Udstillingen, Racissmus ist Gegenwart, i Stadtarchiv Nürnberg i 2015, markerede 80-året for indførslen af Nürnberglovgivningen i 1935, som var et foreløbigt lavpunkt i Europas anti-semitiske historie. Museet begrundede udstillingen med, at racisme, nationalisme og fanatisme er universelle begreber, der ikke kun har en tidsbunden kontekst. Det giver derfor mening at betragte den danske mediedebat, ‘tonen’ på de sociale medier samt de politiske partiers rolle i debatten, i lyset af Nürnberglovgivningen.
Lige siden jeg læste op til min historiske specialeafhandling, midt i 1990’erne, har jeg undret mig over, hvorfor vi kan acceptere, at indvandreres børn og børnebørn ikke anerkendes som fuldgyldige danskere, med lige rettigheder som (stats)borgere. Ligeledes undrer det mig, at der er sket et skred blandt toneangivende politikere og debatører – ikke mindst fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet, Tidehverv, Den danske forening samt en række islamofobiske grupper – hvor der skelnes mellem ægte danskere (blods beslægtede) og fremmede danskere (uden dansk blod). Det moralske skred har betydet, at etnicitet har erstattet tidligere tiders racebegreber! Det er så langt ude, at det allerede er nazistisk politik!
Den nazistiske stat opererede med begreber, som vi idag uden reflektion tager afstand fra. Det vil sige, når vi kan genkende dem som nazistisk arvegods! Alle var efter 2. verdenskrig enige om, at jødeforfølgelse og jødehad samt jødeudryddelse var forbrydelser imod menneskeheden. Det der var ‘lovligt’ den ene dag i Nazityskland blev ved krigsafslutningen til forbrydelser, det krævede, at der blev indført lovgivning med tilbagevirkende kraft, de blev anvendt ved Nürnbergprocesserne. Samtidigt betød det, at der indførtes en række universelle menneskerettigheder samt en beskyttelseslovgivning. Det er dog de færreste, der har sat sig ind i, hvordan det var muligt at udskille en befolkningsgruppe som ‘jødisk’!
Idag forekommer det helt uforståeligt, at embedsmænd og forskere i 1935 villigt bistod det nazistiske styre med ‘raceforskning’ og lovgivning, der alene havde til formål at ekskludere tyske ‘jødiske’ borgere fra deres rettigheder samt indføre apartheid og segregation mellem jødiske og tyske borgere. I den nazistiske optik gjorde det ingen forskel, at mange ‘tyske jøder’kunne trække deres slægtlinier tilbage til den tyske højmiddelalder, 30-årskrigen eller det 18. århundrede. Heller ikke det faktum, at de var socialister, ateister eller, det vi idag ville betegne som, kulturjøder kunne påvirke nazisternes holdning til ‘jødespørgsmålet’. Det var dog ikke enestående, allerede i 1933 skete der et moralsk skred, da der indførtes særlovgivning, der gjorde det muligt at fængsle politiske modstandere samt konfiskere deres værdier og ejendom!
Det bemærkelsesværdige i Jødelovgivningen var, at den desuden skulle håndtere det faktum, at mange tyskere af ‘jødisk’ afstamning stadig var tysksindede samt dekorerede patrioter. Derfor indførtes der i §4 et forbud mod, at ‘jøder’ kunne flage med de tyske rigsflag og de tyske farver!
