Tavshedens pris – danske jøder i krig for Israel

“Breaking the Silence!”

Den vestlige verdens moralske og politiske svigt overfor Mellemøsten og Nordafrika efter 1. verdenskrig og frem til idag vil for altid være en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal måske se indad på vores kolonialisme 16. – 20. århundrede der gik over i imperialismen og endelig nationalismen som i det 19. og 20. århundrede dræbte mere end 200 mill. mennesker i krige og mislykkede forsøg på at presse ideologier ned over hovedet på egne og fremmede befolkninger. “Europeans taugth the world how to commit genocide on a large scale. In Africa, the Americas, in Australia and New Zealand the indigeneous peoples were massacred, ethnicallý cleansed and the survivors left in KZ-camps and reservations. The Europeans stole their countries, killed their cultures and enslaved ‘the domesticated brutes’, perverting their claim to christianity! Maybe we find the modern zenophobic fear in this historical abys!” citat Yours truly fra en anden tråd om flygtninge. 

Det mest forfærdelige er, at der ikke bliver nogen retssager ej heller nogen moralsk fordømmelse, fordi vores politikere vil jo ikke tage ansvar eller kriminalisere sig selv, hverken i en historisk eller i en moderne kontekst. ICC i Haag er dybt politiseret og det er en afvikling af retsstatslige principper, som i sidste ende vil ramme os alle! Ligesom vejene til Auschwitz-Birkenau har været brolagt med politiske og moralske svigt over hele Europa, var der ingen der trådte til for at hjælpe armenerne og kurderne i Tyrkiet, men der er ingen i Verden, der kan undslippe det moralske svigt overfor de mange flygtninge, der i mellemkrigsperioden ikke kunne finde et sikkert land at leve i! Så historien gentager sig, alle grænser lukkes og der gives ikke asyl. Kynismen sejrer!  

https://books.google.dk/books?id=Zvagbmd5JrMC&pg=PA345&lpg=PA345&dq=jødisk+monster&source=bl&ots=Y6XBQCNCfR&sig=Uck1uo598hx5iDhNuJTq0rniyZU&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwiCj4ygj5TRAhVBiywKHVzuDTQQ6AEIQjAH#v=onepage&q=jødisk%20monster&f=false
Israels ledere og generaler har alle deres bibelske forbilleder, dvs de tager Toraen bogstaveligt i deres kamp for at genvinde hele det gamle Palæstina. Oldtidens mytologiske konger og Makkabæerne er de fremmeste når de identificerer sig med Israels eksistentielle krav i Mellemøsten.

Digterpræsten og protonazisten Kaj Munk følte tidligt, at han var født til noget stort. Idealisten skulle ikke længere være stor i det små, men stor i det store. Han skulle besidde viljen til magt. Teatret skulle være truende, brølende og sætte vældige vande i bevægelse. Munk skærpede derfor sin pen, i sin dramatisering og karakteristik af kong Herodes. Herodes figuren, som vi nu kan se foregriber nutidens Benjamin Netanyahu. Kong Bibi der fuld af selvglæde på samme måde og med sin vilje til magt, bliver et jødisk monster, en ‘Golem’. Det er altså ikke Kong David, der er Bibis forbillede men den store retoriker, den snu og altid overrumplende, skuespiller Herodes. Benjamin Netanyahu besidder den samme primitive vilje til magt. Han vil være større end livet (‘greater than life’), hvilket gør hans politik, overfor dem han foragter inhuman og dehumaniserende.

