“Vreden gudinde besyng som greb peleiden Achilleus”, er en mytologisk gengivelse af mandens vrede og agressivitet. Achilleus var på grund af sin vrede mod Agamemnon på vej hjem fra Troja, da hans ven Petroklos forklædt som Achilleus, bliver dræbt af Hector. Der er tale om en tragisk forveksling som Hector er uvidende om. To konger og to helte var protagonisterne som anvendtes til at forklare krigens moralske og etiske grundlag. Ære og skam, kærlighed og bedrag, vrede og hævn, skurke og helte var de dramatiske omdrejningspunkter for krigen mellem Troja og grækernes konge Agamemnon.
Nutidens unge mænd, der begår drab eller selvmord i det offentlige rum, er de oversete, de utilpassede, de magtesløse. Kan det være en gyldig diagnose (forklaring) på de sidste års mange anslag mod vores ‘kultur’, ‘vores samfund’? Kan vi tillade os at tolke det som angreb på vores ‘værdier’ eller er det snarere et symptom på at indretningen af vores samfund har nogle indbyggede mekanismer som fører til asocial opførsel, selvskade, vold og selvmord? Ser vi idag de moderne udgaver af ære og skam der fører til vrede og hævn? Medierne og handlingernes nyhedsværdier udspreder budskabet: at man får anerkendelse og spreder frygt når man går til angreb på samfundets institutioner, det offentlige rum, skoler og offentlige bygninger. De elendige bliver med et slag til helte i deres eget univers, i vores verden bliver de til monstre eller terrorister afhængigt af deres etnicitet og religion.
Unge mænd med manglende selvværd har en tendends til at vende deres aggresivitet til selvhad og enkelte finder så på spektakulære måder at slå sig selv ihjel. Et sidste opsigtvækkende opråb, måske endda en revolutionerende handling, der giver dem det sidste ord i deres liv. Deres sidste handling passer ind i tidens krav om at være udadvendte og handlekraftige. De efterlader sig manifester og retfærdiggørelse for deres handling. De anvender sociale medier og de efterlader sig en sidste iscenesættelse af deres liv og selvmord. Den sidste desperate handling skal i døden sikre dem anerkendelse fra deres ligemænd, fra deres ‘fjender’ og fra deres modstandere, som de ikke fik i deres liv. Døden som en ultimativ handling, der genopretter deres tabte maskulinitet.
Kan vi ikke snart blive enige om at kalde socialt utilpassede (psykisk syge) unge mænd, der begår voldshandlinger, drab, massedrab, skoleskydninger, ‘amokløb’ (hævndrab), for utilpassede unge mænd! Er det for meget forlangt af pressen og medierne at de skal vente med at klassificere disse handlinger til gerningsmændene er blevet fanget og undersøgt? Er det for meget forlangt at politi og efterretningsvæsen anholder dem, istedet for systematisk at likvidere dem?
Vi kan ikke spørge de døde, men vi kan analysere deres liv. Vi lever aldrig vores liv uden sociale rammer. Vi er fra vugge til grav spundet ind i samfundets mange krav, muligheder, belønninger og betingelser. Vi kan, ved at sætte deres selvmord ind i denne ramme og dette perspektiv, opnå en forståelse for deres sidste handling. Vi kan se på hvordan deres liv er forløbet og se på deres rollemodeller. Har vi ret til at klassificere deres død som terror når de ikke deler vores kultur og som et selvmord per stedfortræder når de er af vores egen ‘stamme’?
Der er flere spor, der fører til den samme ultimative maskuline handling. Et spor er den ensomme pyskisk ustabile unge mand, hvis manglende selvværd er blevet forstærket ved fraværet af støtte og accept fra de primære socialiseringsagenter. Det er når vi lærer sociale koder og retningslinier gennem socialisering at vi bliver istand til at klare samfundets og kulturens krav og muligheder. Enkelte mangler helt evnerne til at forstå disse spilleregler, der er ingen genvej til livet for dem. De er fra starten misforståede og deres manglende sociale evner fører ofte til konflikter når deres nærmeste konfronterer dem med mangel på empati og følelser.
Et andet spor er den unge med anden etnisk baggrund som står splittet mellem to konkurrerende kulturer. Den ene kultur er blevet problematiseret og afmaskuliniseret af den dominerende majoritetskultur. Den unge mand er derfor tvunget til at handle ud fra regler han ikke har indflydelse på. Underkastelse og ydmygelse eller afstandtagen og kulturkamp. Det handler ikke længere om eksklusion eller inklusion, den institutionelle racisme er forlængst blevet internaliseret og den unge marginaliseret.De spejler den mistro og det had de oplever fra småborgerlige og marginaliserede danskere – de er blevet placeret som 2.rangsborgere af politkere og myndigheder uanset hvor godt de klarer sig i det danske samfund. Når deres kultur og religion bestandigt bliver problematiseret og dæmoniseret så er det forståeligt, at de omfavner dem som modkultur. Det moderne punk er EuroIslam som protest og modkultur!
Vores medier og politikere har skabt en terrordiskurs som er afhængige af at IS og lignende terrorganisationer, der som gribbe æder alle ådsler på deres vej, tager “æren” for alle “angreb” på Vesten – især de angreb hverken de eller vi kunne forudse! Medierne og politkerne er på samme måde ådselædere, hyæner der jager alle andre bort fra ådslerne, der er ikke plads til at stille spørgsmål til den vedtagne diskurs.
Anders B. Breivik ville tages til fange hvilket gør hans handlinger til politisk terror. Han gik målrettet efter de socialdemokratiske politikere og ungdomspolitikere, som han gjorde ansvarlige for flygtninge- og indvandringspolitikken, hvilket adskiller ham fra næsten alle andre terrorister i det 21. århundrede. Formålet med hans terror kan anskues som politisk teater for at vække Europas befolkning til kamp eller som en paranoid mands handlinger. Det der kendtegner begge tolkninger er at Breivik gennem mange år havde opbygget en irrationel ‘parallel virkelighedsopfattelse’ (islamiseringen af Europa), han var (og er) besat af at han eneren skulle bekæmpe Islam og de muslimske samfund i Europa.
Det øgede fokus på terrordiskursen i Frankrig får mig også til at stille spørgsmålet om det ikke er for letkøbt. IS og Al Quada, vores politikere og vores egne, medier skal ikke have held med at kalde ethvert angreb på uskyldige mennesker begået af mennesker med muslimsk baggrund for ‘religiøst’ betinget. Det er helt sikkert at gerningsmanden fra Nice var tuneser. Han var dog først og fremmest kriminel og voldelig. Han spiste svinekød og var ikke religiøs – han var netop blevet idømt en betinget dom for et irrationelt overfald på en anden lastbilchauffør! Så måske vi skal søge en forklaring vi normalt tillægger hvide gerningsmænd. Et irrationelt had til samfundet og myndighederne, en mangel på anerkendelse i sit eget samfund og et had til kvinder og børn, som følge af sin skilsmisse, der har taget hans maskulinitet fra ham!
Politiken om frygtens paradigme.
Politiken om vores farlige terrordiskurs. Vi har brug for et paradigmeskifte!
Fortsættes…
hansmicaelblog 
One thought on “Et essay om de vrede utilpassede unge mænd”