Racefællesskabet i det nazistiske Tyskland blev udtrykt gennem “Blut, Ehre und Boden”-ideologien, der skabte en særegen folkelig tysk kultur og et partikulært historiesyn, hvor alt skulle anskues gennem en tysk (arisk) linse. Apartheid og segregation var de institutionelle og lovgivningsmæssige rammer for udskillelsen og siden dehumaniseringen af først jøder, dernæst romaer og sidst de slaviske folk som efterhånden kom ind under tysk overherredømme. Samtidigt fik udskillelsen den konsekvens, at det ariske menneske og de blodbeslægtede vesteuropærere blev anset for evolutionært ‘højerestående’, en væsentlig faktor i den senere etniske udrensning og udryddelse af ‘laverestående racer'(folkemord). Racetænkning og racehad eller xenofobi var ikke en nazistisk opfindelse, men nazisterne knyttede an til fordomme og diskrimination, der havde en lang historisk tradition. Den europæiske antisemitisme havde, indtil enevældens afslutning og demokratiseringen af de enkelte lande, sin egen tragiske historie, hvor den jødiske befolkning var tålt, men ikke blev accepteret med de samme rettigheder som landets indfødte borgere. Så længe de udførte nyttige beskæftigelser eller var til gavn for magthaverne blev de tålt, men lige så ofte blev de udsat for forfølgelse og udvisning af de samme magthavere.
Efter staten Israels grundlæggelse, gennem økonomisk og militær overmagt i forhold til de arabiske nabolande, og den zionistiske bevægelses anerkendelse som talerør for jøder udenfor Israel, er den institutionelle racisme mod jøder og de mere folkelige fordomme mod jøder (anti-semitisme) næsten blevet udryddet. De nye myter om den uovervindelige israelske soldat (hær) og Israels moralske kapital fra Holocaust har haft den positive effekt, at jøder ikke længere anses for at være en særskilt underlegen race. Det er dog en historisk udvikling, der har haft en meget uheldig sideeffekt. Vesteuropa og USA har udviklet et skæbnefællesskab med Israel, der har medført at Israels fjender er blevet vores fjender.
Den ulige krig mellem Israel og de palæstinensiske befrielsesorganisationer medførte, at krighandlingerne blev ført til Vesteuropa gennem flykapringer og gidseltagninger af israelere samt arabiske diplomater. Det blev i Europa, ikke uden grund, betegnet som terrorhandlinger. Forløbere for den islamiske terror der fulgte. Terroren, og krigen mellem Israel og de arabiske naboer, kom til at definere Vestens og Danmarks forhold til Islam.
Fjernøsten og mellemøsten, herunder de arabiske lande, og Islam, der siden det 17. århundrede havde facineret forskere og opdagelsesrejsende, fik i det 19. og 20. århundrede sin egen kulturhistoriske forskningstradition – ‘Orientalismen’, en positiv interesse og facination af alt hvad der var eksotisk og fremmedartet ved østen. Orientalismen fik betydning for den nye politiske, kulturelle og økonomiske interesse for mellemøsten. Geopolitisk som kulturelt fik det stor betydning for vestens og i europæisk historie. Sammenfaldet mellem kolonialiseringen og opdagelsesrejserne rundt om Afrika og den ny søvej til Indien/Østen betød, at europæerne i stigende grad kom i kontakt med Islam og araberne, der allerede havde udviklet handelsveje, der samtidig havde skabt en betydelig kulturel udveksling. Islam havde således allerede en lang tradition på den afrikanske østkyst og i Indien da europæerne ankom.
Islam, som en konkurrerende kultur og religion, har altså en lang historie med kulturmøder i både vest og øst. Islam blev desuden tålt i de nykolonialiserede lande, ofte med henblik på at skabe en del og hersk kultur, hvor muslimer fik deres egen rolle i den koloniale økonomi og politik. I mange af de ny-koloniserede lande udgjorde muslimske mindretal en økonomisk overklasse, som nu kom til at indgå i den koloniale administration. En utilsigtet sideeffekt var, at islam blev udbredt til større befolkningsgrupper, der nu skulle indgå i den koloniale lokaladministration.
For at gøre en lang historie kortere springer jeg frem til 1960’erne, hvor den første større indvandring fra muslimske lande til Europa tog fart. Afkolonialiseringen af først Indien og siden Nordafrika samt Afrika betød, at store befolkningsgrupper, der havde haft et tæt samarbejde med kolonimagterne eller blev ofre for de nye regimer måtte udvandre. De slog sig ned i kolonimagternes lande. Det var først og fremmest i Storbritannien, Holland, Belgien og Frankrig men også Portugal samt Spanien. Det betød, at der med et var store grupper af muslimske medborgere med statsborgerskab, der havde medbragt hjemlandets koloniale kultur og religion. De store grupper af muslimer har haft en fundamental betydning for udviklingen af islamofobi og antidemokratiske bevægelser. Befrielseskrigen i Algeriet og den udbredte anvendelse af tortur mod tilfangetagne algerierer førte til terror i Frankrig, begge sider af konflikten var involverede.
