1)
Jeg tror jeg vil plukke lidt i pelsen på MJ og hans hvidvaskning af nazisme og højreekstrem terror. Han påstår frejdigt, at hans nationalisme fortolkninger kan forklare, hvorfor de nynationalromantiske, den nationalkonserverende samt den nationalforherligende DF nationalisme er defensiv og deskriptiv! Han opstiller så modsætningen til Nazityskland som han kalder normativ og aggresiv. Bevar mig vel! Der tager han så fx. fat i den normative DF tilgang til vores nøgenheds- og madkultur som alle i Danmark skal følge eller land fly! Heller ikke DF’s holdning til døde flygtninge, der flyder rundt i Middelhavet kalder til en deskriptiv tolkning. Der er ikke tale om nogen sammenligning mellem dansk kultur og andre kulturer når det gælder muslimer – her er dansk kultur bare bedre (der er desværre ingen forsøg på at forklare hvad dansk kultur egentlig er fra DF).
2)
MJ skal heller ikke uimodsagt have lov til at fremstille danskhed og dansk kultur som noget, der rækker tilbage til ‘ruder konges tid’! MJ slår en vilkårlig streg i sandkassen i dette tilfælde 1600-tallet – uden nogen overgang og uden nogen forklaring ophæves den gængse moderne histories periodisering som altså starter i 1536 (måske forklaringen er at hastværket har fået MJ til at glemme forskellen på det 16. århundrede og 1600-tallet). Heller ikke Danmarks Kongeriges historie som en multinational og flersproget statsdannelse får nogle ord med på vejen. Nej tværtimod ignoreres det, at vi ikke havde fælles sprog inden for kongeriget og hertugdømmerne. Vi havde en statsdannelse, som heller ikke havde den samme religion (når man går ned i detaljerne). Det dynastiske ligger dog klart – vi havde en tysk kongeslægt – og reformationen var tilskyndet af holstenerne. Fra Christian d. 3. som kuppede sig til et arvekongedømme med håndfæstning og en ny stænderforsamling, til Christian d. 5 som indførte et suverænt arvekongedømme (altså et diktatur) som vi kender som enevoldstiden, gik det ned ad bakke for den gamle danske adel og borgerskab. Selv hertugdømmerne slap ikke deres stænderforsamlinger blev ligeledes opløst. Geografien lå heller ikke fast Danmark-Norge var kongedømmets inderste kerne, hertugdømmerne var ikke en del af kongeriget osv. Samtidig indskrænkedes kongeriget med tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Hvad der er tilbage fra den tid er vores embedsmandsvæsen og den lutherske reformation.
3)
MJ gør sig skyldig i flere forglemmelser eller historisk faktuelle misforståelser. Han skriver at den ene nation ikke er bedre end den anden! Så alle Svenskekrigene, oprør i hertugdømmerne og 30-års Religionskrigen i 1600-tallet mellem et katolsk og et protestantisk Europa forsvinder, som en mellemregning, der ikke kom med. Det var ellers de store opgør om udstrækningen af kongens magt og folkets (stændernes) ret, mellem himmel og jord, mellem kongemagt og kejsermagt, mellem konge og pave. MJ glemmer belejligt at regionalisme og provinsionalisme var udgangspunktet for almindelige menneskers liv indtil langt ind i 1700-tallet. I 1700-tallet fik borgerskabet et fastere greb om samtidens økonomi og blev aktive i embedsværket. Hvilket ikke skal forveksles med at de blev nationale. Der skulle en tysk *statsminister* og en engelsk dronning til, før der udbrød et belejligt nationalt gennembrud, der i en periode gjorde det svært at være almindelig tysksindet i borgerstanden og militæret. Kongehuset og den største del af adelen var dog i samme periode blevet internationaliseret men dog overvejende tysktalende. Så med HJ’s egne ord har han “klippet den historiske sammenhæng over”.
4)
Endelig vil jeg bruge lidt tid på MJ’s sidste og måske mest absurde påstand om Mellemøsten. Jeg vil her starte med det Osmaniske Rige og kalde det for Mellemøsten for forståelsens skyld. At Mellemøsten idag skulle have brug for nationalisme er som at føje spot til skade. Mellemøsten blev ramt af nationalismen i slutningen af det 19. århundrede, hvilket betød at der opstod nationalistiske bevægelser i næsten alle osmaniske provinser. Mange af disse provinser løsrev sig fra centralstyret i begyndelsen af det 20. århundrede. Desværre for dem var det samtidigt med, at Europa kappedes om Afrikas og Mellemøstens ressourcer. Så de mange forskellige nationalistiske og politiske bevægelser var lette mål for kolonialistiske og imperialistiske politikere. Det førte til at den ene provins efter den anden blev opdelt i europæiske interessesfærer. Det var skaden… Flere af disse nationalistiske bevægelser blev så lovet selvstændighed under 1. verdenskrig af begge krigsførende parter – de allierede vandt og sløjfede med et pennestrøg alle aftaler (undtagen Balfour Deklarationen). Det var den første del af skaden som Mellemøsten blev påført. Grækenland og Balkanlandene samt Tyrkiet fik dog deres selvstændighed, men heller ikke her gik det fredeligt for sig – nationalisterne i Grækenland og Tyrkiet gennemførte voldsomme etniske udrensninger. Så der er ikke noget græsk mindretal, selvom de havde været en naturlig del af befolkningen helt tilbage i Antikken (hvem har glemt antikkens hellenernes belejring af Troja) i det moderne Tyrkiet. Der var heller ingen nåde den anden vej – tyrkere blev fordrevet fra det der nu er det moderne Grækenland. Det var nationalisme og ikke religion der førte til den udvikling.
5)
MJ viser med sin påstand om den manglende nationalisme i Mellemøsten, at han nok ikke er den mest skarpe blyant i historikerpenalhuset! Efter 2. verdenskrig var der heller ikke nogen støtte til de nationalistiske og demokratisk sindede bevægelser. Tværtimod så var der igen gang i linealerne og de vestallierede fik behændigt sat sig på processen – man kan vel kalde det for en omvendt fredsdividende. Der blev igen oprettet interessesfærer mellem UK, Frankrig og USA. Det lokale demokrati blev erstattet af autokrati og udsalg af ressourcer til genopbygning af Vesteuropa og til at gøre USA til en supermagt. Og så var der lige Balfour-deklarationen, som for ikke længe siden fejrede sin 100-årsdag, som det mest infame tyveri af land og optakten til en etnisk udrensning af endnu en befolkning, der kan spore sine rødder tilbage til bibelsk tid (hvis jeg må være så oprømt). Lord Balfour lovede oprettelsen af et jødisk hjemland til den zionistiske bevægelse, hvis de ville støtte de allierede i 1. verdenskrig og som tak for støtten i begge verdenskrige. Så blev det tid til at den første europæiske nationalistiske bevægelse skulle have sin egen stat. Staten Israel der allerede før den ensidige udråbelse var igang med en terrorkampagne, der skulle lede til den etniske udrensning af 750.000 palæstinensere. Vesten mistede grebet om Ægypten, Libanon, Syrien samt Irak og siden Iran. Da nationalistiske og panarabiske bevægelser Baath-bevægelsen fik afsat autokratiske regenter. Så påstanden om de manglende nationalister fra MJ er grebet ud af en eurocentrisk og egocentrisk fantasi.
Hans-Micael Søndergaard, 21-06-2016.
hansmicaelblog 