Den tilfældige terrorist eller terrorist ved et tilfælde!

Bagmændene og deres manipulerende retorik – hiding in plain sight – er de skjulte hænder, der som marionetmestre styrer terroristerne. Når vi vågner op til endnu en tilsyneladende gal mand, der beslutsomt og målrettet har begået en lavteknologisk terrorhandling, så er det igen i kategorien ‘den ensomme ulv’. Hvad enten det er en arbejdsløs utilpasset indvandrer eller en velintegreret godt uddannet efterkommer, en flygtning fra en god middelklasse baggund, en etnisk dansk selvbestaltet korsridder eller ideologisk fantast, så har de det tilfælles at man ikke kan efterspore dem med de gamle redskaber. De efterlader sig ikke de sædvanlige spor. Der sker ikke en eskalering af deres forbrydelse. De er skjult uden at være skjult. De radikaliseres ikke altid over tid. De kan udføre deres terror tilfældigt uden forudgående advarsel. Så hører vi igen og igen at det jo bare var en ganske almindelig mand, der har levet et tilsyneladende normalt liv, oftest under efterretningstjenesternes radar. Vi spørger så, hver gang, hvorfor vi ikke har set det komme. Om det ikke kunne have været forhindret. “Som PET’s Center for Terroranalyse skriver det i sit seneste trusselsvurdering fra april er det »simple angreb« udført af »enkeltpersoner, der ikke har været udrejst«, som »udgør den mest sandsynlige form for terrorangreb i Danmark«.” Jakob Sheikh, 27.09.2016, Politiken

Hvordan forebygger vi så ny terror og finder de, der er i fare for at blive voldsmænd eller terrorister? Vi kan ikke forlade os på myndighederne og politiet. Det er ude i det civile og private liv, at man kan bemærke om en person bliver konfrontationssøgende eller uligevægtig, fokuseret på enkeltsager, skyder skylden for problemer på bestemte personer eller grupper osv. Det er ofte personer, der har oplevet livskriser, uddannelsesmæssige kriser, sociale kriser, død i familien, revnede forhold eller ægteskaber, samlivs- eller samkvemsproblemer, som kommer i farezonen. Ofte er der et sammenfald mellem selvmordstanker og den radikale og dødbringende terrorhandling. Det er når personen ikke ser anden udvej en selvmord at moralen viger for ønsket om hævn eller at skamme dem ud der har forurettet gerningsmanden!

Byretten i København valgte d. 27.09.2016, at frifinde 4 unge mænd, der var anklaget for at medvirke til Omar el-Husseins terrorangreb på Krudttønden og synagogen i København, subsidiært for at indgå i en konspiration med henblik på at begå en eller flere terrorhandlinger i København. Den enstemmige afgørelse blev af professor Jørn Vestergaard betegnet, som en vigtig sejr for det danske retssystem samt en markering af at vi selv i meget følelsesladede situationer kan stole på at vores retsystem er uafhængigt af såvel politisk som offentlighedens pres.

“Terrortruslen mod Danmark kommer som udgangspunkt ikke fra hemmelige celler, som vi så det med det militante islamistiske al-Qaeda-netværk i 90’erne og 00’erne. Det er som udgangspunkt heller ikke sofistikeret planlagte angreb udført med avancerede våben og stor koordination, det danske samfund skal frygte.

Truslen kommer snarere fra enkeltpersoner, der aldrig har været Syrien, som ikke står i ledtog med andre og udfører angrebet med såkaldt simple våben – pistoler, knive, økser eller letbetjenelige automatvåben.” Jakob Sheikh, 27.09.2016, Politiken

