Dansk Folkeparti er en del af magteliten i Danmark, hvilket betyder at det de udtaler har en betydelig indflydelse på hvordan det danske samfund udvikler sig. Når talsmænd for DF vil forbyde foreninger og grupperinger i det danske samfund, ja så bliver disse foreninger og grupperinger udsat for diskrimination, forskelsbehandling og segregation. I forslagene til forbud ligger der indirekte et angreb på vores Grundlov og vores parlamentarisk demokrati. Nemlig, at det kun er populisterne i DF, der vil gøre noget ved disse foreninger og grupperinger. At der allerede findes lovgivning til at tage sig af vold og kriminalitet under demonstrationer og moddemonstrationer bekymrer ikke propagandisterne. Nej, de vil jo kun i medierne med deres budskab for, at mobilisere deres egne tilhængere (til vold).
30 års efterslæb – den sociale kontrakt og udbudsøkonomien
Nu hvor ‘velfærdsreformerne i Danmark trænger til et ‘serviceeftersyn’, så bør de ansvarlige ordførere fra forligspartierne tage en tur til Storbritannien, så de kan blive ‘inspirerede’, inden de sætter sig til forhandlingsbordet! Første skridt bør være, at genindføre den fattigdomsgrænse (altså den statistik), som kan påvise hvor mange mennesker der er blevet berørt af fastfrysningen af de offentlige overførselsindkomster.
Lønudviklingen i samfundet tager som bekendt udgangspunkt i prisudvikling og efterspørgsel efter arbejdskraft. Arbejdsgiverne har ikke nødvendigvis de samme prioriteter, som lønmodtagerne, men de har det samme mål. Nemlig, at sikre et stabilt arbejdsmarked, at så mange som muligt har adgang til beskæftigelse i opgangstider samt, at det er ‘let’ at komme af med lønmodtagere, når der er krisetider. Det er det vi kender som den danske model.
Det ene ben er overenskomsterne mellem arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, der forhandler for arbejdsgivere og lønmodtagere. Det sikrer, at løn, pensioner og arbejdsforhold understøttes af begge parter. Det andet ben er forhandlinger med regeringen om sikringen af de lønmodtagere der står udenfor arbejdsmarkedet i krisetider. Det er afgørende for arbejdsgiverne at de til enhver tid er arbejdsmarkedsparate. Det er i Danmark blevet sikret ved, at gabet mellem løn og understøttelse tidligere var tilpasset, så de fleste kunne bevare deres ‘parathed’. Det finmaskede sikkerhedsnet var forudsætningen, der sikrede, at arbejdsløshed ikke udløste sociale og psykiske katastrofer, som alt andet lige mindsker arbejdsmarkedsparatheden for de berørte!
I Storbritannien har de siden 2015 haft et ‘kontanthjælpsloft’ næsten som det danske, som har haft katastrofale konsekvenser – en katastrofe er som bekendt en ulykke som man ikke kan stoppe. Det kan man dog, når det er bedrevidende, brutale eller hjerteløse politikere, der har sat fart i den ulyksalige eksponentielle sneboldeffekt! Det mest chokerende er, at næsten hver 5 borger i Storbritannien nu lever i fattigdom. Det skal så tilføjes, parodisk eller tragisk alt efter tilbøjelighed, at der hverken gøres forskel på handicappede, socialt udsatte, arbejdsløse eller pensionister. De bliver alle behandlet lige dårligt. En tur ud i forstæderne i de britiske storbyer vil vise hvordan det ser ud for de 20%. Lige denne gang ‘lyver statistik ikke’!
Det er den vej det går i Danmark. Den neoliberale politik, der er blevet ført i snart 30 år, har de to store regeringsbærende partier S og V lige stort ansvar for. De to fløjes politiske fingeraftryk, på den økonomiske smalkost for overførselsindkomsterne, er som et pendul. Uanset hvad vej det svinger, så fører det til ulykker. Ingen partier har dog formået at stoppe pendulet. Derfor er der ingen der ved, hvad der resultatet var blevet i Danmark, hvis overførselsindkomsterne havde fulgt den almindelige prisudvikling!
“Almost half of all children in some UK cities are estimated to be living in poverty, new figures reveal, amid warnings that welfare reforms are leading to an “emerging child poverty crisis. The shocking” figures have been attributed to the benefit freeze.”
Et af ekspertforslagene til en britisk løsning er at give de lokale myndigheder frihed til at anvende de ‘nødvendige midler’, der kan løfte de berørte familier og børn op over fattigdomsgrænsen.
“Councils are best placed to lead the way but need the financial freedom and flexibility to integrate services around the needs of low income families, in particular support for employment and progression, financial inclusion, housing and childcare, to help everyone fulfil their potential.”The Independent
Indkomst- og prisudvikling samt ulighedsskabende arbejdsmarkeds- og social politik har skabt sociale ghettoer i Danmark
I januar 2018 kom bydelen Tingbjerg i Københavns NV kvarter igen i mediernes søgelys. Igennem de sidst år har medierne fundet vej til nordvestkvarteret for at berette om problemer med indvandrerbander og kriminalitet. Medierne har istedet for at se det som en generel dansk kriminalitetsproblematik knyttet til sociale problemer og manglende mobilitet ud af de sociale vilkår. Så har medier og politikere valgt en ghetto-diskurs, hvor der i stigende grad er tale om stigmatisering af etniske minoriteter og deres kultur.
Vi har i Trump mødt et ´fuldt stop skilt’ for demokratiet. Hajtænderne signalerer ganske tydeligt, at der er fare forude. Det signalerer, at vi skal stoppe helt op før vi vælger hvilken vej vi vil køre. Klummeskriveren i Altinget Jakob Nielsen trækker, som de fleste konservative koldkrigere, Francis Fukuyama frem, som det store orakel for det 21. Århundrede, men det der kendetegner Fukuyama er en nærmest religiøs underdanighed overfor de neo-liberale magthavere. Netop de magthavere, som har banet vejen for Trump. Jakob Nielsen og jeg er enige om at D. Trump kan bane vejen for langt farligere kræfter. Hvad sker der hvis en intelligent og erfaren politiker vælger at gå den samme vej med angreb på minoriteter og på demokratiets fundament? Trump og før ham Tea Party bevægelsen har med held appeleret til alle de utilfredse vælgere. De der føler at de er blevet forbigået og derfor har lidt afsavn i forhold til fx. minoriteter som har haft gav af ‘affirmative action’. Forskelsbehandling og racisme følges hånd i hånd. Tilsammen har de skabt den bevægelse, som har ført Trump til det hvide hus. Det der indtil nu har kendetegnet D. Trump er ‘heldigvis’en enestående ‘dovenskab’ samt mangel på evner. Hans angreb på alle, der ikke taler ham efter munden eller plejer hans skrøbelige ego samt hans manglende selvtillid og selvværd, karakteriserer en mand, der projicerer sine egne mangler og desværre også sit moralske habitus over på sine modstandere og kritikere. Trumps trang til at vinde er tilsyneladende større end hans vilje til at anvende magten, hvilket på kort sigt giver de demokratiske og de uafhængige vælgere tid til, at blive engagerede og mobiliserede til de kommende valg i Trumps regeringstid. De vælgere, der ønskede forandring og en stærk mand i spidsen for denne vælgervandring, kan kun være skuffede over den svage mand, der nu sidder ved skrivebordet i det hvide hus og underskriver præsidentielle dekreter!
Hvis vi vil kan vi stadig genvinde den demokratiske samtale og få tilliden til vores demokrati tilbage. Populisterne anviser ingen løsninger, men udpeger problemer, som vi andre må påtage os at løse! Demagogerne vil have magten for enhver pris og for sig selv. Det udspringer ofte fra kriminelle mafiøse forhold, hvor magten skal anvendes for at give dem og deres ligesindede ‘amnesti’ eller frihed til at misbruge magten! Folket som de foregøgler at repræsentere bliver reduceret til stemmekvæg og deres fremtidsforventninger bliver ikke opfyldt. Fjendebilleder bliver fremmanet for at vende kvægets vrede væk fra den ny politiske situation, hvor magten er blevet et domesticeringsredskab og vælgerne vrede skal hele tiden fodres. Ingen ser at det er med deres egen hale. At de æder sig selv! Trump har tilsyneladende ikke nogen politiske visioner for, hvordan han vil gøre USA ‘Stort Igen’. Indtil nu har hans regering udemærket sig ved at afmontere de sidste 8 års lovgivning samt sabotere centraladministrationen. Revanchisme og misundelse driver Trump, hvilket farver alt hvad han foretager sig. Det er efterhånden blevet klart, at Trump bruger sit begrænsede ordforråd og Twitters (280 tegn) som et våben. Med den overdrevne og svulstige beskrivelse af sig selv og sine ‘bedrifter’ opildner han sit vælgersegment, som alle føler at deres rettigheder truet af det multikulturelle USA. Samtidigt med, at Trump med sit simple sprog i paroleform skaber et ekkokammer, hvor hans base kun hører det de vil høre, og hvor Trump kun ser det han vil se. En jublende masse, som gentager og forstærker hans paroler. Det er et velkendt mnemotkniske kneb som gør, at hans base let kan anvende dem igen og igen .
De teatralske attituder og den tilsyneladende lydhørhed overfor tilhørerne virker indstuderede. Trumps taler afviger desuden fra de sædvanlige kampagnetaler, idet de ikke indeholder noget samlet politisk program. Trump fremførte igen og igen en række enkelt budskaber samtidig med, at han appellerede til den underliggende racisme og fremmedfrygt blandt hans vælgere fra de mest republikanske stater.
Jo flere gange de gentages af Trumps base og propagandakanaler, som FOX News og Twitter, desto nemmere bliver det for Trump at delegitimerer sine modstandere og deres argumenter! “Trump’s language, like that of older fascist regimes, mutilates contemporary politics, empathy and serious moral and political criticism, and makes it more difficult to criticize dominant relations of power.”Henry Giroux / The Conversation January 13, 2018.https://www.alternet.org/…/shthole-countries-trump-uses-rhe…
Førerdyrkelsen fik i Nazityskland nærmest kultisk karakter. Føreren og nationen smeltede sammen i den nationalsocialistiske ideologi. Folket var nationens blod, der i de de opfundne traditioner var afhængige af nationens jord. Den helliggjorte nation blev dermed en nationalreligion, der blev dyrket ved de stort anlagte partidage i Nürnberg samt i de mindre marcher og parader, der afholdtes i de større byer i Tyskland og senere i Østrig.
