Tavshedens pris – danske jøder i krig for Israel

“Breaking the Silence!”

Den vestlige verdens moralske og politiske svigt overfor Mellemøsten og Nordafrika efter 1. verdenskrig og frem til idag vil for altid være en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal måske se indad på vores kolonialisme 16. – 20. århundrede der gik over i imperialismen og endelig nationalismen som i det 19. og 20. århundrede dræbte mere end 200 mill. mennesker i krige og mislykkede forsøg på at presse ideologier ned over hovedet på egne og fremmede befolkninger. “Europeans taugth the world how to commit genocide on a large scale. In Africa, the Americas, in Australia and New Zealand the indigeneous peoples were massacred, ethnicallý cleansed and the survivors left in KZ-camps and reservations. The Europeans stole their countries, killed their cultures and enslaved ‘the domesticated brutes’, perverting their claim to christianity! Maybe we find the modern zenophobic fear in this historical abys!” citat Yours truly fra en anden tråd om flygtninge. 

Det mest forfærdelige er, at der ikke bliver nogen retssager ej heller nogen moralsk fordømmelse, fordi vores politikere vil jo ikke tage ansvar eller kriminalisere sig selv, hverken i en historisk eller i en moderne kontekst. ICC i Haag er dybt politiseret og det er en afvikling af retsstatslige principper, som i sidste ende vil ramme os alle! Ligesom vejene til Auschwitz-Birkenau har været brolagt med politiske og moralske svigt over hele Europa, var der ingen der trådte til for at hjælpe armenerne og kurderne i Tyrkiet, men der er ingen i Verden, der kan undslippe det moralske svigt overfor de mange flygtninge, der i mellemkrigsperioden ikke kunne finde et sikkert land at leve i! Så historien gentager sig, alle grænser lukkes og der gives ikke asyl. Kynismen sejrer!  

https://books.google.dk/books?id=Zvagbmd5JrMC&pg=PA345&lpg=PA345&dq=jødisk+monster&source=bl&ots=Y6XBQCNCfR&sig=Uck1uo598hx5iDhNuJTq0rniyZU&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwiCj4ygj5TRAhVBiywKHVzuDTQQ6AEIQjAH#v=onepage&q=jødisk%20monster&f=false
Israels ledere og generaler har alle deres bibelske forbilleder, dvs de tager Toraen bogstaveligt i deres kamp for at genvinde hele det gamle Palæstina. Oldtidens mytologiske konger og Makkabæerne er de fremmeste når de identificerer sig med Israels eksistentielle krav i Mellemøsten.

Digterpræsten og protonazisten Kaj Munk følte tidligt, at han var født til noget stort. Idealisten skulle ikke længere være stor i det små, men stor i det store. Han skulle besidde viljen til magt. Teatret skulle være truende, brølende og sætte vældige vande i bevægelse. Munk skærpede derfor sin pen, i sin dramatisering og karakteristik af kong Herodes. Herodes figuren, som vi nu kan se foregriber nutidens Benjamin Netanyahu. Kong Bibi der fuld af selvglæde på samme måde og med sin vilje til magt, bliver et jødisk monster, en ‘Golem’. Det er altså ikke Kong David, der er Bibis forbillede men den store retoriker, den snu og altid overrumplende, skuespiller Herodes. Benjamin Netanyahu besidder den samme primitive vilje til magt. Han vil være større end livet (‘greater than life’), hvilket gør hans politik, overfor dem han foragter inhuman og dehumaniserende.

Danmark har været medvirkende til at dække over den lange israelske undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Først som medvirkende til FNs delingsplan i 1947. Derefter ved at anerkende Israel, på trods af at Israel aldrig har defineret landets grænser samt at grænserne aldrig dermed aldrig er blevet internationalt anerkendt.Tiltrods for, at det palæstinensiske folk blev fordrevet fra deres byer, landsbyer, hjem og arv, vedblev Danmark med at støtte Israel militært, politisk, økonomisk og kulturelt. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at selv briterne og Folkeforbundet samt senere FN anerkendte, at palæstinenserne havde krav på et eget land i Mandat Palæstina! Det jødiske hjemland i Balfours brev til Rottschild var altså ikke som udgangspunkt en etnisk nationalstat. Det forudsattes, at der blev opnået enighed om en multietnisk og -kulturel stat. Det er aldrig blevet anerkendt af den zionistiske verdensorganisation – derfor er der ikke fred i Israel og dermed kan der ikke etableres hverken en multikulturel fælles nation eller en to-statsløsning. Israelerne (zionisterne) har fra begyndelsen af den jødiske indvandring været hysterisk optagede af det ‘demograffiske spørgsmål’, dvs at jøderne skulle udgøre et ‘etnisk’ flertal eller den eneste ‘etniske gruppe’!

Tiltrods for den massive undertrykkelse af palæstinensernes menneskerettigheder, helt tilbage fra 1948, har unge danske jøder aftjent værnepligt, civil tjeneste og i perioder bosat sig i Israel for at stifte familie eller uddanne sig. Danske unge bliver medskyldige i den etniske udrensningspolitik, når de glæder sig over at være en del af majoritetsbefolkningen i staten Israel. “I Danmark er jeg en del af en meget lille minoritetsgruppe, mens jeg i Israel er en del af majoriteten, og jeg trives på en helt anden måde, når jeg er omgivet af ligestillede og ligeværdige, siger Jonas Karpantschof og fortæller, at mange af hans europæiske venner har det på samme måde. Derfor mødes de også oftere i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem end i Madrid, Paris og Rom, som også er dejlige byer, men hvor det ikke altid er nemt at være jøde.” Religion.dk

Dernæst har i titusindvis af danske unge arbejdet i kibbutz eller i det privatejede israelske landbrug. Indtil 1982 var vi i Danmark ude afstand til kritisk at analysere den arabisk-israelske konflikt. Efter 1945 var der en dyne af politisk korrekthed omkring det jødiske hjemland, det var umuligt at se bort fra den europæiske anti-semitisme og Holocaust, hvilket betød at palæstinenserne blev et usynligt folk. Legitimeret af løgnen/myten om; “Et Land uden Folk til et Folk uden Land.”

kibbutz_milits_landbarug
“Med hakke, skovl – og skyder. Accepten af Israels ret til at forsvare sig var vidtgående blandt venstreorienterede unge langt op i 1970-erne. For Morten Thing byggede den på troen på at Palæstina havde været et land uden folk, inden jøderne kom til. Først senere gik det op for ham, at der havde været en palæstinensisk befolkning, som var blevet fordrevet.” kilde: Nina Trige Andersen, Information. 9. maj 2008

Den danske Israel politik bliver fastlagt på den israelske ambassade! Kolloboratørerne findes inden næsten alle danske partier – det er ikke kun danske jøder, som er zionister – de har fundet nyttige idioter i næsten alle samfundslag. Jeg synes det er på tide, at vi i Danmark får en debat om danske frivillige (værnepligtige) i Israel Defence Forces, i civil tjeneste i det israelske militær herunder i Sar-El. Begrundelsen for en offentlig debat er, at der har siden 1947 været tusindvis af danske jøder i krig herunder som besættelsestropper, først for den zionistiske bevægelse og siden for staten Israel. Den mest kendte i den danske offentlighed er nok den tidligere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik.

pundikartikelbillede2
Herbert Pundik: En ung dansk student i krig for zionismen i Palæstina, 1948.

Han beskriver i sine erindringer: “Det er ikke nok at overleve” (2006), sin deltagelse i det han kalder den arabisk-jødiske krig 1948-49. H. Pundik lod sig i 1948, sammen med 8 andre danskere, indrullere i Haganah den zionistiske undergrundshær, der senere bliver til IDF. Det var dog først i 2013, at Dagbladet Politiken rejste spørgsmålet: “Hvorfor har det israelske militærs rekruttering i Danmark aldrig været til debat? Måske er diskussionen ikke blevet taget, fordi de institutionaliserede voldshandlinger begås af en stat, med hvem vi endda har gode relationer? ” Det fremgik af journalistens spørgsmål til IDF’s talsmand, at der ligeledes havde været danske IDF soldater med i den første Gaza-krig 2008-2009. Mads Zacho Teglskov, Pol. KAMPZONEN 

displacement
En lang kontinuerlig historik i internt fordrevne i Palæstina, dvs mennesker der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, begyndte da zionistiske organisationer fik tilladelse til at ‘købe’, overtage osmanniske fællesarealer. Udviklingen gik fra internt fordrevne til de der blev tvunget i eksil, af terrorgrupper som STERN eller af undergrundshæren Haganah og senere af det israelske militær (IDF), dvs de palæstinensere, der blev flygtninge mennesker, der fik frataget deres hjem, deres levebrød, deres arv og værdighed. Det kan idag kun beskrives, som den etniske udrensning af Palæstina, når en etnisk befolkning (nation) bliver erstattet af en fremmed etnisk befolkning (nation).

Geneve Konventionen og de besatte områder

Hvordan forholder folkeretten samt den danske lovgivning sig til, at danske statsborgere aftjener værnepligt i en krigsførende nations militær samt deltager i kamphandlinger, erobringskrige samt besættelsen af erobret land? Hvordan sikrer den danske stat, at danske statsborgere ikke begår krigsforbrydelser og overtræder menneskerettighederne og Geneve Konventionen i krigshandlinger og senere i de besatte områder? Har de danske myndigheder overblik over hvor mange danskere, der har deltaget i angreb på civile i Gaza og i Sydlibanon? Dette er blot de indledende spørgsmål, der bør stilles til de danske myndigheder, før en statslig undersøger (Højesteretsdommer) samt forsvarets auditører påbegynder en egentlig afhøring, under vidneansvar, af alle danskere, der har aftjent værnepligt i Israel. Dernæst bør det undersøges af auditørkorpset i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, om danske værnepligtige og reservestyrker i IDF har deltaget i overgreb på civile og på krigsfanger. Derudover kommer de danskere, der nu bor som kolonister på den besatte Vestbred. Hvordan forholder Geneve Konventionen sig til danskere bosat i ulovlige bosættelser?

Koloniseringen af det palæstinensiske hjemland (fortsættes)

Fra 1948 har Israel opretholdt et juridisk tomrum for de oprindelige indbyggere i Palæstina. Bagrunden for denne tilstand var den gradvise ophævelse af den osmanniske retstilstand samt indførslen af det britiske mandatstyre (de facto et kolonistyre). Den zionistiske bevægelse og det britiske mandatstyre overdrog de osmanniske jordbesiddelser til de embedsmænd, der havde kontrolleret dem før 1919. På den måde blev de til ‘absentee landlords’, som frit kunne sælge deres ejendom til zionisterne uden samtidigt at sikre de palæstinensiske ‘fæstebønder’ og landarbejdere de rettigheder, de havde haft under det osmanniske styre. Derefter kunne de nye ‘ejere’ med britisk juridisk og militær støtte påbegynde en fordrivelse af palæstinenserne fra deres landsbyer, som nu var under zionistisk kontrol.
Der var altså allerede før delingen og oprettelsen af den ny stat Israel, titusindvis af internt fordreven palæstinensere uden juridiske rettigheder. Da FN vedtog den usædvanligt jødisk gunstige delingsplan for Palæstina, påbegyndte forskellige zionistiske militser og terrorgrupper en kampagne, der skulle fordrive flere hundrede tusinde palæstinensere fra de jødiske områder samt fra de palæstinensiske områder. Israelske og palæstinensiske historikere har afdækket mere end et dusin massakrer, hvor Deir Yasin var den værste med over 200 dræbte, og utallige voldelige overfald på civile i palæstinensiske byer og landsbyer.
Israels vestligt støttede militære overmagt har siden sikret den zionistiske stat i de mange arabisk-israelske krige efter Israels oprettelse. Den vestlige våbenembargo mod palæstinenserne og de arabiske naboer, med undtagelsen af det britisk støttede Jordan, førte til en knusende sejr i erobringen af størstedelen af de palæstinensiske byer, landsbyer og jordbesiddelser i det ny Israel i 1947-48. Derefter har alle palæstinensere i de besatte områder været underlagt militær jurisdiktion, legitimeret af Israels Højesteret, men ikke anerkendt af FN og imodstrid med Geneve Konventionen.

