Vi har i Trump mødt et ´fuldt stop skilt’ for demokratiet. Hajtænderne signalerer ganske tydeligt, at der er fare forude. Det signalerer, at vi skal stoppe helt op før vi vælger hvilken vej vi vil køre. Klummeskriveren i Altinget Jakob Nielsen trækker, som de fleste konservative koldkrigere, Francis Fukuyama frem, som det store orakel for det 21. Århundrede, men det der kendetegner Fukuyama er en nærmest religiøs underdanighed overfor de neo-liberale magthavere. Netop de magthavere, som har banet vejen for Trump. Jakob Nielsen og jeg er enige om at D. Trump kan bane vejen for langt farligere kræfter. Hvad sker der hvis en intelligent og erfaren politiker vælger at gå den samme vej med angreb på minoriteter og på demokratiets fundament? Trump og før ham Tea Party bevægelsen har med held appeleret til alle de utilfredse vælgere. De der føler at de er blevet forbigået og derfor har lidt afsavn i forhold til fx. minoriteter som har haft gav af ‘affirmative action’. Forskelsbehandling og racisme følges hånd i hånd. Tilsammen har de skabt den bevægelse, som har ført Trump til det hvide hus. Det der indtil nu har kendetegnet D. Trump er ‘heldigvis’en enestående ‘dovenskab’ samt mangel på evner. Hans angreb på alle, der ikke taler ham efter munden eller plejer hans skrøbelige ego samt hans manglende selvtillid og selvværd, karakteriserer en mand, der projicerer sine egne mangler og desværre også sit moralske habitus over på sine modstandere og kritikere. Trumps trang til at vinde er tilsyneladende større end hans vilje til at anvende magten, hvilket på kort sigt giver de demokratiske og de uafhængige vælgere tid til, at blive engagerede og mobiliserede til de kommende valg i Trumps regeringstid. De vælgere, der ønskede forandring og en stærk mand i spidsen for denne vælgervandring, kan kun være skuffede over den svage mand, der nu sidder ved skrivebordet i det hvide hus og underskriver præsidentielle dekreter!
Hvis vi vil kan vi stadig genvinde den demokratiske samtale og få tilliden til vores demokrati tilbage. Populisterne anviser ingen løsninger, men udpeger problemer, som vi andre må påtage os at løse! Demagogerne vil have magten for enhver pris og for sig selv. Det udspringer ofte fra kriminelle mafiøse forhold, hvor magten skal anvendes for at give dem og deres ligesindede ‘amnesti’ eller frihed til at misbruge magten! Folket som de foregøgler at repræsentere bliver reduceret til stemmekvæg og deres fremtidsforventninger bliver ikke opfyldt. Fjendebilleder bliver fremmanet for at vende kvægets vrede væk fra den ny politiske situation, hvor magten er blevet et domesticeringsredskab og vælgerne vrede skal hele tiden fodres. Ingen ser at det er med deres egen hale. At de æder sig selv!
Trump har tilsyneladende ikke nogen politiske visioner for, hvordan han vil gøre USA ‘Stort Igen’. Indtil nu har hans regering udemærket sig ved at afmontere de sidste 8 års lovgivning samt sabotere centraladministrationen. Revanchisme og misundelse driver Trump, hvilket farver alt hvad han foretager sig. Det er efterhånden blevet klart, at Trump bruger sit begrænsede ordforråd og Twitters (280 tegn) som et våben. Med den overdrevne og svulstige beskrivelse af sig selv og sine ‘bedrifter’ opildner han sit vælgersegment, som alle føler at deres rettigheder truet af det multikulturelle USA. Samtidigt med, at Trump med sit simple sprog i paroleform skaber et ekkokammer, hvor hans base kun hører det de vil høre, og hvor Trump kun ser det han vil se. En jublende masse, som gentager og forstærker hans paroler. Det er et velkendt mnemotkniske kneb som gør, at hans base let kan anvende dem igen og igen .
Jo flere gange de gentages af Trumps base og propagandakanaler, som FOX News og Twitter, desto nemmere bliver det for Trump at delegitimerer sine modstandere og deres argumenter! “Trump’s language, like that of older fascist regimes, mutilates contemporary politics, empathy and serious moral and political criticism, and makes it more difficult to criticize dominant relations of power.”Henry Giroux / The Conversation January 13, 2018.https://www.alternet.org/…/shthole-countries-trump-uses-rhe…
Det vi skal holde øje med er de der står bag ved Trump, i de skygger, der kan blive demokratiet endeligt. Hvem er de så de personer og kræfter. I USA er det de store korporationer og de store kapitalforvaltere, der jonglerer rundt med så store formuer at de kan bringe nationer i knæ. Selv truslen om, at de kan flytte deres formuer, eller gå til angreb på et lands valuta, kan føre til alvorlige konsekvenser for et lands handlefrihed. Ja, et angreb på et lands fundamentale værdier. Vi ser det fx. i Storbritannien hvor en af kronjuvelerne i det britiske velfærdssamfund, det britiske sundhedsvæsen NHL, der blev grundlagt efter 2. verdenskrig.NHS blilver angrebet fra to sider hvor besparelser forklædt som effektivisering på den ene side samt privatisering på den anden side, hvilket står i skarp kontrast til det øgede behov for sundhedsydelser samt nye men stadigt dyrere medicin og behandlingsmetoder.