Danmark har været medvirkende til at dække over den lange israelske undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Først som medvirkende til FNs delingsplan i 1947. Derefter ved at anerkende Israel, på trods af at Israel aldrig har defineret landets grænser samt at grænserne aldrig dermed aldrig er blevet internationalt anerkendt.Tiltrods for, at det palæstinensiske folk blev fordrevet fra deres byer, landsbyer, hjem og arv, vedblev Danmark med at støtte Israel militært, politisk, økonomisk og kulturelt. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at selv briterne og Folkeforbundet samt senere FN anerkendte, at palæstinenserne havde krav på et eget land i Mandat Palæstina! Det jødiske hjemland i Balfours brev til Rottschild var altså ikke som udgangspunkt en etnisk nationalstat. Det forudsattes, at der blev opnået enighed om en multietnisk og -kulturel stat. Det er aldrig blevet anerkendt af den zionistiske verdensorganisation – derfor er der ikke fred i Israel og dermed kan der ikke etableres hverken en multikulturel fælles nation eller en to-statsløsning. Israelerne (zionisterne) har fra begyndelsen af den jødiske indvandring været hysterisk optagede af det ‘demograffiske spørgsmål’, dvs at jøderne skulle udgøre et ‘etnisk’ flertal eller den eneste ‘etniske gruppe’!

Tiltrods for den massive undertrykkelse af palæstinensernes menneskerettigheder, helt tilbage fra 1948, har unge danske jøder aftjent værnepligt, civil tjeneste og i perioder bosat sig i Israel for at stifte familie eller uddanne sig. Danske unge bliver medskyldige i den etniske udrensningspolitik, når de glæder sig over at være en del af majoritetsbefolkningen i staten Israel. “I Danmark er jeg en del af en meget lille minoritetsgruppe, mens jeg i Israel er en del af majoriteten, og jeg trives på en helt anden måde, når jeg er omgivet af ligestillede og ligeværdige, siger Jonas Karpantschof og fortæller, at mange af hans europæiske venner har det på samme måde. Derfor mødes de også oftere i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem end i Madrid, Paris og Rom, som også er dejlige byer, men hvor det ikke altid er nemt at være jøde.” Religion.dk

Dernæst har i titusindvis af danske unge arbejdet i kibbutz eller i det privatejede israelske landbrug. Indtil 1982 var vi i Danmark ude afstand til kritisk at analysere den arabisk-israelske konflikt. Efter 1945 var der en dyne af politisk korrekthed omkring det jødiske hjemland, det var umuligt at se bort fra den europæiske anti-semitisme og Holocaust, hvilket betød at palæstinenserne blev et usynligt folk. Legitimeret af løgnen/myten om; “Et Land uden Folk til et Folk uden Land.”

kibbutz_milits_landbarug
“Med hakke, skovl – og skyder. Accepten af Israels ret til at forsvare sig var vidtgående blandt venstreorienterede unge langt op i 1970-erne. For Morten Thing byggede den på troen på at Palæstina havde været et land uden folk, inden jøderne kom til. Først senere gik det op for ham, at der havde været en palæstinensisk befolkning, som var blevet fordrevet.” kilde: Nina Trige Andersen, Information. 9. maj 2008

Den danske Israel politik bliver fastlagt på den israelske ambassade! Kolloboratørerne findes inden næsten alle danske partier – det er ikke kun danske jøder, som er zionister – de har fundet nyttige idioter i næsten alle samfundslag. Jeg synes det er på tide, at vi i Danmark får en debat om danske frivillige (værnepligtige) i Israel Defence Forces, i civil tjeneste i det israelske militær herunder i Sar-El. Begrundelsen for en offentlig debat er, at der har siden 1947 været tusindvis af danske jøder i krig herunder som besættelsestropper, først for den zionistiske bevægelse og siden for staten Israel. Den mest kendte i den danske offentlighed er nok den tidligere chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik.

pundikartikelbillede2
Herbert Pundik: En ung dansk student i krig for zionismen i Palæstina, 1948.