Vi kan spørge eller journalisterne kan spørge på vore vegne. Hvorfor efterretningstjenesterne og politiet ikke har haft ham i deres søgelys? Vi kan undre os – men vi bliver nødt til at stille de rigtige spørgsmål. Hvem har gavn af det og hvordan har de kommunikeret med terroristen? Er det en copy-cat? Er det en epidemi? Idag behøver der ikke at være en direkte forbindelse – en rygende pistol. Det er ikke som i de gamle film, ‘Kandidaten fra Manchuriet’ eller ‘Telefonen’, en hvilende muldvarp eller agent. Det er ikke hjernevask, radikalisering eller indoktrinering vi skal lede efter i det nye spil om terror. Det handler om personer, der er vokset op i egne baggårde og de er gennemsocialiserede i vestlig kultur, men ikke til et almindeligt liv. Nej, de er blevet negativt præget af vores eget samfund, konkurrencesamfundet hvor alle tilsyneladende har lige muligheder. Realiteten er dog at det altid er dem med de bedste forudsætninger hjemmefra der klarer sig bedst. Ofte har de bagagen fyldt med nederlag, ikke nødvendigvis nederlag vi ville erkende eller betragte som noget særligt. Det kan være et lavt selvværd og manglende empati, udløst af en opvækst på kanten af normaliteten, men ikke ude i det unormale spektrum. En voldelig opvækst, misbrug eller omsorgssvigt, en fraværende maskulin identifikationsmodel, en overbeskyttende moder eller det at skulle leve op til en bestemt maskulin rolle kan være faktorer, der peger i retning af en desperat sidste handling. Det kan være en tilfældig afvisning af en kvinde (pige), det kan være et jobinterview, der ikke gik efter planen. Et ægteskab der mislykkes kan også være det der får bægeret til at flyde over.

Kan vi sige noget fornuftigt om den overophedede danske debatkultur? I Danmark bliver kun ganske få selvtægtsmænd, radikaliserede voldsmænd og terrorister idag, men det kan hurtigt ændre sig. Det er ikke kun ‘tonen/råheden’ i debatten – men politikkernes trang til at projicere vælgernes vrede over på magtesløse minoriteter. Martin Henriksen og Inger Støjberg mestrer tilfulde at gøre danskerne til ofre for de grådige og fanatiske fremmede (i.e. muslimer). I retorikfaget kalder man det idag ‘Stokastisk Terrorisme’ Det er nu blevet defineret som en måde retorisk at underspille sin trussel, men i et sprog som rammer ind i den mulige terrorists tankemønstre og dermed opildne til tilfældig, men alligevel målrettet udpegning af terrormål! Kernen i den stokastiske opfordring til terror (vold) ligger i måden man omtaler det mulige offer (i.e. at man forudsætter at tilhøreren (gerningsmanden) allerede har fordomme overfor grupperne). Ofte handler det om at fratage offeret dets integritet, det er styret af ondskab, en bestemt systemtænkning (religion, kultur, seksualitet, politisk overbevisning og sociale placering i samfundet). Det kan indledes med at udpege enkeltpersoner, som arbejssky, sociale bedragere umoralske og ‘forkælede’. Derfra er der ikke langt til at generalisere, så hele grupper bliver opfattet som ‘farlige’ umoralske, asociale, snyltere og svindlere. Gruppen eller minoritteterne bliver udpeget som en kriminelle, nogle der bryder med lovgivningen, skikke og sædvaner. Kultur, seksualitet, familieformer og moral ophøjes til normer for hvordan minoriteten kan udskilles. Uanset sprogbrugen så gælder det om at skabe en dig/dem følelse (i.e at du står overfor en truende og farlig gruppe). Det er et af de retoriske kneb, at der bliver talt til,’dig’, som offeret (læseren, tilhøreren, gerningsmanden). Når politikkere uimodsagt får lov til at udskille minoriteter, så kan det udnyttes til at definere de andre (dem) som fremmedgjorte grupper, der er normbrydende, fjendtlige, fremmedartede, så er der ikke er så langt til at den anden ikke længere fortjener at blive behandlet som menneske. Det gælder især i situationer, hvor politikkere, mediepersonligheder og medier samt majoritetsbefolkningen stigmatiserer en minoritetsgruppe, der så bliver udsat for vold og terror!