Nakba – De internt fordrevne og de etnisk udrensede palæstinensere

FN’s delingsplan tog udgangspunkt i at jøder og palæstinensiske arabere i de to nye lande kunne leve fredeligt side om side. Det blev dog ikke accepteret internt i den zionistiske undergrundsregering, der opstod i løbet af 1940’erne i Palæstina. For zionisterne blev det demografiske spørgsmål stadigt mere påtrængende, efterhånden som forhandlingerne i FN skred frem. I jødiske og zionistiske kredse var det afgørende for den nye stats sikkerhed, at der var en majoritet af jøder i Israel. Demografi blev altså sat højere end demokrati og menneskerettigheder. Samtidigt med at zionisterne forhandlede med de arabiske nabolande om modtagelse af palæstinensiske arabere begyndte undergrundshæren og politikerne, først og fremmest David Ben Gurion, at planlægge den etniske udrensning. Første fase var i det område, der var udpeget til det jødiske hjemland, betegnelsen fra Balfour-dokumentet fra 1919, dvs, at der allerede før forhandlingerne var afsluttet i New York, blev sat en brutal terror-kampagne ind mod såvel det britiske mandatstyre og de arabiske palæstinensere, med henblik på at skræmme dem samt skabe så megen frygt og mistillid mellem jøder og palæstinensere, at palæstinenserne ville flygte når staten Israel blev udråbt. Anden fase i David Ben Gurions plan var at sikre landområder samt  forbindelse til bosættelserne i de palæstinensiske områder af delingsplanen ikke mindst Jerusalem var mål for erobringsplanerne.

Mere end 1.000.000 palæstinensere blev berørt af krigen 1947-1949 mellem zionister og palæstinensere. Ifølge Ilan Pappé er der tale om etnisk udrensning, når følgende betingelser er opfyldt: fordrivelse af civile af en anden etnisk gruppe, ‘non-combatanter’ behandles som krigsfanger, adskillelse af mænd og kvinder, fængsling eller internering af mænd og drenge uden mulighed for, at få prøvet deres indespærring ved en domstol, ødelæggelse af huse, boligområder og landsbyer samt genbosættelse af en anden etnisk gruppe, i.e. jøder der overtager palæstinensisk ejendom, landsbyer eller landområder. Alle disse betingelser var tilstede fra 1947 til 1950.

loss_of_land
Kortene er forbudte i Israel, ikke mindst i undervisningssystemet. De lyver dog ikke, men afspejler Israels foragt for palæstinenserne og verdenssamfundet. Kort nr. 2 er resultatet af første fase. Ben Gurions Plan D, de efterfølgende kort følger grundplanen om at skabe Stor-Israel i hele mandat Palæstina. Situationen er idag umulig og uholdbar for palæstinenserne, der er blevet svigtet at FN og Stormagterne, først og fremmest USA. (Billedteksten helt og holdent min mening)

De usynlige palæstinensere glemt af verden

Spørgsmålet om de internt fordrevnes, de etnisk fordrevnes samt de palæstinensiske flygtninge i de omliggende arabiske lande rettigheder har løbende været taget op i FN siden 1948, men flere hundrede resolutioner til støtte for palæstinenserne er blevet blokeret først og fremmest af USA.

youth_refugees

Holocaust: Den eksistentielle trussel mod jødedommen

Zionisterne i Israel har, siden oprettelsen af den jødiske stat, brugt krigene mod de arabiske naboer og palæstinensernes frihedskamp, som en eksistentiel trussel mod selve Israels eksistens og ekstrapoleret det ud til at omfatte selve jødedommens eksistens. Dette kunstgreb, der er muliggjort af Holocaust, har betydet at kritik af Israel og zionismen, nu bliver betegnet som anti-semitisme, først og fremmest i Israel, men der er et stort politisk pres på de vestlige lande for at anerkende den israelske definition. Holocaust er Europas gru, men USA mistede også moralsk fodfæste ved at afvise jødiske flygtninge samt begrænse den jødiske immigration i 1930’erne.

haganah_1948
Jewish paramilitary organisation, Haganah, attacking Palestinian Arab villages in Galilee in 1948 [PhotoQuest/Getty]
Holocaust er blevet vekslet til moralsk kapital for Israel, hvilket zionisterne har udnyttet maksimalt i perioden fra 1948-1987. I de efterfølgende krige i 1956, 1967 var israelerne aggressorer og besatte yderligere palæstinensiske og ægyptiske områder, Sinai, Gaza og Vestbredden som siden 1948 havde været besat af Jordan. Efter en ægyptisk oprustning langs Suez-kanalen udløstes Yom Kibbur krigen i 1973 med et angreb ind i de israelsk besatte Sinai samtidigt angreb Syrien det israelsk besatte Golan. Krigen var i realiteten afsluttet, da det israelske luftvåben angreb og udslettede syriske og ægyptiske luftbaser. Efter Yom Kibbur kom det frem, at flere hundrede ægyptiske krigsfanger blev ydmyget og henrettet, som hævn for israelske tab. Udviklingen, der førte til angrebene, var først og fremmest en konsekvens af stormagternes uvilje til at skabe fred og ophævelse af den israelske besættelse af arabisk og palæstinensisk territorium samt israelernes tiltro til deres militære overmagt. De efterfølgende krige i 1978, 1982, 2006 var først og fremmest rettet mod palæstinensiske flygtningelejre og palæstinensiske- og siden shiamuslimske militser i Libanon. Revolutionen i Iran (1979) betød. at shiiterne i Syrien, Libanon og Iran nu forenede deres kræfter i deres forsvar imod Israels aggressive destabiliseringspolitik. Det er kendetegnende for den israelske propaganda at de retfærdiggør deres overfald på Libanon som selvforsvar. Besættelsen af Sydlibanon i 1982 blev således kaldt “Operation Fred i Gallilæa”. Overfaldet på Libanon og på de palæstinensiske flygtningelejre , Sabra og Shatila, var med til at skifte fokus fra palæstinenserne som terrorister til frihedskæmpere i store dele af den vestlige offentlighed. Den israelske statsterror nåede et nye moralsk lavtpunkt med massakrerne på de palæstinensiske flygtninge. Massakrerne på civile shiiter i Sydlibanon og  i Beirut medførte at Hezbollah nu er Israels farligste modstander i Libanon., støttet af Iran og Syrien. Angrebet på Libanon og indkaldelsen af de israelske reservestyrker blev brugt til at starte en civilmobilisering i Vesten, Organisationen Sar-El, The National Project for Volunteers for Israel, forkortet til Tjeneste for Israel, hvor de frivillige udførte det nødvendige arbejde som ikke kunne udføres i bosættelserne i Golan og i Nord-Israel.

sabra_chatila
Massakren fandt sted under den libanesiske borgerkrig, efter at Israel havde besat hele det sydlige Libanon, og var rykket helt op til Beirut. Kristne militser rykkede med den israelske forsvarsminister Ariel Sharons billigelse ind i Sabra og Shatila. Her voldtog og massakrerede militserne i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ikke våben-føre mænd – antallet af dræbte er aldrig fastslået men menes til at ligge et sted mellem 800 og 3.500 mennesker. De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til.

Den første Intifada

Besættelsen af Vestbredden og Gaza medførte en brutalisering af forholdet mellem israelere og palæstinensere. I takt med, at flere og flere bosættelser blev oprettet, blev det nødvendigt for Israel at etablere ‘sikkerheds barrierer’mellem kolonister og palæstinensere samt ‘sikre adgangsveje for kolonisterne’ . Dermed blev sløret løftet for besættelsens virkelige konsekvenser. Nemlig, at det kun var muligt med indførslen af apartheid, segregation mellem jøder og palæstinensere. Den første Intifada (1987-1992) afslørede først og fremmest, at der ikke var tale om en konflikt mellem Israel og palæstinenserne, men istedet en brutal undertrykkelse af stenkastende unge, der ønskede selvbestemmelse, politisk frihed samt en ny begyndelse for det palæstinensiske folk. Israel satte sin militært overlegne hær ind, men det var ikke muligt for dem at standse protesterne. Udviklingen med stenkastende unge foran kampvogne vakte minder om opstanden i Ungarn, Prag foråret, urolighedene i Nordirland og midt under Intifadaen demonstranterne på Tianmenpladsen i Beijing. Frihedstrangen blev det centrale tema, hvor Israel pludselig blev den brutale besættelsesmagt der der med vold undertrykte friheden for palæstinenserne. Der var derfor daglige reportager fra Vestbredden og Gaza med i de vestlige medier   blev et vendepunkt i den palæstinensiske kamp om de vestlige mediers opmærksomhed.

denomvendtedavid
Efter den første Intifada fik IDF nye våben overfor protesterende og stenkastende unge. Israels sikkerhedkabinet, godkendte en forordning om nye beføjelser til sikkerhedsstyrkerne. Det har betyder, at en øget brutalitet hærger i de besatte områder. Billedet er det Vestbredden 16.10.2015

Den anden Intifada – Kvindernes modstand mod besættelsen (fortsættes)

Efter den anden Intifada (2000-2005) er forskellige menneskerettighedsgrupper begyndt at uddele videokameraer, så civile palæstinensere kan dokumentere militærets og bosætternes overgreb. Det sker ofte med livet som indsats. Den øgede brug af moderne smartphones har dog gjort det mindre farligt, hvis de anvendes i skjul. Det er derfor blevet lettere for palæstinenserne at holde kontakt til NGO’er i vesten og med menneskerettighedsgrupper i Israel

Jerusalem delt og besat (flygtningelejrene)

Gaza – blokade, ghetto og  åbent fængsel (fortsættes)

Mediernes skiftende roller

Nu er det palæstinenserne, der får moralsk kapital, for hvert overgreb der bliver begået. Mediernes rolle er derfor at dokumentere overgrebene, mens de israelske myndigheder på alle måder forsøger at inddæmme situationen, ved at skabe utålelige arbejdsbetingelser for journalisterne. Pressefriheden er under angreb på Vestbredden, samtidigt med, at den er truet i Israel. Lige nu ligger Israel på en sølle 101. plads ud af 180 målte lande på World Press Index listen for 2016: Jeg citerer fra listen, “journalists face a “military censorship” and must deal with censorship orders. Abuses of the Israeli army against Palestinian and foreign journalists are common, especially while covering demonstrations.” Reporters without borders 

nakba-overlever
En palæstinensisk tv-journalist filmer en Nakba-overlevende ‘oldemor’. Symbolikken er helt tydelig drevet af desperation og vrede tager kvinderne nu kampen op.
Fakta (venligst lånt fra Information)

1948. Israel proklamerer sig som selvstændig stat, efterfulgt af krigshandlinger mellem israelske og arabiske styrker. Omkring 400.000 palæstinensere bliver fordrevet eller flygter fra Palæstina

1949. FN optager Israel som medlemsland – Danmark undlader at stemme. Danmarks regering er indstillet på at støtte fordrevne palæstinensere humanitært, men palæstinensernes ret til tilbagevenden underordnes ønsket om en jødisk stat

1950’erne. Det danske og israelske socialdemokrati og fagbevægelse knytter stærke bånd med den israelske premierminister David Ben Gurion og danske socialdemokrater som Hans Hedtoft, H.C Hansen og Viggo Kampmann som drivkræfter

