Når den brune pest er det nye sort!

I øst brænder flygtningebyerne, samtidig med at flygtninge drukner i Middelhavet og skyller op på vore strande. I Europa breder der sig i vores tid en brun pest. En aggressiv virus, ikke en levende organisme, nej den spreder sig som et giftstof.  Ikke i det skjulte. Ej heller i de mørke sidegader, i baggårdene og i rendestenene. Nej, idag bæres pesten frem af såvel politikere som pressen, i radioen i vores parlamenter. I EU, i Ministerrådet (Det europæiske Råd), i Europaparlamentet og så selvfølgelig i sofaernes dyb, over kaffen og kagerne af de selvtilfredse og selvtilstrækkelige, bag alle sofabordene. Hvad vi er vidner til er hvordan historie- og kulturløshed fortrænges af fremmedgørelse, virkelighedsforvrængninger og historieforfalskning. Det ny højres utopi set gennem dystopiske briller. EU-kritik bliver til genopstandelse af den ultranationalistiske nationale genrejsning, der afviser parlamentarisme og de traditionelle partier. Oplysningstidens ‘frihed, lighed og broderskab’ skal afløses af ‘det nationale blods- og åndsfællesskab samt nationen som modsætning til det internationale’. Fremmedfjendtligheden bliver gjort præsentabel med belejlige eufemismer – muslimhad bliver til Islamkritik og indvandrerfjendtlighed gøres til et politisk og ikke et racismespørgsmål osv.

Civilisations- og kulturkritik (-historie) samt ideologier bliver kriminaliseret og intellektuelle bliver forfulgt. Racisterne bliver gjort til helte og systemkritikere. Pesten trives i de højre-intellektuelles cirkler og blogger, siver ind i de småborgerlige hjem, skjuler sig over askebægrene og camoufleres af cigaretternes sure røg, de vamle øldunster og den kemiske stank fra de brune værtshuses urinaler. Pesten bliver til frustration og had i de magtesløses og de elendiges små og trange stuer, hvor det fysiske rod ofte overskygges af det psykiske rod, når de besiddende udpeger de fremmede som årsagen til deres deroute. Medier og folkeforførere bliver talerør for de umælende, de sprogforladte, som bliver gjort til ofre. De fremmede bliver belejligt hentet frem som antagonisterne i helteeposet. Pesten er ikke fremmedfjendtlighed, nej, pesten er de intelligente folkeforførere, demagogerne og populisterne, som mod bedre vidende fremtvinger et post-faktuelt vanvid.

I forbindelse med at Nye Borgerlige tilsyneladende er parate til at opstille ved næste Folketingsvalg, udtaler DF’s ‘propagandaordfører’ på spørgsmålet fra Politiken:

Så du er simpelthen i tvivl om, hvor vidt nye Borgerlige er et islamkritisk parti?

»Ja, jeg tror, det er strategisk. Jeg tror ikke, det er hjerteblod for dem. Hvis du tager et parti som Dansk Samling, som også gerne vil i Folketinget, der kunne jeg aldrig finde på at sige, at det ikke er en hjertesag. For det ved jeg, at det er. De betragter det som et spørgsmål om nationens overlevelse, ligesom vi dybest set gør i Dansk Folkeparti«, svarer Henriksen. Politiken

Dansk Samling er som udgangspunkt anti-parlamentarisk og udemokratisk. De bekender sig uden at blinke til en autoritær nationalistisk ‘Blut und Boden- politik’