Indvandringen til Danmark af udenlandsk arbejdskraft var afledt af indvandringen til Tyskland i 1960’erne. I slutningen af 1960’erne var der desuden en aktiv dansk søgning af arbejdskraft fra især Jugoslavien og Tyrkiet. Den var som udgangspunkt af midlertidig karakter, hvilket havde betydning for lovgivningen, der var yderst sparsom. I takt med at ‘gæstearbejdernes’ status ændredes til indvandrere begyndte især fagbevægelsen at stille krav til en mere omfattende lovgivning. Ikke mindst efter medierne begyndte at rapportere om de kaotiske og usle forhold som gæstearbejderne levede under. Imod de arbejdsgivervenlige borgerlige partiers ønsker blev der indført en lovgivning for migrantarbejderne som tog udgangspunkt i et ligebehandlingsprincip. Det skulle sikre imod social- og lønddumping og der foregik samtidig en omfattende faglig organisering af de udenlandske arbejdere. Endelig blev der i forbindelse med oliekrisen, i begyndelsen af 1970’erne, indført et indvandringsstop som i virkeligheden stadig er gældende. Det kunne dog ikke hindre, at der op igennem 1970’erne kom en stille strøm af familiesammenføringer, ægtefæller og børn som nu blev til indvandrere med de nye behov der fulgte deraf. Den gældende indvandrerpolitik var stadig bestemt af et ligebehandlingsprincip. Derfor kunne der i denne periode indgås aftaler fx. mellem Danmark og Tyrkiet: konventionen om social sikkerhed fra 1976.
Den næste større gruppe af indvandrere fra var muslimske flygtninge fra Mellemøsten i 1980’erne. Først og fremmest statsløse palæstinensere fra Libanon, Jordan og Syrien. “Hovedparten af palæstinenserne kom til Danmark i 1980erne. [i.e.Da det ikke var muligt at udvise de statsløse palæstinensere fik en del, af de der ikke umiddelbart kunne anerkendes som flygtninge, humanitær opholdstilladelse]. De voksede op i et verdsligt miljø, hvor religionen ikke spillede nogen særlig rolle. I de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon var det hovedsagelig de ældre, der bar tørklæde og gik i moskéen.
Da palæstinenserne boede i Libanon, opfattede de sig som sekulære frihedskæmpere. De var en del af et politisk bevidst miljø, og deres medlemskab af en organisationerne i PLO var nødvendig. Via organisationerne fik de penge til at leve for, og de fik beskyttelse. En af palæstinenserne i min undersøgelse udtrykker det meget rammende, når han siger, at PLO var det samme, som kommunen er i dag, fortæller Anja Kublitz.” Kristeligt Dagblad 26.08.2016.
Palæstinenserne flygtede fra politisk forfølgelse og fra krig. Dernæst kom iranske flygtninge, fra shahens tid kommunister og andre systemkritikere herunder religiøse fx. Ayathollah Khomeni i Frankrig, efter revolutionen først og fremmest den intellektuelle middelklasse som nu var de nye systemkritikere samt flygtninge der ville undgå militærtjeneste og krig samt politisk forfølgelse og religiøs undertrykkelse.