1956. Ægyptens præsident Nasser nationaliserer Suez-kanalen, og Israel besætter Sinai og Gaza-striben. I Danmark overskygges konflikten af Sovjets invasion af Ungarn. Danmark afviser økonomiske eller militære sanktioner mod Israel

1961. Dansk-israelsk Selskab hjælper med at arrangere særlige kontakter for den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann under hans rejse til Israel

1962. Den første danske delegation, ca. 40 personer, tager på kibbutzophold organiseret af Arne Piel Christensen, daværende højskolelærer, og senere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

1965. Arne Piel Christensen opretter DAKIV, Danske Kibbutzvenner, som i perioder arbejder meget tæt sammen med Dansk-Israelsk Selskab

1967. Seksdageskrigen – DAKIV evakuerer danskere i kibbutzer. Dansk-israelsk Selskab deltog aktivt i talrige støtte-aktioner for Israel i forbindelse med krigen, bl.a. sammen med DAKIV, Ligaen for Tolerance og Frihedskampens Veteraner. Stor indsamlingskampagne ’Danmark hjælper Israel’ under Viggo Kampmanns forsæde

-FN pålægger i resolution 242 Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder, og de arabiske stater at anerkende staten Israel

-Efter krigene i 1948 og 1967 lever omkring fire mio. palæstinensere i dag i landflygtighed – de fleste i Jordan og de andre lande omkring Palæstina. 385 palæstinensiske landsbyer er blevet udslettet, 145 alene i Galilæa

1973. Yom Kippur-krigen. Israel angribes af Syrien og Ægypten, og den danske statsminister Anker Jørgensen udtaler sin uforbeholdne støtte til Israel

1975. FN’s generalforsamling vedtager en resolution, der betegner zionisme som en form for racisme

1976. FN anerkender PLO – Palestine Liberation Organization

1982. Massakren i Shabra og Shatila – en kristen libanesisk milits slagter mellem 700-3500 palæstinensere i en flygtningelejr under det israelske militærs beskyttelse

1986. Den 22.oktober afholdes i anledning af 100-året for Israels ’far’ og første premierminister, David Ben Gurion, en mindeaften på Frederiksberg Rådhus i samarbejde med DAKIV og Dansk Zionistforbund

1993. Oslo-aftalen underskrives

1990’erne. Forholdet mellem den danske og den israelske fagbevægelse kølnes, men kontakterne opretholdes

2001. DAKIV nedlægger sit rejsekontor på grund af manglende interesse fra danske unge

2004. DAKIV indstiller alle aktiviteter. Boykot Israel-kampagne starter i Danmark med deltagelse af forskellige græsrodsorganisationer samt fagforbundet SiD, der i dag er indlemmet i 3F

 

Herbert Pundik: “Ja, jeg var agent for Mossad.”, Inf.

Danske frivillige i IDF, Inf.

Danske volontører i IDF, Pol.

’Som bevægelse er kibbutzen et forladt kapitel’ Inf.

Unge danske jøder søger deres identitet i Israel. Religion.dk

Ubevæbnede frivillige i IDF Sar-El “Tjeneste for Israel”. Sar-El

Noam Chomsky & Ilan Pappé: Gaza in Crisis: Reflections on the U.S-Israeli War on the Palestinians, 2013.

 

Advertisements

Mens vi venter på…!

1989_berlinmurens-fald
Murens fald i Berlin 1989 var befolkningernes festdag. Familier og venner, adskilt gennem 40 år, fik endelig i et kort øjeblik muligheden for igen at dele deres tilværelser i fred og frihed. Uden frygt for repressalier og med håbet udenpå tøjet strømmede de først fra øst til vest og siden den anden vej. Det var den liminale fase, hvor muligheden stod åben, hvor alt kunne ske. Det var før Treuhands vestlige embedsmænd og spekulanterne fik frit løb af kansler Kohl og Vesttyskland.

I 1989, da muren mellem øst og vest blev stormet af frygtløse DDR borgere, blev det efterhånden klart for de fleste, at der ikke havde været en ‘Vergangenheitsbewältigung’ i øst. Hverken i DDR eller de andre lande bag jerntæppet. Kommunisme og diktatur havde skabt systemkritikere, men de var ikke alle demokratiske engle. Samtidigt var der ikke styr på hvordan de enkelte lande skulle indføre demokratiske tilstande, hvilket gav de enkelte regimers håndgangne mænd muligheden til at rage til sig af samfundenes kollektiviserede goder. Sammenblandingen mellem mafiøse og autoritære oligarker og folkelig utilfredshed, der fulgte med den hovedløse indførsel af en ultraliberalistisk politik i Østeuropa, har skabt grobund for nye højreekstremistiske og nynationalistiske partier. I de vestlige demokratier har de samme neoliberalistiske kræfter skabt en kapitalophobning på færre og færre hænder.

Samtidigt med at vores vores fødevarer, råvarer, naturlige ressourcer og vores energiforsyningsselskaber blevet til spekulationsobjekter, har den enkelte nationalstat mistet en vigtig kontrolmulighed overfor de stadigt mere grådige spekulanter, der med et enkelt tastetryk kan sende hele samfund ud i recession. Stærkt støttet af kapitalforvalterne i pensionskasser, grådige banker og investeringssselskaber i skattely. Ikke mindst de mange gyldne håndtryk og den systematiske anvendelse af aktieoptioner som bonus, har haft en bestikkelseslignende virkning på kapitalmarkedernes forvaltere. Hvordan EU og den danske stat i liberaliseringen af kapitalmarkederne har kunnet acceptere volumenssyge og monopollignende bankers overtagelse af realkreditforeningerne i Danmark er en stor gåde for mig. Det skabte en uhørt spekulativ boligboble på ejerboligmarkedet og ødelagde andelsboligtanken. Landenes sammenhængskraft bliver ligeledes truet af multinationale selskabers pengestrømme. Eftersom de har en økonomi, der ofte er større end de enkelte landes, kan de afpresse politikere til at acceptere urimelige beskatningsregler og uigennemsigtige regnskaber. Det har betydet, at de liberale demokratier mister deres legitimitet, når de ikke længere kan ‘beskytte’ samfundet mod større ulighed. “Did we not see that once [civil, social and human] rights became privileges the state would one day revoke them?” Chris Hedges in Truthdig 27-11-2016

Mens vi venter på en ny økonomisk politik må vi blive bevidste om voldspotentialet fra højreekstremismen. Der har ikke været en større trussel mod demokratiet siden 2. Verdenskrig end det nye sammenrend af ryggesløse politikere og populister, afmægtige vælgere og voldelige hooligan typer. Radikalisering af højreekstremister er et langt alvorligere problem end vi hidtil har forstået. Det er ikke en politisk ideologi, men en dødsensfarlig gift, der under dække af ytringsfriheden og bekæmpelse af politisk korrekthed, spredes af grådige medier og skruppelløse populister! Hver eneste gang de kommer til orde i medierne, bekræfter de deres stormtropper i det had de føler overfor muslimer og indvandrere. Samtidigt er det med til at bestyrke deres foragt overfor det åbne liberale samfund og deres politiske modstandere. Vi har vænnet os til at dialog altid kunne løse vores uoverenstemmelser, eftersom alternativet altid ville ende som i 1930’erne. Men dialogen er afløst af flugt fra de ubehagelige sandheder. Der er ingen der tør fornærme eliten, kapitalforvalterne og middelklassen eller true deres erhvervede rettigheder. Uanset hvor meget der er brug for reformer, der tager penge tilbage til statskassen fra de der har de høje lønninger og store formuer (også i skattely), så er der ingen der tør sige det højt. Det er ikke de få, på overførselsindkomst eller indvandrere og flygtningene der er synderne. Det er de mange der unddrager sig beskatning og skaber ulighed i samfundet. 

Da britiske MP Jo Cox blev dræbt, af en højreekstremist sidste år, en uge før Brexit afstemningen, var der meget få der turde sige lige ud, at det var terror rettet mod det britiske demokrati. Altså at gå imod bølgen af had og foragt, mod de der talte for at blive i EU. Det er den samme foragt og det samme had, der driver Dansk Folkeparti når de hetzer mod tørklæder, de fremmede og flygtninge. De holder sig heller ikke tilbage for at puste til ilden med deres indøvede retorik. Den holder sig lige på grænsen til det usigelige, men de afprøver hver sommer om de lige kan rykke grænsen en tand mere. Ikke mindst de sociale medier og nyhedsmedeiernes debatspalter flyder over med trusler og insinuering mod fx venligboerne (‘væmmeligboerne’). 

breivik-jpg-small
En del af bevisbyrden mod  terroristen Thomas Mair i drabssagen mod ham. Ord kan ikke rumme det had og den foragt, som højreekstremisterne har overfor de åbne tolerante samfund. Demokrati og pluralisme er blevet skældsord i det 21. århundrede. Kilde: The Canary, 24.11.2016

De truer vores demokrati og den tolerance og religionsfrihed som det har taget mange hundrede år at få. De misbruger vores ytringsfrihed som et skjold når de forlanger spalteplads og ansvarsfrihed når det kommer til direkte racisme og trusler fra deres tilhængere. Det er dog først når vores politikere accepterer populisternes dagsorden og narrativ, at de bliver farlige. »Efter min mening har den indenrigspolitiske håndering af højrepopulismen været forfejlet fra begyndelsen. De etablerede partiers fejl består i overhovedet at have anerkendt den front, som højrepopulismen har defineret: ’Os imod systemet’…..Begge [præsidentkandidat Sarkozy og Justsitsminister Maas] tager ham eller hende alvorligt og styrker dermed hans og hendes profil. Efter et år kender vi tyskere efterhånden AfD-lederen Frauke Petrys ironiske grimasser og ved, hvordan resten af ledelsen i hendes skrækkelige slæng opfører sig. Det er kun ved at ignorere deres oplæg, at man kan fjerne jorden under fødderne på de højreorienterede populister.« kilde: Jürgen Habermass, Information 24.11.2016

Trumps valgkamp i USA var gennemsyret af overdrivelser og løgne, Fx. at flygtninge var trojanske heste, terrorister der bare ventede på at undergrave amerikanernes rettigheder. Det lyder jo bekendt, det er den samme retorik som Martin Henriksen anvender i DK. Kilde HRW

lesbos_refugees_2015
Sådan ser Trumps trojanske heste ud i virkelighedens verden. Billeddet er taget på den græske ø Lesbos umiddelbart efter at familien er kommet i land. 11.10, 2015. © 2015 Zalmaï for Human Rights Watch

Til trods for at alle beviser i sagen mod Jo Cox’ morder pegede i retning af, at han var fan af Anders Breivik så er intet helligt for britisk presses hatespeech! The Daily Mail (BT og Ekstrabladet i UK) har med en apologetisk artikel om nazisten og terroristen Thomas Mair bragt sindene i kog og vrede læsere til twittertasterne. “Even by the standards of the gutter press, this is a disgusting article. We all need to be taking action against the rise of the far right. This has to be done on a variety of fronts. But it’s vital that we look at the media and the messages they are perpetuating.”The Canary, 24.11.2016

Vi må ikke glemme, at der bag terrorister og højreekstremister samt ytringsfrihedsfundamentalister gemmer sig en selvbevidsthed, som frihedskæmpere og patrioter. De ser verden gennem et prisme af had, hvor alt er enten sort eller hvidt. De lever med et verdensbillede, hvor de hele tiden vil forsvare deres standpunkt uden at skelne til virkeligheden omkring dem. De er faktaresistente, i det omfang fakta ikke passer ind i deres virkelighedsopfattelse.  “True patriotism involves an honest assessment of what is both great and what is ugly about our culture. True patriotism involves exposing what is wrong with our country and then working, as a nation, to make it right. True patriotism involves bringing people together. The fake patriotism of Farage involves driving people apart.” Kilde: Politico 24.11.2016

Hans-Micael Søndergaard, 25.11.2016.

