hansmicaelblog

1)

Jeg tror jeg vil plukke lidt i pelsen på MJ og hans hvidvaskning af nazisme og højreekstrem terror. Han påstår frejdigt, at hans nationalisme fortolkninger kan forklare, hvorfor de nynationalromantiske, den nationalkonserverende samt den nationalforherligende DF nationalisme er defensiv og deskriptiv! Han opstiller så modsætningen til Nazityskland som han kalder normativ og aggresiv. Bevar mig vel! Der tager han så fx. fat i den normative DF tilgang til vores nøgenheds- og madkultur som alle i Danmark skal følge eller land fly! Heller ikke DF’s holdning til døde flygtninge, der flyder rundt i Middelhavet kalder til en deskriptiv tolkning. Der er ikke tale om nogen sammenligning mellem dansk kultur og andre kulturer når det gælder muslimer – her er dansk kultur bare bedre (der er desværre ingen forsøg på at forklare hvad dansk kultur egentlig er fra DF).

2)

MJ skal heller ikke uimodsagt have lov til at fremstille danskhed og dansk kultur som noget, der rækker tilbage til ‘ruder konges tid’! MJ slår en vilkårlig streg i sandkassen i dette tilfælde 1600-tallet – uden nogen overgang og uden nogen forklaring ophæves den gængse moderne histories periodisering som altså starter i 1536 (måske forklaringen er at hastværket har fået MJ til at glemme forskellen på det 16. århundrede og 1600-tallet). Heller ikke Danmarks Kongeriges historie som en multinational og flersproget statsdannelse får nogle ord med på vejen. Nej tværtimod ignoreres det, at vi ikke havde fælles sprog inden for kongeriget og hertugdømmerne. Vi havde en statsdannelse, som heller ikke havde den samme religion (når man går ned i detaljerne). Det dynastiske ligger dog klart – vi havde en tysk kongeslægt – og reformationen var tilskyndet af holstenerne. Fra Christian d. 3. som kuppede sig til et arvekongedømme med håndfæstning og en ny stænderforsamling, til Christian d. 5 som indførte et suverænt arvekongedømme (altså et diktatur) som vi kender som enevoldstiden, gik det ned ad bakke for den gamle danske adel og borgerskab. Selv hertugdømmerne slap ikke deres stænderforsamlinger blev ligeledes opløst. Geografien lå heller ikke fast Danmark-Norge var kongedømmets inderste kerne, hertugdømmerne var ikke en del af kongeriget osv. Samtidig indskrænkedes kongeriget med tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Hvad der er tilbage fra den tid er vores embedsmandsvæsen og den lutherske reformation.

3)

MJ gør sig skyldig i flere forglemmelser eller historisk faktuelle misforståelser. Han skriver at den ene nation ikke er bedre end den anden! Så alle Svenskekrigene, oprør i hertugdømmerne og 30-års Religionskrigen i 1600-tallet mellem et katolsk og et protestantisk Europa forsvinder, som en mellemregning, der ikke kom med. Det var ellers de store opgør om udstrækningen af kongens magt og folkets (stændernes) ret, mellem himmel og jord, mellem kongemagt og kejsermagt, mellem konge og pave. MJ glemmer belejligt at regionalisme og provinsionalisme var udgangspunktet for almindelige menneskers liv indtil langt ind i 1700-tallet. I 1700-tallet fik borgerskabet et fastere greb om samtidens økonomi og blev aktive i embedsværket. Hvilket ikke skal forveksles med at de blev nationale. Der skulle en tysk *statsminister* og en engelsk dronning til, før der udbrød et belejligt nationalt gennembrud, der i en periode gjorde det svært at være almindelig tysksindet i borgerstanden og militæret. Kongehuset og den største del af adelen var dog i samme periode blevet internationaliseret men dog overvejende tysktalende. Så med HJ’s egne ord har han “klippet den historiske sammenhæng over”.

4)

Endelig vil jeg bruge lidt tid på MJ’s sidste og måske mest absurde påstand om Mellemøsten. Jeg vil her starte med det Osmaniske Rige og kalde det for Mellemøsten for forståelsens skyld. At Mellemøsten idag skulle have brug for nationalisme er som at føje spot til skade. Mellemøsten blev ramt af nationalismen i slutningen af det 19. århundrede, hvilket betød at der opstod nationalistiske bevægelser i næsten alle osmaniske provinser. Mange af disse provinser løsrev sig fra centralstyret i begyndelsen af det 20. århundrede. Desværre for dem var det samtidigt med, at Europa kappedes om Afrikas og Mellemøstens ressourcer. Så de mange forskellige nationalistiske og politiske bevægelser var lette mål for kolonialistiske og imperialistiske politikere. Det førte til at den ene provins efter den anden blev opdelt i europæiske interessesfærer. Det var skaden… Flere af disse nationalistiske bevægelser blev så lovet selvstændighed under 1. verdenskrig af begge krigsførende parter – de allierede vandt og sløjfede med et pennestrøg alle aftaler (undtagen Balfour Deklarationen). Det var den første del af skaden som Mellemøsten blev påført. Grækenland og Balkanlandene samt Tyrkiet fik dog deres selvstændighed, men heller ikke her gik det fredeligt for sig – nationalisterne i Grækenland og Tyrkiet gennemførte voldsomme etniske udrensninger. Så der er ikke noget græsk mindretal, selvom de havde været en naturlig del af befolkningen helt tilbage i Antikken (hvem har glemt antikkens hellenernes belejring af Troja) i det moderne Tyrkiet. Der var heller ingen nåde den anden vej – tyrkere blev fordrevet fra det der nu er det moderne Grækenland. Det var nationalisme og ikke religion der førte til den udvikling.