I 1982 påbegyndtes ændringen af den danske udlændingelovgivning, så det blev en administrativt smidigere proces, hvor flygtninge nu fik retskrav på behandling af deres asylansøgninger. Samtidig indførtes en række ankemuligheder og et Flygtningenævn, der var den sidste instans i prøvning af asylansøgernes sag. Ændringerne af lovgivningen blev gennemført af et stort flertal i Folketinget, men som følge af det store pres på Europa af flygtninge fra især Mellemøsten er loven løbende blevet skærpet især af de borgerlige partier. Efter den islamiske revolution i Iran skete der gradvist en forskydning fra politiske og kulturelt sekulære flygtninge til flygtninge hvor religionen kom til at spille en større rolle. Fra 1990’erne og til idag er det først og fremmest irakere, syrere og somaliere som søger asyl i Danmark. Det har betydet at Islam på 4 årtier har udviklet sig til den næststørste religion i Danmark. Det var der ikke nogen der havde forudset, men konkurrencen om at blive næststørst, i et land hvor op mod 90% af befolkningen var medlemmer (ikke nødvendigvis praktiserende) af den luthersk-evangeliske folkekirke, var jo ikke særligt svært.
Flygtninge- og udlændingelovgivningen har vist sig at være et af de største konfliktområder i dansk politik efter 1983. Det førte til en splittelse mellem to blokke i Folketinget: De borgerlige partier på strammerfløjen og en centrum-rød humanistisk fløj, der gik ind for en mere humanistisk behandling af flygtninge. Socialdemokratiet har dog i overvejende grad skiftet over til strammerfløjen, som et udslag af konkurrencen om vælgere, der tidligere stemte på Socialdemokraterne, som i løbet af 1990’erne skiftede over til Dansk Folkeparti og siden til Venstre.
De borgerlige partier, inklusive Dansk Folkeparti, har løbende strammet op på lovgivningen med regler for familiesammenføring og ægteskaber med udlændinge. Op igennem 00’erne og senest i 2015 indført særlige ydelser til flygtninge og indvandrere på overførselsindkomster. Starthjælp, integrationsydelse og kontanthjælpsloft er alle tiltag der har haft til hensigt at gøre det sværere for flygtninge og indvandrerfamilier at forsørge sig på offentlige ydelser. Da det første forsøg på særlige ydelser til flygtninge blev kendt ulovlige, da de forskelsbehandlede mellem danskere og flygtninge, så er de nye regler kommet til at omfatte indfødte danske borgere.
Socialdemokraterne har, som de andre partier i folketinget, en værdipolitisk tilgang til integration af flygtninge og indvandrere, men den er dog hverken bundet til kristendommen eller kulturen. Socialdemokratiet lægger dog vægt på, at flygtninge og indvandrerne skal indgå i fællesskabet, bla. ved at arbejde. Det vil sige, at der nu bliver lagt større vægt på at stille krav til asylsøgere og flygtninge og mindre vægt på deres rettigheder. “Vi skal sikre, at integrationen fungerer, uanset hvor længe folk skal blive i Danmark. Det kan den kun, hvis dem, der kommer hertil, har en grundlæggende respekt for vores værdier om blandt andet demokrati, ytringsfrihed og ligestilling. Det er også afgørende, at de hurtigt lærer sproget og får et arbejde. Derfor mener vi, at flygtninge og indvandrere i fremtiden skal arbejde for deres ydelse… Pligt og ret skal følges ad. Det er den centrale forudsætning for at få integrationen til at fungere. Det er fundamentalt i Danmark, at vi stiller krav om, at man skal bidrage til samfundet. Alle skal yde det, de kan. Flygtninge skal hurtigst muligt ud blandt danske kolleger og lære sproget. Derfor har Socialdemokraterne foreslået nye krav, der betyder, at asylansøgere skal i job og lære dansk. Hvis ikke de kommer i ordinært arbejde, skal de senest efter tre måneder bidrage i f.eks. nyttejob, ellers kan de trækkes i ydelsen.”
Det Radikale Venstre tager som Socialdemokratiet udgangspunkt i at flygtninge og indvandrere kan bidrage med deres kompetencer og deres arbejdskraft i Danmark. Værdipolitisk ligger de Radikale på en humanistisk fløj hvor flygtningenes værdier respekteres og der skal ikke forskelsbehandles mellem indfødte og nydanskere. “Integration handler om, at alle i Danmark skal være en del af det danske samfund. For at opnå det, skal vi behandle udlændinge, som vi behandler hinanden. Vi skal stille krav, tilbyde hjælp og have positive forventninger. Vi vil ikke isolere og fattiggøre flygtninge og andre nytilkomne til Danmark. Vi vil styrke integrationen gennem en målrettet og virksomhedsrettet indsats. For vejen til integration og deltagelse i samfundet går via arbejdsmarkedet”.