Han beskriver i sine erindringer: “Det er ikke nok at overleve” (2006), sin deltagelse i det han kalder den arabisk-jødiske krig 1948-49. H. Pundik lod sig i 1948, sammen med 8 andre danskere, indrullere i Haganah den zionistiske undergrundshær, der senere bliver til IDF. Det var dog først i 2013, at Dagbladet Politiken rejste spørgsmålet: “Hvorfor har det israelske militærs rekruttering i Danmark aldrig været til debat? Måske er diskussionen ikke blevet taget, fordi de institutionaliserede voldshandlinger begås af en stat, med hvem vi endda har gode relationer? ” Det fremgik af journalistens spørgsmål til IDF’s talsmand, at der ligeledes havde været danske IDF soldater med i den første Gaza-krig 2008-2009. Mads Zacho Teglskov, Pol. KAMPZONEN 

displacement
En lang kontinuerlig historik i internt fordrevne i Palæstina, dvs mennesker der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, begyndte da zionistiske organisationer fik tilladelse til at ‘købe’, overtage osmanniske fællesarealer. Udviklingen gik fra internt fordrevne til de der blev tvunget i eksil, af terrorgrupper som STERN eller af undergrundshæren Haganah og senere af det israelske militær (IDF), dvs de palæstinensere, der blev flygtninge mennesker, der fik frataget deres hjem, deres levebrød, deres arv og værdighed. Det kan idag kun beskrives, som den etniske udrensning af Palæstina, når en etnisk befolkning (nation) bliver erstattet af en fremmed etnisk befolkning (nation).

Geneve Konventionen og de besatte områder

Hvordan forholder folkeretten samt den danske lovgivning sig til, at danske statsborgere aftjener værnepligt i en krigsførende nations militær samt deltager i kamphandlinger, erobringskrige samt besættelsen af erobret land? Hvordan sikrer den danske stat, at danske statsborgere ikke begår krigsforbrydelser og overtræder menneskerettighederne og Geneve Konventionen i krigshandlinger og senere i de besatte områder? Har de danske myndigheder overblik over hvor mange danskere, der har deltaget i angreb på civile i Gaza og i Sydlibanon? Dette er blot de indledende spørgsmål, der bør stilles til de danske myndigheder, før en statslig undersøger (Højesteretsdommer) samt forsvarets auditører påbegynder en egentlig afhøring, under vidneansvar, af alle danskere, der har aftjent værnepligt i Israel. Dernæst bør det undersøges af auditørkorpset i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, om danske værnepligtige og reservestyrker i IDF har deltaget i overgreb på civile og på krigsfanger. Derudover kommer de danskere, der nu bor som kolonister på den besatte Vestbred. Hvordan forholder Geneve Konventionen sig til danskere bosat i ulovlige bosættelser?

Koloniseringen af det palæstinensiske hjemland (fortsættes)

Fra 1948 har Israel opretholdt et juridisk tomrum for de oprindelige indbyggere i Palæstina. Bagrunden for denne tilstand var den gradvise ophævelse af den osmanniske retstilstand samt indførslen af det britiske mandatstyre (de facto et kolonistyre). Den zionistiske bevægelse og det britiske mandatstyre overdrog de osmanniske jordbesiddelser til de embedsmænd, der havde kontrolleret dem før 1919. På den måde blev de til ‘absentee landlords’, som frit kunne sælge deres ejendom til zionisterne uden samtidigt at sikre de palæstinensiske ‘fæstebønder’ og landarbejdere de rettigheder, de havde haft under det osmanniske styre. Derefter kunne de nye ‘ejere’ med britisk juridisk og militær støtte påbegynde en fordrivelse af palæstinenserne fra deres landsbyer, som nu var under zionistisk kontrol.
Der var altså allerede før delingen og oprettelsen af den ny stat Israel, titusindvis af internt fordreven palæstinensere uden juridiske rettigheder. Da FN vedtog den usædvanligt jødisk gunstige delingsplan for Palæstina, påbegyndte forskellige zionistiske militser og terrorgrupper en kampagne, der skulle fordrive flere hundrede tusinde palæstinensere fra de jødiske områder samt fra de palæstinensiske områder. Israelske og palæstinensiske historikere har afdækket mere end et dusin massakrer, hvor Deir Yasin var den værste med over 200 dræbte, og utallige voldelige overfald på civile i palæstinensiske byer og landsbyer.
Israels vestligt støttede militære overmagt har siden sikret den zionistiske stat i de mange arabisk-israelske krige efter Israels oprettelse. Den vestlige våbenembargo mod palæstinenserne og de arabiske naboer, med undtagelsen af det britisk støttede Jordan, førte til en knusende sejr i erobringen af størstedelen af de palæstinensiske byer, landsbyer og jordbesiddelser i det ny Israel i 1947-48. Derefter har alle palæstinensere i de besatte områder været underlagt militær jurisdiktion, legitimeret af Israels Højesteret, men ikke anerkendt af FN og imodstrid med Geneve Konventionen.