Læs videre hér: PolitikenAlbrecht Koschorcke: Adolf Hitlers ’Min kamp’. Om nazismens poetik. (Imponerende) oversat af Conni-Kay Jørgensen.

Social og etnisk apartheid i Danmark

Statens regnemaskine er ramt af en alvorlig systemfejl. Nemlig, at alle offentlige investeringer i infrastruktur alt fra motorveje over vand, energi, hospitaler, ældrepleje, børnepasning og uddannelserne ikke er noget værd. Alt det vi betegner som velfærd regnes i ADAM og de andre teoretiske modeller kun med som udgifter, der trækkes fra, så det fremstår som om de kun er negative for samfundsøkonomien. Dermed overvurderes de private investeringer, samtidigt med at det skjuler hvor meget vores vækst og forbrug er afhængig af en velfungerende offentlig sektor og gode infrastrukturer. Giv økonomerne besked på at indregne vores velfærdssamfund, som en positiv investering og stop de hovedløse nedskæringer i de offentlige budgetter. Det kan godt lade sig gøre at finjustere og effektivisere, men det er ikke vejen frem at anvende overskuddet til skattelettelser og præmier til offentlige ledere, der kun er ansat for at nedbryde vores velfærdssamfund! Det har haft store konsekvenser for vores velfærdssamfund, at denne liberalistiske masterplan (minimalstaten og konkurrencesamfundet) er blevet skjult bag en ny politisk dagsorden, der har glemt at fordelingspolitik også styres af værdier. Idag anser vi kun værdipolitik udfra, om vi er for menneskeværd og de universelle menneskerettigheder samt en lempelig udlændingepolitik eller for stramninger overfor asylansøgere, flygtninge og indvandrere, hvor borgerrettighederne kun gælder for de, der er noget værd, de produktive etniske danskere.

Vi kan derfor ikke længere nøjes med at diskutere ‘tonen’ i den danske indvandrerdebat. Vores opfattelse af minoriteter, ikke mindst flygtninge og indvandrere, er nu blevet til to forskellige narrativer. Forskellen mellem venstre og højre er idag fordelingspolitisk opdelt mellem de partier, der stadig ser størst mulig økonomisk lighed, som et værdipolitisk mål og så de partier, der fastholder, at målet er ulighed som vækstskaber. Vi har et samfund hvor de værdipolitiske skillelinier ligeledes går mellem på den ene side autoritære nationalister og den anden side af libertære universalister. Mellem de der fastholder, at borgerrettighederne er bestemt af etnicitet og de der står fast på, at menneskerettighederne er universelle og gælder for alle, nye som gamle borgere. De 4 nedenstående værdipolitiske grupperinger er meget markante i deres udmeldinger. Det er typisk de skrivende debatører og intellektuelle der placerer sig dér. De har derfor en stor mediebevågenhed. Ikke mindst den såkaldte ‘flygtningekrise i 2015’.

vaerdipolitik2016
I Danmark er der fire mindre grupper af vælgere, som har langt mere markante politiske holdninger end hovedparten af vælgerne. Der er tale om vælgergrupper, der både fordelingspolitisk og værdipolitisk har mere yderligtgående holdninger end flertallet af vælgerne. De fire grupper udgør i alt 27,9 procent af alle vælgere – altså mere end hver fjerde. Redigeret af forf. HMS – kilde: Altinget og Kenneth Thue Nielsen, ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker.

 

Indtil karrikaturkrisen i 2005 har fordelingspolitikken været hoveddrivkraften i de danske vælgerbevægelser. Dernæst har en nynationalistisk værdipolitik fået tillagt større og større betydning. Ikke mindst drevet af medierne, der hele tiden har søgt at få ‘breaking news’. I 1983 erklærede den daværende statsminister Poul Schlüter, at ideologier er noget ‘bras’. Hvad han mente var at konservatismen, imodsætning til socialisme og liberalisme, var en samfundsbevarende værdipolitik og livsform. Han erklærede dermed samtidig at han var modstander af den værdi- og fordelingspolitiske klassekamp, som jo netop er kampen mellem mennesker med forskellige ideologiske udgangspunkter. Uffe Ellemanns anti-socialisme var affødt af, at vælgerne ikke ville afskaffe velfærdssamfundet, hvilket betød, at den borgerlige regering var nødt til at koble sin ideologiske kamp op imod socialdemokratiet og venstrefløjens værdibårede fredspolitik. Koblingen lykkedes ved valget i 1985, hvor oppositionspolitikerne nærmest blev udstillede som landsforrædere, da de ikke støttede USA’s atomvåbenpolitik i Europa. Efterfølgende tog de borgerlige fat på en omfattende ideologisk kamp imod fagbevægelsen og dermed den danske arbejdsmarkedsmodel. En kamp der tyve år senere har efterladt en vingeskudt fagbevægelse, efter indførslen af private gule og borgerlige forsikringsvirksomheder, der efterligner fagbevægelsen men ikke har nogle selvstændige overenskomster. Efter murens fald i 1989 syntes socialismens værdier og som regeringsform at være stendød. Dermed mistede socialdemokrater og socialister i hele Europa et ideologisk fundament. Det ikke siden er lykkedes at genoprette en socialistisk eller socialdemokratisk diskurs, der kan stille noget op overfor den gældende neoliberale diskurs.

pershing_ii_missile_test_launch_in_1982
Det fremskudte mobile forsvar, med nukleare Pershing 2 missiler, var udtænkt som NATO alliancens modsvar mod Warschawa Pagten SS-20 mellemdistance missiler i 1980’erne. Frygten for et angreb fra Sovjetunionen på Vesteuropa, under den kolde krig, var begrundelsen, da det blev besluttet at opstille de meget moderne angrebsvåben. Holdningen blev imødegået af en ny europæiske fredsbevægelse, der mente at vestlige politikere overdrev Sovjetunionens hensigter og samtidigt østpagtens militære kapacitet.

Det danske samfund har i mange år brystet sig af at være et samfund hvor ‘få har for meget og færre for lidt’. Det har vist sig at værre et glansbillede, der dog byggede på en uset grad af lighed mellem forskellige befolkningsgrupper. Det danske velfærdssamfund har været omstridt igennem tiden – men i 2001 indgik Anders Fogh Rasmussen en ‘kontrakt’ med vælgerne; nemlig at hans regering tilsluttede sig, at velfærdssamfundet ikke kunne anfægtes i hans regeringstid. Liberalisterne internt i Venstre blev kuet og den ideologiske liberalisme blev for et årti pakket væk.

Det er dog først efter af Dansk Folkeparti afløste Fremskridtspartiet som værdipolitisk protestparti, at ‘folket’ kom til at erstatte klasserne. DF’s fordelingspolitik blev i deres partiprogram og i medierne fremstillet som social(demokratisk). Derimod var deres nationale værdipolitik til højre for Det konservative folkeparti. DF lagde vægt på pensionisterne som deres vigtigste vælgergruppe. Denne vælgergruppe har altid stemt meget traditionelt. Det vil sige som de altid har gjort på de gamle partier, hvor den største forskel var mellem by og land. I byerne stemte de traditionel på konservative, radikale og socialdemokraterne på landet på venstre, socialdemokraterne og de radikale. Populismen der tog over i 1973 var et udslag af, at de gamle partier ikke havde noget klart bud på tidens kriser. Altså de nye partier var først og fremmest protest- og enkeltsagspartier, der tog over, dér hvor ideologierne ikke længere havde noget værdipolitisk svar på vælgernes bekymringer og ønsker.

Socialdemokraterne, som var det største parti på venstrefløjen, var uden ideologisk fundament. Dermed var Poul Nyrup Rasmussen i 1991 gået over til at administrere lovgivning og økonomien samt fremtidssikre Danmark gennem miljø- og energipolitik. Ikke mindst med en udvidelse af EU lovgivningen samt miljøministeriets rammer og beføjelser. Da Dansk Folkeparti i 2001 blev parlamentarisk grundlag for Anders Foghs velfærdsbevarende 4-kløver regering var vejen banet for nye populistiske partier på højrefløjen, der kunne samles under liberale bannere. Nu er der altså 4 positioner i dansk politik som vælgerne kan navigere imellem.

Jeg ville ønske, at flere mennesker, som Martin Luther King, ville drømme stort. At langt flere mennesker havde en større tiltro til, at verden kunne blive meget bedre for alle! Nelson Mandela og det moderne Sydafrika gik imod strømmen af revanchisme og nymoralisme, da de tidligere undertrykte satte samhørighed over hævntørst og samvittighed over jura. Når værdipolitikken har fået så stor plads i danske medier afspejler det en generel tendens i den vestlige verden. Den store modsætning er mellem nationalismens autoritære og universalismens humanistiske værdier. En nationalistisk og en universalistisk position, hvor der tilsyneladende ikke er en bro, der kan skabe dialog mellem dem. (Borre, Ole: 2011)

Svaret på nutidens flygtningestrømme, fattigsdomsimmigranter, klimaflygtninge og elitens globalisering er ikke at grave sig ned i skyttegrave. Svaret på disse udfordringer er ikke at grave sig ned bag sine landegrænser eller i ‘gated communities’.

bills-cartoon-gated-corridor1
Når overdrivelse fremmer forståelsen: Hvem er det der skal holdes ude eller inde? Skal vi affinde os med, at samfundet bliver adskilt med hegn og mure mellem eliten, den produktive middelklasse og den uproduktive klasse (de arbejdsløse, de fattige pensionister, de elendige og de a-sociale)?

Ghettodannelser og slumbyer forsvinder ikke når vi kikker væk. Arbejdsløshed og sociale problemer løses ikke ved at pege fingre af de ledige, fattige og syge. Flygtninge bliver ikke siddende i flygtningelejre og fattigdomsimmigranter søger mod de rige lande lige så sikkert som møl tiltrækkes af lys i nattens mørke.

Hvad stiller vi op når det er meget lettere for ‘ofre’ at udpege ‘skurke’? Hvordan skal vi forholde os til, at selv de privilligerede på både venstre- og højrefløjen har alt for travlt med at diskutere, hvem der er ‘skurkene’ i tidens narrativer? Hvordan etablerer vi er demokratisk samtale, når vores politikere lukker sig inde bag spindoktorer, haledikkende medier og medløbende journalister? Måske svaret ligger lige foran næsen på os. Vi skal lære at lytte til de andre – vi skal ikke vende den anden kind til i fysisk forstand, men vi skal lade empatien råde. Sætte os i den andens sted, forstå og forsvare hans position, før vi går kritisk i kødet på den med modargumentation. Vi skal forstå at den andens verden giver mening og identitet. Ligesåvel som vores egen verden giver os mening.

Vi må samtidigt erkende, at mediernes og politikernes udstilling af social og etnisk ghettodannelse ikke har ført til en forbedring af disse områders økonomiske vilkår. Tværtimod kan man sige, det har istedet medført en ny stærk nationalfølelse, dvs. nationalchauvinisme, når racisme, forskelsbehandling og segregation ikke længere er forbudt hverken i ord eller gerning. Vi har givet i indpas i vores offentlige samtale, til alle de der føler sig som ofre for udskillelse pga globaliseringen eller som ofre for økonomisk misbrug af de offentlige kasser. Det har ført til en forråelse af debatten. Målet hellliger midlerne der tages i brug, i omtalen og behandlingen af ‘de andre’, ikke mindst flygtninge og indvandrere fra 3. verdenslande.

metteogmette
Den socialdemokratiske leder af oppositionen i dansk politik og integrationsministeren for partiet Venstre kappes i medierne om hvem der har den bedste politik overfor asylansøgere og flygtninge i begyndelsen af 2015. (Roald Als Pol. 5.1.2016.)

