Stat og folk: danskhed og dansk identitet i et flerkulturelt Danmark

Jeg vil i dette essay argumentere for, at dansk identitet og danskhed ikke kan anskues uden at inddrage modernitetens statsopfattelse og det borgerlige demokrati, som blev den direkte følge af humanismen og individualismen – oplysningstidens varige arv til først Europa og siden resten af verden. Først stod kampen for ytringsfrihed, tolerance og religionsfrihed, herunder retten til ikke at have en religion. Dernæst selvstændighed samt kritisk og uafhængig tænkning, der byggede på trykkefrihed, fornuft, kilder og erfaringer (empiri), som satte menneskelivet og den sansede verden i centrum for samfundet, uden religionens begrænsning og censur. “Om de individuelle frihedsrettigheder må man sige, at ideen med dem var, at de skulle sikre det enkelte menneske mod overgreb fra magthaverne i staten – derfor må et system, hvor magthaverne bestemmer, i hvilket omfang de vil give undersåtterne friheder (borgerrettigheder), være i direkte modstrid med det vi forstår ved menneskerettighederne.” (Helmer Jørgensen: 2007) Det medførte en videnskabelig, filosofisk og idémæssig revolution, der var nødvendig for at komme ud af religionernes blindgyder. Det var forudsætningerne for den borgerlige politiske bevægelse i 1800-tallet, som blev til grundlovens fædre.

‘Gud, Konge og Fædreland’til nationens ulykke – Både nationalnostalgikere, nationalliberale og nationalkonservative har siden 1849 ladet hånt om befolkningens tarv, for istedet at pleje deres egne sære forestillinger om patriotisme og egen selvhøjtidlighed. Vi har brug for en besindelse på oplysningstidens revolutionære budskaber. Lighed, frihed og broderskab kan ikke begrænses til nationen eller folket, men må gælde for alle. Vi har brug for et demokrati, der igen sætter mennesket i centrum. Vi har brug for et samfund der er skabt med universalisme, humanisme og videnskab.

Religionernes rolle som forklaringsmodel og autoritetsmonopol på moral blev erstattet af en civil etisk autoritet, der byggede på generelle og umistelige rettigheder, nemlig menneskerettighederne. Tidigere tiders moralbegreber, der søgte deres autoritet i kirken eller i religionen kunne ikke beskytte individet mod overgreb fra statsmagten eller andre institutioner og individer.  “I 1739 styrkedes enevældens tilsyn med kirken yderligere gennem oprettelsen af et Generalkirkeinspektionskollegium med vidtgående myndighed. Og i 1736 indførtes konfirmationen med dens krav om, at de unge skulle have læst og lært deres katekismus, før de kunne bekræftes i deres dåb og træde ind i de voksnes samfund.

Kravene om regelmæssig kirkegang og altergang og om at komme hviledagen i hu og holde den hellig var gamle. Men under de første enevoldskonger blev de yderligere skærpet, for under Christian 6. at nå deres højdepunkt.

Med forordningen af 12. marts 1735 „om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse” vendte styret sig skarpt mod, at „mange have i steden for at søge kirken og dér opbygges, dels anvendt søn- og helligdagene til forfængeligt arbejde og ufornødne forretninger, dels misbrugt dem til verdslig fornøjelse, vellyst og andre laster”.
Enhver husbond og madmor skulle derfor under trussel om bødestraf se til, at deres børn og tjenestefolk fulgte dem i kirke én og helst to gange på søn- og helligdage. Præsterne skulle føre nøje tilsyn med, at de kom i kirken, og at godsejerne ikke så gennem fingre med deres bønders manglende kirkegang. Og forordningen truede med alvorlige straffe:

“På landet skal de gemene bønder, som herimod handle, når præstens advarsel ej har frugtet, straffes første gang med 4 skilling, anden gang med 8 og tredje gang med 16 skillings bøder, og i mangel af betaling stå i gabestokken på kirkegården, første gang én, anden gang to og tredje gang tre timer; til hvilken ende slige gabestokke af hver kirkes ejere, hvor de endnu ej er, besørges.” kilde: den store danske

Den nye humane etik anviste derimod hvordan mennesker havde ansvaret for deres egen moral samt de ukrænkelige rettigheder som ejendomsret, liv, frihed, lighed og ‘broderskab’. De var derfor fritstillede fra kirkens moral og  kunne søge ‘retfærdighed’, retssikkerhed i et retssamfund, og Lykken i den sekulære verden. Ikke først i døden, som var kristendommens hovedbudskab. Det er ikke ubegrundet, at man idag kan argumentere for at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men derimod, at gud er skabt i menneskets billede.

