Statens regnemaskine er ramt af en alvorlig systemfejl. Nemlig, at alle offentlige investeringer i infrastruktur alt fra motorveje over vand, energi, hospitaler, ældrepleje, børnepasning og uddannelserne ikke er noget værd. Alt det vi betegner som velfærd regnes i ADAM og de andre teoretiske modeller kun med som udgifter, der trækkes fra, så det fremstår som om de kun er negative for samfundsøkonomien. Dermed overvurderes de private investeringer, samtidigt med at det skjuler hvor meget vores vækst og forbrug er afhængig af en velfungerende offentlig sektor og gode infrastrukturer. Giv økonomerne besked på at indregne vores velfærdssamfund, som en positiv investering og stop de hovedløse nedskæringer i de offentlige budgetter. Det kan godt lade sig gøre at finjustere og effektivisere, men det er ikke vejen frem at anvende overskuddet til skattelettelser og præmier til offentlige ledere, der kun er ansat for at nedbryde vores velfærdssamfund! Det har haft store konsekvenser for vores velfærdssamfund, at denne liberalistiske masterplan (minimalstaten og konkurrencesamfundet) er blevet skjult bag en ny politisk dagsorden, der har glemt at fordelingspolitik også styres af værdier. Idag anser vi kun værdipolitik udfra, om vi er for menneskeværd og de universelle menneskerettigheder samt en lempelig udlændingepolitik eller for stramninger overfor asylansøgere, flygtninge og indvandrere, hvor borgerrettighederne kun gælder for de, der er noget værd, de produktive etniske danskere.
Vi kan derfor ikke længere nøjes med at diskutere ‘tonen’ i den danske indvandrerdebat. Vores opfattelse af minoriteter, ikke mindst flygtninge og indvandrere, er nu blevet til to forskellige narrativer. Forskellen mellem venstre og højre er idag fordelingspolitisk opdelt mellem de partier, der stadig ser størst mulig økonomisk lighed, som et værdipolitisk mål og så de partier, der fastholder, at målet er ulighed som vækstskaber. Vi har et samfund hvor de værdipolitiske skillelinier ligeledes går mellem på den ene side autoritære nationalister og den anden side af libertære universalister. Mellem de der fastholder, at borgerrettighederne er bestemt af etnicitet og de der står fast på, at menneskerettighederne er universelle og gælder for alle, nye som gamle borgere. De 4 nedenstående værdipolitiske grupperinger er meget markante i deres udmeldinger. Det er typisk de skrivende debatører og intellektuelle der placerer sig dér. De har derfor en stor mediebevågenhed. Ikke mindst den såkaldte ‘flygtningekrise i 2015’.
Indtil karrikaturkrisen i 2005 har fordelingspolitikken været hoveddrivkraften i de danske vælgerbevægelser. Dernæst har en nynationalistisk værdipolitik fået tillagt større og større betydning. Ikke mindst drevet af medierne, der hele tiden har søgt at få ‘breaking news’. I 1983 erklærede den daværende statsminister Poul Schlüter, at ideologier er noget ‘bras’. Hvad han mente var at konservatismen, imodsætning til socialisme og liberalisme, var en samfundsbevarende værdipolitik og livsform. Han erklærede dermed samtidig at han var modstander af den værdi- og fordelingspolitiske klassekamp, som jo netop er kampen mellem mennesker med forskellige ideologiske udgangspunkter. Uffe Ellemanns anti-socialisme var affødt af, at vælgerne ikke ville afskaffe velfærdssamfundet, hvilket betød, at den borgerlige regering var nødt til at koble sin ideologiske kamp op imod socialdemokratiet og venstrefløjens værdibårede fredspolitik. Koblingen lykkedes ved valget i 1985, hvor oppositionspolitikerne nærmest blev udstillede som landsforrædere, da de ikke støttede USA’s atomvåbenpolitik i Europa. Efterfølgende tog de borgerlige fat på en omfattende ideologisk kamp imod fagbevægelsen og dermed den danske arbejdsmarkedsmodel. En kamp der tyve år senere har efterladt en vingeskudt fagbevægelse, efter indførslen af private gule og borgerlige forsikringsvirksomheder, der efterligner fagbevægelsen men ikke har nogle selvstændige overenskomster. Efter murens fald i 1989 syntes socialismens værdier og som regeringsform at være stendød. Dermed mistede socialdemokrater og socialister i hele Europa et ideologisk fundament. Det ikke siden er lykkedes at genoprette en socialistisk eller socialdemokratisk diskurs, der kan stille noget op overfor den gældende neoliberale diskurs.
- Det fremskudte mobile forsvar, med nukleare Pershing 2 missiler, var udtænkt som NATO alliancens modsvar mod Warschawa Pagten SS-20 mellemdistance missiler i 1980’erne. Frygten for et angreb fra Sovjetunionen på Vesteuropa, under den kolde krig, var begrundelsen, da det blev besluttet at opstille de meget moderne angrebsvåben. Holdningen blev imødegået af en ny europæiske fredsbevægelse, der mente at vestlige politikere overdrev Sovjetunionens hensigter og samtidigt østpagtens militære kapacitet.