Danmarks Liberale Parti – Venstre – har den som Dansk Folkeparti en udtalt berøringsangst overfor Islam. “Fællesskabet i det danske samfund bygger på værdier, der har deres baggrund i det kristne livssyn samt en række rettigheder og principper som f.eks. den individuelle frihed, omsorg for de svageste medlemmer i samfundet, lighed for loven, lighed mellem kønnene, begrænset statsmagt, folkestyre, uafhængige domstole, retten til at ytre sig frit samt skelnen mellem religion [og] politik”.
Det konservative folkeparti lægger, som Venstre og Dansk Fokeparti, stor vægt på kristendommen i deres partiprogram: “Vores fortid, historie og arv er vores styrke, kun med denne kan vi møde fremtiden styrket. 1000 års kristen samhørighed har dannet samfundets værdigrundlag, derfor er Danmark et land med religionsfrihed og åbenhed overfor andre religioner”.
Hvem ville have gættet på, at Det Konservative Folkepartis leder Søren Pape Poulsen ville mene noget om ortodoks islam lige op til et valg? “Den radikale islamisme har nemlig en lang række fællestræk med nazismen: Et ekstremt had til jøder, afbrænding af bøger og ødelæggelse af uvurderlige kulturgenstande, fordi alt fremmed bliver betragtet som ondt. Stræben efter det nye tusindårsrige. Udryddelse af mindretal af enhver art. For bare at nævne nogle af de mest åbenlyse fællestræk”. Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti Berlingske Debat, 24. april, 2015. Ikke mindst da de i deres partiprogram selv fastholder, at de står for religionsfrihed og åbenhed over andre religioner.
Det er tydeligt at flygtninge og indvandrerdebatten skaber en øget konkurrence om vælgerne samt en skærpelse af retorikken blandt strammerpartierne.“Den mest fatale brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. DF-politikerne hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende. Politiske modstandere karakteriseres i vendinger så grove, at man ikke har set mage hertil i dansk politik siden højreekstremistiske gruppers politiske sprogbrug i 30’erne og under krigen.” Curt Sørensen, Debatindlæg i Information. 14.10.2006
I modsætning til de gamle partier har Dansk Folkeparti et politisk projekt, der går ud på at Danmark skal træde ud af en række internationale konventioner, ikke mindst Flygtningekonventionen, den europæiske menneskerettighedserklæring samt FNs børnekonvention osv. Alle disse konventioner bliver af mange anset som fundamentale internationale aftaler, som igennem de sidst ca. 50 år har været med til at definere danske værdier. Samtidigt sikrer de frihedsrettighederne for danskere samt beskyttelse af flygtninge. Fra Folketingets talerstol kunne MF, pastor Jesper Langballe (DF) forkynde, “at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden- Der er tale om en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa.” (Folketingets møde den 31. maj 2002)
Ifølge Marie Krarup der nærmest ordret citerer Søren Krarup; “DER ER MINDST TRE farlige ting ved menneskerettighederne. Den første er, at vores gode, menneskeskabte love i Danmark undergraves og ødelægges via menneskerettighederne.
Flere og flere af dem inkorporeres i lovgivningen i stedet for, at lovgiverne tager stilling til paragrafferne. Vigtige traditioner og erfaringer i Danmark undergraves, fordi de er i modstrid med det rigtige.
Det drejer sig for eksempel om kristendommens og folkekirkens særstilling, der hævdes at stride imod kravet om lighed i menneskerettighederne, eller det drejer sig om vores ret til at udvise kriminelle udlændinge, der ikke har statsborgerskab i Danmark. De har nemlig ret til familieliv ifølge de hellige menneskerettigheder. Eller det drejer sig om det danske folketings ret til selv at bestemme, hvem der skal have statsborgerskab i Danmark.” (Kristeligt Dagblad. 26.08.2016.)