Det vi skal holde øje med er de der står bag ved Trump, i de skygger, der kan blive demokratiet endeligt. Hvem er de så de personer og kræfter. I USA er det de store korporationer og de store kapitalforvaltere, der jonglerer rundt med så store formuer at de kan bringe nationer i knæ. Selv truslen om, at de kan flytte deres formuer, eller gå til angreb på et lands valuta, kan føre til alvorlige konsekvenser for et lands handlefrihed. Ja, et angreb på et lands fundamentale værdier. Vi ser det fx. i Storbritannien hvor en af kronjuvelerne i det britiske velfærdssamfund, det britiske sundhedsvæsen NHL, der blev grundlagt efter 2. verdenskrig.NHS blilver angrebet fra to sider hvor besparelser forklædt som effektivisering på den ene side samt privatisering på den anden side, hvilket står i skarp kontrast til det øgede behov for sundhedsydelser samt nye men stadigt dyrere medicin og behandlingsmetoder.
Et af de vigtigste områder for de politiske partier og de offentlige institutioner i velfærdssamfundet, i hele Europa, er det stigende antal ældre. Hvordan skal de sikres en midler, der kan sikre at de længst muligt er sikret sundhed og evne til at forsørge sig selv? Mange har en rimelig pensionsopsparing, men alle vil have behov for en offentligt finansieret pensionsydelse. De mange ældre, der gennem et helt arbejdsliv har betalt skat til de offentlige, har en selvfølgelig forventning om, at deres alderdom er økonomisk sikret. Det har en stor betydning, ikke kun for pensionisterne, men for samfundsøkonomien. Jo færre penge en gruppe i samfundet har desto mere vil de bruge i detailhandelen. Det vil sige, at hvis disse grupper mister midler pga. nedskæringer så får det betydning for de lokale erhvervsliv.
Antallet af hjemløse i USA nærmer sig 1.000.000.000 mennesker. Der er en stor overvægt af ældre. I et land hvor pensionerne ikke har fulgt med prisudviklingen og hvor reallønen for almindelige arbejder er på niveau med lønnen for 40 år siden. Så er der mange der først dropper deres forsikringer. Denne gruppe mennesker er desuden ude af stand til at betale sundhedsforsikringer og ved sygdom er de overladt til sundhedsklinikker uden de store muligheder for at få den rette behandling. Mange har været nødt til at bruge deres opsparing i tilfælde af langvarig sygdom, hvorefter de har været nødt tilat forlade hus og hjem.
I de sidste 30 år har vi oplevet at velfærdssamfundet som motor for omfordeling i retning af stadigs større lighed ikke var sikret. Økonomiske kriser har medført et ensidigtt fokus på lettelse af skatten samt medfølgende nedskæringer af de offentlige overførsler, der havde sikret købekraften i samfundet. De store vindere ved denne omkalfatring har først og fremmest været de store korporationer og kapitalfonde. Forventningen om, at de så skulle reinvestere disse skattelettelser i arbejdspladser og dermed skabe et større skatteprovenu har vist sig at være en illusion Kapitalen flytter derhen hvor den kan skabe den største tilvækst og dermed en endnu større koncentation af formuer! Dernæst har det vist sig at det ensidige fokus på beskatningen af arbejdsindtægter er et tveægget sværd i krisetider. Arbejdsløshed rammer de offentlige kasser dobbelt. Større udgifter og et lavere skatteprovenu fører til et behov for offentlige besparelser, i en tid hvor den økonomiske politik er styret af et neo-liberalt fokus på sikring af et større arbejdsudbud. Den umiddelbare konsekvens er at samfundsøkonomien skrumper og det lokale erhervsliv bliver taberne.
BERLIN, GERMANY – AUGUST 24: Supporters of the Pegida movement show the middle finger to hecklers as they march past the Chancellery on August 24, 2015 in Berlin, Germany. Pegida is critical of Islam and many of its supporters see Muslim immigration as a threat to Germany. Germany is expected to take in 800,000 refugees and migrants this year, many of them from Muslim countries such as Syria, Afghanistan and Iraq, and Germany has seen a spate of protests and violence in recent weeks by right-wing supporters opposing the influx of aslyum-seekers. (Photo by Sean Gallup/Getty Images)
Netop se små erhvervsdrivende, der har stemt på de partier som svigter dem i krisetider. Historiske paralleller er nemme at få øje på. Ikke mindst tiden efter det store aktiekrak i slutningen af 1920’erne. De mange virksomhedslukninger førte til historisk stor arbejdløshed samt et formuetb der satte en stopper for den økonomiske vækst. Det store fald i private opsparinger førte til vrede og frustration især i Tyskland. Efter 1. Verdenskrig havde de allierede stormagter Frankrig og Storbritannien pålagt Tyskland en enorm skadeerstatning samtidigt med at Tyskland måtte afstå landområder, der havde sikret den tyske økonomi store naturressourcer og store arbejdspladser. Vreden mod det demokratiske Tyskland (Weimarrepublikken) førte til at revolutionære kræfter kom til at dominere udviklingen frem mod den nazistiske revolution i Tyskland og den fascistiske i Italien. Der var dog tilsvarende fascistiske revolutioner i Spanien, Ungarn og Rumænien.
Demokratiet har en medfødt svaghed, nemlig at folkestyre og parlamentarisme fordrer, at partierne respekterer de politiske spilleregler og den demokratiske tredeling af magten i samfundet. Det var denne tredeling, der af et stort mindretal fik skylden for det store velstandstab i Tyskland. I modsætning til USA, hvor ‘The New Deal’ under F.D. Roosewelt, der med store offentlige investeringer i den amerikanske infrastruktur, fik løftet den amerikanske økonomi ud af krisen, Så var Tyskland helt afhængig af udelandske investeringer og lån. Det forstærkede de revolutionære kræfter. Både kommunisterne og de højreradikale partier oplevede en stor vækst, i årene frem til den nazistiske magtovertagelse. Det er ikke ulig den situation, der råder i Europa, men en tilsvarende udvikling opleves nu i USA.
Hvilken vej vælger vi så i det 21.Århundrede. Det er det vigtigste valg vi har haft i 90 år!
Drømmen om det store hvide bryllup er ikke længere kun forbeholdt den heteroseksuelle kvinde ❤
Der kan i forhold til dansk lovgivning ikke diskrimineres i forhold til hverken homoseksuelle, transseksuelle eller fraskilte, der ønsker et kirkeligt velsignet ægteskab. Det hører ingen steder hjemme i den danske Folkekirke. Det betyder, at der ikke længere skal eller kan gives dispensationer til folkekirkepræster, der bryder med den danske ligestillingslovgivning. Det nye for mig er, at Martin Luther ligeledes er enig med den danske lovgivning, som det vil fremgå af nedenstående!
En af de helt store misforståelser blandt danske folkekirkepræster handler om ægteskabet, hvor de fejlagtigt tror at det kirkelige ritual giver en kirkelig vielse retsgyldighed. Det er staten, der giver Folkekirken ret til at lade ægtepar indgå et retsgyldigt altså borgerligt ægteskab. I andre lande er denne praksis ikke normal i Frankrig skal man derfor som katolik både på rådhuset og derefter i kirken (eller omvendt) for at have indgået et retsgyldigt borgerligt ægteskab (og dernæst kommer så det katolske sakramente i kirken).
”Vielsen er det kirkelige ritual, som er under størst pres og forandring. Det kan skyldes, at der er et udbredt og almindeligt accepteret sekulært alternativ, nemlig den borgerlige vielse på rådhuset. Men også de ændrede familieformer, hvor nogle bliver gift flere gange, og andre helt vælger brylluppet fra, har betydning for andelen af kirkelige vielser,” siger Marie Vejrup Nielsen, lektor på Center for Samtidsreligion ved Aarhus Universitet. (1. Kirke & Tro 18. marts 2016, af Johannes Henriksen)
Det kirkelige bryllup er fanget mellem tradition og modernitet, mellem den traditionelle heteroseksuelle kultur og modernitetens diversitet. Senmodernitetens afvisning af de kulturelle bånd på den moderne seksualitet, lader sig ikke længere begrænse af kromosomsammensætningen. De nye par vil ikke længere afvises ved kirkedøren af præster med 1800-tallets diskriminerende kristendomsforståelse. “Man må ikke diskriminere andre pga. deres religion, men religiøse mennesker har ikke ret til at diskriminere andre, f.eks. homoseksuelle, med henvisning til deres religion, siger Kirsten M. Larsen.” (2. Information 17. maj 2010 af Karen M. Larsen.)
I 1989 vedtager Folketinget i Danmark en lov, der giver homoseksuelle mulighed for at indgå registreret partnerskab, og som giver bøsser og lesbiske samme bolig-, pensions- og immigrationsrettigheder som heteroseksuelle. Herefter er det ikke længere muligt at diskriminere imellem hetero- og homoseksuelles partnerskaber og ægteskaber. (3. Fra 2014 kan et tidligere indgået registreret partnerskab omdannes til et ægteskab)
Same-sex couple Hata and Cadena share a private moment after their wedding ceremony in San Francisco
Tak til den gode Betænkning til Loven om Dåb og Vielser i Den danske Folkekirke fra 1983, som uden de store fabelader skyder alle diskriminationstiltag i stykker samt Berlingske for at bringe denne disput fra København for dagen.
Præster, der ikke vil vie homoseksuelle, skal udstilles på ny hjemmeside. Det mener Radikale Venstres gruppeformand på Københavns Rådhus, Tommy Petersen, i dagens Berlingske.
»Jeg synes, det er fuldstændig absurd, at vi har offentligt ansatte, som har lov til at diskriminere ved at nægte at betjene borgere baseret på deres seksuelle orientering,« siger han.
Sognepræst Frederik Berggren Smidt ved Fredens-Nazaret kirke i Ryesgade i København vil ikke vie homoseksuelle. Han mener, at Tommy Petersens motivforskning er noget vrøvl.