Det danske samfund har i mange år brystet sig af at være et samfund hvor ‘få har for meget og færre for lidt’. Det har vist sig at værre et glansbillede, der dog byggede på en uset grad af lighed mellem forskellige befolkningsgrupper. Det danske velfærdssamfund har været omstridt igennem tiden – men i 2001 indgik Anders Fogh Rasmussen en ‘kontrakt’ med vælgerne; nemlig at hans regering tilsluttede sig, at velfærdssamfundet ikke kunne anfægtes i hans regeringstid. Liberalisterne internt i Venstre blev kuet og den ideologiske liberalisme blev for et årti pakket væk.
Det er dog først efter af Dansk Folkeparti afløste Fremskridtspartiet som værdipolitisk protestparti, at ‘folket’ kom til at erstatte klasserne. DF’s fordelingspolitik blev i deres partiprogram og i medierne fremstillet som social(demokratisk). Derimod var deres nationale værdipolitik til højre for Det konservative folkeparti. DF lagde vægt på pensionisterne som deres vigtigste vælgergruppe. Denne vælgergruppe har altid stemt meget traditionelt. Det vil sige som de altid har gjort på de gamle partier, hvor den største forskel var mellem by og land. I byerne stemte de traditionel på konservative, radikale og socialdemokraterne på landet på venstre, socialdemokraterne og de radikale. Populismen der tog over i 1973 var et udslag af, at de gamle partier ikke havde noget klart bud på tidens kriser. Altså de nye partier var først og fremmest protest- og enkeltsagspartier, der tog over, dér hvor ideologierne ikke længere havde noget værdipolitisk svar på vælgernes bekymringer og ønsker.
Socialdemokraterne, som var det største parti på venstrefløjen, var uden ideologisk fundament. Dermed var Poul Nyrup Rasmussen i 1991 gået over til at administrere lovgivning og økonomien samt fremtidssikre Danmark gennem miljø- og energipolitik. Ikke mindst med en udvidelse af EU lovgivningen samt miljøministeriets rammer og beføjelser. Da Dansk Folkeparti i 2001 blev parlamentarisk grundlag for Anders Foghs velfærdsbevarende 4-kløver regering var vejen banet for nye populistiske partier på højrefløjen, der kunne samles under liberale bannere. Nu er der altså 4 positioner i dansk politik som vælgerne kan navigere imellem.
Jeg ville ønske, at flere mennesker, som Martin Luther King, ville drømme stort. At langt flere mennesker havde en større tiltro til, at verden kunne blive meget bedre for alle! Nelson Mandela og det moderne Sydafrika gik imod strømmen af revanchisme og nymoralisme, da de tidligere undertrykte satte samhørighed over hævntørst og samvittighed over jura. Når værdipolitikken har fået så stor plads i danske medier afspejler det en generel tendens i den vestlige verden. Den store modsætning er mellem nationalismens autoritære og universalismens humanistiske værdier. En nationalistisk og en universalistisk position, hvor der tilsyneladende ikke er en bro, der kan skabe dialog mellem dem. (Borre, Ole: 2011)
Svaret på nutidens flygtningestrømme, fattigsdomsimmigranter, klimaflygtninge og elitens globalisering er ikke at grave sig ned i skyttegrave. Svaret på disse udfordringer er ikke at grave sig ned bag sine landegrænser eller i ‘gated communities’.
- Når overdrivelse fremmer forståelsen: Hvem er det der skal holdes ude eller inde? Skal vi affinde os med, at samfundet bliver adskilt med hegn og mure mellem eliten, den produktive middelklasse og den uproduktive klasse (de arbejdsløse, de fattige pensionister, de elendige og de a-sociale)?
Ghettodannelser og slumbyer forsvinder ikke når vi kikker væk. Arbejdsløshed og sociale problemer løses ikke ved at pege fingre af de ledige, fattige og syge. Flygtninge bliver ikke siddende i flygtningelejre og fattigdomsimmigranter søger mod de rige lande lige så sikkert som møl tiltrækkes af lys i nattens mørke.
Hvad stiller vi op når det er meget lettere for ‘ofre’ at udpege ‘skurke’? Hvordan skal vi forholde os til, at selv de privilligerede på både venstre- og højrefløjen har alt for travlt med at diskutere, hvem der er ‘skurkene’ i tidens narrativer? Hvordan etablerer vi er demokratisk samtale, når vores politikere lukker sig inde bag spindoktorer, haledikkende medier og medløbende journalister? Måske svaret ligger lige foran næsen på os. Vi skal lære at lytte til de andre – vi skal ikke vende den anden kind til i fysisk forstand, men vi skal lade empatien råde. Sætte os i den andens sted, forstå og forsvare hans position, før vi går kritisk i kødet på den med modargumentation. Vi skal forstå at den andens verden giver mening og identitet. Ligesåvel som vores egen verden giver os mening.