Det mest bemærkelsesværdige ved ovenstående citat er de krumspring MK gør for at lægge afstand til Islam. Et eksempel er hendes indledende henvisning til at danske love er menneskeskabte, en klar modsætning til shariaen, men det bliver helt komisk når hun så springer direkte til de europæiske menneskerettigheder som er indført i dansk lovgivning. De universelle rettigheder er jo også menneskeskabte, men da de forhindrer DF i at føre en diskrimerende politik skal de selvfølgelig fordømmes.
Dansk Folkeparti lægger ikke skjul på deres meget snævre forståelse af hvad det vil sige at være dansk statsborger (indfødsretten skal nok tages helt bogstaveligt hér, at dansk er kun den, der er født ind i fællesskabet). Når det så kommer til at definere hvad der er danske værdier, skikke, adfærd og grundsyn…. så står det mindre klart hvad der er fælles eftersom intet nævnes. Der er dog en sidebemærkning, som ikke skal undervurderes; det handler om hvad de indfødte danskere kan være ‘trygge ved’, det vil sige alt hvad der opfattes som fremmedartet og mærkeligt kan være en hindring for at opnå adgang til dansk statsborgerskab! I slutningen af afsnittet står der dog at grundloven demokratiske spilleregler skal overholdes. Endelig når DF frem til hele pointen med deres afsnit. Nemlig at fremmede religiøse forskrifter ikke er foreneligt med deres demokratiforståelse (som jo ellers burde holde sig til den danske grundlov).
Det er dog i de enkelte folketingsmedlemmers debatindlæg og interview, at Dansk Folkeparti folder deres udemokratiske, menneskefjendske og reaktionære udlændingepolitik ud. Ikke mindst Louise Frevert, der i trods over, ikke at kunne komme til orde i medierne med sine rabiate racistiske holdninger, lagde dem op på et privat website. Herunder denne nazistiske perle: »Hvis lægen skulle helbrede sine patienter med det der svarer til integration ville det betyde, at han skulle forsøge at overtale kræftcellerne til at blive gode, velfungerende og sunde celler, der kunne arbejde harmonisk i patientens krop. ( ) Vi kan bruge milliarder af kroner og timer på at forsøge, at integrere muslimer i landet, men resultatet bliver det, som lægen observerer. Kræften breder sig uhindret mens vi snakker.« citeret fra Information d. 30.10.2005. (” Er (der Jude) ist und bleibt der ewige Parasit, ein Schmarotzer, der wie ein schädlicher Bazillus sich immer mehr ausbreitet, sowie nur ein günstiger Nährboden dazu einlädt. …wo er auftritt, stirbt das Wirtsvolk nach kürzerer oder längerer Zeit ab.”) kilde: Jüdische Geschichte und Kultur.
“Washington Post sætter [november 2014] i en længere artikel fokus på, hvordan muslimer i Vesteuropa føler sig forfulgt og mistænkeliggjort alene på baggrund af deres religion. I den forbindelse citerer det amerikanske dagblad Marie Krarup for at sige, at Danmark står over for store problemer.
»Islam er vold. Moderate muslimer er ikke problemet, men selv de kan blive ekstremister over tid. I islam er det okay at tæske sin kone. Det er er okay at dræbe dem, der ikke er muslimer. Det er det problem, vi står over for,” siger hun [MF, Marie Krarup, DF] til avisen…
Koranen er ifølge Marie Krarup roden til, at nogle unge muslimer udvikler sig fra at være moderate troende til ekstremistiske fanatikere, der bliver voldelige, fordi de læser de hellige skrifter alt for tekstnært. »Det, jeg mener og det, jeg gør opmærksom på, er, at det står i Koranen. Derfor er der nogen – og det er dem, vi ser drage til Syrien – der synes, at det er rigtigt at gå ud og slå ikke-muslimer ihjel. Det er det, vi ser Islamisk Stat gøre. Og de kan fremhæve citater rigtig mange steder i Koranen. Det er et stort problem, at vi har en religion, der på den måde kan underbygge den her helt forfærdelige adfærd,« forklarer hun“. Citeret fra Politiko, Berlingske.