Jeg har længe haft den opfattelse at indvandrerdebatten i Danmark byggede på dikotomien assimilation overfor integration, men det står nu helt klart for mig, at det var humanistisk ønsketænkning. Der var meget andet på spil, da MF Martin Henriksen (DF) på direkte TV kunne tillade sig at udtale, at en ung intelligent gymnasieelev og elevrådsformand ikke kunne bevise, at han var ‘dansk’. Den store skillelinie i den danske debat idag er et valg mellem segregation eller integration. Nu betyder integration, at du er integrerbar, altså hvid, at du er en kulturel og økonomisk gevinst for samfundet samt at du uden løftede øjenbryn i udlændingestyrelsen, kan blive gift med en ‘ægte dansker’ og blive asssimileret og uden at ‘ægte danskere’ med det samme kan se, at du er som dem. Det er altså nu blevet det nye normale i den offentlige debat, at vi kan udskille de farvede som en stigmatiseret gruppe!

“Forhånelserne og mobningen starter i sproget, men hvis man i civilsamfundet hinsides lovgivningen knæsætter et kollektivt princip om først og fremmest at dyrke ytringsfriheden som en slags moralsk ret til spot, hån og latterliggørelse uden andre supplerende normer, så står man magtesløs over for de nævnte fænomener. Hvis man ikke har mod til at erkende et fælles samfundsmæssigt ansvar over for denne form for psykisk, etnisk og social mobning og finde et sprog for det, så overlader man det til den enkelte i et tomrum at bære på byrden af den, og det er ofte mere end den enkelte kan magte.” (Stig Dalager, Berl. d. 20.11.2016)

Hvordan nåede vi så langt ud? Udskillelsen af ‘de andre’ er nu også af sociale minoriteter, som arbejdsløse og langtidssyge samt førtidspensionister – disse mindretal får nu samme behandling som de indvandrere og flygtninge, der opfattes som en belastning for samfundsøkonomien! Jeg er nu sikker på, at det er et institutionelt problem, der har medført at segregation og racisme, baseret på en forestilling om produktivitet og etnicitet, er blevet en tillagt en positiv ladning og det har givet los for, at mennesker med holdning føler sig bekræftigede i når de deltager i den offentlige debat, om de ‘gode’ og de ‘dårlige’, medborgerne og snylterne . Det er i min optik fordi Danmark idag defineres som er et samfund, der er delt mellem kapitalforvaltere (kapitalister) og lønmodtagere samt mennesker på overførselsindkomster. Man kan sige, at det er en opdeling mellem de der tilhører det gode samfund, forvalterne og de produktive og endelig den tredje ‘u-produktive’ gruppe der ikke tilhører det gode samfund, da de ikke længere tillægges en positiv betydning for kulturens og samfundets udvikling. Denne to-deling har den konsekvens, at den tredje gruppe er blevet til en gruppe, der efter behag kan udskilles enten som et problem, en belastning eller de der engang imelllem, dvs hvert 4 år, er vigtige vælgergrupper, først og fremmest pensionisterne og i mindre grad de studerende. Resultatet er at restgruppen, arbejdsledige, langtidsledige, langtidssyge, flygtninge, indvandrere fra 3. verdenslande, handicappede og psykisk syge bliver deifinitionen på den tredje gruppe som karakteriseres som samfundsnedbrydende typer, a’sociale – de der ligger til last, som man tidligere sagde, de der er afhængige af de offentlige kasser, Færre og færre fra tredje gruppe er nødvendige for det produktive Danmark og der er nu større risiko for, at mellemgruppen havner i tredje gruppe, end at de kan blive elite og kapitalforvaltere! Hvilken betydning har det så for samfundet Danmarks fremtid, for den sociale mobilitet? Ja, det er først og fremmest et politisk og dernæst et kulturelt spørgsmål.

Hans-Micael Søndergaard 21.11.2016

#StigDalager #Berlingske Kronikken

Skurke, ofre og tragiske helte

“Og solen gik sin gang, nat afløstes af dag”, selv efter Krystalnatten d. 8. november 1938. Og selvom glasloftet ikke blev gennembrudt for kvinder i nordamerikansk politik i denne omgang, så vil USA ikke for evigt være kvindefjendsk, racististisk, homofobisk. Og når nu USA er en nation, der er blevet stort og rigt gennem de sidste mange hundrede år, på ryggen af dets mange indvandrere  – ja, så klarer de nok også at inddrage Pancho Villas døtre og sønner. Verden er i evig forandring. Under den trygge eller utrygge overflade er der seismiske kræfter, tektoniske plader, der presser sig mod hinanden eller trækker sig væk. Bevægelser der er naturskabende i deres ødelæggelse. Som i Nordatlanten ved Island, hvor der opstår nye øer. Landnam er tidens og historiens svar på kulturelle og demografiske forandringer.

Vores verdener og vores kulturer er ikke statiske. Nationer og folk er opstået i forandring og ved sammensmeltning af gener, folk og kulturer. Vi kan ikke se bort fra, at der har været konflikter mellem folk og kulturer, men historien viser at selv for 30000 år siden var de væsentligste forandringer skabt af gen- og kulturudveksling. Selv mellem så forskellige menneskearter som Neandertalerne og det moderne menneske. Bytte og handel afløste tidligere tiders jæger og samler subsistensøkonomi i takt med, at familiegrupper slog sig sammen og afløste nomade tilværelsen med landbrugssamfund. Kultpladser blev til markeder, hvor kulturelle og socioøkonomiske kræfter skabte nye relationer samt omgangsformer mellem forskellige stammer. Geografiske afstande blev overvundet ad vandveje og over land. Østersøens og Vesterhavets rav var eftertragtet og handel mellem syd og nord førte bronze den anden vej.

Jeg ville ønske, at flere mennesker, som Martin Luther King, ville drømme stort. At langt flere mennesker havde en større tiltro til, at verden kunne blive meget bedre for alle! Nelson Mandela og det moderne Sydafrika gik imod strømmen af nymoralisme, da de undertrykte satte samhørighed over hævntørst og samvittighed over jura. Når værdipolitikken har fået så stor plads i danske medier afspejler det en generel tendens i den vestlige verden. Den store modsætning er mellem nationalismens autoritære og universalismens humanistiske værdier. En nationalistisk og en universalistisk position, hvor der tilsyneladende ikke er en bro, der kan skabe dialog mellem dem (Borre, Ole: 2011)

Svaret på nutidens flygtningestrømme, fattigsdomsimmigranter, klimaflygtninge og elitens globalisering er ikke at grave sig ned i skyttegrave. Svaret på disse udfordringer er ikke at grave sig ned bag sine landegrænser eller i gated communities. Ghettodannelser og slumbyer forsvinder ikke når vi kikker væk. Arbejdsløshed og sociale problemer løses ikke ved at pege fingre af de ledige, fattige og syge. Flygtninge bliver ikke siddende i flygtningelejre og fattigdomsimmigranter søger mod de rige lande lige så sikkert som møl tiltrækkes af lys i nattens mørke.

Hvad stiller vi op når det er meget lettere for ‘ofre’ at udpege ‘skurke’? Hvordan skal vi forholde os til at selv de priviligerede på både venstre- og højrefløjen har alt for travlt med at diskutere, hvem der er ‘skurkene’ i tidens narrativer? Hvordan etablerer vi er demokratisk samtale, når vores politikere lukker sig inde bag spindoktorer, haledikkende medier og medløbende journalister? Måske svaret ligger lige foran næsen på os. Vi skal lære at lytte til de andre – vi skal ikke vende den anden kind til i fysisk forstand men vi skal lade empatien råde. Sætte os i den andens sted og forsvare hans position før vi går kritisk i kødet på den med modargumentation. Vi skal forstå at den andens verden giver mening og identitet. Ligesåvel som vores egen verden giver os mening. Vi kan vælge om vi vil følge i fodsporene på Hamlet, Don Qijote eller deres moderne versioner som Carsten Jensen, Mikael Jalving, Martin Henriksen og Morten Messerschmidt, der fra hver deres fløje slår åbne døre ind, bekæmper vindmøller eller står i deres melankoli på sidelinien og kommenterer verdens gang!

I Danmark er det ikke tonen i den kun ‘tonen/råheden’ i debatten – men politikkernes trang til at projicere vælgernes vrede over på magtesløse minoriteter. I retorikfaget kalder man det idag ‘Stokastisk Terrorisme’ Det er nu blevet defineret som en måde retorisk at underspille sin trussel, men i et sprog som rammer ind i den mulige terrorists tankemønstre og dermed opildne til tilfældig, men alligevel målrettet udpegning af terrormål! Kernen i den stokastiske opfordring til terror (vold) ligger i måden man omtaler det mulige offer (i.e. at man forudsætter at tilhøreren allerede har fordomme overfor grupperne) . Ofte handler det om at fratage offeret dets integritet, det er styret af ondskab, en bestemt systemtænkning (religion, kultur, seksualitet, politisk overbevisning og sociale placering i samfundet). Det kan indledes med at udpege enkeltpersoner, som arbejssky, sociale bedragere og ‘forkælede’. Derfra er der ikke langt till at generalisere så hele grupper bliver opfattet som ‘farlige’ asociale/snyltere/svindlere. ‘Offeret’ bliver udpeget som en kriminel, en der bryder med lovgivningen, skikke og sædvaner. Kultur, familieformer og moral ophøjes til normer for hvordan minoriteten udskilles. Uanset sprogbrugen så gælder det om at skabe en dig/dem følelse. Det er et af de retoriske kneb, at der bliver talt til,’dig’, som offeret (læseren, tilhøreren) Når politikere uimodsagt får lov til at udskille minoriteter, så kan det udnyttes til at definere de andre (dem) som fremmedgjorte grupper, der er normbrydende, fjendtlige, fremmedartede, så er der ikke er så langt til at den anden ikke længere fortjener at blive behandlet som menneske. Det gælder især i situationer, hvor politikkere, mediepersonligheder og medier samt majoritetsbefolkningen stigmatiserer en minoritetsgruppe, der så bliver udsat for vold og terror!

Jeg lytter gerne, hvis modparten er indstillet på at blive udfordret på sine argumenter!

Stop hvidvaskningen af Højreekstrem terror i Europa. — hansmicael

Mikael Jalving, debatør i JP, er et af de eksempler på hvordan højreekstrem terror og vold, inklusive angreb på ytringsfriheden, hvidvaskes i Danmark. MJ beskriver udelukkende nationalkonservatismen og de højreorienterede gruppers ideologi som defensiv og deskriptiv, hvilket får mig til at betvivle hans evner som både journalist og historiker. Der er intet defensivt i de […]

via Stop hvidvaskningen af Højreekstrem terror i Europa. — hansmicael

Stat og folk: danskhed og dansk identitet i et flerkulturelt Danmark

Jeg vil i dette essay argumentere for, at dansk identitet og danskhed ikke kan anskues uden at inddrage modernitetens statsopfattelse og det borgerlige demokrati, som blev den direkte følge af humanismen og individualismen – oplysningstidens varige arv til først Europa og siden resten af verden. Først stod kampen for ytringsfrihed, tolerance og religionsfrihed, herunder retten til ikke at have en religion. Dernæst selvstændighed samt kritisk og uafhængig tænkning, der byggede på trykkefrihed, fornuft, kilder og erfaringer (empiri), som satte menneskelivet og den sansede verden i centrum for samfundet, uden religionens begrænsning og censur. “Om de individuelle frihedsrettigheder må man sige, at ideen med dem var, at de skulle sikre det enkelte menneske mod overgreb fra magthaverne i staten – derfor må et system, hvor magthaverne bestemmer, i hvilket omfang de vil give undersåtterne friheder (borgerrettigheder), være i direkte modstrid med det vi forstår ved menneskerettighederne.” (Helmer Jørgensen: 2007) Det medførte en videnskabelig, filosofisk og idémæssig revolution, der var nødvendig for at komme ud af religionernes blindgyder. Det var forudsætningerne for den borgerlige politiske bevægelse i 1800-tallet, som blev til grundlovens fædre.