»Det har intet med homofobi at gøre, men fordi vi ikke mener, vi har bemyndigelse til at vie homoseksuelle i de bibelske skrifter.« (4. Berlingske 19.11.2017 af Rasmus Karkov)
Luther derimod var helt klart i mælet angående vielser. Netop i forhold til Indre Mission, de andre mindre missionske grupper og de højkirkelige præster, som jo sætter Luther over alle andre kirkelige myndighedere bør vielsesritualer altså ikke være et problem! Luther, der står over alle andre kirkelige myndigheder, burde jo så have det sidste ord blandt sortkjolerne! Øvrigheden, den verdslige, bestemmer hvilke ritualer præsterne skal udføre i forbindelse med vielser og velsignelser! Her er altså den totale afvisning af det sakramentale katolske ægteskab (intet præste hokus pokus i.e. Hoc est Corpus Christi etc). Altså ingen henvisning til religiøse skrifter – hverken gamle eller nye…
“Luther fremhæver, at bryllup og ægtestand er en »verdslig håndtering«. Derfor skal præsterne »intet at ordinere eller regere deri,« og enhver stat kan fortsætte sine egne skikke. Men dersom man begærer af kirkens tjenere, at de foran kirken eller i kirken skulle velsigne brudeparret, bede over dem eller endog vie dem, ja, så er de skyldige at gøre det, siger Luther.”(5. Uddrag fra betænkningen til lov om Dåbs- og Ægteskabsritualer)
Det betyder derfor, at det er staten, der uden undtagelse kan lovgive og bestemme, hvem der skal udføre ritualet uden hensyn til den pågældende præsts samvittighed (læs homofobi) og hvem der kan vies eller velsignes af kirken i forbindelse med ægteskab!
Det er nu rart at man engang imellem skal være glad for Martin Luther store hjerte og forståelse for kristendommens væsen. Dermed burde den diskussion være afsluttet og præster, der nægter at følge et tjenstligt påbud bør først fratages vielsesretten i en periode og efter betænkningstid uden at ville efterkomme påbuddet forlade Folkekirken. Samtidigt bør den Lutherske Bekendelse vel præciseres for præsten så den beskriver ægteskabet som en verdslig handling, jvf. Artikel 16 i Den Augsburgske Bekendelse!
Den vestlige verdens moralske og politiske svigt overfor Mellemøsten og Nordafrika efter 1. verdenskrig og frem til idag vil for altid være en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal måske se indad på vores kolonialisme 16. – 20. århundrede der gik over i imperialismen og endelig nationalismen som i det 19. og 20. århundrede dræbte mere end 200 mill. mennesker i krige og mislykkede forsøg på at presse ideologier ned over hovedet på egne og fremmede befolkninger. “Europeans taugth the world how to commit genocide on a large scale. In Africa, the Americas, in Australia and New Zealand the indigeneous peoples were massacred, ethnicallý cleansed and the survivors left in KZ-camps and reservations. The Europeans stole their countries, killed their cultures and enslaved ‘the domesticated brutes’, perverting their claim to christianity! Maybe we find the modern zenophobic fear in this historical abys!” citat Yours truly fra en anden tråd om flygtninge.
Det mest forfærdelige er, at der ikke bliver nogen retssager ej heller nogen moralsk fordømmelse, fordi vores politikere vil jo ikke tage ansvar eller kriminalisere sig selv, hverken i en historisk eller i en moderne kontekst. ICC i Haag er dybt politiseret og det er en afvikling af retsstatslige principper, som i sidste ende vil ramme os alle! Ligesom vejene til Auschwitz-Birkenau har været brolagt med politiske og moralske svigt over hele Europa, var der ingen der trådte til for at hjælpe armenerne og kurderne i Tyrkiet, men der er ingen i Verden, der kan undslippe det moralske svigt overfor de mange flygtninge, der i mellemkrigsperioden ikke kunne finde et sikkert land at leve i! Så historien gentager sig, alle grænser lukkes og der gives ikke asyl. Kynismen sejrer!
Israels ledere og generaler har alle deres bibelske forbilleder, dvs de tager Toraen bogstaveligt i deres kamp for at genvinde hele det gamle Palæstina. Oldtidens mytologiske konger og Makkabæerne er de fremmeste når de identificerer sig med Israels eksistentielle krav i Mellemøsten.
Digterpræsten og protonazisten Kaj Munk følte tidligt, at han var født til noget stort. Idealisten skulle ikke længere være stor i det små, men stor i det store. Han skulle besidde viljen til magt. Teatret skulle være truende, brølende og sætte vældige vande i bevægelse. Munk skærpede derfor sin pen, i sin dramatisering og karakteristik af kong Herodes. Herodes figuren, som vi nu kan se foregriber nutidens Benjamin Netanyahu. Kong Bibi der fuld af selvglæde på samme måde og med sin vilje til magt, bliver et jødisk monster, en ‘Golem’. Det er altså ikke Kong David, der er Bibis forbillede men den store retoriker, den snu og altid overrumplende, skuespiller Herodes. Benjamin Netanyahu besidder den samme primitive vilje til magt. Han vil være større end livet (‘greater than life’), hvilket gør hans politik, overfor dem han foragter inhuman og dehumaniserende.
Danmark har været medvirkende til at dække over den lange israelske undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Først som medvirkende til FNs delingsplan i 1947. Derefter ved at anerkende Israel, på trods af at Israel aldrig har defineret landets grænser samt at grænserne aldrig dermed aldrig er blevet internationalt anerkendt.Tiltrods for, at det palæstinensiske folk blev fordrevet fra deres byer, landsbyer, hjem og arv, vedblev Danmark med at støtte Israel militært, politisk, økonomisk og kulturelt. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at selv briterne og Folkeforbundet samt senere FN anerkendte, at palæstinenserne havde krav på et eget land i Mandat Palæstina! Det jødiske hjemland i Balfours brev til Rottschild var altså ikke som udgangspunkt en etnisk nationalstat. Det forudsattes, at der blev opnået enighed om en multietnisk og -kulturel stat. Det er aldrig blevet anerkendt af den zionistiske verdensorganisation – derfor er der ikke fred i Israel og dermed kan der ikke etableres hverken en multikulturel fælles nation eller en to-statsløsning. Israelerne (zionisterne) har fra begyndelsen af den jødiske indvandring været hysterisk optagede af det ‘demograffiske spørgsmål’, dvs at jøderne skulle udgøre et ‘etnisk’ flertal eller den eneste ‘etniske gruppe’!
Tiltrods for den massive undertrykkelse af palæstinensernes menneskerettigheder, helt tilbage fra 1948, har unge danske jøder aftjent værnepligt, civil tjeneste og i perioder bosat sig i Israel for at stifte familie eller uddanne sig. Danske unge bliver medskyldige i den etniske udrensningspolitik, når de glæder sig over at være en del af majoritetsbefolkningen i staten Israel. “I Danmark er jeg en del af en meget lille minoritetsgruppe, mens jeg i Israel er en del af majoriteten, og jeg trives på en helt anden måde, når jeg er omgivet af ligestillede og ligeværdige, siger Jonas Karpantschof og fortæller, at mange af hans europæiske venner har det på samme måde. Derfor mødes de også oftere i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem end i Madrid, Paris og Rom, som også er dejlige byer, men hvor det ikke altid er nemt at være jøde.” Religion.dk
Dernæst har i titusindvis af danske unge arbejdet i kibbutz eller i det privatejede israelske landbrug. Indtil 1982 var vi i Danmark ude afstand til kritisk at analysere den arabisk-israelske konflikt. Efter 1945 var der en dyne af politisk korrekthed omkring det jødiske hjemland, det var umuligt at se bort fra den europæiske anti-semitisme og Holocaust, hvilket betød at palæstinenserne blev et usynligt folk. Legitimeret af løgnen/myten om; “Et Land uden Folk til et Folk uden Land.”
“Med hakke, skovl – og skyder. Accepten af Israels ret til at forsvare sig var vidtgående blandt venstreorienterede unge langt op i 1970-erne. For Morten Thing byggede den på troen på at Palæstina havde været et land uden folk, inden jøderne kom til. Først senere gik det op for ham, at der havde været en palæstinensisk befolkning, som var blevet fordrevet.” kilde: Nina Trige Andersen, Information. 9. maj 2008
Den danske Israel politik bliver fastlagt på den israelske ambassade! Kolloboratørerne findes inden næsten alle danske partier – det er ikke kun danske jøder, som er zionister – de har fundet nyttige idioter i næsten alle samfundslag. Jeg synes det er på tide, at vi i Danmark får en debat om danske frivillige (værnepligtige) i Israel Defence Forces, i civil tjeneste i det israelske militær herunder i Sar-El. Begrundelsen for en offentlig debat er, at der har siden 1947 været tusindvis af danske jøder i krig herunder som besættelsestropper, først for den zionistiske bevægelse og siden for staten Israel. Den mest kendte i den danske offentlighed er nok den tidligere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik.
Herbert Pundik: En ung dansk student i krig for zionismen i Palæstina, 1948.
Han beskriver i sine erindringer: “Det er ikke nok at overleve” (2006), sin deltagelse i det han kalder den arabisk-jødiske krig 1948-49. H. Pundik lod sig i 1948, sammen med 8 andre danskere, indrullere i Haganah den zionistiske undergrundshær, der senere bliver til IDF. Det var dog først i 2013, at Dagbladet Politiken rejste spørgsmålet: “Hvorfor har det israelske militærs rekruttering i Danmark aldrig været til debat? Måske er diskussionen ikke blevet taget, fordi de institutionaliserede voldshandlinger begås af en stat, med hvem vi endda har gode relationer? ” Det fremgik af journalistens spørgsmål til IDF’s talsmand, at der ligeledes havde været danske IDF soldater med i den første Gaza-krig 2008-2009. Mads Zacho Teglskov, Pol. KAMPZONEN19. SEP. 2013 KL. 15.05
En lang kontinuerlig historik i internt fordrevne i Palæstina, dvs mennesker der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, begyndte da zionistiske organisationer fik tilladelse til at ‘købe’, overtage osmanniske fællesarealer. Udviklingen gik fra internt fordrevne til de der blev tvunget i eksil, af terrorgrupper som STERN eller af undergrundshæren Haganah og senere af det israelske militær (IDF), dvs de palæstinensere, der blev flygtninge mennesker, der fik frataget deres hjem, deres levebrød, deres arv og værdighed. Det kan idag kun beskrives, som den etniske udrensning af Palæstina, når en etnisk befolkning (nation) bliver erstattet af en fremmed etnisk befolkning (nation).