Jeg er så træt af Dansk Folkepartis forsimplede fremstilling af danskhed, som noget medfødt, arveligt og genetisk betinget. Det at være dansk, handler om kultur, mange forskellige kulturer. Det handler om noget socialt, nemlig hvordan vi forholder os til hinanden i de forskellige kulturer i Danmark. Der er større forskel på kulturen i de rige enklaver i de danske storbyer og rigmandskvarterene i i Århus og Nordsjælland, end der er på kulturen mellem indvandrere og arbejderklasse danskere. Vi deler kultur med dem vi har et skæbnefællesskab med. Men den kultur opleves forskelligt, ikke mindst fordi vi hver især kommer med vores egen identitet. Vores egen oplevelser af hvordan det er at være del af mange forskellige kulturer. Fra by eller land, fra provins eller hovedstad, fra forstæderne eller fra bycentrene, fra de røde byer eller fra de blå jyske byer, uanset hvor vi kommer fra giver det forskellig kulturel ballast. Vi lever i værdifællesskaber, hvor nogle gør alt op i om det er noget værd (materialisme) og andre sværger til universalisme som tager udgangspunkt i at alt og alle har værdi. Ikke mindst den vi tillægger det (kulturalisme og humanisme) Fra vuggestuen eller fra dagplejemoren, fra børnehaven eller fra en opvækst i et hjem med en hjemmegående, fra folkeskolen, lilleskolen eller privatskolen, fra de forskellige ungdomsuddannelser osv osv. Vi lever i forskellige familieformer, vi har forskellige indstillinger til kulturforbrug. Nogle læser aviser andre får deres nyheder fra tv andre igen fra nettet. Nogle går i biografen andre i teater, nogle ser amerikanske actionfilm andre ser kun Sundance film og franske film noir osv osv…. Jeg kan fortsætte længe, med at remse op hvordan vi formes af og former vores kulturelle identiteter!

Kampen i Europa står idag imellem ‘folkenes nationer’ og ‘borgernes stater’. Fra Finland til Balkan bliver Bondepartier, reaktionære og etnisk rensede populistiske bevægelser mere og mere højrøstede. Statsborgerskabstanken, pluralismen og den demokratiske parlamentarisme bliver i stigende grad sat under pres af pseudonationalisme, militaristisk patriotisme, fascisme, nazisme, afstandtagen fra menneskerettighederne og højrepopulisme, som igen vokser frem i den vestlige verden. Det er ikke længere anskuelser, der deler os, istedet er det blodets bånd. Tilknytningen til nationen sikres ikke længere for alle statsborgere og *fædrelandet* kan kun deles, som en arveret, ikke en rettighed, der kan gives. I Danmark et det først og fremmest Dansk Folkeparti, der er eksponent for denne romantiske forestilling om et særligt nationalt blodsfællesskab. Den danske nynationalisme er gennem den stadige påkaldelse af en romantisk opfattelse af det folkelige fællesskab samt kristendommens rolle, som danskhedsindikator, blevet reduceret til Dannebrog som symbol på ‘blodet og korset’!

Dannebrog er blevet hyldet gennem flagsange i forskellige perioder hvor det enten har været nødvendigt at påkalde sig fred og fællesskab eller forsvars- og kampvilje.

“Vift stolt på Kodans Bølge,/ Blodrøde Dannebrog!/ Din Glans ej Nat kan dølge,/ ej Lynet dig nedslog./ Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn;/ dit lyse Kors har hævet/ til Himlen Danmarks Navn…” B.S Ingemanns oplevelser fra englændernes bombardement af København i 1807 har givet ham en blodig baggrund for det patriotiske digt. Denne holdning kan tildels genfindes i den ny fejring af en militær flagdag for Danmarks udsendte d. 5. september, som hyldest til faldne danske soldaters indsats i moderne krige.

“Men Storm gør et Flag til en levende Sjæl/ en Flamme, et Raab, et Symbol./ Det ildner, hvor Medgangen dæmper.” I “April i Danmark” opildner Poul Sørensen i 1940 til modstand.

Dansk Folkeparti har gennem de sidste mange år forsøgt at monopolisere danskhed og dansk identitet. Samtidig er ‘Dannebrog’ er kristendom blevet ekskluderende politiske symboler. “Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed… Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund… Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur.” Dansk Folkepartis Principprogram.

Det blev eksemplificeret i en direkte TV-debat, hvor (MF) Martin Henriksen (DF) ikke ville anerkende, at en ung mand, med dansk mor og iransk far  født, opvokset og uddannet i Danmark, var ‘ægte dansker’. Jeg vil derfor tilslutte mig fordømmelsen af fanatisme i Voltaires konklusion:“Det er klart, at enhver person, der forfølger et menneske, hans bror, fordi han ikke er enig med ham, er et uhyre.” Traité sur la Tolérance, 1763.