Nakba – De internt fordrevne og de etnisk udrensede palæstinensere

FN’s delingsplan tog udgangspunkt i at jøder og palæstinensiske arabere i de to nye lande kunne leve fredeligt side om side. Det blev dog ikke accepteret internt i den zionistiske undergrundsregering, der opstod i løbet af 1940’erne i Palæstina. For zionisterne blev det demografiske spørgsmål stadigt mere påtrængende, efterhånden som forhandlingerne i FN skred frem. I jødiske og zionistiske kredse var det afgørende for den nye stats sikkerhed, at der var en majoritet af jøder i Israel. Demografi blev altså sat højere end demokrati og menneskerettigheder. Samtidigt med at zionisterne forhandlede med de arabiske nabolande om modtagelse af palæstinensiske arabere begyndte undergrundshæren og politikerne, først og fremmest David Ben Gurion, at planlægge den etniske udrensning. Første fase var i det område, der var udpeget til det jødiske hjemland, betegnelsen fra Balfour-dokumentet fra 1919, dvs, at der allerede før forhandlingerne var afsluttet i New York, blev sat en brutal terror-kampagne ind mod såvel det britiske mandatstyre og de arabiske palæstinensere, med henblik på at skræmme dem samt skabe så megen frygt og mistillid mellem jøder og palæstinensere, at palæstinenserne ville flygte når staten Israel blev udråbt. Anden fase i David Ben Gurions plan var at sikre landområder samt  forbindelse til bosættelserne i de palæstinensiske områder af delingsplanen ikke mindst Jerusalem var mål for erobringsplanerne.

Mere end 1.000.000 palæstinensere blev berørt af krigen 1947-1949 mellem zionister og palæstinensere. Ifølge Ilan Pappé er der tale om etnisk udrensning, når følgende betingelser er opfyldt: fordrivelse af civile af en anden etnisk gruppe, ‘non-combatanter’ behandles som krigsfanger, adskillelse af mænd og kvinder, fængsling eller internering af mænd og drenge uden mulighed for, at få prøvet deres indespærring ved en domstol, ødelæggelse af huse, boligområder og landsbyer samt genbosættelse af en anden etnisk gruppe, i.e. jøder der overtager palæstinensisk ejendom, landsbyer eller landområder. Alle disse betingelser var tilstede fra 1947 til 1950.

loss_of_land
Kortene er forbudte i Israel, ikke mindst i undervisningssystemet. De lyver dog ikke, men afspejler Israels foragt for palæstinenserne og verdenssamfundet. Kort nr. 2 er resultatet af første fase. Ben Gurions Plan D, de efterfølgende kort følger grundplanen om at skabe Stor-Israel i hele mandat Palæstina. Situationen er idag umulig og uholdbar for palæstinenserne, der er blevet svigtet at FN og Stormagterne, først og fremmest USA. (Billedteksten helt og holdent min mening)

De usynlige palæstinensere glemt af verden

Spørgsmålet om de internt fordrevnes, de etnisk fordrevnes samt de palæstinensiske flygtninge i de omliggende arabiske lande rettigheder har løbende været taget op i FN siden 1948, men flere hundrede resolutioner til støtte for palæstinenserne er blevet blokeret først og fremmest af USA.