‘Gud, Konge og Fædreland’til nationens ulykke – Både nationalnostalgikere, nationalliberale og nationalkonservative har siden 1849 ladet hånt om befolkningens tarv, for istedet at pleje deres egne sære forestillinger om patriotisme og egen selvhøjtidlighed. Vi har brug for en besindelse på oplysningstidens revolutionære budskaber. Lighed, frihed og broderskab kan ikke begrænses til nationen eller folket, men må gælde for alle. Vi har brug for et demokrati, der igen sætter mennesket i centrum. Vi har brug for et samfund der er skabt med universalisme, humanisme og videnskab.

Religionernes rolle som forklaringsmodel og autoritetsmonopol på moral blev erstattet af en civil etisk autoritet, der byggede på generelle og umistelige rettigheder, nemlig menneskerettighederne. Tidigere tiders moralbegreber, der søgte deres autoritet i kirken eller i religionen kunne ikke beskytte individet mod overgreb fra statsmagten eller andre institutioner og individer.  “I 1739 styrkedes enevældens tilsyn med kirken yderligere gennem oprettelsen af et Generalkirkeinspektionskollegium med vidtgående myndighed. Og i 1736 indførtes konfirmationen med dens krav om, at de unge skulle have læst og lært deres katekismus, før de kunne bekræftes i deres dåb og træde ind i de voksnes samfund.

Kravene om regelmæssig kirkegang og altergang og om at komme hviledagen i hu og holde den hellig var gamle. Men under de første enevoldskonger blev de yderligere skærpet, for under Christian 6. at nå deres højdepunkt.

Med forordningen af 12. marts 1735 „om sabbatens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse” vendte styret sig skarpt mod, at „mange have i steden for at søge kirken og dér opbygges, dels anvendt søn- og helligdagene til forfængeligt arbejde og ufornødne forretninger, dels misbrugt dem til verdslig fornøjelse, vellyst og andre laster”.
Enhver husbond og madmor skulle derfor under trussel om bødestraf se til, at deres børn og tjenestefolk fulgte dem i kirke én og helst to gange på søn- og helligdage. Præsterne skulle føre nøje tilsyn med, at de kom i kirken, og at godsejerne ikke så gennem fingre med deres bønders manglende kirkegang. Og forordningen truede med alvorlige straffe:

“På landet skal de gemene bønder, som herimod handle, når præstens advarsel ej har frugtet, straffes første gang med 4 skilling, anden gang med 8 og tredje gang med 16 skillings bøder, og i mangel af betaling stå i gabestokken på kirkegården, første gang én, anden gang to og tredje gang tre timer; til hvilken ende slige gabestokke af hver kirkes ejere, hvor de endnu ej er, besørges.” kilde: den store danske

Den nye humane etik anviste derimod hvordan mennesker havde ansvaret for deres egen moral samt de ukrænkelige rettigheder som ejendomsret, liv, frihed, lighed og ‘broderskab’. De var derfor fritstillede fra kirkens moral og  kunne søge ‘retfærdighed’, retssikkerhed i et retssamfund, og Lykken i den sekulære verden. Ikke først i døden, som var kristendommens hovedbudskab. Det er ikke ubegrundet, at man idag kan argumentere for at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men derimod, at gud er skabt i menneskets billede.

Jeg er så træt af Dansk Folkepartis forsimplede fremstilling af danskhed, som noget medfødt, arveligt og genetisk betinget. Det at være dansk, handler om kultur, mange forskellige kulturer. Det handler om noget socialt, nemlig hvordan vi forholder os til hinanden i de forskellige kulturer i Danmark. Der er større forskel på kulturen i de rige enklaver i de danske storbyer og rigmandskvarterene i i Århus og Nordsjælland, end der er på kulturen mellem indvandrere og arbejderklasse danskere. Vi deler kultur med dem vi har et skæbnefællesskab med. Men den kultur opleves forskelligt, ikke mindst fordi vi hver især kommer med vores egen identitet. Vores egen oplevelser af hvordan det er at være del af mange forskellige kulturer. Fra by eller land, fra provins eller hovedstad, fra forstæderne eller fra bycentrene, fra de røde byer eller fra de blå jyske byer, uanset hvor vi kommer fra giver det forskellig kulturel ballast. Vi lever i værdifællesskaber, hvor nogle gør alt op i om det er noget værd (materialisme) og andre sværger til universalisme som tager udgangspunkt i at alt og alle har værdi. Ikke mindst den vi tillægger det (kulturalisme og humanisme) Fra vuggestuen eller fra dagplejemoren, fra børnehaven eller fra en opvækst i et hjem med en hjemmegående, fra folkeskolen, lilleskolen eller privatskolen, fra de forskellige ungdomsuddannelser osv osv. Vi lever i forskellige familieformer, vi har forskellige indstillinger til kulturforbrug. Nogle læser aviser andre får deres nyheder fra tv andre igen fra nettet. Nogle går i biografen andre i teater, nogle ser amerikanske actionfilm andre ser kun Sundance film og franske film noir osv osv…. Jeg kan fortsætte længe, med at remse op hvordan vi formes af og former vores kulturelle identiteter!

Kampen i Europa står idag imellem ‘folkenes nationer’ og ‘borgernes stater’. Fra Finland til Balkan bliver Bondepartier, reaktionære og etnisk rensede populistiske bevægelser mere og mere højrøstede. Statsborgerskabstanken, pluralismen og den demokratiske parlamentarisme bliver i stigende grad sat under pres af pseudonationalisme, militaristisk patriotisme, fascisme, nazisme, afstandtagen fra menneskerettighederne og højrepopulisme, som igen vokser frem i den vestlige verden. Det er ikke længere anskuelser, der deler os, istedet er det blodets bånd. Tilknytningen til nationen sikres ikke længere for alle statsborgere og *fædrelandet* kan kun deles, som en arveret, ikke en rettighed, der kan gives. I Danmark et det først og fremmest Dansk Folkeparti, der er eksponent for denne romantiske forestilling om et særligt nationalt blodsfællesskab. Den danske nynationalisme er gennem den stadige påkaldelse af en romantisk opfattelse af det folkelige fællesskab samt kristendommens rolle, som danskhedsindikator, blevet reduceret til Dannebrog som symbol på ‘blodet og korset’!

Dannebrog er blevet hyldet gennem flagsange i forskellige perioder hvor det enten har været nødvendigt at påkalde sig fred og fællesskab eller forsvars- og kampvilje.

ingemann
“Vift stolt paa Kodans Bølge”, Flag Postcard (1910s)

“Vift stolt på Kodans Bølge,/ Blodrøde Dannebrog!/ Din Glans ej Nat kan dølge,/ ej Lynet dig nedslog./ Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn;/ dit lyse Kors har hævet/ til Himlen Danmarks Navn…” B.S Ingemanns oplevelser fra englændernes bombardement af København i 1807 har givet ham en blodig baggrund for det patriotiske digt. Denne holdning kan tildels genfindes i den ny fejring af en militær flagdag for Danmarks udsendte d. 5. september, som hyldest til faldne danske soldaters indsats i moderne krige.

“Men Storm gør et Flag til en levende Sjæl/ en Flamme, et Raab, et Symbol./ Det ildner, hvor Medgangen dæmper.” I “April i Danmark” opildner Poul Sørensen i 1940 til modstand.

Dansk Folkeparti har gennem de sidste mange år forsøgt at monopolisere danskhed og dansk identitet. Samtidig er ‘Dannebrog’ er kristendom blevet ekskluderende politiske symboler. “Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed… Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund… Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur.” Dansk Folkepartis Principprogram.

Det blev eksemplificeret i en direkte TV-debat, hvor (MF) Martin Henriksen (DF) ikke ville anerkende, at en ung mand, med dansk mor og iransk far  født, opvokset og uddannet i Danmark, var ‘ægte dansker’. Jeg vil derfor tilslutte mig fordømmelsen af fanatisme i Voltaires konklusion:“Det er klart, at enhver person, der forfølger et menneske, hans bror, fordi han ikke er enig med ham, er et uhyre.” Traité sur la Tolérance, 1763.

“DF’s tolkning af danskhed, Dannebrog og fædrelandsfølelse samt forsvarsvilje (patriotisme) er dog tildels anakronistisk, idet den stammer fra perioden 1830-1848, hvor nationalfølelsen skiftede fra at være centreret om fyrste- og kongemagten, til at være knyttet til nationalsprog, historien, land og folk (en folkelig og kulturel nationalfølelse). (se Inge Adriansen i Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000, 2003)

Hvordan kan vi forklare, at vi i det 21. århundrede igen skal konfronteres med anti-parlamentarisme og autoritære  bevægelser. Kan det alene tilskrives globalisering og liberalistiske new public management, at fremmedgjorte vælgere ikke længere kan finde et parlamentarisk ståsted eller afspejler det en mere grundlæggende menneskelig autoritetstro tendens, til at søge ‘tryghed i en pseudoromantisk monokultur, autoritær eller stærk nation’, når de føler deres rettigheder og eksistens truet. Det kan heller ikke være tilfældigt, at langt de fleste tilhængere af diktatur og en stærk nation er mænd.

pol-strid-110205-dfnazi2
Hvorfor er flest mænd højreekstreme? Jakob Strid i Politiken.

Idag trues den maskuline identitet, socialt marginaliserede og ældre generationers verdensbillede fra alle sider. Kønskampen er gået ind i sin sidste fase og kvinderne har vist, at i et moderne samfund, hvor fysisk styrke er blevet erstattet af psykisk holdbarhed, kan mænd ikke længere automatisk regne med, at det er deres køn der har ‘førstevalg’ på alle hylder. Kvindelige direktører (CEO’er), politikere og topembedsmænd bliver stadigt mere almindelige. En utilsigtet konsekvens af denne udvikling, der startede i 1970’erne i Danmark, har været at et stigende antal mænd føler deres rolle i samfundet og i familierne udhules. Derudover har Danmarks tilslutning til EU og den øgede økonmiske globalisering betydet at mange danskere er blevet ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Det afspejles i fremkomsten af protestpartier, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, der giver dem afløb for deres behov for igen at kunne ‘spille med musklerne’. De tilbyder letforståelige alternativer til en kompliceret hverdagsfortælling, hvor det kan være svært at definere en klar og handlekraftig maskulinitet. Helt bogstaveligt i form af en liberal kuglestøder i Folketinget. Vulgær Darvinisme, socialdarvinisme og Ayn Rands sociopatiske samfundsmodel og verdensbillede bliver hyldet af Saxo Banks leder og stifter af Liberal Alliance. Sammenblandingen er igen naturlig, da vi er kommet ind i konkurrence-samfundets tidsalder.

Nytte- og pligtetik er igen blevet den politiske dagsorden og den siver igen, som før 2. verdenskrig, ned igennem samfundet. Alle moralske værdinormer bliver tilsidesat. Alt skal måles, kvantificeres, privatiseres og bench-marking er blevet en økonomisk parameter, der skal afgøre hvor den billigste service eller det bedste skole og gymnasium befinder sig. Mennesker (homo eoeconomicus) bliver målt udfra deres samfundsnytte – oversat til kvalifikationer, deres evne til at konkurrere på uddannelses- og arbejdsmarkedet, ikke udfra deres indre værdi som mennesker. Når arbejdslivet bliver den eneste målestok for succes så undergraves menneskets kompetencer, der er sociale og relationelle (homo sociologicus). Neoliberalisme, neokonservatisme, neonazisme og neofascisme er alle kendtegnet ved at dyrke det stærke menneske og træde på de, der af en eller anden grund ikke kan leve op til konkurrencestatens krav. Overmenneskeideologien er dog en falsk præmis for menneskelivet, idet den indebærer, at man kan kassere de, der ikke kan klare konkurrencen! Det har store konsekvenser for de grupper der har behov for offentlig støtte og understøttelse, når deres rettigheder ikke følger med det nye fokus på pligt og konsekvens.