“DF’s tolkning af danskhed, Dannebrog og fædrelandsfølelse samt forsvarsvilje (patriotisme) er dog tildels anakronistisk, idet den stammer fra perioden 1830-1848, hvor nationalfølelsen skiftede fra at være centreret om fyrste- og kongemagten, til at være knyttet til nationalsprog, historien, land og folk (en folkelig og kulturel nationalfølelse). (se Inge Adriansen i Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 2003)

Hvordan kan vi forklare, at vi i det 21. århundrede igen skal konfronteres med anti-parlamentarisme og autoritære  bevægelser. Kan det alene tilskrives globalisering og liberalistiske new public management, at fremmedgjorte vælgere ikke længere kan finde et parlamentarisk ståsted eller afspejler det en mere grundlæggende menneskelig autoritetstro tendens, til at søge ‘tryghed i en pseudoromantisk monokultur, autoritær eller stærk nation’, når de føler deres rettigheder og eksistens truet. Det kan heller ikke være tilfældigt, at langt de fleste tilhængere af diktatur og en stærk nation er mænd.

Idag trues den maskuline identitet, socialt marginaliserede og ældre generationers verdensbillede fra alle sider. Kønskampen er gået ind i sin sidste fase og kvinderne har vist, at i et moderne samfund, hvor fysisk styrke er blevet erstattet af psykisk holdbarhed, kan mænd ikke længere automatisk regne med, at det er deres køn der har ‘førstevalg’ på alle hylder. Kvindelige direktører (CEO’er), politikere og topembedsmænd bliver stadigt mere almindelige. En utilsigtet konsekvens af denne udvikling, der startede i 1970’erne i Danmark, har været at et stigende antal mænd føler deres rolle i samfundet og i familierne udhules. Derudover har Danmarks tilslutning til EU og den øgede økonmiske globalisering betydet at mange danskere er blevet ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Det afspejles i fremkomsten af protestpartier, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der giver dem afløb for deres behov for igen at kunne ‘spille med musklerne’. De tilbyder letforståelige alternativer til en kompliceret hverdagsfortælling, hvor det kan være svært at definere en klar og handlekraftig maskulinitet. Helt bogstaveligt i form af en liberal kuglestøder i Folketinget. Vulgær Darvinisme, socialdarvinisme og Ayn Rands sociopatiske samfundsmodel og verdensbillede bliver hyldet af Saxo Banks leder og stifter af Liberal Alliance. Sammenblandingen er igen naturlig, da vi er kommet ind i konkurrence-samfundets tidsalder.

Nytte- og pligtetik er igen blevet den politiske dagsorden og den siver igen, som før 2. verdenskrig, ned igennem samfundet. Alle moralske værdinormer bliver tilsidesat. Alt skal måles, kvantificeres, privatiseres og bench-marking er blevet en økonomisk parameter, der skal afgøre hvor den billigste service eller det bedste skole og gymnasium befinder sig. Mennesker (homo eoeconomicus) bliver målt udfra deres samfundsnytte – oversat til kvalifikationer, deres evne til at konkurrere på uddannelses- og arbejdsmarkedet, ikke udfra deres indre værdi som mennesker. Når arbejdslivet bliver den eneste målestok for succes så undergraves menneskets kompetencer, der er sociale og relationelle (homo sociologicus). Neoliberalisme, neokonservatisme, neonazisme og neofascisme er alle kendtegnet ved at dyrke det stærke menneske og træde på de, der af en eller anden grund ikke kan leve op til konkurrencestatens krav. Overmenneskeideologien er dog en falsk præmis for menneskelivet, idet den indebærer, at man kan kassere de, der ikke kan klare konkurrencen! Det har store konsekvenser for de grupper der har behov for offentlig støtte og understøttelse, når deres rettigheder ikke følger med det nye fokus på pligt og konsekvens.

I den sidste mellemkrigstid fra 1919-1939 kom den største trussel mod Danmark ikke som man skulle tro fra de totalitære ideologier. Nej, truslen mod Danmark kom fra de anti-parlamentariske og udemokratiske grupper. De distancerede sig, fra tidens socialpolitiske bevægelser, humanisme og menneskerettigheder, partidannelser, fagforeninger og fra arbejds- og klassekamp, med slagord som ‘fædrelandet, pligten og æren’, national samling og national genrejsning. Den konservative del af kampen mod demokratiet var som landbrugets, en interessebåret og autoritær bevægelse. Det danske samfund var i bevægelse demografisk fra land til by og økonomisk fra landbrug til industri og handel. Politisk skete der et tilsvarende skifte, hvor socialdemokratiet mobiliserede arbejderne. Venstres magtmonopol blev dermed udfordret.