Disse spørgsmål bliver aktualiseret af den debat, der foregår omkring Syrienskrigerne, hvor Justitsministeriet henviser til retsforfølgelsen af de 500 Spaniensfrivillige i 1930’erne, men det er ligeledes relevant at inddrage de danskere, der gjorde tjeneste i Waffen-SS og i den tyske Wehrmacht samt retsopgøret efter 2. Verdenskrig. [lovgivning og straffesager] I forbindelse med Informations forespørgsel til IDF i 2014 oplystes det at: “IDF skønner, at mellem 15 og 25 danske statsborgere er soldater i hæren – både som våbenførende og ikke-våbenførende – hvoraf nogle formentlig deltager i Operation Protective Edge, som Israel indledte den 8. juli.” Derudover var der, i perioden 2009-2013, 17 danskere, som udførte forsynings- og vedligeholdelsesopgaver for IDF i Sar-El (på hebraisk Tjeneste for Israel).
Geneve Konventionen og de besatte områder
Hvordan forholder folkeretten samt den danske lovgivning sig til, at danske statsborgere aftjener værnepligt i en krigsførende nations militær samt deltager i kamphandlinger, erobringskrige samt besættelsen af erobret land? Hvordan sikrer den danske stat, at danske statsborgere ikke begår krigsforbrydelser og overtræder menneskerettighederne og Geneve Konventionen i krigshandlinger og senere i de besatte områder? Har de danske myndigheder overblik over hvor mange danskere, der har deltaget i angreb på civile i Gaza og i Sydlibanon? Dette er blot de indledende spørgsmål, der bør stilles til de danske myndigheder, før en statslig undersøger (Højesteretsdommer) samt forsvarets auditører påbegynder en egentlig afhøring, under vidneansvar, af alle danskere, der har aftjent værnepligt i Israel. Dernæst bør det undersøges af auditørkorpset i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, om danske værnepligtige og reservestyrker i IDF har deltaget i overgreb på civile og på krigsfanger. Derudover kommer de danskere, der nu bor som kolonister på den besatte Vestbred. Hvordan forholder Geneve Konventionen sig til danskere bosat i ulovlige bosættelser?
Koloniseringen af det palæstinensiske hjemland (fortsættes)
Fra 1948 har Israel opretholdt et juridisk tomrum for de oprindelige indbyggere i Palæstina. Bagrunden for denne tilstand var den gradvise ophævelse af den osmanniske retstilstand samt indførslen af det britiske mandatstyre (de facto et kolonistyre). Den zionistiske bevægelse og det britiske mandatstyre overdrog de osmanniske jordbesiddelser til de embedsmænd, der havde kontrolleret dem før 1919. På den måde blev de til ‘absentee landlords’, som frit kunne sælge deres ejendom til zionisterne uden samtidigt at sikre de palæstinensiske ‘fæstebønder’ og landarbejdere de rettigheder, de havde haft under det osmanniske styre. Derefter kunne de nye ‘ejere’ med britisk juridisk og militær støtte påbegynde en fordrivelse af palæstinenserne fra deres landsbyer, som nu var under zionistisk kontrol.
Der var altså allerede før delingen og oprettelsen af den ny stat Israel, titusindvis af internt fordreven palæstinensere uden juridiske rettigheder. Da FN vedtog den usædvanligt jødisk gunstige delingsplan for Palæstina, påbegyndte forskellige zionistiske militser og terrorgrupper en kampagne, der skulle fordrive flere hundrede tusinde palæstinensere fra de jødiske områder samt fra de palæstinensiske områder. Israelske og palæstinensiske historikere har afdækket mere end et dusin massakrer, hvor Deir Yasin var den værste med over 200 dræbte, og utallige voldelige overfald på civile i palæstinensiske byer og landsbyer.
Israels vestligt støttede militære overmagt har siden sikret den zionistiske stat i de mange arabisk-israelske krige efter Israels oprettelse. Den vestlige våbenembargo mod palæstinenserne og de arabiske naboer, med undtagelsen af det britisk støttede Jordan, førte til en knusende sejr i erobringen af størstedelen af de palæstinensiske byer, landsbyer og jordbesiddelser i det ny Israel i 1947-48. Derefter har alle palæstinensere i de besatte områder været underlagt militær jurisdiktion, legitimeret af Israels Højesteret, men ikke anerkendt af FN og imodstrid med Geneve Konventionen.
Nakba – De internt fordrevne og de etnisk udrensede palæstinensere
FN’s delingsplan tog udgangspunkt i at jøder og palæstinensiske arabere i de to nye lande kunne leve fredeligt side om side. Det blev dog ikke accepteret internt i den zionistiske undergrundsregering, der opstod i løbet af 1940’erne i Palæstina. For zionisterne blev det demografiske spørgsmål stadigt mere påtrængende, efterhånden som forhandlingerne i FN skred frem. I jødiske og zionistiske kredse var det afgørende for den nye stats sikkerhed, at der var en majoritet af jøder i Israel. Demografi blev altså sat højere end demokrati og menneskerettigheder. Samtidigt med at zionisterne forhandlede med de arabiske nabolande om modtagelse af palæstinensiske arabere begyndte undergrundshæren og politikerne, først og fremmest David Ben Gurion, at planlægge den etniske udrensning. Første fase var i det område, der var udpeget til det jødiske hjemland, betegnelsen fra Balfour-dokumentet fra 1919, dvs, at der allerede før forhandlingerne var afsluttet i New York, blev sat en brutal terror-kampagne ind mod såvel det britiske mandatstyre og de arabiske palæstinensere, med henblik på at skræmme dem samt skabe så megen frygt og mistillid mellem jøder og palæstinensere, at palæstinenserne ville flygte når staten Israel blev udråbt. Anden fase i David Ben Gurions plan var at sikre landområder samt forbindelse til bosættelserne i de palæstinensiske områder af delingsplanen ikke mindst Jerusalem var mål for erobringsplanerne.
Mere end 1.000.000 palæstinensere blev berørt af krigen 1947-1949 mellem zionister og palæstinensere. Ifølge Ilan Pappé er der tale om etnisk udrensning, når følgende betingelser er opfyldt: fordrivelse af civile af en anden etnisk gruppe, ‘non-combatanter’ behandles som krigsfanger, adskillelse af mænd og kvinder, fængsling eller internering af mænd og drenge uden mulighed for, at få prøvet deres indespærring ved en domstol, ødelæggelse af huse, boligområder og landsbyer samt genbosættelse af en anden etnisk gruppe, i.e. jøder der overtager palæstinensisk ejendom, landsbyer eller landområder. Alle disse betingelser var tilstede fra 1947 til 1950.
Kortene er forbudte i Israel, ikke mindst i undervisningssystemet. De lyver dog ikke, men afspejler Israels foragt for palæstinenserne og verdenssamfundet. Kort nr. 2 er resultatet af første fase. Ben Gurions Plan D, de efterfølgende kort følger grundplanen om at skabe Stor-Israel i hele mandat Palæstina. Situationen er idag umulig og uholdbar for palæstinenserne, der er blevet svigtet at FN og Stormagterne, først og fremmest USA. (Billedteksten helt og holdent min mening)
De usynlige palæstinensere glemt af verden
Spørgsmålet om de internt fordrevnes, de etnisk fordrevnes samt de palæstinensiske flygtninge i de omliggende arabiske lande rettigheder har løbende været taget op i FN siden 1948, men flere hundrede resolutioner til støtte for palæstinenserne er blevet blokeret først og fremmest af USA.
Holocaust: Den eksistentielle trussel mod jødedommen
Zionisterne i Israel har, siden oprettelsen af den jødiske stat, brugt krigene mod de arabiske naboer og palæstinensernes frihedskamp, som en eksistentiel trussel mod selve Israels eksistens og ekstrapoleret det ud til at omfatte selve jødedommens eksistens. Dette kunstgreb, der er muliggjort af Holocaust, har betydet at kritik af Israel og zionismen, nu bliver betegnet som anti-semitisme, først og fremmest i Israel, men der er et stort politisk pres på de vestlige lande for at anerkende den israelske definition. Holocaust er Europas gru, men USA mistede også moralsk fodfæste ved at afvise jødiske flygtninge samt begrænse den jødiske immigration i 1930’erne.
Jewish paramilitary organisation, Haganah, attacking Palestinian Arab villages in Galilee in 1948 [PhotoQuest/Getty]Holocaust er blevet vekslet til moralsk kapital for Israel, hvilket zionisterne har udnyttet maksimalt i perioden fra 1948-1987. I de efterfølgende krige i 1956, 1967 var israelerne aggressorer og besatte yderligere palæstinensiske og ægyptiske områder, Sinai, Gaza og Vestbredden som siden 1948 havde været besat af Jordan. Efter en ægyptisk oprustning langs Suez-kanalen udløstes Yom Kibbur krigen i 1973 med et angreb ind i de israelsk besatte Sinai samtidigt angreb Syrien det israelsk besatte Golan. Krigen var i realiteten afsluttet, da det israelske luftvåben angreb og udslettede syriske og ægyptiske luftbaser. Efter Yom Kibbur kom det frem, at flere hundrede ægyptiske krigsfanger blev ydmyget og henrettet, som hævn for israelske tab. Udviklingen, der førte til angrebene, var først og fremmest en konsekvens af stormagternes uvilje til at skabe fred og ophævelse af den israelske besættelse af arabisk og palæstinensisk territorium samt israelernes tiltro til deres militære overmagt. De efterfølgende krige i 1978, 1982, 2006 var først og fremmest rettet mod palæstinensiske flygtningelejre og palæstinensiske- og siden shiamuslimske militser i Libanon. Revolutionen i Iran (1979) betød. at shiiterne i Syrien, Libanon og Iran nu forenede deres kræfter i deres forsvar imod Israels aggressive destabiliseringspolitik. Det er kendetegnende for den israelske propaganda at de retfærdiggør deres overfald på Libanon som selvforsvar. Besættelsen af Sydlibanon i 1982 blev således kaldt “Operation Fred i Gallilæa”. Overfaldet på Libanon og på de palæstinensiske flygtningelejre , Sabra og Shatila, var med til at skifte fokus fra palæstinenserne som terrorister til frihedskæmpere i store dele af den vestlige offentlighed. Den israelske statsterror nåede et nye moralsk lavtpunkt med massakrerne på de palæstinensiske flygtninge. Massakrerne på civile shiiter i Sydlibanon og i Beirut medførte at Hezbollah nu er Israels farligste modstander i Libanon., støttet af Iran og Syrien. Angrebet på Libanon og indkaldelsen af de israelske reservestyrker blev brugt til at starte en civilmobilisering i Vesten, Organisationen Sar-El, The National Project for Volunteers for Israel, forkortet til Tjeneste for Israel, hvor de frivillige udførte det nødvendige arbejde som ikke kunne udføres i bosættelserne i Golan og i Nord-Israel.
