Stop hvidvaskningen af Højreekstrem terror i Europa.

Mikael Jalving, debatør i JP, er et af de eksempler på hvordan højreekstrem terror og vold, inklusive angreb på ytringsfriheden, hvidvaskes i Danmark. MJ beskriver udelukkende nationalkonservatismen og de højreorienterede gruppers ideologi som defensiv og deskriptiv, hvilket får mig til at betvivle hans evner som både journalist og historiker. Der er intet defensivt i de ekstreme gruppers og DF’s tyranniske behandling i ord og handling af indvandrere og flygtninge. Der er intet defensivt over nynationalismens militarisme. Der er intet defensivt over at erstatte en humanitær udenrigspolitk med en følgagtig samarbejds- og krigspolitik ifølge med USA. Der er intet deskriptivt over den totale mangel på danske værdier og kultur i DF’s og de højreekstremes politik. Ej heller mere end kultur og værdi punktnedslag i de national-konservatives *kanon-kultur*.

Afvisningen af den truende nazisme er endnu et udtryk for manglende forståelse af den moderne globaliserede verden. Den moderne nazisme er endnu ikke kendetegnet, som den gamle, ved at samles om en central fører og en førerkult. Det der kendetegner den moderne nazisme, i sin spæde begyndelse, er dæmoniseringen af indvandreres religion og fremmede kultur, rehabilitering af danske nazister samt negligering af faresignalerne fra det de ekstreme højreorienterede miljøer. Mordtrusler mod anderledes tænkende. Forsøg på at få debattører til at tie, ved at true deres familier og dem selv med likvidering.

Den moderne nazisme er desuden kendetegnet ved dens massive brug af ydre og indre fjender. Fjendebilleder, der omfatter alt fra *venstreorienterede til Det radikale Venstre*, fx. Mikael Jalving og JP der ofte nedgør Zenia Stampe. Indvandrere, flygtninge og asylsøgere gøres til den ydre fjende, som vil overtage vores land og slette vores kultur og religion. Fjender som de vil gøre op med i fremtiden. Det fyger med krigssymbolik og revanchisme, som fx. landssvigere og landsforrædere. De udpeger frejdigt de grupper der skal gøres op med. Det er alle os der stadig opfatter Danmark som et humanistisk sekulært samfund, som skal leve op til vores værdier både nationalt og internationalt.

DF og resten af det ekstreme højre har intet bud på hvordan Danmarks fremtid skal se ud! De der går DF’s ærinde må tage med, at vi bliver et kulturfattigt eller kulturløst folk!

Hvis vi ikke taler de nationalkonserverende imod, bliver vi for evigt bundet til en forestilling om det der var engang. Det er som om de tager eventyrene om Danmark bogstaveligt – altså uden en moderne fortolkning og perspektiv. Vi vil, hvis vi følger DF planken ud af EU, være et frygtsomt indesluttet folk som frygter for forandring! DF og nu også de nationalkonservative har aldrig anerkendt, at Danmark og dansk kultur er summen af alle de mennesker, der har været med til at forme det moderne Danmark. Fra Struensee til Brandes-brødrene og Poul Henningsen har der været mere saft og kraft i omstillingen til det moderne, end Grundtvig og Kaj Munk og de andre nationalistiske og nationalromantiske præster har præsteret, herunder oplysningstidsbekæmperne og næstekærlighedsfornægterne Krarup- og Langballe-slægterne, som for min skyld godt må gå i glemmebogen. DFs værdier (hvis de overhovedet har nogle) er altid defineret ved det de ikke er. Deraf den voldsomme modstand mod Islam og muslimer i Danmark. Fra deres side kommer der aldrig nogle positive bud på hvad der er dansk kultur og danske værdier!

Militarismen blev i 1864 lagt i graven og Danmark genskabte neutralitetspolitikken, som var gået op i røg i begyndelsen af 1800-tallet. Vi kunne så fra sidelinien følge det store blodbad på Europas slagtebænke i 1. verdenskrig og se alle de gamle krigsstrategier og krigstaktikken spille totalt fallit. Med folkeafstemningen i 1920, Nordslesvigs indlemmelse i Danmark, gav vi for evigt afkald på revanchisme og håb om at kunne generobre kronens tabte besiddelser. Samtidig var det demokratiets triumf og de gamle magthaveres fallit, der endeligt blev beseglet.

Danske værdier er ligeledes summen af alle de aftaler og konventioner vi har indgået siden 1. verdenskrig. De blev indgået af det humanistiske og sekulære demokrati, der vækkede Danmark ud af Tornerosesøvnen, som vi havde været i siden 1864. Men altså først efter afviklingen af det Gamle Monarkiske Europa.

2. verdenskrig, besættelsen og samarbejdspolitikken der i dag kritiseres af et historieløst revisionistisk Venstre og de nationalkonservative i DF og C. Der er ingen anerkendelse af, at det altid har været småstaternes overlevelsesstrategi. En strategi som ikke desto mindre efterlod os med en samlet befolkning. Det var den vigtigste årsag til at vi undgik andre landes revanchisme og for andre oplevede revolutioner. Vi fik ikke de lange knives nat, hvor den ene del af befolkningen gik løs på den anden i vindernes blodrus.

Efter 1. og 2. verdenskrig havde Verden brug for nye instanser, traktater og konventioner, der kunne beskytte såvel civile som nationer mod overgreb. Danmark var på den rigtige side da FN pagten blev underskrevet, ligesom Danmark var medunderskriver af FNs Menneskerettighedserklæringen og alle de senere konventioner og aftaler, der sikrer alle menneskers frihedsrettigheder. I dag har de alle gyldighed som retskilder i Danmark.  Danmark var igen i førerfeltet da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev underskrevet og indført i dansk lovgivning og senere da Helsingforserklæringen bragte entente mellem øst og vest i Europa, var Danmark igen med til at indstifte en ny tidsorden og videreføre vores værdier til resten af det gamle Europa.

Hvor vil nationalkonservatismen hen idag? Igen ser det ud til at der ikke er nogle svar der matcher en globaliseret og hypermoderne verden. Når M. Jalving kritiserer den moderne analytiske tilgang til verden, humanisme, rationalisme, sekularisme frem til dekonstruktivisme og de andre ismer, som har hjulpet os ud af religionens og kristendommens favntag, så bliver jeg for alvor bange for fremtiden. Skal vi søge danskheden rødder før 1800-tallet, så er vi først på spanden, der var ingen danskhed, kun regionalisme og provinsionalisme, og så var der en dominerende tysksindet kultur i Hovedstaden og de store byer. Er det så Grundtvigs antidemokratiske nationalromantisme vi skal anvende eller er det den nymilitaristiske neoliberalistiske diskurs?  Jeg spørger så hvor vil nationalismen og DF’s kulturnationalisme hen i dag? Hvilke dele af eller hvilken fortidig kultur skal tilbage?

Det er det Michael Jalving og de andre hvidvaskere skylder os et svar på.

 

Hans-Micael Søndergaard, 21-06-2016.