Det eneste der med sikkerhed kan siges om den tilfældige terrorist er, at hans og offerets verden kun krydser hinanden i gerningsøjeblikket og måske i et/de øjeblik(ke), hvor gerningsmanden oplever et nederlag eller en krænkelse. Columbine High og andre skolemassakrer er kendetegnet ved at gerningsmanden/gerningsmændene er udenfor (ser sig selv udenfor) den verden de angriber. Selv det eneste skoleskyderi i Danmark, Århus Universitet, handlede om en ung mands selvmord. “Den 5. april 1994 om formiddagen gik en 35-årig mandlig studerende fra Silkeborg ind i kantinen på Nordisk Institut på Aarhus Universitets afdeling på Trøjborg. Med sig havde han et oversavet jagtgevær og de værst tænkelige intentioner. Få minutter senere låste han sig inde på et toilet, hvor han afsluttede sit liv ved at skyde sig i hovedet. Inden da havde han myrdet to unge kvinder og såret to andre… Morderens eneste forbindelse til de dræbte kvinder var, at de alle studerede ved samme institut.” kilde TV2

Nutidens unge mænd, der begår drab eller selvmord i det offentlige rum, er de oversete, de utilpassede, de magtesløse. Kan det være en gyldig diagnose (forklaring) på de sidste års mange anslag mod vores ‘kultur’, ‘vores samfund’? Kan vi tillade os at tolke det som angreb på vores ‘værdier’ eller er det snarere et symptom på at indretningen af vores samfund har nogle indbyggede mekanismer som fører til asocial opførsel, selvskade, vold og selvmord? Ser vi idag de moderne udgaver af ære og skam der fører til vrede og hævn? Medierne og handlingernes nyhedsværdier udspreder budskabet: at man får anerkendelse og spreder frygt når man går til angreb på samfundets institutioner, det offentlige rum, skoler og offentlige bygninger. De elendige bliver med et slag til helte i deres eget univers, i vores verden bliver de til monstre eller terrorister afhængigt af deres etnicitet og religion.

Unge mænd med manglende selvværd har en tendens til at vende deres aggresivitet til selvhad og enkelte finder så på spektakulære måder at slå sig selv ihjel. Et sidste opsigtvækkende opråb, måske endda en revolutionerende handling, der giver dem det sidste ord i deres liv. Deres sidste handling passer ind i tidens krav om at være udadvendte og handlekraftige. De efterlader sig manifester og retfærdiggørelse for deres handling. De anvender sociale medier og de efterlader sig en sidste iscenesættelse af deres liv og selvmord.  Den sidste desperate handling skal i døden sikre dem anerkendelse fra deres ligemænd, fra deres ‘fjender’ og fra deres modstandere, som de ikke fik i deres liv. Døden som en ultimativ handling, der genopretter deres tabte maskulinitet.

Kan vi ikke snart blive enige om at kalde socialt utilpassede (psykisk syge) unge mænd, der begår voldshandlinger, drab, massedrab, skoleskydninger, ‘amokløb’ (hævndrab), for utilpassede unge mænd! Er det for meget forlangt af pressen og medierne at de skal vente med at klassificere disse handlinger til gerningsmændene er blevet fanget og undersøgt? Er det for meget forlangt at politi og efterretningsvæsen anholder dem, istedet for systematisk at likvidere dem?

Vi kan ikke spørge de døde, men vi kan analysere deres liv. Vi lever aldrig vores liv uden sociale rammer. Vi er fra vugge til grav spundet ind i samfundets mange krav, muligheder, belønninger og betingelser. Vi kan, ved at sætte deres selvmord ind i denne ramme og dette perspektiv, opnå en forståelse for deres sidste handling. Vi kan se på hvordan deres liv er forløbet og se på deres rollemodeller. Har vi ret til at klassificere deres død som terror når de ikke deler vores kultur og som et selvmord per stedfortræder når de er af vores egen ‘stamme’?