Massakren fandt sted under den libanesiske borgerkrig, efter at Israel havde besat hele det sydlige Libanon, og var rykket helt op til Beirut. Kristne militser rykkede med den israelske forsvarsminister Ariel Sharons billigelse ind i Sabra og Shatila. Her voldtog og massakrerede militserne i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ikke våben-føre mænd – antallet af dræbte er aldrig fastslået men menes til at ligge et sted mellem 800 og 3.500 mennesker. De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til.
Den første Intifada
Besættelsen af Vestbredden og Gaza medførte en brutalisering af forholdet mellem israelere og palæstinensere. I takt med, at flere og flere bosættelser blev oprettet, blev det nødvendigt for Israel at etablere ‘sikkerheds barrierer’mellem kolonister og palæstinensere samt ‘sikre adgangsveje for kolonisterne’ . Dermed blev sløret løftet for besættelsens virkelige konsekvenser. Nemlig, at det kun var muligt med indførslen af apartheid, segregation mellem jøder og palæstinensere. Den første Intifada (1987-1992) afslørede først og fremmest, at der ikke var tale om en konflikt mellem Israel og palæstinenserne, men istedet en brutal undertrykkelse af stenkastende unge, der ønskede selvbestemmelse, politisk frihed samt en ny begyndelse for det palæstinensiske folk. Israel satte sin militært overlegne hær ind, men det var ikke muligt for dem at standse protesterne. Udviklingen med stenkastende unge foran kampvogne vakte minder om opstanden i Ungarn, Prag foråret, urolighedene i Nordirland og midt under Intifadaen demonstranterne på Tianmenpladsen i Beijing. Frihedstrangen blev det centrale tema, hvor Israel pludselig blev den brutale besættelsesmagt der der med vold undertrykte friheden for palæstinenserne. Der var derfor daglige reportager fra Vestbredden og Gaza med i de vestlige medier blev et vendepunkt i den palæstinensiske kamp om de vestlige mediers opmærksomhed.
Efter den første Intifada fik IDF nye våben overfor protesterende og stenkastende unge. Israels sikkerhedkabinet, godkendte en forordning om nye beføjelser til sikkerhedsstyrkerne. Det har betyder, at en øget brutalitet hærger i de besatte områder. Billedet er det Vestbredden 16.10.2015
Den anden Intifada – Kvindernes modstand mod besættelsen (fortsættes)
Efter den anden Intifada (2000-2005) er forskellige menneskerettighedsgrupper begyndt at uddele videokameraer, så civile palæstinensere kan dokumentere militærets og bosætternes overgreb. Det sker ofte med livet som indsats. Den øgede brug af moderne smartphones har dog gjort det mindre farligt, hvis de anvendes i skjul. Det er derfor blevet lettere for palæstinenserne at holde kontakt til NGO’er i vesten og med menneskerettighedsgrupper i Israel
Jerusalem delt og besat (flygtningelejrene)
Gaza – blokade, ghetto og åbent fængsel (fortsættes)
Mediernes skiftende roller
Nu er det palæstinenserne, der får moralsk kapital, for hvert overgreb der bliver begået. Mediernes rolle er derfor at dokumentere overgrebene, mens de israelske myndigheder på alle måder forsøger at inddæmme situationen, ved at skabe utålelige arbejdsbetingelser for journalisterne. Pressefriheden er under angreb på Vestbredden, samtidigt med, at den er truet i Israel. Lige nu ligger Israel på en sølle 101. plads ud af 180 målte lande på World Press Index listen for 2016: Jeg citerer fra listen, “journalists face a “military censorship” and must deal with censorship orders. Abuses of the Israeli army against Palestinian and foreign journalists are common, especially while covering demonstrations.” Reporters without borders
En palæstinensisk tv-journalist filmer en Nakba-overlevende ‘oldemor’. Symbolikken er helt tydelig drevet af desperation og vrede tager kvinderne nu kampen op.
Fakta (venligst lånt fra Information)
1948. Israel proklamerer sig som selvstændig stat, efterfulgt af krigshandlinger mellem israelske og arabiske styrker. Omkring 400.000 palæstinensere bliver fordrevet eller flygter fra Palæstina
1949. FN optager Israel som medlemsland – Danmark undlader at stemme. Danmarks regering er indstillet på at støtte fordrevne palæstinensere humanitært, men palæstinensernes ret til tilbagevenden underordnes ønsket om en jødisk stat
1950’erne. Det danske og israelske socialdemokrati og fagbevægelse knytter stærke bånd med den israelske premierminister David Ben Gurion og danske socialdemokrater som Hans Hedtoft, H.C Hansen og Viggo Kampmann som drivkræfter
1956. Ægyptens præsident Nasser nationaliserer Suez-kanalen, og Israel besætter Sinai og Gaza-striben. I Danmark overskygges konflikten af Sovjets invasion af Ungarn. Danmark afviser økonomiske eller militære sanktioner mod Israel
1961. Dansk-israelsk Selskab hjælper med at arrangere særlige kontakter for den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann under hans rejse til Israel
1962. Den første danske delegation, ca. 40 personer, tager på kibbutzophold organiseret af Arne Piel Christensen, daværende højskolelærer, og senere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp
1965. Arne Piel Christensen opretter DAKIV, Danske Kibbutzvenner, som i perioder arbejder meget tæt sammen med Dansk-Israelsk Selskab
1967. Seksdageskrigen – DAKIV evakuerer danskere i kibbutzer. Dansk-israelsk Selskab deltog aktivt i talrige støtte-aktioner for Israel i forbindelse med krigen, bl.a. sammen med DAKIV, Ligaen for Tolerance og Frihedskampens Veteraner. Stor indsamlingskampagne ’Danmark hjælper Israel’ under Viggo Kampmanns forsæde
-FN pålægger i resolution 242 Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder, og de arabiske stater at anerkende staten Israel
-Efter krigene i 1948 og 1967 lever omkring fire mio. palæstinensere i dag i landflygtighed – de fleste i Jordan og de andre lande omkring Palæstina. 385 palæstinensiske landsbyer er blevet udslettet, 145 alene i Galilæa
1973. Yom Kippur-krigen. Israel angribes af Syrien og Ægypten, og den danske statsminister Anker Jørgensen udtaler sin uforbeholdne støtte til Israel
1975. FN’s generalforsamling vedtager en resolution, der betegner zionisme som en form for racisme
1982. Massakren i Shabra og Shatila – en kristen libanesisk milits slagter mellem 700-3500 palæstinensere i en flygtningelejr under det israelske militærs beskyttelse
1986. Den 22.oktober afholdes i anledning af 100-året for Israels ’far’ og første premierminister, David Ben Gurion, en mindeaften på Frederiksberg Rådhus i samarbejde med DAKIV og Dansk Zionistforbund
1993. Oslo-aftalen underskrives
1990’erne. Forholdet mellem den danske og den israelske fagbevægelse kølnes, men kontakterne opretholdes
2001. DAKIV nedlægger sit rejsekontor på grund af manglende interesse fra danske unge
2004. DAKIV indstiller alle aktiviteter. Boykot Israel-kampagne starter i Danmark med deltagelse af forskellige græsrodsorganisationer samt fagforbundet SiD, der i dag er indlemmet i 3F
Herbert Pundik: “Ja, jeg var agent for Mossad.”, Inf.
Murens fald i Berlin 1989 var befolkningernes festdag. Familier og venner, adskilt gennem 40 år, fik endelig i et kort øjeblik muligheden for igen at dele deres tilværelser i fred og frihed. Uden frygt for repressalier og med håbet udenpå tøjet strømmede de først fra øst til vest og siden den anden vej. Det var den liminale fase, hvor muligheden stod åben, hvor alt kunne ske. Det var før Treuhands vestlige embedsmænd og spekulanterne fik frit løb af kansler Kohl og Vesttyskland.
I 1989, da muren mellem øst og vest blev stormet af frygtløse DDR borgere, blev det efterhånden klart for de fleste, at der ikke havde været en ‘Vergangenheitsbewältigung’ i øst. Hverken i DDR eller de andre lande bag jerntæppet. Kommunisme og diktatur havde skabt systemkritikere, men de var ikke alle demokratiske engle. Samtidigt var der ikke styr på hvordan de enkelte lande skulle indføre demokratiske tilstande, hvilket gav de enkelte regimers håndgangne mænd muligheden til at rage til sig af samfundenes kollektiviserede goder. Sammenblandingen mellem mafiøse og autoritære oligarker og folkelig utilfredshed, der fulgte med den hovedløse indførsel af en ultraliberalistisk politik i Østeuropa, har skabt grobund for nye højreekstremistiske og nynationalistiske partier. I de vestlige demokratier har de samme neoliberalistiske kræfter skabt en kapitalophobning på færre og færre hænder.