5)

MJ viser med sin påstand om den manglende nationalisme i Mellemøsten, at han nok ikke er den mest skarpe blyant i historikerpenalhuset! Efter 2. verdenskrig var der heller ikke nogen støtte til de nationalistiske og demokratisk sindede bevægelser. Tværtimod så var der igen gang i linealerne og de vestallierede fik behændigt sat sig på processen – man kan vel kalde det for en omvendt fredsdividende. Der blev igen oprettet interessesfærer mellem UK, Frankrig og USA. Det lokale demokrati blev erstattet af autokrati og udsalg af ressourcer til genopbygning af Vesteuropa og til at gøre USA til en supermagt. Og så var der lige Balfour-deklarationen, som for ikke længe siden fejrede sin 100-årsdag, som det mest infame tyveri af land og optakten til en etnisk udrensning af endnu en befolkning, der kan spore sine rødder tilbage til bibelsk tid (hvis jeg må være så oprømt). Lord Balfour lovede oprettelsen af et jødisk hjemland til den zionistiske bevægelse, hvis de ville støtte de allierede i 1. verdenskrig og som tak for støtten i begge verdenskrige. Så blev det tid til at den første europæiske nationalistiske bevægelse skulle have sin egen stat. Staten Israel der allerede før den ensidige udråbelse var igang med en terrorkampagne, der skulle lede til den etniske udrensning af 750.000 palæstinensere. Vesten mistede grebet om Ægypten, Libanon, Syrien samt Irak og siden Iran. Da nationalistiske og panarabiske bevægelser Baath-bevægelsen fik afsat autokratiske regenter. Så påstanden om de manglende nationalister fra MJ er grebet ud af en eurocentrisk og egocentrisk fantasi.

Hans-Micael Søndergaard, 21-06-2016.

 

 

Mikael Jalving, debatør i JP, er et af de eksempler på hvordan højreekstrem terror og vold, inklusive angreb på ytringsfriheden, hvidvaskes i Danmark. MJ beskriver udelukkende nationalkonservatismen og de højreorienterede gruppers ideologi som defensiv og deskriptiv, hvilket får mig til at betvivle hans evner som både journalist og historiker. Der er intet defensivt i de ekstreme gruppers og DF’s tyranniske behandling i ord og handling af indvandrere og flygtninge. Der er intet defensivt over nynationalismens militarisme. Der er intet defensivt over at erstatte en humanitær udenrigspolitk med en følgagtig samarbejds- og krigspolitik ifølge med USA. Der er intet deskriptivt over den totale mangel på danske værdier og kultur i DF’s og de højreekstremes politik. Ej heller mere end kultur og værdi punktnedslag i de national-konservatives *kanon-kultur*.

Afvisningen af den truende nazisme er endnu et udtryk for manglende forståelse af den moderne globaliserede verden. Den moderne nazisme er endnu ikke kendetegnet, som den gamle, ved at samles om en central fører og en førerkult. Det der kendetegner den moderne nazisme, i sin spæde begyndelse, er dæmoniseringen af indvandreres religion og fremmede kultur, rehabilitering af danske nazister samt negligering af faresignalerne fra det de ekstreme højreorienterede miljøer. Mordtrusler mod anderledes tænkende. Forsøg på at få debattører til at tie, ved at true deres familier og dem selv med likvidering.

Den moderne nazisme er desuden kendetegnet ved dens massive brug af ydre og indre fjender. Fjendebilleder, der omfatter alt fra *venstreorienterede til Det radikale Venstre*, fx. Mikael Jalving og JP der ofte nedgør Zenia Stampe. Indvandrere, flygtninge og asylsøgere gøres til den ydre fjende, som vil overtage vores land og slette vores kultur og religion. Fjender som de vil gøre op med i fremtiden. Det fyger med krigssymbolik og revanchisme, som fx. landssvigere og landsforrædere. De udpeger frejdigt de grupper der skal gøres op med. Det er alle os der stadig opfatter Danmark som et humanistisk sekulært samfund, som skal leve op til vores værdier både nationalt og internationalt.