youth_refugees

Holocaust: Den eksistentielle trussel mod jødedommen

Zionisterne i Israel har, siden oprettelsen af den jødiske stat, brugt krigene mod de arabiske naboer og palæstinensernes frihedskamp, som en eksistentiel trussel mod selve Israels eksistens og ekstrapoleret det ud til at omfatte selve jødedommens eksistens. Dette kunstgreb, der er muliggjort af Holocaust, har betydet at kritik af Israel og zionismen, nu bliver betegnet som anti-semitisme, først og fremmest i Israel, men der er et stort politisk pres på de vestlige lande for at anerkende den israelske definition. Holocaust er Europas gru, men USA mistede også moralsk fodfæste ved at afvise jødiske flygtninge samt begrænse den jødiske immigration i 1930’erne.

haganah_1948
Jewish paramilitary organisation, Haganah, attacking Palestinian Arab villages in Galilee in 1948 [PhotoQuest/Getty]
Holocaust er blevet vekslet til moralsk kapital for Israel, hvilket zionisterne har udnyttet maksimalt i perioden fra 1948-1987. I de efterfølgende krige i 1956, 1967 var israelerne aggressorer og besatte yderligere palæstinensiske og ægyptiske områder, Sinai, Gaza og Vestbredden som siden 1948 havde været besat af Jordan. Efter en ægyptisk oprustning langs Suez-kanalen udløstes Yom Kibbur krigen i 1973 med et angreb ind i de israelsk besatte Sinai samtidigt angreb Syrien det israelsk besatte Golan. Krigen var i realiteten afsluttet, da det israelske luftvåben angreb og udslettede syriske og ægyptiske luftbaser. Efter Yom Kibbur kom det frem, at flere hundrede ægyptiske krigsfanger blev ydmyget og henrettet, som hævn for israelske tab. Udviklingen, der førte til angrebene, var først og fremmest en konsekvens af stormagternes uvilje til at skabe fred og ophævelse af den israelske besættelse af arabisk og palæstinensisk territorium samt israelernes tiltro til deres militære overmagt. De efterfølgende krige i 1978, 1982, 2006 var først og fremmest rettet mod palæstinensiske flygtningelejre og palæstinensiske- og siden shiamuslimske militser i Libanon. Revolutionen i Iran (1979) betød. at shiiterne i Syrien, Libanon og Iran nu forenede deres kræfter i deres forsvar imod Israels aggressive destabiliseringspolitik. Det er kendetegnende for den israelske propaganda at de retfærdiggør deres overfald på Libanon som selvforsvar. Besættelsen af Sydlibanon i 1982 blev således kaldt “Operation Fred i Gallilæa”. Overfaldet på Libanon og på de palæstinensiske flygtningelejre , Sabra og Shatila, var med til at skifte fokus fra palæstinenserne som terrorister til frihedskæmpere i store dele af den vestlige offentlighed. Den israelske statsterror nåede et nye moralsk lavtpunkt med massakrerne på de palæstinensiske flygtninge. Massakrerne på civile shiiter i Sydlibanon og  i Beirut medførte at Hezbollah nu er Israels farligste modstander i Libanon., støttet af Iran og Syrien. Angrebet på Libanon og indkaldelsen af de israelske reservestyrker blev brugt til at starte en civilmobilisering i Vesten, Organisationen Sar-El, The National Project for Volunteers for Israel, forkortet til Tjeneste for Israel, hvor de frivillige udførte det nødvendige arbejde som ikke kunne udføres i bosættelserne i Golan og i Nord-Israel.

sabra_chatila
Massakren fandt sted under den libanesiske borgerkrig, efter at Israel havde besat hele det sydlige Libanon, og var rykket helt op til Beirut. Kristne militser rykkede med den israelske forsvarsminister Ariel Sharons billigelse ind i Sabra og Shatila. Her voldtog og massakrerede militserne i 40 timer palæstinensiske kvinder, børn og ikke våben-føre mænd – antallet af dræbte er aldrig fastslået men menes til at ligge et sted mellem 800 og 3.500 mennesker. De israelske styrker befandt sig hele tiden blot 200 meter fra lejrene og så passivt til.