Samtidigt med at vores vores fødevarer, råvarer, naturlige ressourcer og vores energiforsyningsselskaber blevet til spekulationsobjekter, har den enkelte nationalstat mistet en vigtig kontrolmulighed overfor de stadigt mere grådige spekulanter, der med et enkelt tastetryk kan sende hele samfund ud i recession. Stærkt støttet af kapitalforvalterne i pensionskasser, grådige banker og investeringssselskaber i skattely. Ikke mindst de mange gyldne håndtryk og den systematiske anvendelse af aktieoptioner som bonus, har haft en bestikkelseslignende virkning på kapitalmarkedernes forvaltere. Hvordan EU og den danske stat i liberaliseringen af kapitalmarkederne har kunnet acceptere volumenssyge og monopollignende bankers overtagelse af realkreditforeningerne i Danmark er en stor gåde for mig. Det skabte en uhørt spekulativ boligboble på ejerboligmarkedet og ødelagde andelsboligtanken. Landenes sammenhængskraft bliver ligeledes truet af multinationale selskabers pengestrømme. Eftersom de har en økonomi, der ofte er større end de enkelte landes, kan de afpresse politikere til at acceptere urimelige beskatningsregler og uigennemsigtige regnskaber. Det har betydet, at de liberale demokratier mister deres legitimitet, når de ikke længere kan ‘beskytte’ samfundet mod større ulighed. “Did we not see that once [civil, social and human] rights became privileges the state would one day revoke them?” Chris Hedges in Truthdig 27-11-2016
Mens vi venter på en ny økonomisk politik må vi blive bevidste om voldspotentialet fra højreekstremismen. Der har ikke været en større trussel mod demokratiet siden 2. Verdenskrig end det nye sammenrend af ryggesløse politikere og populister, afmægtige vælgere og voldelige hooligan typer. Radikalisering af højreekstremister er et langt alvorligere problem end vi hidtil har forstået. Det er ikke en politisk ideologi, men en dødsensfarlig gift, der under dække af ytringsfriheden og bekæmpelse af politisk korrekthed, spredes af grådige medier og skruppelløse populister! Hver eneste gang de kommer til orde i medierne, bekræfter de deres stormtropper i det had de føler overfor muslimer og indvandrere. Samtidigt er det med til at bestyrke deres foragt overfor det åbne liberale samfund og deres politiske modstandere. Vi har vænnet os til at dialog altid kunne løse vores uoverenstemmelser, eftersom alternativet altid ville ende som i 1930’erne. Men dialogen er afløst af flugt fra de ubehagelige sandheder. Der er ingen der tør fornærme eliten, kapitalforvalterne og middelklassen eller true deres erhvervede rettigheder. Uanset hvor meget der er brug for reformer, der tager penge tilbage til statskassen fra de der har de høje lønninger og store formuer (også i skattely), så er der ingen der tør sige det højt. Det er ikke de få, på overførselsindkomst eller indvandrere og flygtningene der er synderne. Det er de mange der unddrager sig beskatning og skaber ulighed i samfundet.
Da britiske MP Jo Cox blev dræbt, af en højreekstremist sidste år, en uge før Brexit afstemningen, var der meget få der turde sige lige ud, at det var terror rettet mod det britiske demokrati. Altså at gå imod bølgen af had og foragt, mod de der talte for at blive i EU. Det er den samme foragt og det samme had, der driver Dansk Folkeparti når de hetzer mod tørklæder, de fremmede og flygtninge. De holder sig heller ikke tilbage for at puste til ilden med deres indøvede retorik. Den holder sig lige på grænsen til det usigelige, men de afprøver hver sommer om de lige kan rykke grænsen en tand mere. Ikke mindst de sociale medier og nyhedsmedeiernes debatspalter flyder over med trusler og insinuering mod fx venligboerne (‘væmmeligboerne’).
En del af bevisbyrden mod terroristen Thomas Mair i drabssagen mod ham. Ord kan ikke rumme det had og den foragt, som højreekstremisterne har overfor de åbne tolerante samfund. Demokrati og pluralisme er blevet skældsord i det 21. århundrede. Kilde: The Canary, 24.11.2016
De truer vores demokrati og den tolerance og religionsfrihed som det har taget mange hundrede år at få. De misbruger vores ytringsfrihed som et skjold når de forlanger spalteplads og ansvarsfrihed når det kommer til direkte racisme og trusler fra deres tilhængere. Det er dog først når vores politikere accepterer populisternes dagsorden og narrativ, at de bliver farlige. »Efter min mening har den indenrigspolitiske håndering af højrepopulismen været forfejlet fra begyndelsen. De etablerede partiers fejl består i overhovedet at have anerkendt den front, som højrepopulismen har defineret: ’Os imod systemet’…..Begge [præsidentkandidat Sarkozy og Justsitsminister Maas] tager ham eller hende alvorligt og styrker dermed hans og hendes profil. Efter et år kender vi tyskere efterhånden AfD-lederen Frauke Petrys ironiske grimasser og ved, hvordan resten af ledelsen i hendes skrækkelige slæng opfører sig. Det er kun ved at ignorere deres oplæg, at man kan fjerne jorden under fødderne på de højreorienterede populister.« kilde: Jürgen Habermass, Information 24.11.2016
Trumps valgkamp i USA var gennemsyret af overdrivelser og løgne, Fx. at flygtninge var trojanske heste, terrorister der bare ventede på at undergrave amerikanernes rettigheder. Det lyder jo bekendt, det er den samme retorik som Martin Henriksen anvender i DK. Kilde HRW
Til trods for at alle beviser i sagen mod Jo Cox’ morder pegede i retning af, at han var fan af Anders Breivik så er intet helligt for britisk presses hatespeech! The Daily Mail (BT og Ekstrabladet i UK) har med en apologetisk artikel om nazisten og terroristen Thomas Mair bragt sindene i kog og vrede læsere til twittertasterne. “Even by the standards of the gutter press, this is a disgusting article. We all need to be taking action against the rise of the far right. This has to be done on a variety of fronts. But it’s vital that we look at the media and the messages they are perpetuating.”The Canary, 24.11.2016
Vi må ikke glemme, at der bag terrorister og højreekstremister samt ytringsfrihedsfundamentalister gemmer sig en selvbevidsthed, som frihedskæmpere og patrioter. De ser verden gennem et prisme af had, hvor alt er enten sort eller hvidt. De lever med et verdensbillede, hvor de hele tiden vil forsvare deres standpunkt uden at skelne til virkeligheden omkring dem. De er faktaresistente, i det omfang fakta ikke passer ind i deres virkelighedsopfattelse. “True patriotism involves an honest assessment of what is both great and what is ugly about our culture. True patriotism involves exposing what is wrong with our country and then working, as a nation, to make it right. True patriotism involves bringing people together. The fake patriotism of Farage involves driving people apart.” Kilde: Politico 24.11.2016
Hans-Micael Søndergaard, 25.11.2016.
Læs videre hér: Politiken, Albrecht Koschorcke: Adolf Hitlers ’Min kamp’. Om nazismens poetik. (Imponerende) oversat af Conni-Kay Jørgensen.
Statens regnemaskine er ramt af en alvorlig systemfejl. Nemlig, at alle offentlige investeringer i infrastruktur alt fra motorveje over vand, energi, hospitaler, ældrepleje, børnepasning og uddannelserne ikke er noget værd. Alt det vi betegner som velfærd regnes i ADAM og de andre teoretiske modeller kun med som udgifter, der trækkes fra, så det fremstår som om de kun er negative for samfundsøkonomien. Dermed overvurderes de private investeringer, samtidigt med at det skjuler hvor meget vores vækst og forbrug er afhængig af en velfungerende offentlig sektor og gode infrastrukturer. Giv økonomerne besked på at indregne vores velfærdssamfund, som en positiv investering og stop de hovedløse nedskæringer i de offentlige budgetter. Det kan godt lade sig gøre at finjustere og effektivisere, men det er ikke vejen frem at anvende overskuddet til skattelettelser og præmier til offentlige ledere, der kun er ansat for at nedbryde vores velfærdssamfund! Det har haft store konsekvenser for vores velfærdssamfund, at denne liberalistiske masterplan (minimalstaten og konkurrencesamfundet) er blevet skjult bag en ny politisk dagsorden, der har glemt at fordelingspolitik også styres af værdier. Idag anser vi kun værdipolitik udfra, om vi er for menneskeværd og de universelle menneskerettigheder samt en lempelig udlændingepolitik eller for stramninger overfor asylansøgere, flygtninge og indvandrere, hvor borgerrettighederne kun gælder for de, der er noget værd, de produktive etniske danskere.
Vi kan derfor ikke længere nøjes med at diskutere ‘tonen’ i den danske indvandrerdebat. Vores opfattelse af minoriteter, ikke mindst flygtninge og indvandrere, er nu blevet til to forskellige narrativer. Forskellen mellem venstre og højre er idag fordelingspolitisk opdelt mellem de partier, der stadig ser størst mulig økonomisk lighed, som et værdipolitisk mål og så de partier, der fastholder, at målet er ulighed som vækstskaber. Vi har et samfund hvor de værdipolitiske skillelinier ligeledes går mellem på den ene side autoritære nationalister og den anden side af libertære universalister. Mellem de der fastholder, at borgerrettighederne er bestemt af etnicitet og de der står fast på, at menneskerettighederne er universelle og gælder for alle, nye som gamle borgere. De 4 nedenstående værdipolitiske grupperinger er meget markante i deres udmeldinger. Det er typisk de skrivende debatører og intellektuelle der placerer sig dér. De har derfor en stor mediebevågenhed. Ikke mindst den såkaldte ‘flygtningekrise i 2015’.
I Danmark er der fire mindre grupper af vælgere, som har langt mere markante politiske holdninger end hovedparten af vælgerne. Der er tale om vælgergrupper, der både fordelingspolitisk og værdipolitisk har mere yderligtgående holdninger end flertallet af vælgerne. De fire grupper udgør i alt 27,9 procent af alle vælgere – altså mere end hver fjerde. Redigeret af forf. HMS – kilde: Altinget og Kenneth Thue Nielsen, ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker.
Indtil karrikaturkrisen i 2005 har fordelingspolitikken været hoveddrivkraften i de danske vælgerbevægelser. Dernæst har en nynationalistisk værdipolitik fået tillagt større og større betydning. Ikke mindst drevet af medierne, der hele tiden har søgt at få ‘breaking news’. I 1983 erklærede den daværende statsminister Poul Schlüter, at ideologier er noget ‘bras’. Hvad han mente var at konservatismen, imodsætning til socialisme og liberalisme, var en samfundsbevarende værdipolitik og livsform. Han erklærede dermed samtidig at han var modstander af den værdi- og fordelingspolitiske klassekamp, som jo netop er kampen mellem mennesker med forskellige ideologiske udgangspunkter. Uffe Ellemanns anti-socialisme var affødt af, at vælgerne ikke ville afskaffe velfærdssamfundet, hvilket betød, at den borgerlige regering var nødt til at koble sin ideologiske kamp op imod socialdemokratiet og venstrefløjens værdibårede fredspolitik. Koblingen lykkedes ved valget i 1985, hvor oppositionspolitikerne nærmest blev udstillede som landsforrædere, da de ikke støttede USA’s atomvåbenpolitik i Europa. Efterfølgende tog de borgerlige fat på en omfattende ideologisk kamp imod fagbevægelsen og dermed den danske arbejdsmarkedsmodel. En kamp der tyve år senere har efterladt en vingeskudt fagbevægelse, efter indførslen af private gule og borgerlige forsikringsvirksomheder, der efterligner fagbevægelsen men ikke har nogle selvstændige overenskomster. Efter murens fald i 1989 syntes socialismens værdier og som regeringsform at være stendød. Dermed mistede socialdemokrater og socialister i hele Europa et ideologisk fundament. Det ikke siden er lykkedes at genoprette en socialistisk eller socialdemokratisk diskurs, der kan stille noget op overfor den gældende neoliberale diskurs.