I den sidste mellemkrigstid fra 1919-1939 kom den største trussel mod Danmark ikke som man skulle tro fra de totalitære ideologier. Nej, truslen mod Danmark kom fra de anti-parlamentariske og udemokratiske grupper. De distancerede sig, fra tidens socialpolitiske bevægelser, humanisme og menneskerettigheder, partidannelser, fagforeninger og fra arbejds- og klassekamp, med slagord som ‘fædrelandet, pligten og æren’, national samling og national genrejsning. Den konservative del af kampen mod demokratiet var som landbrugets, en interessebåret og autoritær bevægelse. Det danske samfund var i bevægelse demografisk fra land til by og økonomisk fra landbrug til industri og handel. Politisk skete der et tilsvarende skifte, hvor socialdemokratiet mobiliserede arbejderne. Venstres magtmonopol blev dermed udfordret.

Tilslutningen til de gamle partier var såvel ideologisk som klassemæssigt begrundet, det sikrede en grad af kontinuitet og legitimitet, som sikrede partiernes samfundsmæssige forankring. Sociale forbedringer som Socialreformen i 1933 og tilkendelse af borgerrettigheder til kvinder og tyende i 1915 var med til at samle nationen og signalerede at staten og samfundet var for alle. Men det viste sig hurtigt at stemmeretten til kvinder og umyndiggjorte ikke fik nogen jordskredseffekt hverken i storbyerne eller på landet.. De gamle partier var derimod nødt til at forholde sig til de nye vælgeres interessser. Venstre og Konservative forsøgte dog at lægge hindringer i vejen for Socialdemokraterne og Radikale Venstre, først og fremmest i Landstinget.

De Konservative, ‘det gamle højre’, der bestod af officersstanden, godsejere, præster og industrikapitalister havde med de selvejende gårdmænds parti Venstre, som var sat udenfor i Folketinget allierede sig , med deres vetoret i Landstinget. Samarbejdet mellem det radikale venstre som organiserede husmænd, frisindede akademikere i byerne samt skolelærere over hele landet og Socialdemokratiet var et parlamentarisk nybrud, der kom til at definere tiden frem til 2. verdenskrig. Under den tyske besættelse af Danmark forsøgte højreorienterede kredse, at få indsat en kongeligt udpeget ‘upolitisk/teknokratisk’ ikke-parlamentarisk regering. Hvilket kongen afviste og samtidigt understregede  vigtigheden af nationalt sammenhold. I landbrugskredse var der ligeledes en række bevægelser, der forsøgte at begrænse demokratiet og den pluralistiske parlamentarisme. Arbejdernes rettigheder og frie løndannelse var under således stærkt pres. Bondepartiet som var den politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning placerede sig til højre for Venstre. Deres politiske platform var populistisk men havde rod i 30’ernes landbrugskrise. LS protesterede og demonstrede imod regering og folketing som de mente var medskyldige i de mange tvangsauktioner i landbruget. Det store bondetog til kongen i 1935 fik stor medieopmærksomhed. Parolerne var nedsættelse af ejedomsskatter, mindstepriser på kød, importstop for korn samt ændret kronekurs.  “Et LS-blad skildrede bondetoget: „Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret … Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød … Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De indgød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren.” Den Store Danske, Krise og Vækst.

Det der kendetegnede LS og Bondepartiet var en stor mistillid til det kapitalistiske system og markedsøkonomien. Derudover var de stærkt kritiske overfor bybefolkningen, parlamentarismen, som havde ført til at Venstre mistede deres flertal, fagforeninger og arbejderklassen som de opfattede som uden moral og korrupte.

“Befolkningens Ansvarsfølelse maa udvikles og styrkes gennem Ungdommens Uddannelse og Opøvelse i sund Morallære og den kristne Religion. Fællesinteresserne vil da afløse Egennytten, og Pligten vil da gaa forud for Rettighederne, Ungdommen vil igen faa Tro og Tillid til Fremtiden og Kraft til med oprejst Pande at sige de 3 Ord: Gud, Æren og Fædrelandet.” Det fri Folkepartis Partiprogram §9 (programerklæring) (den parlamentariske/politiske gren af Landbrugernes Sammenslutning. Danmarkshistorien.dk

Pligtetikken er idag allermest synlig i udfasningen af socialministeriet, der nu er underlagt indenrigs-, arbejds- og integrationsministerierne. “Medansvaret for de svageste skal kendetegnes ved, at vi skal yde hjælpen i respekt for det enkelte menneskes integritet, men også at hjælpen skal være udformet sådan, at modtageren føler et personligt ansvar for og har tilskyndelse til selv at bringe sig ud af den sociale situation.” Socialpolitik er altså ikke ubetinget. “Det enkelte menneske har et personligt ansvar for at forsørge sig og sine. Arbejdsløshedsunderstøttelsen og lignende må ikke udvikle sig til borgerløn, hvor den enkelte får ret til en ydelse fra staten uden et modsvarende krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.” Venstres Principprogram 

jobcenter

Danmarks social sammenhængskraft symboliseret som en samfundskontrakt er under afvikling. Vi har derfor alle et ansvar i det daglige for igen at sikre at fællesskabet og fælles interesser bliver sat højere end særinteresser og egoisme. Ikke mindst fordi danskheds diskussionen er blevet ekskluderende. Kan vi vende udviklingen og få afpolitiseret dansk identitet i et pluralistisk og flerkulturelt Danmark? Dansk kultur og identitet kan ikke kun være nostalgisk og tilbageskuende. Identitet er jo ikke noget statisk men er fleksibelt i og med at vi kan skifte mellem forskellige roller og synvinkler på hvem vi er i forskellige sammenhænge. Det samme gælder for dansk kultur. Det at være dansk kan ikke sættes på en enkel formel. Vi har jo accepteret at Danmark er opbygget af mange forskellige subkulturer og valgfællesskaber. Styrken ved det danske demokrati må være at alle sikres lige rettigheder samt at nye danskere vurderes ud fra de samme kriterier som gammeldanskere.

flag_kipketer
Ingen satte spørgsmål ved Wilson Kipketers danskhed da han sikrede Danmark en række verdensrekorder, VM og Olympiske medaljer.

Hans-Micael Søndergaard forts.

De autoritetstro og de anti-autoritære har mistet deres tillid til og respekt for demokratiet!

I forbindelse med de gentagne uroligheder på Nørrebro, hvor unge anarkister og anti-demokratiske venstreradikale aktivister forsøger at etablere støtte til en radikal anarkistisk utopi, vil jeg her sammenligne dem med den højreradikale fløj. Begge grupperinger har såvel dystopiske som utopiske samfundsbeskrivelser, som en del af deres bedrevidende eksistensgrundlag. Anarki og terror (voldsparathed og -beredskab) er afprøvet i 1930’erne og 1970’erne. Nazister og kommunister der hver især kæmpede for at revolutionere samfundet i 30’erne. Rote Armé Fraktion og alle de senere grupper (Gudrun Ensling grupper etc) øskede med deres aktioner (terrorhandlinger) at ‘afsløre’ det liberale demokrati som et fascistisk styre! De legitimerer sig negativt ved at fremhæve samfundets dystopiske aspekter, som kun de har svar på og løsning for. Derudover fordres der en revolutionær vækkelse af ‘folket’, før deres utopi kan etableres. Dystopien er det nuværende samfund og befolkningen er blind overfor de påståede mangler og fejl ved det borgerlige liberale civilsamfund. For at lykkes, med deres utopiske programmer eller anarkistiske mangel på programmer, skal de kunne skabe en folkebevægelse ud af den ‘slumrende’ civilbefolkning. Det er til dels lykkedes for Dansk Folkeparti, der ved det sidste valg opnåede tilslutning fra mere end 1/5 af vælgerne. Det er dog meget tvivlsomt om de mange stemmer kan veksles til en revolutionær bevægelse. De fleste DF vælgere er protestvælgere, der aktiveres af DF’s antimuslimske og fremmedfjendtlige retorik. Tilslutningen til de revolutionære anarkist grupper har aldrig været mere en et par promille af vælgergrundlaget. Det passer jo også fint med anarkisternes eksklusivitet.

Har partier som Nye Borgerlige og Danskernes Parti en fremtid i det politiske Danmark? I 1970’erne gik det venstreorienterede politiske atlas amok og fragmenteredes i dusinvis af småfraktioner. Samtidig med at jordskredsvalget i 1973 splittede både højrefløjen og især Socialdemokratiet. “I 1973 skiftede næsten 44 % af alle vælgere imidlertid parti, og det markerede det største vælgerskred i dansk historie. Således fik Det Konservative Folkeparti kun halvdelen af sine mandater fra det foregående valg, mens Socialdemokratiet med 25,6 % af stemmerne oplevede det ringeste valg siden 1. verdenskrig. Hvor antallet af partier i Folketinget før valget var fem, blev antallet nu fordoblet til 10. De store omvæltninger fik iagttagere til at døbe 1973-valget ’jordskredsvalget’.” citat: danmarkshistorien.dk. Kan vi forvente at blå blok vil splintre, når de nye partier opstiller til det næste folketingsvalg.

dansk-samling
“Den nationalkonservative bevægelse er vokset frem på diverse blogs på internettet, i Jyllands-Postens klummer og til Trykkefrihedsselskabets arrangementer. I løbet af de sidste fem år har bevægelsen virkeligt fået vind i sejlene, og nu prøver de også at slå rod uden for internettet. Der er ligesom opstået et nyt sted til højre for Dansk Folkeparti, netop på baggrund af Dansk Folkepartis markante succes. Bevægelsen har ikke rigtigt nogen samlet koordination, men består af en række forskellige grupper med et nogenlunde fælles tankeunivers.” Citat: Simon Bünger fra Redox dokumenterer den yderste højrefløjs aktiviteter og centrale personer. Redox.

I Danmark har Anders And altid været den mest folkekære figur i Andeby. Anders’ følelser er altid uden på tøjet og han vælger oftest anarki, som udvej, når han møder kriser. Det passer godt på den danske nationalkarakter. Altid at være i opposition til magten samtidigt med at janteloven dominerer vores sociale relationer. De andre skal ikke tro de er noget! Olsenbanden og Huset på Christianshavn har også dette element af anarki og oprør mod øvrigheden indbygget. Et provinsielt og lavkulturelt oprør mod eliten, hovedstaden og myndighederne. Hvad er der sket i dette land hvor kongemagten betyder så meget og har så lidt reel magt, hvor Dannebrog altid har signaleret nationalt fællesskab og sammenhold og hvor populær kulturen altid har spillet en større rolle end finkulturen? Hvorfor er de folkelige protester og demonstrationer blevet til proteststemmer, til Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti, og ikke til folkebevægelser, der tør formulere egne idéer?

donaldduck
I kan ikke overbevise mig om noget, synes Anders at udtrykke! Disney Infinity.