DF og resten af det ekstreme højre har intet bud på hvordan Danmarks fremtid skal se ud! De der går DF’s ærinde må tage med, at vi bliver et kulturfattigt eller kulturløst folk!

Hvis vi ikke taler de nationalkonserverende imod, bliver vi for evigt bundet til en forestilling om det der var engang. Det er som om de tager eventyrene om Danmark bogstaveligt – altså uden en moderne fortolkning og perspektiv. Vi vil, hvis vi følger DF planken ud af EU, være et frygtsomt indesluttet folk som frygter for forandring! DF og nu også de nationalkonservative har aldrig anerkendt, at Danmark og dansk kultur er summen af alle de mennesker, der har været med til at forme det moderne Danmark. Fra Struensee til Brandes-brødrene og Poul Henningsen har der været mere saft og kraft i omstillingen til det moderne, end Grundtvig og Kaj Munk og de andre nationalistiske og nationalromantiske præster har præsteret, herunder oplysningstidsbekæmperne og næstekærlighedsfornægterne Krarup- og Langballe-slægterne, som for min skyld godt må gå i glemmebogen. DFs værdier (hvis de overhovedet har nogle) er altid defineret ved det de ikke er. Deraf den voldsomme modstand mod Islam og muslimer i Danmark. Fra deres side kommer der aldrig nogle positive bud på hvad der er dansk kultur og danske værdier!

Militarismen blev i 1864 lagt i graven og Danmark genskabte neutralitetspolitikken, som var gået op i røg i begyndelsen af 1800-tallet. Vi kunne så fra sidelinien følge det store blodbad på Europas slagtebænke i 1. verdenskrig og se alle de gamle krigsstrategier og krigstaktikken spille totalt fallit. Med folkeafstemningen i 1920, Nordslesvigs indlemmelse i Danmark, gav vi for evigt afkald på revanchisme og håb om at kunne generobre kronens tabte besiddelser. Samtidig var det demokratiets triumf og de gamle magthaveres fallit, der endeligt blev beseglet.

Danske værdier er ligeledes summen af alle de aftaler og konventioner vi har indgået siden 1. verdenskrig. De blev indgået af det humanistiske og sekulære demokrati, der vækkede Danmark ud af Tornerosesøvnen, som vi havde været i siden 1864. Men altså først efter afviklingen af det Gamle Monarkiske Europa.

2. verdenskrig, besættelsen og samarbejdspolitikken der i dag kritiseres af et historieløst revisionistisk Venstre og de nationalkonservative i DF og C. Der er ingen anerkendelse af, at det altid har været småstaternes overlevelsesstrategi. En strategi som ikke desto mindre efterlod os med en samlet befolkning. Det var den vigtigste årsag til at vi undgik andre landes revanchisme og for andre oplevede revolutioner. Vi fik ikke de lange knives nat, hvor den ene del af befolkningen gik løs på den anden i vindernes blodrus.

Efter 1. og 2. verdenskrig havde Verden brug for nye instanser, traktater og konventioner, der kunne beskytte såvel civile som nationer mod overgreb. Danmark var på den rigtige side da FN pagten blev underskrevet, ligesom Danmark var medunderskriver af FNs Menneskerettighedserklæringen og alle de senere konventioner og aftaler, der sikrer alle menneskers frihedsrettigheder. I dag har de alle gyldighed som retskilder i Danmark.  Danmark var igen i førerfeltet da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev underskrevet og indført i dansk lovgivning og senere da Helsingforserklæringen bragte entente mellem øst og vest i Europa, var Danmark igen med til at indstifte en ny tidsorden og videreføre vores værdier til resten af det gamle Europa.

Hvor vil nationalkonservatismen hen idag? Igen ser det ud til at der ikke er nogle svar der matcher en globaliseret og hypermoderne verden. Når M. Jalving kritiserer den moderne analytiske tilgang til verden, humanisme, rationalisme, sekularisme frem til dekonstruktivisme og de andre ismer, som har hjulpet os ud af religionens og kristendommens favntag, så bliver jeg for alvor bange for fremtiden. Skal vi søge danskheden rødder før 1800-tallet, så er vi først på spanden, der var ingen danskhed, kun regionalisme og provinsionalisme, og så var der en dominerende tysksindet kultur i Hovedstaden og de store byer. Er det så Grundtvigs antidemokratiske nationalromantisme vi skal anvende eller er det den nymilitaristiske neoliberalistiske diskurs?  Jeg spørger så hvor vil nationalismen og DF’s kulturnationalisme hen i dag? Hvilke dele af eller hvilken fortidig kultur skal tilbage?

Det er det Michael Jalving og de andre hvidvaskere skylder os et svar på.

 

Hans-Micael Søndergaard, 21-06-2016.