Det fremskudte mobile forsvar, med nukleare Pershing 2 missiler, var udtænkt som NATO alliancens modsvar mod Warschawa Pagten SS-20 mellemdistance missiler i 1980’erne. Frygten for et angreb fra Sovjetunionen på Vesteuropa, under den kolde krig, var begrundelsen, da det blev besluttet at opstille de meget moderne angrebsvåben. Holdningen blev imødegået af en ny europæiske fredsbevægelse, der mente at vestlige politikere overdrev Sovjetunionens hensigter og samtidigt østpagtens militære kapacitet.
Det danske samfund har i mange år brystet sig af at være et samfund hvor ‘få har for meget og færre for lidt’. Det har vist sig at værre et glansbillede, der dog byggede på en uset grad af lighed mellem forskellige befolkningsgrupper. Det danske velfærdssamfund har været omstridt igennem tiden – men i 2001 indgik Anders Fogh Rasmussen en ‘kontrakt’ med vælgerne; nemlig at hans regering tilsluttede sig, at velfærdssamfundet ikke kunne anfægtes i hans regeringstid. Liberalisterne internt i Venstre blev kuet og den ideologiske liberalisme blev for et årti pakket væk.
Det er dog først efter af Dansk Folkeparti afløste Fremskridtspartiet som værdipolitisk protestparti, at ‘folket’ kom til at erstatte klasserne. DF’s fordelingspolitik blev i deres partiprogram og i medierne fremstillet som social(demokratisk). Derimod var deres nationale værdipolitik til højre for Det konservative folkeparti. DF lagde vægt på pensionisterne som deres vigtigste vælgergruppe. Denne vælgergruppe har altid stemt meget traditionelt. Det vil sige som de altid har gjort på de gamle partier, hvor den største forskel var mellem by og land. I byerne stemte de traditionel på konservative, radikale og socialdemokraterne på landet på venstre, socialdemokraterne og de radikale. Populismen der tog over i 1973 var et udslag af, at de gamle partier ikke havde noget klart bud på tidens kriser. Altså de nye partier var først og fremmest protest- og enkeltsagspartier, der tog over, dér hvor ideologierne ikke længere havde noget værdipolitisk svar på vælgernes bekymringer og ønsker.
Socialdemokraterne, som var det største parti på venstrefløjen, var uden ideologisk fundament. Dermed var Poul Nyrup Rasmussen i 1991 gået over til at administrere lovgivning og økonomien samt fremtidssikre Danmark gennem miljø- og energipolitik. Ikke mindst med en udvidelse af EU lovgivningen samt miljøministeriets rammer og beføjelser. Da Dansk Folkeparti i 2001 blev parlamentarisk grundlag for Anders Foghs velfærdsbevarende 4-kløver regering var vejen banet for nye populistiske partier på højrefløjen, der kunne samles under liberale bannere. Nu er der altså 4 positioner i dansk politik som vælgerne kan navigere imellem.
Jeg ville ønske, at flere mennesker, som Martin Luther King, ville drømme stort. At langt flere mennesker havde en større tiltro til, at verden kunne blive meget bedre for alle! Nelson Mandela og det moderne Sydafrika gik imod strømmen af revanchisme og nymoralisme, da de tidligere undertrykte satte samhørighed over hævntørst og samvittighed over jura. Når værdipolitikken har fået så stor plads i danske medier afspejler det en generel tendens i den vestlige verden. Den store modsætning er mellem nationalismens autoritære og universalismens humanistiske værdier. En nationalistisk og en universalistisk position, hvor der tilsyneladende ikke er en bro, der kan skabe dialog mellem dem. (Borre, Ole: 2011)
Svaret på nutidens flygtningestrømme, fattigsdomsimmigranter, klimaflygtninge og elitens globalisering er ikke at grave sig ned i skyttegrave. Svaret på disse udfordringer er ikke at grave sig ned bag sine landegrænser eller i ‘gated communities’.
Når overdrivelse fremmer forståelsen: Hvem er det der skal holdes ude eller inde? Skal vi affinde os med, at samfundet bliver adskilt med hegn og mure mellem eliten, den produktive middelklasse og den uproduktive klasse (de arbejdsløse, de fattige pensionister, de elendige og de a-sociale)?
Ghettodannelser og slumbyer forsvinder ikke når vi kikker væk. Arbejdsløshed og sociale problemer løses ikke ved at pege fingre af de ledige, fattige og syge. Flygtninge bliver ikke siddende i flygtningelejre og fattigdomsimmigranter søger mod de rige lande lige så sikkert som møl tiltrækkes af lys i nattens mørke.
Hvad stiller vi op når det er meget lettere for ‘ofre’ at udpege ‘skurke’? Hvordan skal vi forholde os til, at selv de privilligerede på både venstre- og højrefløjen har alt for travlt med at diskutere, hvem der er ‘skurkene’ i tidens narrativer? Hvordan etablerer vi er demokratisk samtale, når vores politikere lukker sig inde bag spindoktorer, haledikkende medier og medløbende journalister? Måske svaret ligger lige foran næsen på os. Vi skal lære at lytte til de andre – vi skal ikke vende den anden kind til i fysisk forstand, men vi skal lade empatien råde. Sætte os i den andens sted, forstå og forsvare hans position, før vi går kritisk i kødet på den med modargumentation. Vi skal forstå at den andens verden giver mening og identitet. Ligesåvel som vores egen verden giver os mening.
Vi må samtidigt erkende, at mediernes og politikernes udstilling af social og etnisk ghettodannelse ikke har ført til en forbedring af disse områders økonomiske vilkår. Tværtimod kan man sige, det har istedet medført en ny stærk nationalfølelse, dvs. nationalchauvinisme, når racisme, forskelsbehandling og segregation ikke længere er forbudt hverken i ord eller gerning. Vi har givet i indpas i vores offentlige samtale, til alle de der føler sig som ofre for udskillelse pga globaliseringen eller som ofre for økonomisk misbrug af de offentlige kasser. Det har ført til en forråelse af debatten. Målet hellliger midlerne der tages i brug, i omtalen og behandlingen af ‘de andre’, ikke mindst flygtninge og indvandrere fra 3. verdenslande.
Den socialdemokratiske leder af oppositionen i dansk politik og integrationsministeren for partiet Venstre kappes i medierne om hvem der har den bedste politik overfor asylansøgere og flygtninge i begyndelsen af 2015. (Roald Als Pol. 5.1.2016.)
Jeg har længe haft den opfattelse at indvandrerdebatten i Danmark byggede på dikotomien assimilation overfor integration, men det står nu helt klart for mig, at det var humanistisk ønsketænkning. Der var meget andet på spil, da MF Martin Henriksen (DF) på direkte TV kunne tillade sig at udtale, at en ung intelligent gymnasieelev og elevrådsformand ikke kunne bevise, at han var ‘dansk’. Den store skillelinie i den danske debat idag er et valg mellem segregation eller integration. Nu betyder integration, at du er integrerbar, altså hvid, at du er en kulturel og økonomisk gevinst for samfundet samt at du uden løftede øjenbryn i udlændingestyrelsen, kan blive gift med en ‘ægte dansker’ og blive asssimileret og uden at ‘ægte danskere’ med det samme kan se, at du er som dem. Det er altså nu blevet det nye normale i den offentlige debat, at vi kan udskille de farvede som en stigmatiseret gruppe!
“Forhånelserne og mobningen starter i sproget, men hvis man i civilsamfundet hinsides lovgivningen knæsætter et kollektivt princip om først og fremmest at dyrke ytringsfriheden som en slags moralsk ret til spot, hån og latterliggørelse uden andre supplerende normer, så står man magtesløs over for de nævnte fænomener. Hvis man ikke har mod til at erkende et fælles samfundsmæssigt ansvar over for denne form for psykisk, etnisk og social mobning og finde et sprog for det, så overlader man det til den enkelte i et tomrum at bære på byrden af den, og det er ofte mere end den enkelte kan magte.” (Stig Dalager, Berl. d. 20.11.2016)
Hvordan nåede vi så langt ud? Udskillelsen af ‘de andre’ er nu også af sociale minoriteter, som arbejdsløse og langtidssyge samt førtidspensionister – disse mindretal får nu samme behandling som de indvandrere og flygtninge, der opfattes som en belastning for samfundsøkonomien! Jeg er nu sikker på, at det er et institutionelt problem, der har medført at segregation og racisme, baseret på en forestilling om produktivitet og etnicitet, er blevet en tillagt en positiv ladning og det har givet los for, at mennesker med holdning føler sig bekræftigede i når de deltager i den offentlige debat, om de ‘gode’ og de ‘dårlige’, medborgerne og snylterne . Det er i min optik fordi Danmark idag defineres som er et samfund, der er delt mellem kapitalforvaltere (kapitalister) og lønmodtagere samt mennesker på overførselsindkomster. Man kan sige, at det er en opdeling mellem de der tilhører det gode samfund, forvalterne og de produktive og endelig den tredje ‘u-produktive’ gruppe der ikke tilhører det gode samfund, da de ikke længere tillægges en positiv betydning for kulturens og samfundets udvikling. Denne to-deling har den konsekvens, at den tredje gruppe er blevet til en gruppe, der efter behag kan udskilles enten som et problem, en belastning eller de der engang imelllem, dvs hvert 4 år, er vigtige vælgergrupper, først og fremmest pensionisterne og i mindre grad de studerende. Resultatet er at restgruppen, arbejdsledige, langtidsledige, langtidssyge, flygtninge, indvandrere fra 3. verdenslande, handicappede og psykisk syge bliver deifinitionen på den tredje gruppe som karakteriseres som samfundsnedbrydende typer, a’sociale – de der ligger til last, som man tidligere sagde, de der er afhængige af de offentlige kasser, Færre og færre fra tredje gruppe er nødvendige for det produktive Danmark og der er nu større risiko for, at mellemgruppen havner i tredje gruppe, end at de kan blive elite og kapitalforvaltere! Hvilken betydning har det så for samfundet Danmarks fremtid, for den sociale mobilitet? Ja, det er først og fremmest et politisk og dernæst et kulturelt spørgsmål.