Den første Intifada

Besættelsen af Vestbredden og Gaza medførte en brutalisering af forholdet mellem israelere og palæstinensere. I takt med, at flere og flere bosættelser blev oprettet, blev det nødvendigt for Israel at etablere ‘sikkerheds barrierer’mellem kolonister og palæstinensere samt ‘sikre adgangsveje for kolonisterne’ . Dermed blev sløret løftet for besættelsens virkelige konsekvenser. Nemlig, at det kun var muligt med indførslen af apartheid, segregation mellem jøder og palæstinensere. Den første Intifada (1987-1992) afslørede først og fremmest, at der ikke var tale om en konflikt mellem Israel og palæstinenserne, men istedet en brutal undertrykkelse af stenkastende unge, der ønskede selvbestemmelse, politisk frihed samt en ny begyndelse for det palæstinensiske folk. Israel satte sin militært overlegne hær ind, men det var ikke muligt for dem at standse protesterne. Udviklingen med stenkastende unge foran kampvogne vakte minder om opstanden i Ungarn, Prag foråret, urolighedene i Nordirland og midt under Intifadaen demonstranterne på Tianmenpladsen i Beijing. Frihedstrangen blev det centrale tema, hvor Israel pludselig blev den brutale besættelsesmagt der der med vold undertrykte friheden for palæstinenserne. Der var derfor daglige reportager fra Vestbredden og Gaza med i de vestlige medier   blev et vendepunkt i den palæstinensiske kamp om de vestlige mediers opmærksomhed.

denomvendtedavid
Efter den første Intifada fik IDF nye våben overfor protesterende og stenkastende unge. Israels sikkerhedkabinet, godkendte en forordning om nye beføjelser til sikkerhedsstyrkerne. Det har betyder, at en øget brutalitet hærger i de besatte områder. Billedet er det Vestbredden 16.10.2015

Den anden Intifada – Kvindernes modstand mod besættelsen (fortsættes)

Efter den anden Intifada (2000-2005) er forskellige menneskerettighedsgrupper begyndt at uddele videokameraer, så civile palæstinensere kan dokumentere militærets og bosætternes overgreb. Det sker ofte med livet som indsats. Den øgede brug af moderne smartphones har dog gjort det mindre farligt, hvis de anvendes i skjul. Det er derfor blevet lettere for palæstinenserne at holde kontakt til NGO’er i vesten og med menneskerettighedsgrupper i Israel

Jerusalem delt og besat (flygtningelejrene)

Gaza – blokade, ghetto og  åbent fængsel (fortsættes)

Mediernes skiftende roller

Nu er det palæstinenserne, der får moralsk kapital, for hvert overgreb der bliver begået. Mediernes rolle er derfor at dokumentere overgrebene, mens de israelske myndigheder på alle måder forsøger at inddæmme situationen, ved at skabe utålelige arbejdsbetingelser for journalisterne. Pressefriheden er under angreb på Vestbredden, samtidigt med, at den er truet i Israel. Lige nu ligger Israel på en sølle 101. plads ud af 180 målte lande på World Press Index listen for 2016: Jeg citerer fra listen, “journalists face a “military censorship” and must deal with censorship orders. Abuses of the Israeli army against Palestinian and foreign journalists are common, especially while covering demonstrations.” Reporters without borders 

nakba-overlever
En palæstinensisk tv-journalist filmer en Nakba-overlevende ‘oldemor’. Symbolikken er helt tydelig drevet af desperation og vrede tager kvinderne nu kampen op.
Fakta (venligst lånt fra Information)