Fra partiets hjemme side

“Dansk Samling forkynder ingen -isme og repræsenterer ingen ideologi. Dansk Samling kender sig hverken som højre- eller venstreorienteret. Ja, Dansk Samling anerkender slet ikke højre-venstre-skalaens gyldighed. Folkets opsplittelse i ideologiske grupperinger er lige så skadeligt for landet, som den enkelte ideologi er fjernt fra sandheden. For sandheden om folk og land kan ikke sættes på formel, og menneskelivet kan ikke presses ind i et på forhånd udtænkt system. Dansk Samling mener ikke, at et »politisk program«, der hævder at have svaret på alle samfundets problemer eller som hævder at kunne løse menneskelivetsproblemer eller skabe det perfekte samfund ved nogle få kunstgreb, er troværdigt. Folket, landet og menneskelivet er derimod levende historie, og de, der tager den opgave på sig at blande sig i politik, kan kun være troværdige, hvis de opgiver fraserne og i stedet forholder sig til den forhåndenværende sag og den nuværende stilling og indtager deres standpunkt i overensstemmelse med deres samvittighed. Derfor er Dansk Samling også i stadigt oprør mod den forvanskning af folkestyret, der er sket ved, at partier og ikke mennesker er gjort valgbare og ved, at disse partier følgelig bemægtiger sig de folkevalgte forsamlinger. Derved forsvinder det personlige ansvar som dug for solen og blokdannelse, ensretning, ideologisering og taktiske hensyn tager over, hvor den enkeltes fornuft, personlige ansvar og samvittighed skulle råde. Dansk Samling forkynder ingen –isme; men enhver saglig stillingtagen foretages ikke desto mindre ud fra et bestemt grundsyn. Dansk Samlings grundsyn fremlægges i det følgende, efterfulgt af en række politiske synspunkter, som Dansk Samling har dannet sig på baggrund af grundsynet. Dansk Samlings grundsyn er bundet af kristendom og danskhed.” Dansk Samling

DF plakat på Solrød station
DF plakat på Solrød station. ‘Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på’

Netmagasinet Salon 55 og Politiken har bragt uddrag af Botho Stauss´essay “Den sidste tysker”. Man kan ikke anklage en dramatiker for at være uvidende eller udannet, men det er lige før fortvivelsen griber mig, at jeg kun kan ønske, at essayeet er satire eller ironi! Botho S., Den sidste tysker, var en bestillingsopgave fra den borgerlige presses hofmagasin, Der Spiegel. Botho S. var ikke tilfældigt udvalgt. Nej, med murens fald havde Botho S. oplevet hvordan hans verden var blevet indvaderet af fremmede. Den fremmede som med lov var beskyttet og havde krav på husly. Botho S. havde med al sin sociale og kulturelle kapital skrevet et provokerende essay som kritiserede den tyske forfatning og den tyske lovgivning, som han anklagede for at være et udslag af tysk selvhad. En invitation fra Der Spiegel var altså som et rødt tørklæde i en tyrefægterarena. Midt i den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig blev det igen til en kamp om ‘fortolkningsretten’, om retten til at definere humanisme og defaitisme, om retten til menneskelig behandling af flygtninge i en retsstat eller afvisning af de fremmede som truer samfundets etniske sammensætning. Kampen står mellem det politiske højre og venstre – mellem traditionen og moderniteten!

EA Strauss_23_MR.indd
Det nye højre bliver hyldet i Botho Strauss’ essaysamling.

Botho S. eller hans protagonist i essyet har heldigvis hverken selvironi eller selverkendelse – men ud fra en freudiansk analyse får vi en fin symptombeskrivelse af den etniske psykose og zenofobisk paranoia. Symptomer, der frembringes af mødet med det fremmede. ’Den anden’, der som en virus skal bekæmpes af kroppens (nationens) antistoffer, indkapsles som det fremmedlegeme den er! Botho S. er erklæret modstander af asyl til flygtninge og indvandrere. Han forsøger i sine skrifter at vække til kamp mod ‘rodløshed’, der i en ren tysk kontekst kan oversættes til ophævelsen af den tyske nation, folket og traditionen, den levende forbindelse mellem det særligt tyske og landet. “Blud und Boden” ideologien er tabuiseret i Tyskland af historiske årsager som bør være alle bekendt!

Når man beskriver sig selv som ‘den sidste’ foregriber fortælleren en akopalyptisk begivenhed. Fennimore Coopers “Den sidste mohikaner”, som jeg elskede som dreng, var den ædle vilde som redder de overlevende fra en forræderisk massakre i 7-års krigen mellem Frankrig og England om retten til at kolonisere Nordamerika. Den sidste mohikaner fik sin slægt blev udryddet af de onde vilde i den franske hærs tjeneste. Fra første til sidste slægtsled er vores arv fra vores judæo-kristne religion. Vores gud husker over alle slægtled fortidige og fremtidige, ingen nævnt, ingen glemt. I USA er den apokalyptiske litteratur til stadighed stor og stærk. Den stærke individualist vil altid overleve og besejre staten og de fremmede. Selv når apokalypsens heste slippes løs. Film og litteratur går her hånd i hånd med den mest udbredte religiøse bevægelse, den fundamentalistiske kristne zionisme. Historiens endemål er jo apokalyptisk og alle vil de gerne leve i de sidste tider.