Tilslutningen til de gamle partier var såvel ideologisk som klassemæssigt begrundet, det sikrede en grad af kontinuitet og legitimitet, som sikrede partiernes samfundsmæssige forankring. Sociale forbedringer som Socialreformen i 1933 og tilkendelse af borgerrettigheder til kvinder og tyende i 1915 var med til at samle nationen og signalerede at staten og samfundet var for alle. Men det viste sig hurtigt at stemmeretten til kvinder og umyndiggjorte ikke fik nogen jordskredseffekt hverken i storbyerne eller på landet.. De gamle partier var derimod nødt til at forholde sig til de nye vælgeres interessser. Venstre og Konservative forsøgte dog at lægge hindringer i vejen for Socialdemokraterne og Radikale Venstre, først og fremmest i Landstinget.

De Konservative, ‘det gamle højre’, der bestod af officersstanden, godsejere, præster og industrikapitalister havde med de selvejende gårdmænds parti Venstre, som var sat udenfor i Folketinget allierede sig , med deres vetoret i Landstinget. Samarbejdet mellem det radikale venstre som organiserede husmænd, frisindede akademikere i byerne samt skolelærere over hele landet og Socialdemokratiet var et parlamentarisk nybrud, der kom til at definere tiden frem til 2. verdenskrig. Under den tyske besættelse af Danmark forsøgte højreorienterede kredse, at få indsat en kongeligt udpeget ‘upolitisk/teknokratisk’ ikke-parlamentarisk regering. Hvilket kongen afviste og samtidigt understregede  vigtigheden af nationalt sammenhold. I landbrugskredse var der ligeledes en række bevægelser, der forsøgte at begrænse demokratiet og den pluralistiske parlamentarisme. Arbejdernes rettigheder og frie løndannelse var under således stærkt pres. Bondepartiet som var den politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning placerede sig til højre for Venstre. Deres politiske platform var populistisk men havde rod i 30’ernes landbrugskrise. LS protesterede og demonstrede imod regering og folketing som de mente var medskyldige i de mange tvangsauktioner i landbruget. Det store bondetog til kongen i 1935 fik stor medieopmærksomhed. Parolerne var nedsættelse af ejedomsskatter, mindstepriser på kød, importstop for korn samt ændret kronekurs.  “Et LS-blad skildrede bondetoget: „Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret … Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød … Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De indgød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren.” Den Store Danske, Krise og Vækst.

Det der kendetegnede LS og Bondepartiet var en stor mistillid til det kapitalistiske system og markedsøkonomien. Derudover var de stærkt kritiske overfor bybefolkningen, parlamentarismen, som havde ført til at Venstre mistede deres flertal, fagforeninger og arbejderklassen som de opfattede som uden moral og korrupte.

“Befolkningens Ansvarsfølelse maa udvikles og styrkes gennem Ungdommens Uddannelse og Opøvelse i sund Morallære og den kristne Religion. Fællesinteresserne vil da afløse Egennytten, og Pligten vil da gaa forud for Rettighederne, Ungdommen vil igen faa Tro og Tillid til Fremtiden og Kraft til med oprejst Pande at sige de 3 Ord: Gud, Æren og Fædrelandet.” Det fri Folkepartis Partiprogram §9 (programerklæring) (den parlamentariske/politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning. Danmarkshistorien.dk

Pligtetikken er idag allermest synlig i udfasningen af socialministeriet, der nu er underlagt indenrigs-, arbejds- og integrationsministerierne. “Medansvaret for de svageste skal kendetegnes ved, at vi skal yde hjælpen i respekt for det enkelte menneskes integritet, men også at hjælpen skal være udformet sådan, at modtageren føler et personligt ansvar for og har tilskyndelse til selv at bringe sig ud af den sociale situation.” Socialpolitik er altså ikke ubetinget. “Det enkelte menneske har et personligt ansvar for at forsørge sig og sine. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og lignende må ikke udvikle sig til borgerløn, hvor den enkelte får ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” Venstres Principprogram 

Danmarks social sammenhængskraft symboliseret som en samfundskontrakt er under afvikling. Vi har derfor alle et ansvar i det daglige for igen at sikre at fællesskabet og fælles interesser bliver sat højere end særinteresser og egoisme. Ikke mindst fordi danskheds diskussionen er blevet ekskluderende. Kan vi vende udviklingen og få afpolitiseret dansk identitet i et pluralistisk og flerkulturelt Danmark? Dansk kultur og identitet kan ikke kun være nostalgisk og tilbageskuende. Identitet er jo ikke noget statisk men er fleksibelt i og med at vi kan skifte mellem forskellige roller og synvinkler på hvem vi er i forskellige sammenhænge. Det samme gælder for dansk kultur. Det at være dansk kan ikke sættes på en enkel formel. Vi har jo accepteret at Danmark er opbygget af mange forskellige subkulturer og valgfællesskaber. Styrken ved det danske demokrati må være at alle sikres lige rettigheder samt at nye danskere vurderes ud fra de samme kriterier som gammeldanskere.

Hans-Micael Søndergaard forts.