1948. Israel proklamerer sig som selvstændig stat, efterfulgt af krigshandlinger mellem israelske og arabiske styrker. Omkring 400.000 palæstinensere bliver fordrevet eller flygter fra Palæstina

1949. FN optager Israel som medlemsland – Danmark undlader at stemme. Danmarks regering er indstillet på at støtte fordrevne palæstinensere humanitært, men palæstinensernes ret til tilbagevenden underordnes ønsket om en jødisk stat

1950’erne. Det danske og israelske socialdemokrati og fagbevægelse knytter stærke bånd med den israelske premierminister David Ben Gurion og danske socialdemokrater som Hans Hedtoft, H.C Hansen og Viggo Kampmann som drivkræfter

1956. Ægyptens præsident Nasser nationaliserer Suez-kanalen, og Israel besætter Sinai og Gaza-striben. I Danmark overskygges konflikten af Sovjets invasion af Ungarn. Danmark afviser økonomiske eller militære sanktioner mod Israel

1961. Dansk-israelsk Selskab hjælper med at arrangere særlige kontakter for den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann under hans rejse til Israel

1962. Den første danske delegation, ca. 40 personer, tager på kibbutzophold organiseret af Arne Piel Christensen, daværende højskolelærer, og senere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

1965. Arne Piel Christensen opretter DAKIV, Danske Kibbutzvenner, som i perioder arbejder meget tæt sammen med Dansk-Israelsk Selskab

1967. Seksdageskrigen – DAKIV evakuerer danskere i kibbutzer. Dansk-israelsk Selskab deltog aktivt i talrige støtte-aktioner for Israel i forbindelse med krigen, bl.a. sammen med DAKIV, Ligaen for Tolerance og Frihedskampens Veteraner. Stor indsamlingskampagne ’Danmark hjælper Israel’ under Viggo Kampmanns forsæde

-FN pålægger i resolution 242 Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder, og de arabiske stater at anerkende staten Israel

-Efter krigene i 1948 og 1967 lever omkring fire mio. palæstinensere i dag i landflygtighed – de fleste i Jordan og de andre lande omkring Palæstina. 385 palæstinensiske landsbyer er blevet udslettet, 145 alene i Galilæa

1973. Yom Kippur-krigen. Israel angribes af Syrien og Ægypten, og den danske statsminister Anker Jørgensen udtaler sin uforbeholdne støtte til Israel

1975. FN’s generalforsamling vedtager en resolution, der betegner zionisme som en form for racisme

1976. FN anerkender PLO – Palestine Liberation Organization

1982. Massakren i Shabra og Shatila – en kristen libanesisk milits slagter mellem 700-3500 palæstinensere i en flygtningelejr under det israelske militærs beskyttelse

1986. Den 22.oktober afholdes i anledning af 100-året for Israels ’far’ og første premierminister, David Ben Gurion, en mindeaften på Frederiksberg Rådhus i samarbejde med DAKIV og Dansk Zionistforbund

1993. Oslo-aftalen underskrives

1990’erne. Forholdet mellem den danske og den israelske fagbevægelse kølnes, men kontakterne opretholdes

2001. DAKIV nedlægger sit rejsekontor på grund af manglende interesse fra danske unge

2004. DAKIV indstiller alle aktiviteter. Boykot Israel-kampagne starter i Danmark med deltagelse af forskellige græsrodsorganisationer samt fagforbundet SiD, der i dag er indlemmet i 3F

 

Herbert Pundik: “Ja, jeg var agent for Mossad.”, Inf.

Danske frivillige i IDF, Inf.

Danske volontører i IDF, Pol.

’Som bevægelse er kibbutzen et forladt kapitel’ Inf.

Unge danske jøder søger deres identitet i Israel. Religion.dk

Ubevæbnede frivillige i IDF Sar-El “Tjeneste for Israel”. Sar-El

Noam Chomsky & Ilan Pappé: Gaza in Crisis: Reflections on the U.S-Israeli War on the Palestinians, 2013.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s