“Som udgangspunkt for at diskutere begrebet indfødsret er det vigtigt at konstatere, at det at tilhøre en nation forudsætter, at man indgår i det fællesskab, som binder nationens borgere sammen: Fælles sprog, et fælles sæt af værdier, fælles grundsyn, skikke, der er udviklet gennem historien og en adfærd, nationens borgere føler sig trygge ved. Mennesker, der ikke deler de fælles værdier – eller som direkte modarbejder dem – kan ikke optages i fællesskabet. Følgelig bør statsborgerskabet kun gives til integrerede indvandrere, der tilslutter sig Danmarks Riges Grundlov og som værdsætter og efterlever demokratiske spilleregler, hvilket også betyder, at de respekterer vedtagne love og regler og ikke sætter fremmede religiøse forskrifter højere end de demokratiske beslutninger”.
»Islam er vor tids største udfordring og der vil komme en dag, hvor det vil stå lysende klart for alle. Der er gode mennesker, som er muslimer, ligesom der er onde og tvivlsomme danskere. Sådan er det, selvfølgelig. Men islam er i sin grundvold en ondskab, som må og skal bekæmpes. Muslimer er muslimer og kan være fredelige mennesker, men deres tilhørsforhold er til deres kultur og religion. Før noget andet er de muslimer. Islamisterne er de aktive og udfarende muslimer, men de er muslimer, som alle andre muslimer.« (martinhenriksen.dk, uge 17 2006). »Nu om dage betegnes alle muslimer i pressen som værende danske muslimer, som om islam nogensinde har været dansk eller for den sags skyld kan blive det. Det kræver i hvert fald et mindre mirakel. Det kan vi så vente på eller vi kan kæmpe imod islamiseringen. Jeg foretrækker det sidste.« (martinhenriksen.dk, uge 4 2006). Martin Henriksens ekstreme ytringer kan også genfindes i nazisternes mange diskrimierende og truende forudsigelser:”Mit Feuer und Schwert müsse man das Parasitenvolk auslöschen.” kilde) Denne problematisering af Islam og muslimer i Danmark gentages igen og igen i lukkede fora på nettet og i DFs egne interne publikationer, men i 2016 er der sket en markant skærpelse af tonen i det offentlige rum med en grovere og mere direkte retorik. Ikke engang på direkte tv bliver de mange udokumenterede udsagn problematiseret af interviewere og studieværter. “Problemet er, at islam spiller en stor rolle i Danmark og har potentiale til at spille en endnu større rolle. Det er, hvis ikke det største, så et af de største samfundsproblemer, vi har i landet. På lange stræk mener jeg, at de værdier, der er i islam, er uforenelige med de værdier, vi har i det danske samfund.” MF, Martin Henriksen, DF, i DR.DK 19.05.2016. Det lyder jo bekendt og der findes da også parralleler til „Die Juden sind unser Unglück“
Jeg kan ikke andet end forundres over, hvor langt det næststørste parti i det danske folketing er villige til at gå i deres ønske om, at genere muslimer og mennesker i nød. Dansk Folkepartis arbejdsprogram om udlændinge og flygtninge har denne sidebemærkning; “Uledsagede flygtningebørn anbringes på et lukket flygtningebørnehjem, hvor de så vidt muligt modtager undervisning, der passer til den enkelte. Når barnet fylder 18 år, udvises barnet til hjemlandet”!