Et af de vigtigste områder for de politiske partier og de offentlige institutioner i velfærdssamfundet, i hele Europa, er det stigende antal ældre. Hvordan skal de sikres en midler, der kan sikre at de længst muligt er sikret sundhed og evne til at forsørge sig selv? Mange har en rimelig pensionsopsparing, men alle vil have behov for en offentligt finansieret pensionsydelse. De mange ældre, der gennem et helt arbejdsliv har betalt skat til de offentlige, har en selvfølgelig forventning om, at deres alderdom er økonomisk sikret. Det har en stor betydning, ikke kun for pensionisterne, men for samfundsøkonomien. Jo færre penge en gruppe i samfundet har desto mere vil de bruge i detailhandelen. Det vil sige, at hvis disse grupper mister midler pga. nedskæringer så får det betydning for de lokale erhvervsliv.
I de sidste 30 år har vi oplevet at velfærdssamfundet som motor for omfordeling i retning af stadigs større lighed ikke var sikret. Økonomiske kriser har medført et ensidigtt fokus på lettelse af skatten samt medfølgende nedskæringer af de offentlige overførsler, der havde sikret købekraften i samfundet. De store vindere ved denne omkalfatring har først og fremmest været de store korporationer og kapitalfonde. Forventningen om, at de så skulle reinvestere disse skattelettelser i arbejdspladser og dermed skabe et større skatteprovenu har vist sig at være en illusion Kapitalen flytter derhen hvor den kan skabe den største tilvækst og dermed en endnu større koncentation af formuer! Dernæst har det vist sig at det ensidige fokus på beskatningen af arbejdsindtægter er et tveægget sværd i krisetider. Arbejdsløshed rammer de offentlige kasser dobbelt. Større udgifter og et lavere skatteprovenu fører til et behov for offentlige besparelser, i en tid hvor den økonomiske politik er styret af et neo-liberalt fokus på sikring af et større arbejdsudbud. Den umiddelbare konsekvens er at samfundsøkonomien skrumper og det lokale erhervsliv bliver taberne.
Netop se små erhvervsdrivende, der har stemt på de partier som svigter dem i krisetider. Historiske paralleller er nemme at få øje på. Ikke mindst tiden efter det store aktiekrak i slutningen af 1920’erne. De mange virksomhedslukninger førte til historisk stor arbejdløshed samt et formuetb der satte en stopper for den økonomiske vækst. Det store fald i private opsparinger førte til vrede og frustration især i Tyskland. Efter 1. Verdenskrig havde de allierede stormagter Frankrig og Storbritannien pålagt Tyskland en enorm skadeerstatning samtidigt med at Tyskland måtte afstå landområder, der havde sikret den tyske økonomi store naturressourcer og store arbejdspladser. Vreden mod det demokratiske Tyskland (Weimarrepublikken) førte til at revolutionære kræfter kom til at dominere udviklingen frem mod den nazistiske revolution i Tyskland og den fascistiske i Italien. Der var dog tilsvarende fascistiske revolutioner i Spanien, Ungarn og Rumænien.
Demokratiet har en medfødt svaghed, nemlig at folkestyre og parlamentarisme fordrer, at partierne respekterer de politiske spilleregler og den demokratiske tredeling af magten i samfundet. Det var denne tredeling, der af et stort mindretal fik skylden for det store velstandstab i Tyskland. I modsætning til USA, hvor ‘The New Deal’ under F.D. Roosewelt, der med store offentlige investeringer i den amerikanske infrastruktur, fik løftet den amerikanske økonomi ud af krisen, Så var Tyskland helt afhængig af udelandske investeringer og lån. Det forstærkede de revolutionære kræfter. Både kommunisterne og de højreradikale partier oplevede en stor vækst, i årene frem til den nazistiske magtovertagelse. Det er ikke ulig den situation, der råder i Europa, men en tilsvarende udvikling opleves nu i USA.
Hvilken vej vælger vi så i det 21.Århundrede. Det er det vigtigste valg vi har haft i 90 år!
Kilder:
hansmicaelblog 