Jeg vil tage udgangspunkt i det jeg har oplevet, når jeg i de sidste 30 år har læst mere og mere ekstreme udtalelser om muslimer, flygtninge og indvandrere. En stadigt stigende andel af den danske befolkning har ladet sige overbevise om, at Islam idag er den største trussel mod Danmark. At vi befinder os i en krigstilstand mod Islam. Der er ingen ende på de udokumenterede trusler muslimer udgør for den danske befolkning. Alt fra terror til seksuelle trusler, de tager vores kvinder, voldtager og overfalder, de snylter på de sociale ordninger til at de tager vores arbejdspladser og endelig at de udgør flertallet af vores kriminelle. Seksuelt misbrug, vold og drab tillægges større samfundsskadelig virkning når det begås af muslimer, selvom danske familier oplever den samme kriminalitet, ofte udløst af psyko-sociale forhold. Denne massive påvirkning af udsatte grupper understøttes af danske medier, der opslår kioskbaskere og hvor breaking news scoop søger at overgå hinanden. Muslimer og Islam er godt stof, det sælger frygt og had og aviser, ligesom det tiltrækker seere der skal holde liv i reklamestationerne. I den kamp om fortolkningsretten bliver løgn til sandhed, og når irrationelle følelser tager over – så er sandheden blevet husvild! Grundlæggende kan man sige at respekten og tilliden til vores styreform er under pres, ikke kun fra de grupper der har mistet deres arbejde og fremtidsudsigter, men også fra grupper det sætter social sikkerhed og frihed fra statslig styring op imod hinanden.

dfpropaganda
2001: Dansk Folkeparti udgiver bogen Danmarks fremtid (2001) i 20.000 eksemplarer. Omslagsfotoet anslår samme toner som DFUs hverveplakater.

Sammenligningen med den sidste mellemkrigstid, hvor store forandringer i befolkningens økonomiske og sociale vilkår medførte tillidskriser mellem befolkningen og de folkevalgte, ligger lige for. Der er sket store teknologiske fremskridt og en stor gruppe i befolkningen har fået forbedret deres livsvilkår gennem uddannelse og beskæftigelse. Derudover er verden blevet mindre gennem globaliseringen af de økonomiske og finansielle markeder. Men i al fremskridtsbegejstringen, og den øgede kulturelle udveksling, så har vi i Danmark også haft en øget indvandring af gæstearbejdere, familiesammenføring og flygtninge har derudover ført til en øget kulturel- og relgiøs diversitet.

Den sidste halvdel af det 20. århundrede har verden oplevet en lang række økonomiske kriser, der har medført stor arbejdsløshed ikke mindst blandt unge. Det har været verdensomspændende strukturelle kriser, afløst af konjunkturkriser, og alle steder har de betydet, at store grupper har mistet tilliden til samfundets bærende strukturer og til deres egne fremtidsudsigter. Vi har oplevet flere og flere mennesker, har fået frataget deres ære og værdighed af tilsyneladende upersonlige og magtfulde organisationer og strukturer. Fremmedgørelsen overfor udviklingen har for store befolkningsgrupper været en uundgåelig følgevirkning. Der er sket en øget opsplitning mellem en lille gruppe, der har magt, og en stadigt større gruppe, der ikke længere føler, at de har nogen indflydelse over deres eget liv. De har en følelse af at være sat udenfor. Uden mulighed for selv at kunne ændre deres vilkår.I Danmark har det betydet fremkomsten af en stor gruppe apatiske vælgere, der blindt stemmer på Dansk Folkeparti i håb om, at deres protest mod de gamle ideologisk baserede partier, vil give dem bedre levekår. Det fører mig så til spørgsmålet: Kan man tale om en særlig DF eller højreekstremistisk identitet? Er de mere autoritetstro end andre danskere? Hvis ‘Ja’, hvor fører det så hen?

Jeg tror jeg kan udpege et par meget vigtige forudsætninger, der skal være opfyldt før man er modtagelig for DF’s populisme. Jeg vil derfor citere Joachim C. Fest der i 1963, i “Det Tredje Riges Ansigt – Et totalitært Herredømmes Ansigter”, skrev: “Han ‘læser’ kun det, som han i forvejen er ‘bedre orienteret’ om, indoptager kun det, som han føler sig bekræftet af, og han vægrer sig ved at tage notits af kendsgerninger, der drager hans forudindtagede ‘viden’ i tvivl.” Det vil sige et menneske, der allerede som udgangspunkt er til fals for de højreekstremes samt DF’s særlige retorik, hvor der opremses konspirationsteorier, problemer, udpeges syndebukke og hadobjekter.

Det handler om erkendelsen af egen medskyld. Præcis som Tyskland og alle de europæiske lande efter 2. verdenskrig var nødt til at erkende de tilfælde, hvor deres regeringer og embedsmænd havde medvirket til forfølgelse af fx. systemkritikere, seksuelle minoriteter, såkaldte a-sociale individer, handicappede,’degenerede’, jøder og kommunister osv. Jeg ved det er svært at erkende når forbryderen er ens eget folk og forbrydelsen bliver udført i folkets navn. Se alle Christian Freys dokumentarfilm,og du vil se hvordan det på mindre ens 20 år lykkedes nazisterne at indoktrinere en hel befolkning. Hvor vil jeg hen med min sammenligning med forbrydelserne imod menneskeheden i den første halvdel af det 20. århundrede? Jeg vil påvise, at vi alle har en rem af huden! Danmark var jo i 1935 et foregangsland når det handlede om sterilisering af epileptikere, a-sociale, psykisk syge og mentalt handicappede medborgere samt lagde grunden for den tyske ‘pseudovidenskabelige’ eugenikforskning, der anvendtes til at udpege bestemte racekarakteristika!

Racehygiejne i Danmark: “Man frygtede en befolkningsmæssig degeneration, og en række fysiske, psykiske og adfærdsmæssige afvigelser, der ansås for arvelige, søgtes begrænset. Med henvisning til en række videnskabelige undersøgelser af især åndssvaghedens arvelighed gennemførtes 1929-38 en række love med eugenisk orientering: sterilisationslovgivning (1929, 1934 og 1935), lovgivning om svangerskabsafbrydelse (1937) og ægteskabslovgivning (1938). Lovene vandt støtte fra alle Rigsdagens partier, kun enkelte medlemmer af Det Konservative Folkeparti, hovedsagelig præster, stemte imod. Især lettere åndssvage betragtedes som farlige, og i sterilisationsloven fra 1934 blev der givet adgang til tvangssterilisation af disse. Loven blev afskaffet i 1967. I alt ca. 11.000 danskere blev steriliseret efter lovene.

Hvor eugenikken i andre vestlige lande støttedes af konservative og til dels racistiske kredse, blev den skandinaviske eugenik, herunder den danske, begrundet som en del af planen for en velfærdsstat. Det var socialdemokraten K.K. Steincke, der i Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920) redegjorde for den logiske sammenhæng mellem eugenik og socialreform. Hvis det økonomiske ansvar for de svage ikke skulle tvinge staten i knæ på grund af uoverkommelige forsorgsudgifter, måtte socialreformen afbalanceres med foranstaltninger, der sikrede, at antallet af forsorgskrævende personer blev holdt i skak. Hertil skulle en eugenisk lovgivning tjene.” Den store Danske Encyclopædi.

Terroranslaget på New York i 2001 og de senere angreb i London, Madrid, Oslo og København for at nævne de der har betydet mest for danskerne har medført et konstant krigs- og terrorberedskab. Skiftende regeringer har brugt denne ‘eksistentielle trussel’ mod vores værdier som indoktrineringsværktøj. Ved at holde befolkningen i en konstant alarmtilstand er det let at få den til at acceptere selv det der er uacceptabelt under normale omstændigheder. Da Anders Fogh Rasmussen så lukkede DF ind i varmen, som parlamentarisk grundlag for sin VK-regering, markerede han samtidigt, at alle deres skræmmende og menneskeforagtende holdninger og udtalelser var det ny normale! Fremskridtspartiet og senere DF havde så rigeligt gødet jorden med antimuslimsk hadpropaganda, gentaget ad nauseam for en måbende befolkning, hvor de fandt lydhørhed for deres påstande om, at den danske befolkning var ofre for en konspiration fra EU og de gamle partier, blandt flere og flere vælgere.

De gamle partier Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har siden omfavnet DF i et forsøg på at stoppe vælgervandringen til populisterne i DF. Det er dog indtil nu kun blevet til ‘en perfekt storm’ for DF, for laveste fællesnævner vil altid være DF og deres vælgere er nu ikke længere til at nå med fornuft, oplysning og fakta. De bader nu i deres egen uvidenhed og lader fordomme, frygt og endda had styre deres følelser. Vi er vidner til hvordan DF’s appeller og paroler er følelsespornografi, fra små misrøgtede hundehvalpe til beskyldninger om misbrug og voldtægt og endelig en kommende kulturkrig.

Dansk Folkeparti har solgt Danmarks sammenhængskraft, for at kunne kanøfle flygtninge og indvandrere. Det største svigt var kommunalreformen, der førte til en centralisering og et svigt af yderområderne samt oprettelsen af regionerne, der blev handlingslammede af manglen på muligheder for selv at tage stilling til, hvordan de skulle finansiere deres opgaver. Det næste svigt var, at deres foragt for beslutningstagerne i dansk politik var så stor at de ikke kunne indgå i forpligtende samarbejder og regering. Det tredje store svigt var deres knæfald for Fogh, med skattestop, nedskæringer på de svagestes indkomster og endelig tilslutning til reformer, der førte til centralisering af kommunale opgaver som skat og udbetaling af overførselsindkomster.

De to største politiske propagandister i det 20. århundrede var uden tvivl Adolf Hitler og Joseph Goebbels. For dem var propaganda er markedsføring af ideer, ikke en ideologi, deres mål var at rodfæste et bestemt reaktionsmønster i deres publikum. Derfor talte de udelukkende til publikums følelser. “Den propaganda er god, sagde han [J. Goebbels] i en tale fra den tid [1929], der fører til succes, og den propaganda er dårlig, der ikke opnår den ønskede succes. Det er ligegyldigt om den er nok så åndrig, for det er dens opgave at føre til succes… Der er altså ingen, der kan sige at jeres propaganda er for rå og for simpel, for det er ikke det dne skal kendes på. Det er heller ikke meningen, at den skal være anstændig, den skal heller ikke være blid eller ydmyg; den skal føre til succces… Hvis der kommer en og siger til mig: ‘Jeres propaganda har jo ikke noget moralsk niveau’, så behøver jeg ikke engang ulejlige med at tale med ham. Det kommer ikke an på, om en propaganda har niveau, men om den fører til målet.” (Citeret fra Joachim C. Fest, 1963) 

3rige
Joachim C. Fests Det tredje riges ansigt – et totalitært herredømmes profiler er et af forfatterens hovedværker, og det regnes for at være en klassisk skildring af Det Tredje Riges hovedskikkelser.

Vi skal måle deres udsagn på, om de holder sig inden for grundloven og selvfølgelig have sikkerhed for, at de også overholder §266B. Jeg har netop læst en spændende analyse af Donald Trumps retorik sammenlignet med den amerikanske anti-abort debat. Her slår forfatteren fast, at der i en tilsyneladende kras, men tilsyneladende harmløs retorik, kan gemme sig fraser, der spiller ind i et tankesæt, der kan vækkes til vold! Det er selvfølgeligt svært at bevise påstanden og sammenhængen, når der ikke er en direkte og håndgribelig forbindelse mellem udsagnet og den potentielle gerningsmand, men det er værd at bemærke, hvor hurtigt det går på nettet hvis man tillader sig at mene noget andet end debattørerne, så får de ‘troende’ hurtigt skruet op for hadniveauet! Det vil sige, at der er et miljø i Danmark med et stort anti-demokratisk potentiale, som hader kritik og som sætter lighedstegn mellem humanisme og landsforrædere. De er ikke så velbegavede, at de kan skrive tekster der er beregnet på at blive læst ‘mellem linierne’, som deres guruer, men de er kvikke nok til at opfatte, at de mere eller mindre opfordres til selvtægt.

Vi ser idag et foreløbigt resultat! Vi kan så vælge mellem australske eller ungarske tilstande, hvis DF får magt som de har agt. Fremtiden vil jo så vise, hvem der var på den rigtige side, da det gjaldt!

 

Kilder:

Redox

Politiken og Johanne Schmidt Nielsen