At Dansk Folkeparti er et indvandrerkritisk parti er en underdrivelse. De fremstiller sig selv som en modstandsbevægelse, der skal redde det ægte Danmark, MF, Søren Krarup, DF. De er dog først og fremmest islamofober og deres henvisninger til kultursammenstød skal læses i det lys. De ligger i deres politik og den grove retorik snublende nært på nazisterne i 1930’erne. Her med et citat fra MF, Martin Henriksen, DF: “Hvis mændene ikke lægger deres ære bag sig, vil Danmark lægge mændene bag sig og vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse,” skriver M.H. i sit seneste ugebrev (maj 2006). For DF er Islam ondskab, nazisme, terrorisme, tilbagestående, uvidende, kvindefjendsk osv. Det fremgår tydelig i deres minimalistiske kulturforståelse, både dansk og fremmed kultur! De tager med deres egne formuleringer afstand til nærmest al dansk kulturudvikling efter indførslen af grundloven i 1849. En leg med ord blandt børn hedder: “det kan du selv være” og “det man siger om andre er man selv”. Der er ikke noget andet parti i Danmark der er mere udviklingsfjendtligt og reaktionært end Dansk Folkeparti. Så deres karakteristik af Islam, rammer dem selv i nakken som en boomerang!
“Dansk Folkeparti vil arbejde for at øge forståelsen for, at ethvert samfunds udvikling er bestemt af det samlede indhold af dets kultur, og vi vil modarbejde ethvert forsøg på at skabe et multikulturelt eller multietnisk samfund i Danmark, dvs. et samfund, hvor en betydelig befolkningsgruppe er tilhængere af en anden kultur end vores. At gøre Danmark multietnisk indebærer en risiko for, at udviklingsfjendtlige, reaktionære kulturer vil nedbryde vores hidtil stabile, homogene samfund. Vi kan påvirke et vist antal mennesker fra fremmede kulturer, men en indvandring af den størrelse og sammensætning, vi har set i de sidste årtier af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede, kan ikke integreres. Mange indvandrere ønsker at videreføre deres egen kultur, og det kan få samme følger her som i indvandrernes hjemlande. Specielt har det vist sig vanskeligt at integrere flygtninge og indvandrer, med muslimsk baggrund. Det har intet med tolerance at gøre at være overbærende over for intolerancen. Der findes intet samfund i verden, hvor en fredelig integration af muslimer i en anden kultur har været mulig, og det er uansvarligt at påføre Danmark et kultursammenstød, som risikerer at medføre meget alvorlige følgevirkninger. Den vestlige verden må se i øjnene, at vi lever i en periode, hvor overbefolkning og lettere rejsemuligheder har igangsat egentlige økonomisk betingede folkevandringer. Det nødvendiggør, at vi erkender, at vore samfund må beskytte sig mod at blive løbet over ende… Dansk Folkeparti vil ikke acceptere, at de overgreb på mennesker, som er udbredte i en række fremmede kulturer, videreføres i Danmark.”. Dansk Folkepartis Arbejdsprogram kap. 5.
Det er dog fælles for de gamle partier samt Dansk Folkeparti, at de ikke vover sig udover den minimalistiske beskrivelse af danske værdier. De humanistiske værdier som Danmark har tilsluttet sig igennem FN, Europarådet og EU bliver slet ikke nævnt i forbindelse med DF’s værdipolitik, selv om de sammen med Danmarks kulturhistorie bygger på oplysningstiden og det moderne gennembrud i slutningen af det 19. århundrede. Frihedsrettighederne som alle de borgerlige partier lægger så stor vægt på er sekulære og bygger på såvel den amerikanske uafhængighedskrig som den franske revolution. Istedet bliver pluralisme, mindretalsbeskyttelse, religionsfrihed og fri og uafhængig forskning samt det multikulturelle samfund afvist og menneskerettighederne fordømt. I samme åndedrag bliver danske humanister dæmoniseret som elitære og totalitære landsforrædere.
Hans-Micael Søndergaard, 26.08.2016.
http://www.socialdemokraterne.dk/da/politik/udlaendinge/
https://www.danskfolkeparti.dk/Udl%C3%A6ndinge-_og_asylpolitik
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=84236
http://www.documentarchiv.de/da/fs-antijuedische-verordnungen.html
hansmicaelblog 