Der er flere spor, der fører til den samme ultimative maskuline handling. Et spor er den ensomme pyskisk ustabile unge mand, hvis manglende selvværd er blevet forstærket ved fraværet af støtte og accept fra de primære socialiseringsagenter. Det er når vi lærer sociale koder og retningslinier gennem socialisering at vi bliver istand til at klare samfundets og kulturens krav og muligheder. Enkelte mangler helt evnerne til at forstå disse spilleregler, der er ingen genvej til livet for dem. De er fra starten misforståede og deres manglende sociale evner fører ofte til konflikter når deres nærmeste konfronterer dem med mangel på empati og følelser.

Et andet spor er den unge med anden etnisk baggrund, som står splittet mellem to konkurrerende kulturer. Den ene kultur er blevet problematiseret og afmaskuliniseret af den dominerende majoritetskultur. Den unge mand er derfor tvunget til at handle ud fra regler han ikke har indflydelse på. Underkastelse og ydmygelse eller afstandtagen og kulturkamp. Det handler ikke længere om eksklusion eller inklusion, den institutionelle racisme er forlængst blevet internaliseret og den unge marginaliseret.De spejler den mistro og det had de oplever fra småborgerlige og marginaliserede danskere – de er blevet placeret som 2.rangsborgere af politkere og myndigheder uanset hvor godt de klarer sig i det danske samfund. Når deres kultur og religion bestandigt bliver problematiseret og dæmoniseret så er det forståeligt, at de omfavner dem som modkultur. Det moderne punk er EuroIslam som protest og modkultur!

Vores medier og politikere har skabt en terrordiskurs, som er afhængige af at IS og lignende terrorganisationer, der som gribbe æder alle ådsler på deres vej. Organisationer der tager “æren” for alle “angreb” på Vesten – især de angreb hverken de eller vi kunne forudse! Medierne og politkerne er på samme måde ådselædere, hyæner der jager alle andre bort fra ådslerne, der er ikke plads til at stille spørgsmål til den vedtagne diskurs.

Anders B. Breivik ville tages til fange, så han kunne få en politisk platform. Hans martyrium var iscenesættelsen af ham selv som den sidste korsridder, hvilket gør hans handlinger til politisk terror. Han gik målrettet efter de socialdemokratiske politikere og ungdomspolitikere, som han gjorde ansvarlige for flygtninge- og indvandringspolitikken, hvilket adskiller ham fra næsten alle andre terrorister i det 21. århundrede. Formålet med hans terror kan anskues som politisk teater. Hans gernings havde til formål at vække Europas befolkning til kamp. Et Europa som så en paranoid mands gerning, men det var ikke den almindelige europæer der skulle være Breiviks publikum. Nej, hans publikum gemmer sig i nettets mørke og i hemmelige celler rundt omkring i en parallel Verden, hvor islamofobi og had til det bestående, til den kulturelle elite og staten mødes.

Det der kendtegner begge tolkninger er at Breivik gennem mange år havde opbygget en irrationel ‘parallel virkelighedsopfattelse’ (islamiseringen af og Europas undergang), han var (og er) besat af, at han eneren skulle bekæmpe Islam og de muslimske samfund i Europa.

Det øgede fokus på terrordiskursen i Frankrig, efter det grusomme angreb på Bastilledagen i Nice, får mig også til at stille spørgsmålet om det ikke er for letkøbt. IS og Al Quada, vores politikere og vores egne, medier skal ikke have held med at kalde ethvert angreb på uskyldige mennesker begået af mennesker med muslimsk baggrund for ‘religiøst’ betinget. Det er helt sikkert, at gerningsmanden fra Nice var tuneser. Han var dog først og fremmest kriminel og voldelig. Han spiste svinekød og var ikke religiøs – han var netop blevet idømt en betinget dom for et irrationelt overfald på en anden lastbilchauffør! Så måske vi skal søge en forklaring vi normalt tillægger etnisk indfødte ‘hvide’ gerningsmænd. Et irrationelt had til samfundet og myndighederne, en mangel på anerkendelse i sit eget samfund og et had til kvinder og børn, som følge af sin skilsmisse, der har taget hans maskulinitet fra ham!

Politiken om frygtens paradigme.

Politiken om vores farlige terrordiskurs. Vi har brug for et paradigmeskifte!

Bluenationreview Stochastic terrorism