“Den sidste tysker” spejler sig i ligeledes den romantiske heltehistorie – helte epos- den apokalyptiske individualist fra prærien. Botho sætter sig i Peters sted. Peter der råber ulven kommer, for at vække sin landsby. Botho vil ligeledes advare mod den truende fare. Aftenlandets undergang. “Den sidste tysker” vågner op til en ny verden, nu som fange i sin egen indskrænkethed. Synets indsnævring, tunnelsynet begrænset af skyklapperne. Han ser ikke noget genkendeligt i sin nutid, der er alt for meget fremmed der låser hans øjne fast. Frosset fast til asfalten som en kanin i natten fanget af en frembusende Audis l.e.d.lygter. Han søger derfor i fortiden, i hukommelsen, at indfange det, der engang definerede hans liv, det at være tysk. Fanget i sprogets anakronismer – besyngelsen af det svundne af det hedengangne. Det der skulle være sprogets eulogi – sproget, det levende sprog, det talte, det skrevne, er et spejlbillede af det levede liv, af levende menneskers samtaler. Sproget, det kulturelle produkt, der skabes af mennesker og deres fællesskaber – degeneres til en lamentation af det ’tabte’. Det genkendelige forudsigelige liv ophøjes på bekostning af nysgerrighed og mødet med det ukendte. Den sidste tyskers lamentation er ekskluderende i al sin historie- og kulturløshed. Ikke engang den lange opremsning af kulturtyske koryfæer kan skjule psykosens forvrængning af nutidens levende kultur. Protagonisten identificerer sig istedet med gralslitteraturens helt og møder derfor kristendommens facination af det uforklarlige med riddertidens idealiserede helt. Samtidigt hermed iscenesættes konflikten med den islamiske antagonist. helten_parzival

Parzival er et epos skrevet af Wolfram von Eschenbach omkring år 1200. Omhandler Parzivals og Gawans bedrifter. 

Den sidste tyskers paranoide verdensbillede fortrænger alle de nye stemmer, nye tyskere med udspring i øst og syd – stemmer der skaber et nyt Europa en ny tysk kultur. En kultur der holder fast i alt hvad der har givet Tyskland en særstatus i europæisk kulturliv – stemmer der der giver tysk kultur en vitalitet og styrke som få andre europæiske kulturer kan vise frem.

Det er vigtigt at indtænke Holocaust i debatten om flygtninge og indvandrere i det ny samlede Tyskland. De nye tyskere fra DDR havde ikke den samme demokratiske og antinazistiske opdragelse. Det har i de sidste 25 år medført utallige konflikter mellem højreorienterede ekstremistiske nytyskere fra DDR og nytyskere fra øst og fra de muslimske lande. Den ny højredrejning i de nye tyske forbundslande kan delvist forklares med den økonomiske armod men ligeledes i en følelse af at være noget særligt, alene ved at være etnisk tysk (hvad det så vil sige i moderne forstand). Moderne vesttysk kultur tog efter 2. verdenskrig afstand fra koblingen mellem landet og folket, som definerede forholdet mellem tyskerne og den nazistiske stat. I DDR opstod derimod myten om, at den nazistiske stat alene var fjenden, som blev besejret af kommunismen herunder de nye DDR-borgere. Det friholdt den DDR-tyske befolkning for ansvar, men forhindrede samtidig en afnazificeringsproces i de fremtidige østlige forbundslande.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt har beriget verden med en enestående analyse af forbrydelser mod menneskeheden. I artiklen fra Eichmann-processen i Tel Aviv,”Ondskabens banalitet”, defineredes hvordan det bureaukratiske menneske gennem ligegyldighed, overfor en ordres mangel på empati, kan ophæve al etik og moral og dermed tillade det ubegribelige. Ondskab er ikke det exceptionelle, men det banale (universelle), at vi alle er istand til at ophæve den andens menneskelighed og dermed skabe det rum hvori det utilladelige bliver muligt! Derfor efterfulgtes det tredje rige af en konsekvent afvisning af segregation, diskrimination samt af antidemokratiske bevægelser. Den ny Forbundsrepublik blev ligeledes på baggrund af den ny demokratiske forfatning optaget i FN og medlem af Stålunionen forgængeren for EF/EU: Desuden sikredes at det åbne demokratisk samfund skabte en ny fordomssfri tilgang til den omgivende verden. Det blev efter 2. verdenskrig selve grundkernen i den tyske forfatning.

Hans-Micael Søndergaard, 22.08.2016

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s