Institutionel racisme er definitionen på statistisk segregation… Det startede i 1970’erne, under oliekrisen, med indvandringstoppet for ‘fremmedarbejdere fra Tyrkiet’! Hvor Tyrkiet som oprindelsesland, som før blev defineret i Europa, ændredes til uden for Europa!
Den stigende ulighed skaber apati! Der er langt fra det socialdemokratiske samfunds’ ret og pligt’ til de borgerliges ‘skyld og straf” samfund. Det mest skræmmende er dog hvor få, der er klar over hvor stormasket det ‘sociale sikkerhedsnet” er blevet. Tidligere var det ikke en social ulykke at blive arbejdsløs, hvis du var i A-kasse, så var der stadig et stykke vej til den sociale deroute. Det har den borgerlige (liberalistiske) blok fået smadret, godt hjulpet af et impotent socialdemokrati. Nu er man igen asocial, hvis man er på overførselsindkomst. Der er ikke langt til fratagles af stemmeret, sterilisation, fattiggårde og arbejdslejre! Idag er man fattig, når man ekskluderet fra beskæftigelse, enten pga sygdom, kultur, etnicitet, arbejdsløshed eller et psykisk/fysisk handicap. Idag kan disse grupper ikke leve op til normalsamfundets krav. Jo længere tid du er ekskluderet – segregeret, desto sværere bliver det at komme tilbage til beskæftigelse eller blive socialt inkluderet
Det handler idag om med New Speak, at projicere problemerne over på de svage, ofrene for en mislykket New Public Management-politik…. vi behandler jo hverken de offentligt ansatte, vore børn eller vores ældre med værdighed… tværtimod bliver behandlingen af dem udført som samlebåndsarbejde, fra deres mad til deres pleje! Flere hænder koster penge og bedre medarbejdere skal have mere i løn – det er værdighed! Det neoliberale regime fører derimod en amoralsk, kontrol-, udskamnings- og uværdighedspolitik overfor samfundets svage grupper… Så når de snakker om værdier, skal det oversættes til om det er noget værd! Skal vi acceptere, at Vi nu lever i et ‘udskamningssamfund’. Vi stræber ikke længere efter det gode liv, men forsøger at holde det onde liv væk. Vi ser ikke op til helte, derimod ser vi ned på de svage, på de arbejdsledige, på langtidssyge og på flygtninge samt asylansøgere. Vi lever i et samfund, hvor de velbjærgede føler sig som ofre, derfor bekæmper de samfundets svage med alle midler, inkl. smålighed og misundelse. De har erstattet den sociale samvittighed, med kontrol, gerrighed og straf.
Det er først når de sociale rammer nedbrydes og staten slipper grebet om civilsamfundets behov, at eksklusion og radikalisering kan finde sted. Det ser vi resultaterne af i Mellemøsten, fra Palæstina til Syrien de myndigheder, der havde sikret ro og orden og minimal omfordeling af ressourcer forsvinder. Derefter træder radikale grupper, som IS, Hamas og Hizbollah samt de muslimske brødre til. De får legitimitet og folkelig opbakning når de sikrer den minimale velfærd og bistand! Så bliver der åbnet op for de autoritære og anti-demokratiske kræfter, som nærer det totalitære samfund!
hansmicaelblog 