“Og solen gik sin gang, nat afløstes af dag”, selv efter Krystalnatten d. 8. november 1938. Og selvom glasloftet ikke blev gennembrudt for kvinder i nordamerikansk politik i denne omgang, så vil USA ikke for evigt være kvindefjendsk, racististisk, homofobisk. Og når nu USA er en nation, der er blevet stort og rigt gennem de sidste mange hundrede år, på ryggen af dets mange indvandrere – ja, så klarer de nok også at inddrage Pancho Villas døtre og sønner. Verden er i evig forandring. Under den trygge eller utrygge overflade er der seismiske kræfter, tektoniske plader, der presser sig mod hinanden eller trækker sig væk. Bevægelser der er naturskabende i deres ødelæggelse. Som i Nordatlanten ved Island, hvor der opstår nye øer. Landnam er tidens og historiens svar på kulturelle og demografiske forandringer.
Vores verdener og vores kulturer er ikke statiske. Nationer og folk er opstået i forandring og ved sammensmeltning af gener, folk og kulturer. Vi kan ikke se bort fra, at der har været konflikter mellem folk og kulturer, men historien viser at selv for 30000 år siden var de væsentligste forandringer skabt af gen- og kulturudveksling. Selv mellem så forskellige menneskearter som Neandertalerne og det moderne menneske. Bytte og handel afløste tidligere tiders jæger og samler subsistensøkonomi i takt med, at familiegrupper slog sig sammen og afløste nomade tilværelsen med landbrugssamfund. Kultpladser blev til markeder, hvor kulturelle og socioøkonomiske kræfter skabte nye relationer samt omgangsformer mellem forskellige stammer. Geografiske afstande blev overvundet ad vandveje og over land. Østersøens og Vesterhavets rav var eftertragtet og handel mellem syd og nord førte bronze den anden vej.
Jeg ville ønske, at flere mennesker, som Martin Luther King, ville drømme stort. At langt flere mennesker havde en større tiltro til, at verden kunne blive meget bedre for alle! Nelson Mandela og det moderne Sydafrika gik imod strømmen af nymoralisme, da de undertrykte satte samhørighed over hævntørst og samvittighed over jura. Når værdipolitikken har fået så stor plads i danske medier afspejler det en generel tendens i den vestlige verden. Den store modsætning er mellem nationalismens autoritære og universalismens humanistiske værdier. En nationalistisk og en universalistisk position, hvor der tilsyneladende ikke er en bro, der kan skabe dialog mellem dem (Borre, Ole: 2011)
Svaret på nutidens flygtningestrømme, fattigsdomsimmigranter, klimaflygtninge og elitens globalisering er ikke at grave sig ned i skyttegrave. Svaret på disse udfordringer er ikke at grave sig ned bag sine landegrænser eller i gated communities. Ghettodannelser og slumbyer forsvinder ikke når vi kikker væk. Arbejdsløshed og sociale problemer løses ikke ved at pege fingre af de ledige, fattige og syge. Flygtninge bliver ikke siddende i flygtningelejre og fattigdomsimmigranter søger mod de rige lande lige så sikkert som møl tiltrækkes af lys i nattens mørke.
Hvad stiller vi op når det er meget lettere for ‘ofre’ at udpege ‘skurke’? Hvordan skal vi forholde os til at selv de priviligerede på både venstre- og højrefløjen har alt for travlt med at diskutere, hvem der er ‘skurkene’ i tidens narrativer? Hvordan etablerer vi er demokratisk samtale, når vores politikere lukker sig inde bag spindoktorer, haledikkende medier og medløbende journalister? Måske svaret ligger lige foran næsen på os. Vi skal lære at lytte til de andre – vi skal ikke vende den anden kind til i fysisk forstand men vi skal lade empatien råde. Sætte os i den andens sted og forsvare hans position før vi går kritisk i kødet på den med modargumentation. Vi skal forstå at den andens verden giver mening og identitet. Ligesåvel som vores egen verden giver os mening. Vi kan vælge om vi vil følge i fodsporene på Hamlet, Don Qijote eller deres moderne versioner som Carsten Jensen, Mikael Jalving, Martin Henriksen og Morten Messerschmidt, der fra hver deres fløje slår åbne døre ind, bekæmper vindmøller eller står i deres melankoli på sidelinien og kommenterer verdens gang!
I Danmark er det ikke tonen i den kun ‘tonen/råheden’ i debatten – men politikkernes trang til at projicere vælgernes vrede over på magtesløse minoriteter. I retorikfaget kalder man det idag ‘Stokastisk Terrorisme’ Det er nu blevet defineret som en måde retorisk at underspille sin trussel, men i et sprog som rammer ind i den mulige terrorists tankemønstre og dermed opildne til tilfældig, men alligevel målrettet udpegning af terrormål! Kernen i den stokastiske opfordring til terror (vold) ligger i måden man omtaler det mulige offer (i.e. at man forudsætter at tilhøreren allerede har fordomme overfor grupperne) . Ofte handler det om at fratage offeret dets integritet, det er styret af ondskab, en bestemt systemtænkning (religion, kultur, seksualitet, politisk overbevisning og sociale placering i samfundet). Det kan indledes med at udpege enkeltpersoner, som arbejssky, sociale bedragere og ‘forkælede’. Derfra er der ikke langt till at generalisere så hele grupper bliver opfattet som ‘farlige’ asociale/snyltere/svindlere. ‘Offeret’ bliver udpeget som en kriminel, en der bryder med lovgivningen, skikke og sædvaner. Kultur, familieformer og moral ophøjes til normer for hvordan minoriteten udskilles. Uanset sprogbrugen så gælder det om at skabe en dig/dem følelse. Det er et af de retoriske kneb, at der bliver talt til,’dig’, som offeret (læseren, tilhøreren) Når politikere uimodsagt får lov til at udskille minoriteter, så kan det udnyttes til at definere de andre (dem) som fremmedgjorte grupper, der er normbrydende, fjendtlige, fremmedartede, så er der ikke er så langt til at den anden ikke længere fortjener at blive behandlet som menneske. Det gælder især i situationer, hvor politikkere, mediepersonligheder og medier samt majoritetsbefolkningen stigmatiserer en minoritetsgruppe, der så bliver udsat for vold og terror!
Jeg lytter gerne, hvis modparten er indstillet på at blive udfordret på sine argumenter!
Mikael Jalving, debatør i JP, er et af de eksempler på hvordan højreekstrem terror og vold, inklusive angreb på ytringsfriheden, hvidvaskes i Danmark. MJ beskriver udelukkende nationalkonservatismen og de højreorienterede gruppers ideologi som defensiv og deskriptiv, hvilket får mig til at betvivle hans evner som både journalist og historiker. Der er intet defensivt i de […]
Vi har i Trump mødt et ´fuldt stop skilt’ for demokratiet. Hajtænderne signalerer ganske tydeligt, at der er fare forude. Det signalerer, at vi skal stoppe helt op før vi vælger hvilken vej vi vil køre. Klummeskriveren i Altinget Jakob Nielsen trækker, som de fleste konservative koldkrigere, Francis Fukuyama frem, som det store orakel for det 21. Århundrede, men det der kendetegner Fukuyama er en nærmest religiøs underdanighed overfor de neo-liberale magthavere. Netop de magthavere, som har banet vejen for Trump. Jakob Nielsen og jeg er enige om at D. Trump kan bane vejen for langt farligere kræfter. Hvad sker der hvis en intelligent og erfaren politiker vælger at gå den samme vej med angreb på minoriteter og på demokratiets fundament? Trump og før ham Tea Party bevægelsen har med held appeleret til alle de utilfredse vælgere. De der føler at de er blevet forbigået og derfor har lidt afsavn i forhold til fx. minoriteter som har haft gav af ‘affirmative action’. Forskelsbehandling og racisme følges hånd i hånd. Tilsammen har de skabt den bevægelse, som har ført Trump til det hvide hus. Det der indtil nu har kendetegnet D. Trump er ‘heldigvis’en enestående ‘dovenskab’ samt mangel på evner. Hans angreb på alle, der ikke taler ham efter munden eller plejer hans skrøbelige ego samt hans manglende selvtillid og selvværd, karakteriserer en mand, der projicerer sine egne mangler og desværre også sit moralske habitus over på sine modstandere og kritikere. Trumps trang til at vinde er tilsyneladende større end hans vilje til at anvende magten, hvilket på kort sigt giver de demokratiske og de uafhængige vælgere tid til, at blive engagerede og mobiliserede til de kommende valg i Trumps regeringstid. De vælgere, der ønskede forandring og en stærk mand i spidsen for denne vælgervandring, kan kun være skuffede over den svage mand, der nu sidder ved skrivebordet i det hvide hus og underskriver præsidentielle dekreter!
Trump har tilsyneladende ikke nogen politiske visioner for, hvordan han vil gøre USA ‘Stort Igen’. Indtil nu har hans regering udemærket sig ved at afmontere de sidste 8 års lovgivning samt sabotere centraladministrationen. Revanchisme og misundelse driver Trump, hvilket farver alt hvad han foretager sig. Det er efterhånden blevet klart, at Trump bruger sit begrænsede ordforråd og Twitters (280 tegn) som et våben. Med den overdrevne og svulstige beskrivelse af sig selv og sine ‘bedrifter’ opildner han sit vælgersegment, som alle føler at deres rettigheder truet af det multikulturelle USA. Samtidigt med, at Trump med sit simple sprog i paroleform skaber et ekkokammer, hvor hans base kun hører det de vil høre, og hvor Trump kun ser det han vil se. En jublende masse, som gentager og forstærker hans paroler. Det er et velkendt mnemotkniske kneb som gør, at hans base let kan anvende dem igen og igen .
hansmicaelblog 