Vi må samtidigt erkende, at mediernes og politikernes udstilling af social og etnisk ghettodannelse ikke har ført til en forbedring af disse områders økonomiske vilkår. Tværtimod kan man sige, det har istedet medført en ny stærk nationalfølelse, dvs. nationalchauvinisme, når racisme, forskelsbehandling og segregation ikke længere er forbudt hverken i ord eller gerning. Vi har givet i indpas i vores offentlige samtale, til alle de der føler sig som ofre for udskillelse pga globaliseringen eller som ofre for økonomisk misbrug af de offentlige kasser. Det har ført til en forråelse af debatten. Målet hellliger midlerne der tages i brug, i omtalen og behandlingen af ‘de andre’, ikke mindst flygtninge og indvandrere fra 3. verdenslande.
Jeg har længe haft den opfattelse at indvandrerdebatten i Danmark byggede på dikotomien assimilation overfor integration, men det står nu helt klart for mig, at det var humanistisk ønsketænkning. Der var meget andet på spil, da MF Martin Henriksen (DF) på direkte TV kunne tillade sig at udtale, at en ung intelligent gymnasieelev og elevrådsformand ikke kunne bevise, at han var ‘dansk’. Den store skillelinie i den danske debat idag er et valg mellem segregation eller integration. Nu betyder integration, at du er integrerbar, altså hvid, at du er en kulturel og økonomisk gevinst for samfundet samt at du uden løftede øjenbryn i udlændingestyrelsen, kan blive gift med en ‘ægte dansker’ og blive asssimileret og uden at ‘ægte danskere’ med det samme kan se, at du er som dem. Det er altså nu blevet det nye normale i den offentlige debat, at vi kan udskille de farvede som en stigmatiseret gruppe!
“Forhånelserne og mobningen starter i sproget, men hvis man i civilsamfundet hinsides lovgivningen knæsætter et kollektivt princip om først og fremmest at dyrke ytringsfriheden som en slags moralsk ret til spot, hån og latterliggørelse uden andre supplerende normer, så står man magtesløs over for de nævnte fænomener. Hvis man ikke har mod til at erkende et fælles samfundsmæssigt ansvar over for denne form for psykisk, etnisk og social mobning og finde et sprog for det, så overlader man det til den enkelte i et tomrum at bære på byrden af den, og det er ofte mere end den enkelte kan magte.” (Stig Dalager, Berl. d. 20.11.2016)
Hvordan nåede vi så langt ud? Udskillelsen af ‘de andre’ er nu også af sociale minoriteter, som arbejdsløse og langtidssyge samt førtidspensionister – disse mindretal får nu samme behandling som de indvandrere og flygtninge, der opfattes som en belastning for samfundsøkonomien! Jeg er nu sikker på, at det er et institutionelt problem, der har medført at segregation og racisme, baseret på en forestilling om produktivitet og etnicitet, er blevet en tillagt en positiv ladning og det har givet los for, at mennesker med holdning føler sig bekræftigede i når de deltager i den offentlige debat, om de ‘gode’ og de ‘dårlige’, medborgerne og snylterne . Det er i min optik fordi Danmark idag defineres som er et samfund, der er delt mellem kapitalforvaltere (kapitalister) og lønmodtagere samt mennesker på overførselsindkomster. Man kan sige, at det er en opdeling mellem de der tilhører det gode samfund, forvalterne og de produktive og endelig den tredje ‘u-produktive’ gruppe der ikke tilhører det gode samfund, da de ikke længere tillægges en positiv betydning for kulturens og samfundets udvikling. Denne to-deling har den konsekvens, at den tredje gruppe er blevet til en gruppe, der efter behag kan udskilles enten som et problem, en belastning eller de der engang imelllem, dvs hvert 4 år, er vigtige vælgergrupper, først og fremmest pensionisterne og i mindre grad de studerende. Resultatet er at restgruppen, arbejdsledige, langtidsledige, langtidssyge, flygtninge, indvandrere fra 3. verdenslande, handicappede og psykisk syge bliver deifinitionen på den tredje gruppe som karakteriseres som samfundsnedbrydende typer, a’sociale – de der ligger til last, som man tidligere sagde, de der er afhængige af de offentlige kasser, Færre og færre fra tredje gruppe er nødvendige for det produktive Danmark og der er nu større risiko for, at mellemgruppen havner i tredje gruppe, end at de kan blive elite og kapitalforvaltere! Hvilken betydning har det så for samfundet Danmarks fremtid, for den sociale mobilitet? Ja, det er først og fremmest et politisk og dernæst et kulturelt spørgsmål.
Hans-Micael Søndergaard 21.11.2016
#StigDalager #Berlingske Kronikken
hansmicaelblog 